John Barry (1933-2011) komponerede en lang række fremragende scores i løbet af sin lange karriere – fra de bedste scores i James Bond-serien over imponerende dramatiske scores som The Lion in Winter (1968) og The Last Valley (1971) til bredt malende epik i Out of Africa (1985) og Dances With Wolves (1990).
Et af Barrys absolut bedste scores er imidlertid fra den tidlige del af hans karriere som filmkomponist, nemlig musikken til Sidney J. Furies koldkrigsthriller The Ipcress File med Michael Caine i rollen som efterretningsagenten Harry Palmer.
Filmen er fra 1965 og baseret på en bog af Len Deighton, og filmen har jeg også en markant svaghed for, selvom den ved et nyligt gensyn måske ikke fremstod helt så stærk, som jeg erindrede den.
Her er det imidlertid Barrys fremragende score, det skal handle om, og det fremstår så stærkt som nogensinde!
Indbegrebet af monotematisk score
The Ipcress File er indbegrebet af et monotematisk score. Det fremragende hovedtema er næsten totalt dominerende – med undtagelse af en smule utematisk underscore – og indgår i samtlige af det anmeldte albums 12 cues.
En sådan tilgang kræver naturligvis et stærkt tema, og heldigvis hører Ipcress File-temaet til blandt Barrys allerbedste. Det er på én og samme tid afsindigt ørehængende og helt vildt stemningsfuldt. Det emmer ganske enkelt af koldkrigsstemning, samtidig med at det er den slags tema, man tager sig selv i at gå rundt og nynne dagevis efter, man har hørt musikken.
Albummet lægger stærkt ud med temaet i sin nok bedst kendte og mest ikoniske form, nemlig orkestreret for cimbalom – et instrument i familien af hakkebrætter – hvis sprøde, østeuropæiske klang er perfekt til en koldkrigsthriller.
Hovedtemaet i denne orkestrering, understøttet af et mindre symfonisk ensemble, trompet, bas og trommer, er kendt fra et hav af forskellige sammenhænge og indgår ikke overraskende på mange Barry-opsamlinger.
Samtidig er det ikke svært at høre, hvor Barry senere fik inspirationen til sit Persuaders!-tema fra; Ipcress File-temaet er som et slags tidligt blåtryk for temaet fra The Persuaders! (1971-72), hvor cimbalomen da også indgår. Forskellen er, at Ipcress File-temaet er bedre, måske i kraft af sin rå enkelthed.
Cimbalomen forlener samtidig temaet med en kulde, der er perfekt skræddersyet til filmens paranoide stemning, men genistregen er, at temaet samtidig egner sig glimrende til andre arrangementer, hvilket resten af albummet er et klasseeksempel på.
Variationer på hovedtemaet
Således består resten af scoret af variationer på hovedtemaet i forskellige stilarter og instrumentering. “Alone in Three-Quarter Time” (nr. 2) er et livligt jazzarrangement med saxofon og trompet som de primære instrumenter, og “Jazz Along Alone” (nr. 4) er et endnu mere uptempo jazzarrangement, bl.a. med vibrafon. Omvendt er “Alone Blues” (nr. 9) en helt down-tempo klaverjazz-variant på temaet.
Generelt er store dele af scoret præget af jazzinstrumentering, men en mere traditionel symfonisk orkestrering forekommer også, bl.a. i et cue som “Meeting With Grantby and Fight” (nr. 3), der også indeholder noget af scorets relativt sjældne regulære underscore. Her i form af noget særdeles effektivt suspensemusik, bl.a. med elektrisk guitar.
Også “The Death of Carswell” (nr. 5) har en mere traditionel symfonisk orkestrering – dog stadig med jazzelementer i form af en jazzet trompet – og her får vi også temaet i en langsommere udgave.
Sådan veksler scorets 12 cues frem og tilbage mellem forskellige stilarter og orkestrering, hvilket sikrer at scoret, til trods for temaets absolutte dominans, er en konstant varierende lytteoplevelse.
Markant, selvstændigt og unikt
Med The Ipcress File er man aldrig i tvivl om, at man lytter til et Barry-score. Dels har ingen andre filmkomponister været i stand til at skabe temaer helt som Barrys – temaet har ganske enkelt JOHN BARRY trykt på sig med store fede typer – dels er der steder, hvor suspensemusikken minder om noget, vi har hørt fra Barrys tidlige Bond-scores.
Alligevel er The Ipcress File – også sammenlignet med de tidlige Bond-scores – sin helt egen størrelse. Det er umiskendeligt John Barry, men det er også et af Barrys mest markante, selvstændige og unikke scores.
Jeg har meget svært ved at formidle, helt hvor begejstret, jeg er for The Ipcress File-scoret. Lad det være nok at sige, at jeg betragter det som et af Barrys tidlige mesterværker, og at det er et absolut must i enhver Barry-samling – og i virkeligheden i alle filmmusiksamlinger.
Ingen undskyldning!
Den anmeldte udgave af scoret er MCA Records’ japanske udgivelse fra 1995, der længe var den eneste udgave, der var kommet på CD. Programmet er identisk med Deccas oprindelige albumudgivelse fra 1965, og masteren er formentlig også den samme, hvilket betyder, at lyden stedvist har en lidt “hård” kvalitet.
Silva Screen Records udgav i 2002 en ny udgave af scoret, denne gang med dialog lagt ind mellem de forskellige cues, men i øvrigt med samme indhold om end i en lidt anden rækkefølge. Lydkvaliteten skulle angiveligt også være bedre. Selskabet genudgav albummet i 2010, og det er stadig i den almindelige handel.
Der er derfor ingen undskyldning: Har du ikke The Ipcress File i samlingen, så er det bare på nettet og få det bestilt. Det kan kun gå for langsomt!
Nummerliste:
1. Main Title (4:18)
2. Alone in Three-Quarter Time (2:35)
3. Meeting With Grantby and Fight (3:32)
4. Jazz Along Alone (3:17)
5. The Death of Carswell (3:44)
6. A Man Alone (1) (3:19)
7. A Man Alone (2) (3:23)
8. If You’re Not Clean – I’ll Kill You (2:27)
9. Alone Blues (6:20)
10. Goodbye Harry (2:03)
11. Goodbye Harry (Continuation) (1:04)
12. A Man Alone (3) (2:21)
Total spilletid: 38:23
Komponeret af: John Barry
Orkestrering: John Barry
Dirigeret af: John Barry
Komponeret: 1965
Udgivet: 1995
Label: MCA Records
Anmeldt i nr. 130 | 13/08/2016
