Twin Peaks: Fire Walk With Me

Da Twin Peaks (1990-91) blev lukket ned efter anden sæson, gik David Lynch hurtigt i gang med at forberede en spillefilm i Twin Peaks-universet.

Men i stedet for at fortsætte historien, hvor anden sæson slap, valgte Lynch at gå tilbage og vise os Laura Palmers sidste dage kombineret med en længere prolog, der går ind i efterforskningen af mordet på Teresa Banks, som blev myrdet et år før, Laura Palmer blev offer for den samme morder.

Og nu vi er ved morderen: Denne anmeldelse vil komme til at indeholde spoilers for de, der endnu ikke måtte have set tv-serien. Mine anmeldelser af tv-seriens to sæsoner holdt jeg spoiler-fri, men det er ganske enkelt ikke muligt i denne omgang.

Kollektivt hadet

Produktionen af Fire Walk With Me var ikke helt uproblematisk. Nyheden om, at Lynch ville lave en spillefilm kom hurtigt efter, at serien var stoppet.

Men Kyle MacLachlan sprang fra af frygt for at blive typecast, hvilket tvang Lynch og hans medforfatter Robert Engels til at omarbejde de dele af manuskriptet, der handlede om efterforskningen af Teresa Banks-mordet.

Senere ændrede MacLachlan dog holdning og sagde ja til at medvirke i enkelte scener. Men der var også andre af seriens faste castmedlemmer, der takkede nej til at medvirke, herunder Lara Flynn Boyle, hvis rolle som Donna Hayward var væsentlig for Lynch og Engels’ manus. Så rollen måtte recastes.

Da filmen endelig kom ud, blev den modtaget som et monster. Den blev kollektivt hadet af stort set alle. Ved premieren på filmfestivalen i Cannes i 1992 buede publikum af filmen og kritikerne hadede den.

Mange fans af tv-serien hadede den også, mest fordi filmen tonalt og plotmæssigt har meget lidt at gøre med serien. Man får ingen forløsning på seriens kolossale cliffhanger, man ser meget få kendte skikkelser fra serien. Og seriens blanding af humor, krimi, soap og horror er her blevet til ren horror – psykologisk og metafysisk.

Uanset årsag: Hadet til filmen var ufortjent, og heldigvis har den da også oplevet en kritisk reevaluering indenfor de sidste 10 års tid.

Længere prolog

Fire Walk With Me begynder som sagt med en længere prolog, hvori de to FBI-agenter Chester Desmond (Chris Isaak) og Sam Stanley (Kiefer Sutherland) af FBI-chefen Gordon Cole (David Lynch) bliver sendt til den lille flække Deer Meadow, Oregon, for at efterforske mordet på en ung kvinde ved navn Teresa Banks.

Desmond og Stanley møder modstand fra den lokale ordensmagt i form af den magtfuldkomne bonderøv sherif Cable (Gary Bullock) og hans tilsvarende bonderøvske vicesherif Cliff (Rick Aiello). De møder også et par af de lokale på dineren Hap’s, og undersøger Teresa Banks’ husvogn i trailerparken Fat Trout, bestyret af Carl Rodd (Harry Dean Stanton).

Deer Meadow tegner sig som Twin Peaks’ modpol: Sheriffen modarbejder FBI, den lokale diner er upersonlig og mangler RR-dinerens hygge, og ingen lader sig til at kere sig synderligt over den døde pige.

Desmond og Stanley finder dog ud af, at Banks-pigen har gået med en ring, som nu imidlertid mangler. Denne ring skal komme til at spille en væsentlig – men kryptisk – rolle i resten af filmen.

Til sidst sender Desmond agent Stanley tilbage til Portland, Oregon for at arbejde videre med de retsmedicinske undersøgelser af pigens lig, mens han selv vil besøge trailerparken en sidste gang.

Her, under en ramponeret husvogn, finder han en lille bunke af jord med en grøn ring ovenpå. Han rækker ud efter ringen og… der klippes til Philadelphia, hvor vi nu første gang møder agent Cooper.

Kaudervælsk

Philadelphia-scenen involverer bl.a. en kort cameo af David Bowie som FBI-agent Phillip Jeffries, der har været sporløst forsvundet i to år og som nu dukker op ud af det blå. Han begynder at fortælle om et møde, han har deltaget i.

Det er kaudervælsk for Cooper, Gordon Cole og Albert Rosenfield (Miguel Ferrer), men krydsklippene gør det klart for publikum, at det møde, Jeffries har deltaget i, er med beboerne fra The Black Lodge.

Vi ser Killer Bob (Frank Silva), Philip Gerard/Mike (Al Strobel), dværgen (Michael J. Anderson) og Mrs. Tremond og hendes barnebarn, som vi også mødte i serien. Endelig er der en ukendt person – en mikrocameo af Jürgen Prochnow.

Scenen er aldeles syret, men antyder, at beboerne i The Black Lodge lever af noget, de kalder garmonbozia (og som er tekstet med forklaringen “(pain and suffering)”), og som tager form af stuvet majs.

Vi ser også den mystiske ring igen – denne gang i dværgens besiddelse – og vi ser, at ringens grønne sten har indgraveret det samme motiv, vi i serien så i den mystiske Owl Cave, der ledte Cooper (og Windom Earle) på sporet af The Black Lodge.

Pludselig forsvinder agent Jeffries igen ud i den blå luft, og samtidig får Cooper og de andre besked om, at agent Desmond er forsvundet.

I en sidste krølle rejser Cooper til Deer Meadow, hvor han finder agent Desmonds bil med ordene “Let’s rock” skrevet på forruden med rød maling (eller eventuelt læbestift?). De præcis samme ord husker man fra serien, hvor det var dværgen, der ytrede dem i Coopers drøm i episode tre af første sæson.

Tænksomt står Cooper og kigger ud over floden, hvor Teresa Banks’ lig blev fundet, mens han indtaler en besked til Diane.

Endnu mere mærkelig, endnu mere mørk

Først herefter, en god halv time inde i filmen, skifter scenen til Twin Peaks, hvor vi gennem brugen af Angelo Badalementis hovedtema nu lulles ind til en tro på, at NU – efter en noget forvirrende og meget Lynch’sk indledning – bliver tingene nogenlunde som vi kender dem fra tv-serien.

Men det gør de bare ikke. Herfra bliver tingene om muligt bare endnu mere mærkelige. Og de bliver under alle omstændigheder meget, meget mørkere.

Fra nu af følger vi Laura Palmer i hendes sidste dage, og kan endelig ved selvsyn konstatere, hvor ødelagt et liv, hun havde før sin død. Laura tager store mængder stoffer og prostituerer sig, alt imens hun på overfladen spiller den perfekte pige.

Samtidig får vi også et indblik i et mildest talt skræmmende hjem, hvor Leland Palmer opfører sig stadigt mere underligt. Filmen koketterer ikke med Lelands identitet – filmen er en prequel, så publikum forventes at vide, at Leland er besat af Bob.

Men Laura ved det ikke endnu. Det er i løbet af filmen, at Laura gør sin rædselsvækkende opdagelse i en virkelig uhyggelig scene, der står som én af Bobs mest uhyggelige optrædener (den eneste rival er den ekstremt uhyggelige scene i seriens anden sæson, hvor Madeleine Ferguson ser Bob nærme sig i en vision – den berømte “Bob kravler over en sofa”-scene).

Dybt ubehagelig rejse

Fire Walk With Me er en mørk, mørk film, der fuldstændig kaster seriens humor og lilleby-hygge af sig. Tonalt er Fire Walk With Me markant anderledes end serien, og kan i tone og stemning bedst sammenlignes med Jennifer Lynchs spinoff-bog The Secret Diary of Laura Palmer (1990).

Fire Walk With Me er en invitation fra David Lynch til at tage Laura Palmer i hånden og følge hende ned i sit personlige helvede mod det uundgåelige.

Og det er en dybt ubehagelig rejse, man kommer ud på, hvis man tager imod Lynchs invitation. Tag ikke fejl: Fire Walk With Me er på mange måder en horrorfilm og en uafrystelig én af slagsen.

Rædslen er bare langt mere raffineret her end i de fleste andre horrorfilm, for selvom der er en overnaturlig komponent, så slår Fire Walk With Me det endegyldigt fast, at Bob, The Black Lodge og alle de andre overnaturlige aspekter skal tolkes som symbolske manifestationer af rædslerne ved incest.

Samtidig er filmen ikke bundet af seriens strikse krav til hvad man må og ikke må vise, sige og antyde, så også her bliver tingene lige en tand mere dystre.

Om det er Laura, der sidder topløs ved et bord og får slikket fisse af en kunde, Lelands planer om en firkant eller den kompromisløse psykologiske rædsel – Fire Walk With Me kan krydse grænser, serien end ikke kunne nærme sig. Meget symbolsk starter filmen da også med billederne af et tv-apparat, der bliver smadret af en økse.

Sheryl Lees film

Det er ikke mange af seriens faste ansigter, man støder på i løbet af Fire Walk With Me. Lynch optog scener med mange af seriens faste cast, men af hensyn til spilletiden blev de fleste af disse scener klippet ud af det endelige cut (90 minutter af disse scener kan ses på Blu-Ray-udgaven af Twin Peaks – The Entire Mystery).

Vi møder dog naturligvis både Bobby Briggs (Dana Ashbrook) og James Hurley (James Marshall), da begge d’herrer spillede en vigtig rolle i Lauras liv. Og vi ser mere til både Leo Johnson (Eric DaRe) og Jacques Renault (Walter Olkewicz), ligesom der er bittesmå roller til Peggy Lipton som caféejeren Norma Jennings og Lenny von Dohlen som eneboeren Harold Smith, som Laura betror sin dagbog til.

Den største birolle i filmen har dog Donna Hayward, der i Lara Flynn Boyles fravær spilles fint af Moira Kelly. Vi ser naturligvis lidt til Lauras mor Sarah (Grace Zabriskie), og Ray Wise har naturligvis en ekstremt vigtig rolle at spille som Leland Palmer. Han er creepy som aldrig før og yder en fremragende indsats.

Væsentligst af alle er dog naturligvis Sheryl Lee som Laura Palmer. Lee er godt nok for gammel til at spille en 17-årig high school-pige, men hun spiller sit livs rolle i Fire Walk With Me.

Det er Lees film, og hun bærer den med bravour! Man får næsten fysisk ondt af at se Lees portræt af den martrede Laura Palmer.

Dybt ubehagelig

Foruden at være mørk er Fire Walk With Me også dybt ubehagelig. Det kommer sig helt naturligt af filmens temaer og bestyrkes af Lynchs excentriciteter. Dem var der selvfølgelig også nogle af i serien, men her bliver de lige taget et ekstra skridt videre og er strøet ud over filmen med rund hånd.

Det er tydeligt, at Lynch denne gang ikke havde en Mark Frost til at lægge en dæmper på de vildeste indskud, men det er faktisk alt sammen til det bedste.

For selvom det bestemt ikke er alle af Lynchs idéer, der giver mening eller har nogen oplagt symbolsk tolkning, føjer de alle noget til filmens stemning af, at Twin Peaks skræver over en grænse mellem to verdener.

Det giver Fire Walk With Me et ekstra mareridtsagtigt skær og højner den i forvejen både skæbnetunge og ekstremt ildevarslende stemning.

Symbolsk og konkret portræt

Jeg kunne fortsætte længe med at lovprise Fire Walk With Me og komme med flere eksempler på Lynchs særheder eller de mange kryptiske spor, der udvider og uddyber seriens metafysiske element.

Det vil jeg imidlertid overlade til læseren selv at gå på opdagelse i – alene symbolikken ved den grønne ring med Owl Cave-motivet er der skrevet masser om, hvis man kigger sig om på nettet.

I sidste ende er disse elementer også perifere i forhold til Lynchs egentlige mission med Fire Walk With Me: At dykke ned i Laura Palmers ulykkelige liv og at tegne et både symbolsk og konkret portræt af konsekvenserne ved incest.

Og – som næsten altid med Lynch – at trække gardinerne fra og vise, hvad der også foregår bag de pæne facader i forstadsamerika.

David Lynch uden filter

Fire Walk With Me er én af David Lynchs bedste film. På grund af de mange scener, der blev skrevet og optaget, men som endte på gulvet i klipperummet, er det også en ret ujævn film, og dermed måske ikke så helstøbt som f.eks. Blue Velvet.

Men Fire Walk With Me er en endnu mørkere, ondere film end Blue Velvet. Den er David Lynch uden filter. Og selv da er den samtidig pletvist fyldt med skønhed og Lynchs uudgrundelige optimisme. Se blot slutscenen med Laura Palmer, Cooper og englen.

Fire Walk With Me er indbegrebet af Lynch: Der er plot og der er intet plot. Der er mørke og der er lys. Der er kausalitet og selvmodsigelser.

Fire Walk With Me er en uafrystelig filmoplevelse. Den kan være svær at stå igennem, men det er en stor og en væsentlig film. Og er man Twin Peaks-fan er filmen, uanset dens markante forskelle fra serien, et uomgængeligt tillæg.

Anmeldt i nr. 140 | 13/06/2017

Stikord: Prequel, Twin Peaks