Air Force One

4 minutters læsetid

Air Force OneEfter at Rusland og USA har samarbejdet om at smide en oprørsk general i spjældet, kaprer en flok russiske terrorister Air Force One med lidt hjælp indefra.

Alle, inklusive terroristerne, tror, at præsidenten er sluppet væk i en redningskapsel, men i virkeligheden befinder præsidenten sig stadig ombord, og nu begynder han at gøre livet surt for de slemme terrorister.

Ovenstående – som jo egentlig bare er Die Hard (1988) på et fly – er den grundlæggende præmis i Wolfgang Petersens ekstremt underholdende Air Force One.

Grinagtig præmis

Lad os bare indrømme det med det samme: Præmissen er grinagtig. Det burde ikke fungere. Det burde være så helt igennem utroværdigt, at hele filmen falder til jorden som den bunke hyperpatriotiske lort, den egentlig er.

Men guess what? Det virker sgu’! Spørg mig ikke hvordan, men på én eller anden måde formår Petersen at gøre Andrew W. Marlowes ekstremt tynde manuskript til en intens, neglebidende spændende actionthriller.

Alle manuskriptets dårligdomme er stillet frem til fri beskuelse. Wolfgang Petersen forsøger ikke at skjule dem på nogen måde: USA fremstilles som det gode, stærke land. Rusland fremstilles som et svagt land, der kun kan rydde op i egen baghave med hjælp fra amerikanerne.

Den amerikanske præsident er en helt, der måske ikke er en decideret actionmand, men som ikke desto mindre træder i karakter, når der er fare på færde. De russiske terrorister er så onde, så onde.

Og selvfølgelig kunne deres plan om at kapre præsidentens fly kun lykkes med hjælp fra en led overløber.

Men i Wolfgang Petersens erfarne hænder bliver dette kvalmt patriotiske manus til en velfungerende actionfilm, mest fordi Petersen er så ferm en iscenesætter af spænding, som han er.

Man lokkes simpelthen til at glemme alle manuskriptets dårligdomme, fordi handlingen er så basalt spændende, som den er.

Og når selvransagelsens time kommer, må vi ikke glemme, at der bare er noget grundlæggende tilfredsstillende ved at se en god mand vinde over de onde mænd. Ikke så underligt, at Air Force One angiveligt er én af Donald Trumps yndlingsfilm.

Førsteklasses cast

Så ja, Air Force One fungerer. Den er underholdende som ind i helvede, og er man til actionfilm – hvad jeg blankt må erkende at være – så er det faktisk nok til, at man kan se igennem fingre med filmens kvalme patriotisme.

Men Air Force One ville nok ikke have fungeret så godt, hvis ikke Petersen havde skaffet et førsteklasses cast. Harrison Ford spiller præsident James Marshall. Tjek. Gary Oldman spiller den onde, onde terrorist Korshunov. Tjek. Glenn Close spiller vicepræsident Bennett i scenerne fra Det Hvide Hus. Tjek.

Og i biroller er der solide folk som Xander Berkeley, William H. Macy og Dean Stockwell – og Petersens gamle ven fra Das Boot (1981), Jürgen Prochnow, dukker op i en lille birolle som den onde general Radek, som hele baduljen drejer sig om. Tjek, tjek, tjek og tjek.

Læg dertil et forrygende score af Jerry Goldsmith – også patriotisk som ind i helvede, men mindst lige så effektivt – og et velfungerende og klaustrofobisk production design, ja så har man en film, der vinder på trods af sig selv.

Jeg gentager: Det her lort burde ikke fungere, men det gør det!

En fremragende instruktør

Det er nemt at pege fingre af Air Force One og instruktør Wolfgang Petersen, når man tænker nærmere over filmen, men jeg er faktisk ked af, at Petersen ikke længere får de store Hollywood-opgaver, som han gjorde frem til genindspilningen af The Poseidon Adventure (1972) – der bare hed Poseidon – floppede fælt i 2006.

Hvis man kigger på hans film, er der ingen tvivl om, at Petersen generelt er en fremragende og til en vis grad underkendt instruktør.

Gennembrudsfilmen Das Boot er et mesterværk, både som drama, krigsfilm og spændingsfilm. Særligt sekvensen hvor U-96 synker ved Gibraltar er et studie i opbygningen af næsten ubærlig suspense.

Efter Das Boot kom de store, engelsksprogede film så. Først filmatiseringen af Michael Endes Die unendliche Geschichte i 1984, så science fiction-dramaet Enemy Mine i 1985 og derefter den lidet kendte thriller Shattered fra 1991.

Derefter kom en hel stribe højtprofilerede Hollywood-film, med Clint Eastwood-thrilleren In the Line of Fire (1993) som den første.

Herefter fulgte Outbreak i 1995, Air Force One i 1997 og The Perfect Storm i 2000. Mange har det svært med sværd- og sandalfilmen Troy fra 2004, men jeg har selv en svaghed for den, selvom den måske ikke er på niveau med Petersens øvrige film.

Poseidon blev enden på Petersens karriere i Hollywood. Filmen var et både kritisk og kommercielt flop, og Petersen har ikke arbejdet i Hollywood siden. Faktisk har han netop i 2016 færdiggjort sin første film – den tyske Vier gegen die Bank – efter en pause på 10 år!

Jeg ville ønske, at Petersen kunne få en renæssance i Hollywood, for på en måde minder Petersen lidt om de gamle studieinstruktører i Hollywood, der kunne tackle enhver opgave. Forskellen var, at dengang smed man ikke instruktørerne på porten, hvis én af deres film ikke klarede sig så godt.

Guilty pleasure

Det kan godt være, at Air Force One er en dum, dum film, der inderst inde spiller på en grim, chauvinistisk nationalisme. Men jeg kan ikke løbe fra det faktum, at jeg holder umådeligt meget af den. Den er måske en guilty pleasure, men en pleasure ikke desto mindre.

5 stjerner

Titel: Air Force One
Instruktør: Wolfgang Petersen
Manuskript: Andrew W. Marlowe
Cast: Harrison Ford (præsident James Marshall), Gary Oldman (Ivan Korshunov), Glenn Close (vicepræsident Kathryn Bennett), Xander Berkeley (Agent Gibbs), William H. Macy (Major Caldwell), Dean Stockwell (forsvarsminister Walter Dean), Jürgen Prochnow (general Alexander Radek)
Producere: Armyan Bernstein (producer), Gail Katz (producer), Wolfgang Petersen (producer), Jon Shestack (producer), Marc Abraham (executive producer), Thomas A. Bliss (executive producer), David V. Lester (executive producer)
Foto: Michael Ballhaus
Klip: Richard Francis-Bruce
Musik: Jerry Goldsmith
Spilletid: 120 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, fransk, italiensk, tysk, spansk, svensk, norsk, dansk, finsk, islandsk, portugisisk, hebræisk, kroatisk, estisk
Produktionsland, år: USA/Tyskland, 1997
Produktionsselskaber: Columbia Pictures Corporation, Beacon Communications, Radiant Productions, Beacon Pictures
Distributør (DVD): Buena Vista
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 133 | 13/11/2016

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

1 Comment

  1. “Hvorfor fanden skal det være så surt, alt sammen?” spurgte Jørgen Ryg i en sketch. Selv sjofle vittigheder kan indeholde kvaliteter – hvis det altså er gode vittigheder, og ikke bare lummert og småklistret. Derfor skal det da hyldes, når der kommer noget godt tju-bang, også i de tilfælde hvor præmissen er dybt tåbelig. Det er det der hedder en “macguffin”, med skyldig tak til Hitchcock.
    Generelt er jeg tilhænger af “en mening” i såvel bøger som film (musik og computerspil … ), men jeg er stadig drengerøv nok, til også at føle noget for Den Gode Historie – hvis den da er god. Der er derfor et hav af fede action-film, jeg ike ville være foruden, selvom “meningen” kan synes helt ude i hegnet, eller blot og bart ikke eksisterende. F.eks. er det i “Alien” en præmis, at militærindustrien er “inde over” – hvilket forbliver et postulat, i forhold til ramasjanget. I “Matrix” er det noget pseudo-filosofisk om virkelighedens virkelige virkelighed, hvilken ingen rolle spiller for handlingen iøvrigt, men snarere er småirriterende. Og i “Independence Day” (1’eren) er der også noget med The Land Of The Brave And The Free (og et Dylan Thomas-citat), der så ikke har meget at gøre med de dog-fights vi sidder og jubler over.
    Der er intet i vejen med Anders And – men der er selvfølgelig noget i vejen med KUN Anders And.

Skriv et svar

Your email address will not be published.