The Quiller Memorandum

Med The Quiller Memorandum fra 1966 kom John Barry til at levere endnu et score til en spionthriller.

Denne gang var omdrejningspunktet dog hverken megalomane superskurke som i Bond-filmene eller russiske dobbeltagenter som i The Ipcress File (1965), men i stedet en nynazistisk gruppering, som filmens hovedperson Quiller skal optrevle.

Filmen var baseret på en roman af Trevor Dudley Smith og havde bl.a. George Segal, Alec Guinness og Max von Sydow på rollelisten. Filmen skulle være ganske fin; jeg har endnu til gode at se den, men den er på min liste.

Et af Barrys bedste temaer

Scoret til The Quiller Memorandum er endnu ét af Barrys mindre mesterværker fra 1960’erne og kan bl.a. byde på ét af Barrys bedste temaer nogensinde, “Wednesday’s Child”, der ikke bare udgør den tematiske rygrad i scoret, men som også findes i en vokaludgave med sang af Matt Monro.

Monro havde tidligere på året også indsunget vokaludgaven af Barrys tema fra Born Free, og tilbage i 1963 havde Monro også sunget titelsangen til From Russia With Love, hvor Barry dog kun komponerede selve scoret, men ikke sangen.

Teksten til “Wednesday Child” (titlen er i øvrigt hentet fra et britisk børnerim) var skrevet af den flittige amerikanske tekstforfatter Mack David, der mellem 1950 og 1966 var Oscarnomineret for bedste sang hele otte gange.

Mack Davids bror Hal var også en kendt sangskriver, og Hal skulle senere komme til at samarbejde med Barry to gange, da han skrev teksten til både “We Have All The Time In The World” (fra On Her Majesty’s Secret Service, 1969) og titelsangen til Moonraker (1979).

Cimbalomen som det væsentligste instrument

Barrys score er komponeret for et mindre symfonisk ensemble, men det væsentligste instrument i scoret er cimbalomen, der også udgjorde det primære instrument i Barrys score til The Ipcress File. I The Quiller Memorandum er cimbalomen måske ikke helt så dominerende, som i The Ipcress File, men det bidrager stadig med den særlige lyd, der gennemsyrer scoret.

Cimbalomen, der tilhører gruppen af hakkebrætter, er kendetegnet ved sin sprøde, spinkle lyd, der både gennem sin spinkelhed og hakkebrættets akustik ofte opnår en ensom, til tider endda decideret kold, lyd.
I filmmusik har vi ofte hørt cimbalomen brugt som signaturinstrument for Østeuropa, men det er så ikke det, der er tilfældet her, idet hovedparten af filmen udspiller sig i Berlin.

Foruden cimbalomen anvender Barry også et instrument, jeg ikke kan identificere – men som formentlig er en form for percussion – der giver en fløjtende, modulerende lyd, der minder en ganske lille smule om en theremin.

Dette instrument giver yderligere krydderi til blandingen, og selvom resten af instrumenteringen er ganske traditionel, betyder kombinationen af cimbalom og dette altså uidentificerede instrument, at The Quiller Memorandum har sin helt unikke lyd, som jeg aldrig har hørt før eller siden.

[Tilføjelse, 15.02.2024: Jeg har netop fundet ud af, at det ovenfor omtalte uidentificerede instrument faktisk er en form for percussion; et for mig hidtil ukendt instrument ved navn flexatone.]

Adskillige mindre motiver

Albummet indledes med hovedtemaet i sin fuldt udviklede form, og hovedtemaet optræder da også i de fleste af albummets i alt 13 skæringer, enten i sin fuldt udviklede form eller – oftere – i brudstykker eller alternative orkestreringer.

To af de tre cues, temaet ikke optræder i, er “Downtown” (nr. 5), en ret hæslig instrumentaludgave af Petula Clark-sangen af samme navn fra 1964, dels “Autobahn March” (nr. 9), der som titlen antyder er en march, der i øvrigt stilmæssigt stikker ganske meget ud fra resten af albummet.

The Quiller Memorandum er ikke et monotematisk score, sådan som The Ipcress File f.eks. var. Barry opererer med over en håndfuld forskellige tematiske idéer, hvoraf de fleste er mindre motiver, der særligt væves ind og ud af den suspensemusik, der rent faktisk udgør hovedparten af scoret.

Men da Barry netop opbygger suspensemusikken omkring nogle tilbagevendende motiver, formår han at gøre den melodisk og tematisk forankret og undgår dermed at falde i den fælde, mange filmkomponister ofte falder i, når de skal komponere den type musik. Nemlig at det bliver jævnt hen kedeligt at lytte til på album.

Sådan er The Quiller Memorandum bestemt ikke. Tværtimod er suspensemusikken eminent veloplagt og med cimbalomen som næsten konstant tilstedeværende anker.

Det er f.eks. tilfældet i “Quiller Caught” (nr. 2) og det fremragende – og ofte iskolde – “Oktober – Walk From The River” (nr. 4).

“Quiller and the Bomb” (nr. 12) udmærker sig derimod ved, at cimbalomen spiller en meget mindre rolle, og selvom dette cue måske er det mest underscoreprægede på scoret, er det alligevel bygget op omkring et tilbagevendende motiv, der hjælper til, at cuet ikke løber ud i sandet og bliver uinteressant.

Meget lidt actionmusik

Der er meget lidt actionmusik på The Quiller Memorandum – for ikke at sige ingen. Af og til skruer Barry en anelse op for dramatikken, som f.eks. i slutningen af “The Fight” (nr. 2), men der er ingen tvivl om, at hovedvægten er på spændingsmusikken.

Dertil kommer et enkelt rigtig fint romantisk cue – “The Love Scene” (nr. 8) – som er baseret på hovedtemaet, men skruet meget ned i tempo og orkestreret udelukkende for strygere og træblæsere.

Det er et fint eksempel på, hvor dygtig Barry også var til med enkle midler at ændre et temas karakter ganske meget og dermed kunne bruge det i mange forskellige sammenhænge.

Fremragende

The Quiller Memorandum er et kort album, kun ca. 35 minutter, og hvor meget mere musik, der er i filmen ved jeg ikke. Men uagtet, at albummet formentlig kun præsenterer dele af scoret, er der tale om en meget afrundet helhed, der samtidig udgør en virkelig god lytteoplevelse.

I direkte sammenligning med The Ipcress File, foretrækker jeg stadig Ipcress frem for The Quiller Memorandum, men der skal ikke herske nogen tvivl om, at The Quiller Memorandum er et fremragende score, der nyder godt af endnu et af Barrys formidable temaer og indeholder en stor mængde nervepirrende og velkomponeret suspensemusik.

Nummerliste:
1. Wednesday’s Child (Main Theme) (2:13)
2. Quiller Caught – The Fight (2:52)
3. The Barrel Organ (2:40)
4. Oktober – Walk From The River (3:48)
5. Downtown (Tony Hatch) (2:21)
6. Main Title Theme (2:05)
7. Wednesday’s Child (John Barry / Mack David, sung by Matt Monro) (2:39)
8. The Love Scene – The Old House (3:52)
9. Autobahn March (2:46)
10. He Knows The Way Out! (2:20)
11. Night Walk In Berlin (3:05)
12. Quiller And The Bomb (2:35)
13. Have You Heard Of A Man Called Jones? – End Theme (1:52)

Total spilletid: 35:08

Anmeldt i nr. 141 | 13/07/2017