Twin Peaks: The First Season

En 17-årig high school-pige findes myrdet i en lille by i det nordvestlige USA. En FBI-agent kommer til byen for at finde morderen, og hans efterforskning får det lille samfunds skeletter til at vælte ud af skabene.

Ovenstående kunne være oplægget til en hvilken som helst almindelig amerikansk tv-serie. Men Twin Peaks var langt fra nogen normal serie. Den revolutionerede den amerikanske tv-serie, bl.a. ved at rykke grænserne for, hvor mærkelig en tv-serie kunne være. På den måde fungerede Twin Peaks som trailblazer for bl.a. The X-Files (1993-2002).

Twin Peaks ændrede også på den måde, historier kunne fortælles på i tv-serier. Indtil Twin Peaks havde langt de fleste prime time-serier bestået af enkeltstående episoder, hvor seerne kunne springe til og fra, og hvor der allerhøjst var en fortsat cliffhanger-episode ved slutningen af hver sæson.

Twin Peaks var en prime time-serie, der åbent og ærligt vedkendte sig den lange fortælling og aldrig egnede sig til “casual viewing”. Også på den måde har Twin Peaks haft en vedvarende arv for tv-mediet, hvor long form-fortællinger efterfølgende blev langt mere hyppige.

Umage makkerpar

Serien blev skabt af det umage makkerpar David Lynch og Mark Frost. De to havde mødt hinanden, da Lynch efter den kritiske succes med Blue Velvet (1986) blev hyret af Warner Bros. til at lave en film om Marilyn Monroe, baseret på bogen Goddess: The Secret Lives of Marilyn Monroe (1985).

Frost og Lynch arbejdede sammen om manuskriptet, men filmen blev aldrig til noget. De to blev dog venner, og da Lynchs agent foreslog ham at lave en tv-serie, begyndte de to at arbejde på det, der skulle blive til Twin Peaks.

Før Twin Peaks var Frost bedst kendt som manuskriptforfatter på knap et halvt hundrede episoder af megasuccesen Hill Street Blues (1981-87), der i Danmark blev vist på DR under titlen Distrikt Hill Street.

Lynch var kendt som en eklektisk filmmager, der va1r startet som art film-instruktør med den dybt mærkelige og foruroligende Eraserhead (1977), hvorefter han blev mainstream-anerkendt for dramaet The Elephant Man (1980).

Det førte til instruktørtjansen på den fascinerende, men også dybt problematiske filmatisering af Frank Herberts science fiction-klassiker Dune (1984, roman fra 1965), hvorefter Lynch ramte en nerve med Blue Velvet (1986), der har mange af de grundlæggende temaer til fælles med Twin Peaks, hovedsageligt afdækningen af, hvad der foregår bag nedrullede gardiner i de pæne forstadskvarterer i USA.

Netop mødet mellem den mere konventionelle Frost og den ukonventionelle Lynch er én af nøglerne til Twin Peaks‘ succes. Grundidéen udtænkte de i samarbejde, og mens Lynch så kunne komme med mange af de skæve idéer og seriøst mærkelige indfald, var Frost dygtig nok til at tøjle Lynchs særheder og skabe et sammenhængende narrativ.

Umanerlig helstøbt

Første sæson af Twin Peaks var på blot otte episoder og fremstår umanerlig helstøbt. Lynch og Frost skrev tre af de otte episoder sammen, mens Frost yderligere skrev to episoder.

De sidste tre var skrevet af henholdsvis Harley Peyton og Robert Engels, der gik videre som to af hovedforfatterne på sæson 2, men plottet i første sæson var nøje fastlagt af Lynch og Frost i samarbejde.

På trods af at Lynch kun instruerede to af episoderne (piloten og episode 2), fremstår serien også visuelt og stemningsmæssigt meget helstøbt, og Lynchs ånd er helt tydelig gennem samtlige otte episoder i første sæson.

Det skyldes angiveligt også, at Lynch var meget partikulær omkring valget af de instruktører, der fik lov at arbejde på seriens første sæson – enten var det folk, han kendte godt, eller også var det folk, han havde fået anbefalet af venner, han stolede på.

Sin helt egen størrelse

Netop stemningen er så væsentlig en del af det, der gør Twin Peaks til Twin Peaks. Vi befinder os her i en sælsom tidsboble, hvor 1950’erne synes at leve videre (bl.a. også i Angelo Badalamentis fantastisk stemningsfulde score).

Det er så krydret med Lynchs evne til at gøre selv det mest dagligdags og prosaiske tung af skæbnesvanger stemning eller decideret uhyggeligt, særligt i de for Lynch så karakteristiske langsomme, dvælende indstillinger.

Det andet væsentlige element i det, der gør Twin Peaks så særlig, er den særdeles besynderlige genreblanding, serien er udtryk for.

Twin Peaks blander krimigenren med sæbeopera-inspireret melodrama (deriblandt også sæbeoperaens store persongalleri), humor, ægte drama og et thriller-element, der ofte grænser til decideret horror.

Og hertil kan man så lægge et metafysisk element, der i første sæson mest antydes, men som i anden sæson udviklede sig til et decideret overnaturligt aspekt.

På den måde er Twin Peaks genre- og stemningsmæssigt sin helt egen størrelse, som aldrig siden er blevet eftergjort på tv. Og den eklektiske blanding var uden tvivl også én af seriens væsentligste trækplastre: Her kunne den amerikanske tv-seer se noget, der vitterligt var nyt og uprøvet. Og det gav pote – i hvert fald i seriens første, eminente sæson.

Fantastisk persongalleri

Persongalleriet og de skuespillere, der bragte personerne til live, var et yderligere trækplaster ved serien. Til at befolke Twin Peaks – og til den udefrakommende FBI-agent – valgte Lynch og Frost en række kendte såvel som ukendte ansigter.

Seriens ubestridte hovedperson, FBI-agent Dale Cooper, blev spillet af Kyle MacLachlan, som Lynch tidligere havde arbejdet sammen med på både Dune og Blue Velvet.

MacLachlan var det perfekte valg til den på én gang regelrette og ekstremt ukonventionelle agent Cooper, der på flere punkter kan ses som David Lynchs fiktive alter ego – med hang til orientens mystik og forkærlighed for kaffe og tærte.

Blandt de kendte ansigter, der befolkede serien var der en broget skare af både film- og tv-skuespillere, bl.a. Piper Laurie, Ray Wise, Richard Beymer, Russ Tamblyn, Joan Chen, Everett McGill, Grace Zabriskie, Michael Ontkean, Joan Chen, Don Davis og adskillige andre.

Fra sine tidligere produktioner hentede Lynch bl.a. Jack Nance og Catherine Coulson, der begge medvirkede i Eraserhead. Coulson spillede seriens måske mest tydelige udtryk for Lynchs særheder, The Log Lady, der, som navnet antyder, konstant bar rundt på en kævle som var den et lille barn.

Også de nye ansigter blev øjeblikkelige hits – og mediedarlings oveni. Ikke mindst de fotogene unge kvinder, der lagde ansigt til den myrdede piges jævnaldrende (selvom skuespillerne var flere år ældre end de high school-piger, de skulle portrættere).

Det var skuespillere og skuespillerinder som Dana Ashbrook, James Marshall, Lara Flynn Boyle, Sherilyn Fenn, Mädchen Amick og ikke mindst Sheryl Lee, der egentlig ikke skulle have spillet andet end den døde Laura Palmer som lig og i et enkelt videosegment, der udgjorde et spor i serien.

Lynch blev imidlertid så imponeret af Lee, at han og Frost introducerede Lauras kusine Madeleine Ferguson og lod Lee spille hende også.

Intertekstuel leg

Her er vi også inde og røre ved endnu et aspekt af serien, der måske især tiltaler nørderne: Seriens intertekstuelle leg med forbilleder og navne. Navnet Madeleine Ferguson er f.eks. sammensat af navnene på de to hovedpersoner i Hitchcocks Vertigo (1958), mens den enarmede mand, der dukker op i serien, bærer navnet Philip Gerard.

Philip Gerard var også navnet på den politimand, der over 120 episoder jagede Dr. Richard Kimble i tv-serien The Fugitive (1963-67), hvor Kimble var uretmæssigt anklaget for mordet på sin kone; et mord, der var begået af… en enarmet mand.

Seriens intertekstuelle leg med publikum er endnu mere åbenbar i “Invitation to Love”, en sæbeopera, som eksisterer i seriens univers og følges af flere af Twin Peaks’ indbyggere.

Om end “Invitation to Love” måske ikke ligefrem fungerer som græsk kor, så er den dog en ironisk anerkendelse af de elementer, Twin Peaks har lånt fra sæbeoperaen og som serien giver sit helt eget twist.

Ingen er uskyldig…

Hele vejen igennem første sæson fungerer mordet på Laura Palmer som den dåseåbner, der lader Frost og Lynch gå på opdagelse i Twin Peaks’ underverden og lader Lynch udforske nogle af de samme ting, han gjorde i Blue Velvet.

I Blue Velvet var det den unge Jeffreys fund af et afskåret øre, der førte ham ind i en hemmelig verden af sex, sadomasochisme og voyeurisme.

I Twin Peaks er det mordet på byens homecoming queen, der sætter handlingen i gang og afslører, hvordan de pæneste facader kan skjule alt fra kreativ bogføring til narkohandel, prostitution og mord.

Prequel-filmen Twin Peaks: Fire Walk With Me (1992) havde taglinen “In a town like Twin Peaks noone is innocent”. Det kunne lige så vel have været seriens tagline og til en vis grad lader det til at repræsentere den måde, Lynch anskuer det moderne USA på.

Men tag ikke fejl: Lynch er grundlæggende hverken kyniker eller pessimist. Agent Coopers efterforskning i Twin Peaks viser også, at der er masser af menneskelig godhed og kærlighed, og netop den tro er noget af det, der driver FBI-agenten videre.

Hovedværk

Første sæson af Twin Peaks slutter med et brag – og en næsten ubærlig cliffhanger. Som sådan er første sæson naturligvis ikke et sluttet hele, men det ændrer ikke på, at sæsonen, også ved gensyn, fremstår utrolig helstøbt og som resultatet af en meget klar vision fra Lynch og Frosts side.

Anden sæson skulle vise sig at blive betydeligt mere ujævn og visionen ikke helt så tydelig, selvom serien fortsat vedblev at være voldsomt fascinerende. Men uanset hvad man måtte mene om anden sæson, er det svært ikke at se første sæson af Twin Peaks som ét af den amerikanske tv-histories absolutte hovedværker.

Anmeldt i nr. 139 | 13/05/2017

Stikord: Twin Peaks