The Chase

The Chase fra 1966 er en thriller om den undvegne straffefange Bubber Reeves og en række forhold i den lille sydstatsby, han kommer fra. Læg dertil en hovedrig oliemand, der vil have Reeves af vejen, samt en flok lokale, der sætter pris på en god gang sydstats-selvjustits, og så har man en dramatisk affære.

Filmen var i den grad stjernespækket: Robert Redford spillede rollen som Charlie “Bubber” Reeves, Marlon Brando var sheriffen i den lille by, Jane Fonda spillede Reeves’ hustru, og i andre roller sås Robert Duvall, James Fox og den bundsolide birollemand E.G. Marshall.

Eklektisk

The Chase var John Barrys første score i 1966 – et år der for Barry skulle vise sig at være mindre produktivt, men bestemt ikke mindre kreativt, end 1965, hvor Barry havde komponeret hele syv scores. I 1966 skulle det blive til blot fire, men til gengæld var det fire på hver sin måde fantastiske scores: The Chase, Born Free, The Wrong Box og The Quiller Memorandum.

Jeg har set Barrys score til The Chase beskrevet som “eklektisk”, og det er i virkeligheden det perfekte ord. Scoret består nemlig af en blanding af “normal” symfonisk filmscore og forskellige typer jazznumre – alle vel at mærke originale Barry-kompositioner.

Det skaber en meget særegen, men unægteligt varieret, lytteoplevelse, men vigtigere er, at begge typer musik er af meget høj kvalitet.

Langstrakt og komplekst hovedtema

Den mere traditionelle symfoniske score fra The Chase er på albummet repræsenteret ved skæringerne 1, 2, 4, 6, 8, 10, 12 og 14 (de sidste to tracks, 15 og 16, er alternative indspilninger af hovedtemaet). Resten af skæringerne, dvs. 3, 5, 7, 9, 11 og 13 er de forskellige jazzkompositioner.

Der er fem temaer og motiver på spil i The Chase-scoret. Barry introducerer tre forskellige motiver i det første minut af “Main Title: The Chase” (nr. 1), hvorefter selve hovedtemaet følger. Det ene motiv høres kun få gange i resten af scoret; de andre to samt hovedtemaet oftere.

Det første motiv er et eksplosivt actionmotiv på 5-6 toner, der åbner ballet. Derefter følger et snigende suspensemotiv på fire toner, her orkestreret for flygel akkompagneret af mundharmonika. Så kommer et andet suspensemotiv på syv toner, orkestreret for træblæsere og akkompagneret af bl.a. mundharmonika og messingblæsere.

Herefter kommer selve hovedtemaet, der i “Main Title: The Chase” er orkestreret for mundharmonika, suppleret af lange stryger-sustains. Det er et ganske kompliceret tema på i alt 34 toner, arrangeret i fem fraser.

I virkeligheden er hovedtemaet en smule for langstrakt og komplekst til at være nemt at huske, men det er et meget slående og stemningsfuldt tema, hvis orkestrering giver et anstrøg af westernstemning (se dog nedenfor).

Efter det første gennemløb af temaet gentages det, blot nu i en endnu mere spartansk instrumentering for mundharmonika, bakket op af enlige banjo-anslag, inden messingblæsere slår en intens stemning an til sidst.

Smager af western

“The Chase Is On” (nr. 2) starter stille og bygger langsomt op med træblæsere og mundharmonika, inden Barry introducerer en mexi-trompet, hvorved man øjeblikkeligt føler sig hensat til en westernfilm.

Men hvis man syntes, mexi-trompeten smager af western, er det intet imod, hvad Barry gør herefter, hvor han gennemløber hovedtemaet i en klassisk western-taktart, der er som snydt ud af næsen på Elmer Bernstein og Aaron Copland. Herefter fortsætter cuet med endnu et par stille gennemløb af hovedtemaet, også med det eksplosive actionmotiv fra begyndelsen af “Main Title”-cuet.

“What Did I Do Wrong” (nr. 4) introducerer scorets smukke og tragiske sekundære tema, der fremføres på obo, suppleret af stille strygere. Det sekundære tema vender tilbage i det lige så smukke “Stop Talking Foolish – Stop Talking Anything” (nr. 6), inden et stille gennemløb af hovedtemaet, denne gang instrumenteret for solofløjte.

Action- og suspensecuet “The Beating” (nr. 8) er bygget op omkring de to suspensemotiver fra “Main Title”-nummeret, der får adskillige gennemløb. Tilføjelsen af vibrafon i sidste fjerdedel af cuet giver desuden musikken en snert af Bond – året før spillede netop vibrafonen en stor rolle i suspensemusikken til Thunderball.

Fleksibelt hovedtema

Som det næsten altid er tilfældet, får Barry rigtig meget ud af sit primære tema, der også i The Chase er meget fleksibelt. Hvor hovedtemaet i “Main Title”-nummeret har en hård, westernagtig edge, er alt det hårde pillet ud i den version, der høres i “Stop Talking Foolishly – Stop Talking Anything”.

Det samme er tilfældet i “I Came To The End of Me!” (nr. 10), der består udelukkende af en afdæmpet, næsten tragisk udgave af hovedtemaet. Rent tragisk og skæbnetung er til gengæld den udgave af hovedtemaet, der høres i “The Junkyard” (nr. 12) – det er flot og knugende filmmusik.

Hovedtemaet og det sekundære tema får endnu et gennemløb i “The Killing – Next Morning” (nr. 14), der starter med et gennemløb af hovedtemaet, inden det sekundære tema fremføres, først på solo-obo, derefter suppleret med strygere.

Veloplagte jazzcues

Indtil videre har vi kun beskæftiget os med de mere traditionelle cues, men som sagt er der også en række veloplagte jazzcues på scoret.

De begynder med den virkelig svingende “Saturday Night Philosopher” (nr. 3); et stykke blues-jazz, der starter med vægt på blæsere og elbas, inden Barry introducerer en virkelig svedig passage for Hammondorgel.

Det er, for nu at sige det direkte, røvhamrende cool og et nummer af den type, man sagtens kan lytte til uden at nødvendigvis er fordi, man vil høre filmmusik.

“Call that Dancin’?” (nr. 5) er en helt anden type jazz, nemlig tilbagelænget piano- og orgeljazz i et betydeligt lavere tempo.

“Look Around” (nr. 7) minder nærmest om et 1940’er- eller 1950’er-arrangement, og med “And You’ve Got One!” (nr. 9) er vi igen i den helt tilbagelænede stil med piano og saxofon. Det samme gælder det afsluttende jazznummer, “Blues For Bubber” (nr. 11).

De mere traditionelle symfoniske cues og de forskellige jazzcues ligger på albummet blandet sammen, hvilket skaber en særdeles varieret og også lidt besynderlig lytteoplevelse, heraf min tilslutning til betegnelsen “eklektisk” for scoret som en helhed.

Begge dele – de symfoniske cues og jazzmusikken – er dog ganske fremragende, og der er dele af The Chase, der betegner noget af det mest følelsesbetonede og knugende filmmusik, Barry havde komponeret op til dette punkt i sin karriere.

Varieret, underholdende og eklektisk

The Chase er et score, jeg vil anbefale varmt, uanset om man er til jazzmusik eller ej. Bryder man sig ikke om jazz, kan man med fordel programmere udenom de rene jazzskæringer og ellers får man en varieret, underholdende og som sagt eklektisk lytteoplevelse i selskab med noget forbandet god filmmusik af én af de bedste filmkomponister, vi nogensinde har haft.

Nummerliste:
1. Main Title: The Chase (2:45)
2. The Chase Is On (4:42)
3. Saturday Night Philosopher (4:44)
4. What Did I Do Wrong? (2:40)
5. Call That Dancin’? (3:39)
6. Stop Talking Foolish – Stop Talking Anything (3:34)
7. Look Around (2:02)
8. The Beating (3:25)
9. And You’ve Got One! (2:41)
10. I Came To The End Of Me! (2:53)
11. Blues For Bubber (4:06)
12. The Junkyard (5:29)
13. I’ll Drink To That (2:45)
14. The Killing – Next Morning (5:21)

Bonus tracks:
15. Main Title (Alternate Version) (3:18)
16. The Chase (1:58)

Total spilletid: 56:02

Anmeldt i nr. 137 | 13/03/2017