The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes

I min anmeldelse af The Secret Diary of Laura Palmer (1990) skrev jeg, at Lauras dagbog var den eneste rigtigt relevante af de spin-off-bøger, der udkom inden for Twin Peaks-universet, mens serien kørte.

Det udsagn står jeg ved, men det betyder ikke, at agent Coopers selvbiografi (med den tunge titel The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes) er uinteressant for Twin Peaks-fans.

En livslang passion

Bogen er skrevet af Scott Frost, Mark Frosts bror, der også skrev to episoder af tv-seriens anden sæson. Den tager form af en dagbog, men i modsætning til f.eks. Laura Palmers dagbog, der foregiver at være en gengivelse af en skrevet dagbog, postulerer selvbiografien at være transskriptioner af Coopers bånd.

Bogen begynder juledag 1967; dagen hvor den kommende FBI-agent i en alder af 13 år har fået sin første båndoptager. Coopers forkærlighed for indtalte beskeder går altså langt tilbage, og det er naturligvis fint set af Frost at tage denne quirk ved Cooper og gøre den til en livslang passion.

At det så samtidig er en ret hårdhændet gimmick er en anden sag, og det største problem, Frost får skabt for sig selv gennem bogens 226 sider, er, at Coopers indtalte beskeder ofte fremstår som om, de var skrevne.

Det akkurat samme problem bemærkede jeg i min efterhånden gamle anmeldelse af Bram Stokers Dracula (1897), hvor den gode Dr. Sewards indtalte dagbogsnotater (på den dengang revolutionerende fonograf) også fremstår meget litterære, selvom de skulle forestille at være indtalte.

Det er i virkeligheden det selvsamme problem, mange forfattere står overfor, når de skal skrive dialog. Her oplever man også ofte, at folk i bøger taler på en måde, man har meget svært ved at forestille sig rigtige mennesker gøre.

1967-1989

Selvbiografien er inddelt i seks overordnede dele uden titler, og hver del er derudover delt ind i et antal kapitler. Første del dækker perioden 1967-1970. Anden del er ganske kort og består af tre korte breve, Cooper sendte til sin far, mens han var på en lang rejse i 1970-73, hvorom intet ellers vides.

Tredje del er igen båndoptagelser og dækker perioden 1973-1977. Fjerde del er også ganske kort og dækker 1978-79, mens femte del dækker 1978-79. Sidste del dækker endelig perioden 1980-1989 med store huller undervejs, angiveligt på grund af Coopers arbejde for FBI.

Sidste “indlæg” er dateret den 24. februar 1989 og lyder “There’s been a body found in Washington state, Diane. A young woman, wrapped in plastic. I’m headed for a little town called Twin Peaks.”

Forfulgt af død

Indholdsmæssigt er bogen ganske ujævn. Første del dækker Coopers sene barndom og tidlige ungdom, og er stedvist meget humoristisk i tonen, selvom der allerede her sniger sig mere alvorlige elementer ind.

Vi hører her bl.a. om den unge Coopers tidlige fascination af lovhåndhævelsesarbejde og FBI og hans første møde med kærligheden. Men vi hører også om Coopers første møder med døden, først da hans mor dør, siden da nabopigen Marie, som Cooper har været forelsket i, dør.

Her tegner sig et tema for resten af bogen; et tema, som også i et eller andet omfang har en klangbund i tv-serien. Nemlig, at Cooper synes at være “forfulgt” af død.

Dette tema videreudvikles i bogens tredje del, hvor Cooper ved et tilfælde kommer på sporet af en morder. Morderen slipper væk, men det er Cooper, der finder offeret – en ung kvinde, der er blevet dolket.

Det er dette øjeblik, der er med til at overbevise Cooper om, at ondskaben eksisterer som en håndgribelig mørk kraft. Dette er noget, han reflekterer over senere i bogen, hvor ondskaben for Cooper antager en på én gang metafysisk og håndgribelig karakter.
Altså: Ondskaben er for Cooper ikke bare “the evil that men do”, som Albert Rosenfield siger i tv-serien, men en reel kraft, der må og kan bekæmpes.

Humoristiske passager

Selv efter at Frost har introduceret de mere alvorlige temaer i bogen, er der dog stadigt stærkt humoristiske passager. En af de klart bedste i hele bogen er sekvensen, hvor Cooper beslutter sig for at undersøge, hvor længe han kan holde sig vågen uden at det går ud over hans kognitive evner.

Dette eksperiment, der finder sted i december 1973, er ganske forrygende morsomt skrevet, som følgende indtalte besked vidner om (her har Cooper været vågen i ca. 42 timer):

“Darkness is falling. My mind and body feel strong and alert. Have checked all closets in the house to make sure that none of the little people are hiding in them.”

Dette er blot én af flere sådanne eksperimenter, Cooper foretager. Senere undersøger han, hvor længe man kan undlade at urinere med normalt væskeindtag.

Windom Earle-mysteriet

Bogens femte del handler om Coopers første tid som FBI-agent og her hører vi bl.a. om hans første møde med sin makker og mentor Windom Earle, der skulle komme til spille en væsentlig rolle som seriens primære antagonist i anden halvdel af anden sæson.

De begivenheder, vi ganske kort får beskrevet i tv-serien, med mordet på Windom Earles hustru Caroline, som Cooper har forelsket sig i, er også dækket i bogen, men vi får mere at vide her – bl.a. forsvinder Earle på et tidspunkt og lader til at have været bortført.

Har man set serien, ved man, at det nok næppe er tilfældet, men at Earles forsvinden er direkte relateret til det større mysterium, han er en del af, og at Earle allerede på dette tidspunkt er vanvittig.

Disse dele af bogen er ren guf for seriens fans, selvom man på ingen måde får svar på nogen spørgsmål: Der bliver blot lagt flere lag til mysteriet omkring Earle, og det er virkelig ganske stemningsfuldt.

Enkelte kontinuitetsproblemer

Efter tragedien i Pittsburgh, hvor Cooper bliver såret og Caroline myrdet, dækker bogens sjette del Coopers tilbagevenden til arbejdet som agent efter en orlov på lidt over et halvt år.

Indledningsvist bliver Cooper udlånt til det føderale narkopoliti DEA, og det er i den forbindelse, han møder en agent ved navn Dennis Bryson, som også figurerer i serien.

Senere vender Cooper tilbage til FBI, og her dækker bogen også Coopers efterforskning af mordet på Teresa Banks, som blev myrdet af den samme morder, der senere skulle myrde Laura Palmer.

Her kommer bogen en lille smule på tynd is, uden at det dog er Scott Frosts skyld. På det tidspunkt kunne Frost jo ikke vide, at David Lynch og Robert Engels året efter ville gå længere ind i Teresa Banks-sagen i den første halve time af prequel-filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992).

Men det resulterer selvfølgelig i nogle kontinuitetsproblemer, både ved ting, der konkret bliver nævnt i bogen og ved ting, der udelades, men som man ville forvente, at Cooper havde omtalt, hvis kontinuiteten havde været på plads.

Og selvfølgelig vil der være nogle kontinuitetsproblemer i en bog som denne; det er næsten uundgåeligt. Men ser man bort fra problemerne i forhold til Fire Walk With Me, er der faktisk ikke mange diskrepanser i forhold til det, vi får at vide i serien.

Et andet eksempel er dog i forhold til mordet på Caroline Earle, som i bogen finder sted i april 1979. I tv-serien siger Cooper, det skete for fire år siden, og da serien foregår i 1989, placerer det mordet i 1985.

Fin for fans

Coopers selvbiografi er, som de øvrige spin-off-produkter fra Twin Peaks, udelukkende for fans. Bogen fordrer helt klart, at man har set serien og kender hovedpersonen.

Har man ikke det, vil den være noget nær ulæselig. Ikke fordi indholdet ikke vil være meningsgivende for de, der ikke har set serien, men de vil uden tvivl finde bogen helt og aldeles ligegyldig.

Derudover skal det også siges, at der ikke er ret meget information at hente, der kan kaste lys over tv-seriens begivenheder. Og man skal heller ikke regne med at komme så dybt under huden på Cooper, som man gjorde med Laura Palmer i Jennifer Lynchs The Secret Diary of Laura Palmer.

Til trods for dette, vil fans nok alligevel finde bogen rigtig fin, måske også fordi det er den af spin-off-bøgerne, der bedst rammer tv-seriens tone i sin blanding af humor, alvor og weirdness.

Skal man endelig kritisere The Autobiography of FBI Special Agent Dale Cooper: My Life, My Tapes for noget, skulle det være, at den også til en vis grad afmystificerer den gode Cooper, men her forstår Scott Frost heldigvis også betydningen af, at holde nogle af Coopers sider hemmelige.

Ikke alt har det bedst af at blive forklaret til døde, og i sidste ende beholder Cooper da også sin generelle aura af mystik.

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Twin Peaks