X-Men Origins: Wolverine

Tre år efter, at den første X-Men-trilogi var afsluttet med den lunkne X-Men: The Last Stand (2006), kom den første solo-Wolverine-film med den kluntede titel X-Men Origins: Wolverine.

Man fornemmer på titlen, at Fox dengang pønsede på en hel stribe X-Men: Origins-film, men det fik den kølige modtagelse, Wolverine-filmen fik, sat en stopper for.

For desværre er X-Men Origins: Wolverine en forkølet omgang, hvor manuskriptforfatterne på ingen måde formår at udnytte det kolossale potentiale, Wolverine-figuren har.

Wolverines begyndelse

Filmen åbner i Canada i det herrens år 1845, hvor den svagelige dreng James Howlett bliver vidne til, at familiens “groundskeeper” (ordet har ingen god, dansk oversættelse) Thomas Logan myrder hans far.

Optrinnet får James’ mutation til at manifestere sig: benede kløer skyder ud gennem hans hænder, og han myrder Logan blot for at indse, at Thomas Logan var hans biologiske far. James flygter fra huset sammen sin halvbror Victor…

Herefter følger den bedste ting ved hele filmen, nemlig titelsekvensen, hvor vi ser James – der selvfølgelig er vores allesammens Logan/Wolverine – kæmpe sammen med Victor (der naturligvis også er mutant) gennem nogle af 18- og 1900-tallets krige: Fra den amerikanske borgerkrig over 1. og 2. Verdenskrig til Vietnamkrigen.

Og der er her – under Vietnamkrigen – at historien tager sin egentlige begyndelse. Victor er efterhånden blevet særdeles blodtørstig, og da han dræber en officer, der prøver at forhindre ham i at voldtage en civil, bliver han og Logan begge fængslet og dømt til døden.

En gammelkendt skikkelse – og mange nye

Her træder en gammelkendt skikkelse ind på scenen, nemlig oberst Stryker, der giver brødrene en udvej, hvis de indvilger i at arbejde for ham. De to brødre bliver nu en del af Strykers task force, bestående af forskellige mutanter, herunder David North (aka Maverick og Agent Zero), John Wraith (aka Kestrel), Fred Dukes (aka The Blob) og Wade Wilson (aka Deadpool).

Det skal dog lige siges, at Wade Wilson på dette tidspunkt ikke er den Deadpool, vi kender fra tegneserien eller den seneste film; ej heller er Fred Dukes på dette tidspunkt den Blob, vi kender fra tegneserien.

De to brødre arbejder for Stryker i en årrække, indtil Logan en dag får nok og skrider. Victor – som vi naturligvis bedre kender som Sabretooth – forbliver hos Stryker.

Men Stryker er ikke færdig med Logan, og nogle år senere, mens Logan arbejder i Canada som skovhugger og har en sød kæreste, indhenter fortiden ham. Weapon X-programmet kalder…

Alt for meget på for lidt plads

På mange måder kan man sige, at manuskriptforfatterne David Benioff og Skip Woods begår den samme brøler, som Simon Kinberg og Zak Penn begik, da de skrev manus til X-Men: The Last Stand. De forsøger ganske enkelt at mase for mange ting ind i én film.

Således får vi ikke alene den tidligste del af Logans oprindelseshistorie, nogenlunde som vi kender den fra tegneserien Origin (2001-2002). Nej, vi skal også følge Logan og Victors arbejde for den fanatiske Stryker i Vietnam, have hele Weapon X-historien samt et fesent endeligt opgør med en Deadpool, der er fuldstændig ændret i forhold til tegneserierne.

Weapon X-historien er én af de mest fundamentale aspekter ved Logan, som vi kender ham, og akkurat som Dark Phoenix-historien burde have været behandlet med større respekt i X-Men: The Last Stand, så burde Weapon X-historien have været behandlet med større respekt her.

En del af manuskriptforfatternes kamp for at mase så meget som muligt ind i samme historie er også de mange forskellige mutanter, der introduceres i filmen. Der er åbenbart ingen, der har fortalt d’herrer Benioff og Woods, at “less is more”, for ikke alene får vi de tidligere omtalte mutanter, vi får også Silver Fox, Gambit og – henimod slutningen – en ung Scott Summers (aka Cyclops).

Og for at det ikke skal være løgn, skal vi også lige til allersidst se en digitalt forynget Professor X (i skikkelse af Patrick Stewart) i det, der nok er det mest tvivlsomme stykke CGI, jeg har set i en højbudgetfilm på denne side af år 2000.

De fleste af de mutanter, der er med, bruges kun i mindre biroller, hvoraf flere i øvrigt slås ihjel i løbet af filmen, hvilket må betragtes som spild af karakterer og en introduktion af unødvendige kontinuitetsproblemer for franchisen.

Læg dertil nogle ret tvivlsomme valg, såsom at gøre Sabretooth og Logan til halvbrødre – de fastholder endda Sabretooths efternavn Creed uden at forklare, hvorfor han så ikke også skulle hedde Logan.

Uklart tidsbillede

Et andet aspekt ved filmen, der slet ikke fungerer, er tidsbilledet. Efter titelsekvensen tager filmen sin begyndelse under Vietnamkrigen, hvorefter Logan og Victor i en ikke nærmere specificeret årrække arbejder for Stryker. Efter Logan skrider fra Strykers task force, går der seks år, inden vi når frem til det tidspunkt, hvor hovedparten af handlingen foregår.

Hvis vi – uden nogen form for belæg – antager, at Logan og Victor arbejdede for Stryker i fem år, kan handlingen finde sted på et hvilket som helst tidspunkt fra midten af 1970’erne til midten af 1980’erne.

I X-Men (2000) siger Xavier på et tidspunkt “Logan, it’s been almost fifteen years, hasn’t it? Living from day to day, moving from place to place, with no memory or who or what you are.”

Den første X-Men-film, som er fra 2000, foregår i “In the not too distant future”, hvilket jo er ret uspecifikt, men lad os bare sige 2005. Det vil så placere handlingen i X-Men Origins: Wolverine i 1990.

Men uanset om filmen skulle foregå ved midten eller slutningen af 1980’erne, gøres der intet visuelt overhovedet for at give et indtryk af tidsbilledet. Det får filmen til at virke sært uforankret. Hvad filmens tidsbillede angår, kunne den lige så vel foregå nu (dvs. 2009, da filmen kom ud).

Effekterne er, som tidligere nævnt, heller ikke uproblematiske. Den digitalt foryngede Xavier er det grelleste eksempel, men ved flere lejligheder ser Wolverines adamantiumkløer også meget falske ud.

Det er selvfølgelig ikke alt ved X-Men Origins: Wolverine, der er den rene ynk. Hugh Jackman er altid seværdig, og Liev Schreiber er en noget mere interessant Sabretooth end den langt mere dyriske udgave, som Tyler Mane spillede i den første X-Men-film.

Danny Huston er for så vidt okay som en yngre udgave af Stryker, selvom han ikke kommer tæt på Brian Cox’ fortolkning i X2 (2003). Personligt er jeg heller ikke vild med Ryan Reynolds’ Wade Wilson, men Reynolds har med Deadpool (2016) bidt sig fast i rollen.

Meget sjovere er Kevin Durand som Fred Dukes, særligt da Logan senere i filmen løber ind i Dukes, efter at han er blevet til den ægte The Blob. Taylor Kitsch gør også en fin figur som Gambit, og det samme kan siges om rapperen Will.i.am som Kestrel. Og selvom hun ikke har meget screen time, er Lynn Collins fin i Silverfox-rollen.

Rodet, halvbagt omgang

Desværre kan de positive aspekter ved filmen på ingen måde opveje de negative. At manuskriptforfatterne har proppet så meget plot og så mange mutanter ind i samme film, gør X-Men Origins: Wolverine til en rodet, halvbagt omgang, som titelfiguren på ingen måde har fortjent.

Anmeldt i nr. 138 | 13/04/2017

Stikord: Superhelte, X-Men