Uncharted 4: A Thief’s End

Da Naughty Dog-studiet lagde an til Uncharted 4: A Thiefs End, det sidste spil i Uncharted-serien, var det med seriens oprindelige udvikler Amy Hennig i chefstolen.

Efter omkring otte måneders optagelser allerede var i hus, forlod Hennig imidlertid Naughty Dog, og Uncharted 4-projektet blev overtaget af Neil Druckman og Bruce Straley, der tidligere havde stået bag mesterværket The Last of Us (2013).

Det er nærliggende at tro, at det var på grund af udskiftningen af de kreative bagmænd, at det også endte med at blive en anden komponist, der stod bag musikken til Uncharted 4. De første tre spil havde alle musik af Greg Edmonson, men Uncharted 4 endte med at få musik af Henry Jackman.

Det er uvist, om det var Edmonsons eget valg ikke at komponere musikken til Uncharted 4, nu Amy Hennig ikke længere stod bag projektet, eller om det var Druckman og Straleys valg.

På sin vis kan man godt ærgre sig over, at Edmonson ikke fik lejlighed til at følge projektet til dørs, og da især hvis det ikke var Edmonsons eget valg. Men omvendt må man sige, at Jackman faktisk leverede et rigtig fint score.

Skåret over en velkendt læst

Jackmans vej ind i filmmusikken skete – som så mange andre unge komponister – via Hans Zimmers Remote Control-studie, og han indledte filmmusikkarrieren med at levere “additional music” til film som Pirates of the Caribbean: Dead Man’s Chest (2006), The Simpsons Movie (2007) og Kung Fu Panda (2008).

Han spillefilmsdebuterede som filmkomponist med Monsters vs. Aliens (2009) og har siden leveret musikken til bl.a. Kick-Ass (2010), X-Men: First Class (2011), Captain America: The Winter Soldier (2014) og Kingsman: The Secret Service (2014).

Meningerne om Jackmans scores har været svingende blandt filmmusikfans, og der har da også været kvalitative udsving, men flere af Jackmans scores har faktisk været solide arbejder og er temmelig underholdende.

Ikke desto mindre lægger Jackman sig stilistisk tæt op ad andre Remote Control-komponister, hvilket på Uncharted 4-scoret især gør sig gældende i actionmusikken, der er skåret over en velkendt læst, nemlig de allestedsnærværende strygerostinati.

Afdæmpet hovedtema

Unharted 4-scoret begynder imidlertid uventet, med en overraskende afdæmpet version af hovedtemaet, Nates Tema, som er komponeret af Greg Edmonson og har fulgt serien siden første spil.

Nu hvor det var en Remote Control-komponist, der stod for musikken, kunne man have forventet, at Nates Tema ville folde sig ud i en bombastisk, power anthem-udgave, men det er slet ikke tilfældet. Remote Control-ostinatoen er til stede, men temaet holdes i stramme tøjler.

Det er faktisk tilfældet næsten alle de gange, Nates Tema dukker op. Jackmans udgave af temaet bliver en mere moden variation på det hellers ret lige-ud-ad-landevejen heroiske tema, som Edmonson leverede til de første tre spil.

Det er helt i spillets ånd og et godt valg af Jackman, der formår at gøre temaet ganske følesesladet i cues som “Reunited” (nr. 5), hvor temaet primært fremføres på akustisk guitar, og “The Brother’s Drake” (nr. 16), hvor det fremføres af elektronisk efterbehandlede træblæsere, der giver temaet en æterisk, drømmende klang.

Komponeret som et filmscore

Generelt har Jackmans tilgang til Uncharted 4 været som en film, hvilket udmønter sig i en række forskellige temaer og motiver.

Foruden hovedtemaet, leverer Jackman et romantisk og let melankolsk tema for Nates nye liv som familiemenneske og eks-eventyrer. Det dukker første gang op i “A Normal Life” (nr. 2), her orkestreret for akustisk guitar, flygel og strygere.

Familietemaet dukker op igen et par gange, mest prominent i “For Better or Worse” (nr. 18), der også er et markant øjeblik i spillet, hvor al reallyd tones ned og musikken får lov at dominere helt. Familietemaet er måske ingen åbenbaring, og en mere erfaren komponist ville nok have udnyttet dette aspekt af handlingen endnu bedre, men det er funktionelt, og det er det vigtigste.

I “Lure of Adventure” (nr. 3) introducerer Jackman et hemmelighedsfuldt lille motiv, der synes knyttet til spillets centrale mysterium – den sagnomspundne pirat Henry Averys skat. Også dette motiv gør Jackman god brug af undervejs.

Generelt er Jackman god til at bruge temaerne varieret, med forskelle i tempo og orkestreringer, og han får ganske meget ud af de relativt få tilbagevendende temaer. Foruden de temaer, der vender tilbage gentagne gange, er der et par øvrige temaer og småmotiver, der dog maksimalt anvendes en eller to gange.

Det er f.eks. det creepy lille motiv i “Avery’s Descent” (nr. 20), der har en mere end overfladisk lighed med Voldemort-motivet fra scoret til Harry Potter and the Sorcerer’s Stone (2001) og det centrale motiv i actioncuet “The Twelve Towers” (nr. 9).

Hovedsageligt action og suspense

På trods af, at der er et vist antal cues med afdæmpet, følelsesladet musik, er Uncharted 4 dog hovedsageligt et action- og suspense-score, og action og suspense får man i rigeligt mål. Nogle af de atmosfæriske cues, hvor Jackman primært opbygger stemning og/eller suspense, er nok blandt scorets svageste, fordi der sker relativt lidt, men heldigvis bliver ingen af dem kedelige.

Og når Jackman trækker alle stopklodser ud, er Uncharted 4 et ekstremt underholdende score. Actioncues som “Cut to the Chase” (nr. 4), “Those Who Prove Worthy” (nr. 8) og “The Twelve Towers” (nr. 9) er ganske enkelt sublimt underholdende.

Man er aldrig i tvivl om, at Jackman er tilknyttet Remote Control-studiet, for Zimmer og kompagnis nærmest patenterede strygerostinati er over det hele, men det er så gennemført og skamløst, at det er ren, uforfalsket underholdning.

Skamløs er også den måde, Jackman i “Those Who Prove Worthy” kopierer John Powells karakteristiske stil – cuet kunne for store deles vedkommende stamme fra en Bourne-film – men igen er det bare så gennemført, at man ikke kan andet end trække på smilebåndene og nyde det.

Actionhøjdepunktet på scoret er uden tvivl “The Twelve Towers”, der nok er det reneste og bedste eksempel på Remote Control-studiets actionstil siden Zimmers eget score til Pirates of the Caribbean: At World’s End fra 2007. Fra den stemningsfulde indledning og til det afsindigt ørehængende centrale tema i midten og anden del af cuet – det er en rendyrket fornøjelse hele vejen igennem.

Men der er masser af andre fine actioncues på scoret, bl.a. “Meet Me in Paradise” (nr. 13), “Race to Libertalia” (nr. 17) og det meste af “New Devon”, der også byder på en antydning af actiontemaet fra “The Twelve Towers”.

Blandt de bedste af de atmosfæriske cues kan nævnes “Once a Thief…” (nr. 6), der virkelig formår at opbygge en intens stemning, og det både hemmelighedsfyldte og let creepy “The Thieves of Libertalia” (nr. 17).

Solidt håndværk

Det eneste man ærgrer sig lidt over er, at albummet slutter med den afdæmpede “Epilogue”. Her kunne man godt have brugt en reprise af Nates Tema (der da også kører over indledningen af spillets rulletekster) eller måske endda et rigtig heroisk arrangement af temaet for at afslutte serien musikalsk med et brag.

Det er dog en relativt lille anke mod et ellers ganske glimrende score, hvis primære problem er, at det hele er hørt tusind gange før i andre scores fra Remote Control-studiets komponister.

Det betyder, at Uncharted 4 aldrig for alvor byder på noget nyt, men det, vi til gengæld får, er et score, der til punkt og prikke udfører sit job i kontekst af spillet. Og i forhold til spilserien er det dog også et nybrud, at scoret byder på mere modne og kontemplative cues, der tjener til underbygge spillets noget mere seriøse tone.

Som enkeltstående lytteoplevelse er Uncharted 4 bestemt også værd at få fat i, hvis man har en svaghed for Remote Control-stilen. Man skal bare være opmærksom på, at der intet nyt er under solen her. Men man får et score, der stedvist er helt sublimt underholdende og som generelt er udtryk for overordentligt solidt håndværk.

Nummerliste:
1. A Thief’s End (1:55)
2. A Normal Life (1:17)
3. Lure of Adventure (2:55)
4. Cut to the Chase (3:10)
5. Reunited (2:52)
6. Once a Thief… (2:14)
7. The Grave of Henry Avery (3:13)
8. Those Who Prove Worthy (2:56)
9. The Twelve Towers (4:00)
10. Hidden in Plain Sight (2:23)
11. At Sea (3:38)
12. Marooned (3:44)
13. Meet Me in Paradise (2:05)
14. The Thieves of Libertalia (2:18)
15. Sic Parvis Magna (2:51)
16. The Brothers Drake (1:55)
17. Race to Libertalia (3:12)
18. For Better or Worse (2:05)
19. New Devon (4:04)
20. Avery’s Descent (2:28)
21. No Escape (3:52)
22. Brother’s Keeper (4:00)
23. One Last Time (4:11)
24. Epilogue (3:18)

Total spilletid: 70:36

Anmeldt i nr. 131 | 13/09/2016