Advarsel! Denne anmeldelse indeholder spoilers!
Efter Disney købte Lucasfilm for en bazillion Andeby-dollars tilbage i 2012, blev det ret hurtigt meldt ud, at Disney ikke alene planlagde at færdiggøre Lucas’ oprindelige vision om tre trilogier, men at The Mouse House – nu med Kathleen Kennedy som boss hos Lucasfilm – også planlagde yderligere film i Star Wars-universet.
Disse yderligere film ville ikke være en del af den primære saga, men spin-offs som det hedder på moderne dansk. Rogue One er den første af de indtil videre tre planlagte spin-off-film – den næste kommer til at handle om den unge Han Solo, mens intet for nuværende vides om den tredje film.
Prequel til den første Star Wars
Idéen til Rogue One kom fra effektmanden John Knoll, der oprindelig udtænkte den, da Lucas tilbage i prequel-dagene legede med tanken om at lave en live action tv-serie i Star Wars-universet. Tv-serien blev som bekendt ikke til noget, men da Disney købte Lucasfilm, besluttede Knoll sig for at pitche idéen.
Første udkast til manuskriptet blev skrevet af Gary Whitta (The Book of Eli, After Earth), hvorefter Chris Weitz (The Golden Compass) overtog tjansen. I mellemtiden havde Kathleen Kennedy valgt Gareth Edwards som instruktør – det skulle blive Edwards’ blot tredje spillefilm efter independent-hittet Monsters (2010) og 2014-rebooten af Godzilla.
Konceptet omkring filmen blev ret hurtigt afsløret: Filmen ville blive en prequel til den allerførste Star Wars-film (Episode IV – A New Hope, 1977) og skulle fortælle historien om, hvordan oprørsalliancen fik fat i konstruktionstegningerne til Dødsstjernen.
I løbet af produktionen beskrev Edwards blandt andet filmen som en krigsfilm i Star Wars-universet, og helt generelt var der lagt op til noget helt anderledes, end vi har været vant til i Star Wars-universet.
Trouble brewing
Men ikke alt var rosenrødt. I foråret kom det frem, at der var planlagt omfattende reshoots henover sommeren, fordi Disney-bosserne ikke var glade for Edwards’ første cut af filmen. Det fløj med rygter over de næste måneder, men det korte af det lange er, at der blev foretaget flere ugers reshoots.
Tony Gilroy, der bl.a. har skrevet manus til de første fire film i Bourne-serien (2002-2012), blev hevet ind for at kigge på manuskriptet, bl.a. med henblik på at fikse slutningen, og siden begyndte der at versere vedholdende rygter om, at sommerens nye optagelser også fandt sted med Gilroy som instruktør.
Mens graden af Gilroys involvering på instruktørfronten stadig er omgærdet af rygter, snarere end kolde fakta, står det klart, at Gilroy – sammen med sin bror, klipperen John Gilroy – var dybt involveret i den endelige klipning af filmen.
Gilroys engagement i Rogue One endte med at være så stor, at han opnåede medforfatter-kreditering på filmen, hvilket betyder, at hans bidrag har været ganske betydelige – i hvert fald betydelige nok, til at WGA (Writer’s Guild of America) besluttede, at Gilroy skulle krediteres.
Omvendt må meget lidt af Gary Whittas oprindelige manus have fundet vej til den endelige film, for han endte med en ”Story by”-kreditering sammen med den oprindelige idémand John Knoll.
Med ovenstående in mente virker det nærmest mirakuløst, at Rogue One endte med at blive så vellykket en film, som den er. Det ville være løgn at sige, at man ikke kan mærke, at der er blevet rodet med filmens komposition, men til alt held er disse problemer relativt ubetydelige i det store billede.
Gedigen krigsfilm
Rogue One starter med en prolog, der foregår seksten år før filmens primære handling. I prologen møder vi en lille familie, bestående af Galen Orso (Mads Mikkelsen), hans hustru Lyra (Valene Kane) og deres datter Jyn (Beau Gadsdon). Familien bor på en idyllisk planet, hvor de ernærer sig som bønder.
Men Galen er ingen almindelig bondemand. Han var tidligere én af Imperiets bedste våbendesignere, og i prologen ankommer Orson Krennic (Ben Mendelsohn) – chefen for Imperiets våbenprogram – for at hente Galen.
Mor Lyra bliver skudt, Galen føres bort mod sin vilje og lille Jyn gemmer sig. Senere bliver hun hentet af oprøreren Saw Gerrera (Forest Whitaker), hvorefter handlingen springer seksten år frem.
Her finder oprørsalliancen ud af, at Imperiet er ved at være færdige med et supervåben – Dødsstjernen. Bodhi Rook (Riz Ahmed), en pilot fra Imperiets flåde, er hoppet af og påstår at have en vigtig meddelelse fra Galen Orso.
Rook falder imidlertid i hænderne på Saw Gerrera og hans gruppe, der er blevet udstødt af oprørsalliancen, fordi deres metoder er for ekstreme! Den eneste måde alliancen kan få fat i meddelelsen på, er ved at få etableret kontakt med Gerrera, og her er det, at Jyn kommer ind i billedet.
Dej voksne Jyn (Felicity Jones) er ved “nutidshandlingens” start straffefange i en kejserligt fængsel, og oprørsalliancen befrier hende alene for at kunne få Saw Gerrera i tale. Som gammel ven af Gerrera, håber alliancen, at Jyn kan tale Gerrera ned på jorden og lade alliancen få fingre i meddelelsen fra Galen Orso.
Filmen udvikler sig herfra til en gedigen krigsfilm i Star Wars-universet – vel at mærke en krigsfilm af “Men on a Mission”-typen. Så tænk The Dirty Dozen (1967) eller Where Eagles Dare (1968), snarere end The Longest Day (1962) eller A Bridge Too Far (1977).
Sammen med en broget flok af oprørere og oprørssympatisører, påtager Jyn sig at få fat i Galens meddelelse og siden konstruktionstegningerne over selve Dødsstjernen…
Fed tilgang, fede karakterer
Der er rigtig mange fede ting ved Rogue One. Tilgangen til stoffet – som en god, gammeldags Anden Verdenskrigsfilm – er vel nok den primære. Det gør klart Rogue One til den hidtil mindst børneegnede Star Wars-film og giver den stedvist et decideret barsk udtryk, vi ikke hidtil har set i Star Wars-universet, men som i den grad klæder universet.
Dernæst er der det ensembleprægede cast, hvor hovedpersonen Jyn Orso faktisk er den mindst interessante. Det er ikke fordi karakteren er dårligt skrevet eller uinteressant, men Felicity Jones brænder aldrig for alvor igennem i rollen, sådan som Daisy Ridley gjorde fra første øjeblik i The Force Awakens (2015).
Til gengæld er Diego Luna glimrende som den hærdede oprørsofficer Cassian Andor og Riz Ahmed er fin som den afhoppede pilot Bodhi Rook. Alan Tudyk lægger stemme til filmens androide K-2SO, hvis sarkastiske og knastørre humor gør ham til Star Wars-universets svar på Marvin, the Paranoid Android fra Douglas Adams’ Hitchhiker’s Guide to the Galaxy (1979). De løbende dialogudvekslinger mellem Jyn og K-2SO er gode eksempler på vellykket comic relief, der aldrig løber løbsk.
Fedest er dog uden tvivl de to krigermunke Chirrut Îmwe (Donnie Yen) og Baze Malbus (Jiang Wen), som Jyn og co. møder på planeten Jedha. De to er ikke jedier men tror på The Force, og særligt den blinde Chirrut Îmwe lader til at have en vis forståelse for at bruge den.
I Îmwe og Malbus gemmer sig en spændende baggrundshistorie, som imidlertid kun lige antydes: De to omtales som medlemmer af The Guardians of the Whills – en orden, der har beskyttet templet på Jedha, der også er hjemstedet for de såkaldte kyber-krystaller.
Det siges aldrig i filmen, men det er et veletableret faktum i Star Wars-universet, at kyber-krystaller er dem, der driver en jedis lyssværd. I Rogue One afsløres det, at det også er kyber-krystaller, der driver Dødsstjernen, hvilket er grunden til, at planeten er besat af Imperiet.
Îmwe og Malbus gad man godt se mere til, og de er da uden tvivl også de sejeste karakterer i filmen – med én, sortklædt, respiratormaskebærende undtagelse.
En scenestjælende skurk og et par gamle kendinge
På den anden side af ligningen er castet noget mindre. Som Galen Erso (der jo ikke er rigtig ond) har Mads Mikkelsen et par centrale scener, der får hans rolle til at føles større end den egentlig er. Han er ok i rollen, men jeg har meget svært ved at abstrahere fra hans dansk-klingende engelsk
Imperiets primære ansigt i Rogue One kommer i skikkelse af Ben Mendelsohns Orson Krennic. Mendelsohn stjæler alle de scener, han medvirker i, og man kan kun ærgre sig over, at vi næppe får ham at se i flere Star Wars-film.
Foruden Krennic møder vi imidlertid også et par gamle kendinge. Den ene er guvernør Tarkin, der i A New Hope blev spillet af gode gamle Peter Cushing. Det gør han på sin vis også i Rogue One til trods for, at Peter Cushing døde tilbage i 1994.
Producenterne bag Rogue One har nemlig valgt at genoplive Peter Cushing i form af computergrafik. På sin vis er det ret imponerende, hvor virkelighedstro deres motion capture-baserede cgi-udgave af Cushing er, men man er ikke et sekund i tvivl om, at man kigger på en computeranimation, og teknologien er endnu ikke så god, at cgi-Cushing undgår at falde i den såkaldte “uncanny valley”.
Tarkin spiller faktisk en noget større rolle i filmen, end man skulle tro, og dermed synes det mere oplagt at recaste rollen end at risikere, at computergrafikken løber med opmærksomheden – for det er desværre tilfældet. Det samme gør sig i øvrigt gældende med en “uncanny valley”-udgave af Prinsesse Leia lige ved filmens slutning.
Den anden gamle kending, vi får at se igen, er ingen ringere end Darth Vader. Vaders screentime i Rogue One er meget lille, men figuren er så ikonisk, at selv et par scener er nok til at få den indre fanboy til at skrige af fryd.
Dette gælder særligt den anden scene, hvor Vader medvirker og som er med til at bygge en direkte bro mellem Rogue One og A New Hope. Her ser vi Vader i sine velmagtsdage og uden antydningen af Anakin Skywalkers godhed eller tvivl – det er den ægte Lord Vader i en forrygende scene, der imidlertid er med til at skabe en række problemer for kontinuiteten mellem Rogue One og A New Hope. Det er lidt ærgerligt.
Faktisk gælder betegnelsen “ærgerligt” for hele den ret beset noget kluntede måde, filmen forsøger at bygge direkte bro mellem Rogue One og A New Hope. Dels er der en række logiske brister (hvad laver prinsessen midt i et enormt rumslag?), dels sker der nogle ting i filmen, der ikke helt giver mening, når man betænker dialogen i begyndelsen af A New Hope.
Flot at se på
Til gengæld er Rogue One intet mindre end fabelagtig flot at se på! Dels er den flot filmet, dels har producenterne gjort meget for, at filmen rent visuelt er kongruent med A New Hope. Filmens production designers, art directors og costume designers har gjort et helt fantastisk job, og så er de visuelle effekter – man fristes til at sige naturligvis – helt i top.
Mest fascinerende blandt filmens effekter er næsten den måde, Dødsstjernens laser manifesterer sig på. I Rogue One bruges den nemlig ikke til at sprænge hele planeter i stumper og stykker med; her bruges den mere “afdæmpet”, hvilket særligt ved slutningen visualiseres næsten som en atombombesprængning.
Ingen perfekt film
Som tidligere antydet er Rogue One ingen perfekt film. Felicity Jones er ikke synderlig interessant i hovedrollen, cgi-Tarkin og cgi-Leia er lidt ærgerlige, handlingen skaber nogle problemer i relation til information, vi får i A New Hope, og endelig er der også noget med filmens pacing i anden akt.
Sidstnævnte har uden tvivl noget at gøre med de omfattende reshoots, der bl.a. har ændret voldsomt på flere af rollerne. En af disse er Forest Whitakers Saw Gerrera, der forekommer mærkeligt diffus i den endelige film – som om hans rolle engang var større, men endte betydeligt beskåret.
Derudover kan man diskutere nødvendigheden af den ret lange suspense- og actionsekvens på planeten Eadu. Der sker intet her, som ikke kunne være forløst anderledes og med brug af mindre tid.
I modsætning til min medredaktør her på Planet Pulp, Jacob Krogsøe, synes jeg ikke, Eadu-sekvensen beskadiger filmens dramaturgi, men man kan som sagt diskutere, om den var nødvendig. Og da især, når man tager filmens endelige spilletid på 133 minutter i betragtning.
I øvrigt vil jeg lige henlede opmærksomheden på en analyse på websitet The Playlist, hvor forfatteren på baggrund af kendt footage, der aldrig kom med i filmen, tegner konturerne af en markant anderledes film, før Gilroy kom ombord og der blev foretaget reshoots. Analysen kan læses her.
Boller af det hårdeste stål
Så nej, Rogue One er ingen perfekt film. Men den er dæleme god. Den er rigtig, rigtig god. Stemningen er fantastisk, bipersonerne og den primære skurk er forrygende, den er visuelt fantastisk og så er den basalt spændende.
Sidstnævnte er et lille kunststykke i sig selv, for vi kender jo udfaldet af historien: De får faktisk fat i planerne og Luke Skywalker skyder faktisk Dødsstjernen i smadder. Men vi kender selvfølgelig ikke udfaldet for de personer, vi følger i Rogue One.
Og her er filmens sidste trumfkort: Den har boller af det hårdeste stål. Det afsluttende “twist” – hvor logisk det end er – havde jeg ikke regnet med, og det kan jeg kun have den allerstørste respekt for.
Som “proof of concept” for Lucasfilms Star Wars-spinoff-film må Rogue One siges at være en eftertrykkelig succes!
Fejl eller ej, Rogue One ender med fem stjerner herfra.
Instruktør: Gareth Edwards
Manuskript: Chris Weitz & Tony Gilroy efter historie af John Knoll og Gary Whitta
Cast: Felicity Jones (Jyn Erso), Diego Luna (Cassian Andor), Alan Tudyk (K-2SO), Donnie Yen (Chirrut Îmwe), Wen Jiang (Baze Malbus), Ben Mendelsohn (Orson Krennic), Guy Henry (Governor Tarkin), Forest Whitaker (Saw Gerrera), Riz Ahmed (Bodhi Rook), Mads Mikkelsen (Galen Erso)
Producere: Simon Emanuel (producer), Kathleen Kennedy (producer), Allison Shearmur (producer), John Knoll (executive producer), Jason D. McGatlin (executive producer)
Foto: Greig Fraser
Klip: John Gilroy, Colin Goudie, Jabez Olssen
Musik: Michael Giachhino
Spilletid: 133 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Sprog: Engelsk
Produktionsland, år: USA, 2016
Produktionsselskaber: Lucasfilm, Allison Shearmur Productions, Black Hangar Studios, Stereo D., Walt Disney Studios Motion Pictures
Anmeldt uden for nummer | 29/12/2016