Søndag den 15. januar 2017 dannede Værket i Randers rammen om en koncert med titlen The Greatest Cinema Hits. Koncerten fremførtes af det såkaldte Cinema Symphony Orchestra, som det er overordentlig svært at finde ud af noget om.
Man må i hvert fald ikke lade sig snyde af nogle af de svært imponerende billeder, der dukker frem, hvis man Googler navnet, for ensemblet, der gav koncerten i Randers var betydeligt reduceret i forhold til det fulde symfoniorkester, der dukker op ved en Google-søgning.
Dirigenten var hviderussiske Andrei Ivanov, der også var den eneste navngivne i det program, man kunne tage med ind i salen. Programmet bar i øvrigt præg at være oversat til engelsk fra et andet sprog og var fyldt med fejl.
Forkert rum, for lille orkester
Koncerten afholdtes i “Store sal” i Værket; et rum, der ikke i udpræget grad gjorde den symfoniske musik nogen tjenester. Langt de fleste af stolerækkerne i salen er således placeret lavere end scenen, hvor orkestret sidder, hvilket ikke er hensigtsmæssig til symfonisk musik.
Rummet er som sådan heller ikke akustisk egnet til musik af den type. Når det er sagt, var lyden bestemt ikke rædsom, men den kunne bestemt også have været bedre.
At orkestret havde problemer med at spille rummet op skyldtes ikke kun rummet i sig selv, men mere den detalje, at der kun med meget god vilje var tale om et symfoniorkester, der traditionelt defineres som et orkester med over 70 musikere.
Ensemblet, der spillede i Randers, tællede næppe over 45-50 musikere, og er dermed nærmere at regne som et kammerorkester, hvilket i nogen grad går ud over effekten, når orkestret giver sig i kast med nogle af de store symfoniske kompositioner, der bl.a. var på programmet. Særligt messing- og træblæsersektionerne var betydeligt reducerede.
Første sektion
Koncerten var delt i to nogenlunde lige store sektioner med en indlagt pause på ca. 20 minutter. Dertil kom tre ekstranumre, der blev givet uden det store koketteri. Generelt må det siges, at orkestret gennemførte koncerten kapabelt og professionelt, men også uden at udvise den store entusiasme.
Kun den hviderussiske dirigent, der hoppede og dansede på sit podium, virkede oprigtigt entusiastisk, men hvor meget, der var ægte og hvor meget, der var påtaget, var svært at vurdere.
Første sektion lagde ud med Alfred Newmans herostratisk berømte “20th Century Fox Fanfare”, hvorefter orkestret kastede sig ud den første af flere let tvivlsomme arrangementer undervejs. I første omgang var det James Bond-temaet (Monty Norman/John Barry, 1962), der til lejligheden var blevet suppleret af et midterstykke med tematiske uddrag fra For Your Eyes Only, Live and Let Die og Goldfinger.
Ser man bort fra det let aparte udvalg, bemærkede man straks, at Bond-temaets guitar-riff var blevet overført til strygersektionen til trods for, at orkestret faktisk medbragte en elektrisk guitarist – tillige med en bassist, hvis monitor i øvrigt skulle have været skruet en kende ned. Den elektriske bas fik i flere fremførsler lov til at dominere lydbilledet.
Næste nummer var et endnu mere tvivlsomt arrangement – et let fesent symfonisk arrangement af Ray Parker Jr.’s “Ghostbusters” – altså sangen (1984). Det fungerede ikke rigtigt.
Herefter gik det til gengæld noget bedre: Hovedtemaet fra Schindler’s List (John Williams, 1993) blev fremført virkelig smukt, og den kvindelige førsteviolinist klarede den centrale violinsolo rigtig fint. Nogen Itzhak Perlman var hun ikke, men mindre kan også gøre det, og hun leverede en overbevisende fremførsel.
Også John Barrys hovedtema fra Out of Africa (1985) formåede orkestret at spille overbevisende, om end orkestrets størrelse gjorde at temaet ikke for alvor fik det episke tilsnit, det i virkeligheden har. Men fremførslen var ikke desto mindre rigtig fin, og man mærkede for første gang de små hår på armene rejse sig.
Arrangementet af Ennio Morricones hovedtema fra Il buono, il brutto, il cattivo (The Good, the Bad and the Ugly, 1966) lod til gengæld noget tilbage at ønske. Det er dog svært at klandre orkestret eller orkestratoren så meget for dette; Morricones egen koncert i København i december 2016 viste med al tydelighed, at det selv for maestroen er svært at arrangere de ikoniske western-numre ligeså overbevisende som i originalindspilningerne.
Her var både mundharmonikaen og de brutale mandestemmer fra hovedtemaet overført til strygersektionen – med moderat succes – mens de rene symfoniske passager fungerede noget bedre.
Herefter fulgte en symfonisk version af Scott Joplins ragtimeklassiker “The Entertainer”, der i koncertens sammenhæng blev fremført som værende fra den gamle Redford/Newman-klassiker The Sting (1973). Fint og muntert nok, men nu er “The Entertainer” jo ikke komponeret som filmmusik, selvom nummeret – i Marvin Hamlisch’ arrangement – indgik i filmen.
Efter arrangementet af “The Entertainer” kom en ganske vellykket suite af temaer fra Trevor Jones’ og Randy Edelmans score til The Last of the Mohicans (1992), men derefter fulgte en tilbagevenden til en komposition, der heller ikke er skrevet som filmmusik.
Det var nemlig James Last-kompositionen “The Lonely Shepherd” (1977), der i Gheorghe Zamfirs fremførsel indgik på lydsporet til Tarantinos Kill Bill: Vol. 1 (2003). Zamfir fremførte i øvrigt melodien på panfløjte, der i dagens anledning var skiftet ud med piccolofløjte.
Mere kritisabelt var dog orkestrets forsøg på en fremførsel af Dick Dales udgave af “Misirlou” fra Pulp Fiction (1994). Godt nok kom guitaristen frem på scenen for at levere det indledende riff – desværre ikke overbevisende – men det energiske surfrock-arrangement holder ganske enkelt ikke i symfonisk arrangement.
Her skal det lige siges, at “Misirlou” oprindelig er en folkesang fra middelhavsområdet og som sådan ikke er Dick Dales værk, men det var immervæk Dales surfrockudgave, der var med i Pulp Fiction.
Heldigvis sluttede første sektion mere opløftende med en ganske overbevisende fremførsel af “The Raiders March” fra Raiders of the Lost Ark (John Williams, 1981). Det lykkedes orkestret at levere en gennemført udgave af temaet i sit koncertarrangement – med Marions tema som midterstykke – og det eneste, man her savnede, var den større lyd, som orkestret på grund af sin størrelse ikke kunne levere.
Anden sektion
Anden sektion startede igen med et lidt tvivlsomt valg. Her fik vi som første nummer såmænd Edward Elgars “Pomp and Circumstance March no. 1” (1901), her præsenteret som værende fra Fantasia 2000 (1999), hvor kompositionen ganske rigtigt indgår.
Med “Anvil of Crom” fra Basil Poledouris’ score til Conan the Barbarian (1982) havde orkestret sat sig høje mål, som det faktisk til dels lykkedes at indfri. Fremførslen var faktisk overraskende god; igen var det sådan set kun orkestrets reducerede størrelse, der gjorde, at man ikke overvældedes.
Udvalget fra Alan Silvestris Back to the Future-scores var overraskende nok end credits-suiten fra Back to the Future Part III (1990) og ikke, som ellers havde ligget lige til højrebenet, koncertarrangementet af hovedtemaet fra den første film (1985).
Orkestret klarede dog opgaven ganske fint, og man skal ikke underkende, at end credits-arrangementet fra den tredje film faktisk er ganske udfordrende med adskillige stil- og temposkift undervejs.
Herefter fulgte uddrag af Hanz Zimmers score til Gladiator (2000), nærmere bestemt dele af “The Wheat” og “The Battle” med et af scorets sekundære temaer flettet ind mellem første og anden gennemspilning af det Gustav Holst-influerede tema fra “The Battle”. Her føltes igen orkestrets reducerede størrelse, for særligt “The Battle” er voldsomt stort i sin oprindelige indspilning.
Herefter fulgte en suite fra E.T. the Extra-Terrestrial (John Williams, 1982), og endnu engang lykkedes det orkestret ganske overbevisende at fremføre en John Williams-komposition. Her – som andetsteds – savnede man kun flygelet, der i Cinema Symphony Orchestra er erstattet af en Korg-synthesizer.
Efter det ret opløftende uddrag fra E.T. fulgte en dybt skuffende fremførsel af John Dunbar-temaet fra John Barrys score til Dances With Wolves (1990). Af uransagelige årsager havde orkestratoren her valgt at supplere temaet med trommesæt, hvilket gav Barrys statelige tema et ufortjent billigt skær af muzak. Samtidig fremførtes Dunbar-temaet for hurtigt, hvilket totalt berøvede temaet dets episke tilsnit.
Fra Scent of a Woman (1992) havde man igen valgt en komposition, der ikke var komponeret som filmmusik. Denne gang tangoen “Por una Cabeza”, komponeret af Carlos Gardel i 1935.
Herefter fulgte hovedtemaet fra Max Steiners Gone With the Wind (1939); igen en ganske udmærket fremførsel, hvor det igen-igen primært var orkestrets størrelse, der gjorde lyden mindre, end den burde være.
Også Bill Contis tema fra Rocky (1976), der fulgte, var ganske fint fremført. Her fik guitaristen endnu engang mulighed for at vride lidt i strengene.
Det sidste nummer inden ekstranumrene var en suite fra Klaus Badelt og Hans Zimmers score til Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (2003), som gjorde sig ganske godt i en ren symfonisk fremførsel uden den elektroniske efterbehandling, som Zimmer og co. næsten altid udsætter deres musik for.
Ekstranumre
Efter det regulære program og den obligatoriske applaus var overstået, gik orkestret hastigt videre med tre ekstranumre. Første nummer var Star Wars-hovedtemaet med en afkortet fremførsel af Leias tema som midterstykke, inden en noget hårdhændet overgang tilbage til selve hovedtemaet.
Som med den tidligere fremførsel af “The Raiders March”, klarede orkestret opgaven rigtig fint, og Star Wars-temaet var blandt aftenens bedste og mest energiske numre.
Herefter fulgte Lalo Schifrins Mission: Impossible-tema (1966), hvor dirigenten valgte at forlade sit podium. Det var uden tvivl en planlagt del af showet, men den præcise årsag henstår lidt i det uvisse. Måske var det bare for at vise, hvor dygtigt orkestret er, for selv uden dirigent gennemspillede de temaet uden slinger i valsen.
Sidste ekstranummer var lidt en skuffelse. Ikke fordi Mikis Theodorakis’ tema fra Zorba the Greek (1964) er dårligt, men fordi dirigenten opfordrede publikum til at klappe med. Det gav hele oplevelsen et lidt billigt skær, som jeg gerne havde været foruden.
En lettere undervældende oplevelse
Som det forstås, var The Greatest Cinema Hits en blandet oplevelse. Orkestret leverede en habil indsats, men koncerten som helhed led under, at mange af de udvalgte kompositioner er skrevet til fuldt symfoniorkester, hvorfor lyden gentagne gange bare ikke var stor nok.
Dertil kommer de noget tvivlsomme udvalg af kompositioner fra Ghostbusters, The Sting, Kill Bill, Pulp Fiction, Fantasia 2000 og Scent of a Woman, der alle med fordel kunne have været droppet til fordel for originalt komponeret filmmusik.
Alt i alt var The Greatest Cinema Hits en ”filmmusik light”-oplevelse. For de, der kun lejlighedsvis hører filmmusik, var det utvivlsomt en fin koncert, der også havde nogle skæve indfald i form af netop de udvalg, jeg ikke brød mig om.
For de af os, der har filmmusik som en reel interesse eller endda passion, var The Greatest Cinema Hits en lettere undervældende oplevelse.
Anmeldt i nr. 136 | 13/02/2017
