Albummet med musik fra Beat Girl (1960) er historisk af to årsager: For det første var Beat Girl den første film, John Barry komponerede musik til. Og for det andet var albummet det første album med filmmusik, der blev udgivet i Storbritannien.
John Barry pladedebuterede med sit rock ’n’ roll-orkester The John Barry Seven i 1957, efter at det tidligere samme år var lykkedes Barry at få bandet med i ét af tidens populære musikprogrammer på tv, Six-Five Special.
Barry havde dannet JB7 tidligere samme år, men filmverdenen fristede, og da Barry fik buddet, sprang han ivrigt til. Da Barry fik jobbet som komponist på Beat Girl, var JB7 for længst etableret som et velkendt orkester med en stribe hits på repertoiret.
Og Barry havde på kort tid udviklet sig markant som komponist og arrangør, hvilket man kan høre på boks-settet The Bee’s Knees, der opsamler orkestrets samlede output i perioden 1957-1964.
Året efter, Beat Girl kom ud, trådte Barry tilbage som den daglige leder af JB7 – en tjans han overlod til den legendariske James Bond-guitarist Vic Flick – men forblev den egentlige bagmand, dog kun som komponist, arrangør og producer.
Fra da af helligede Barry sig sit virke som filmkomponist og skabte sig en karriere, der i dag er legendarisk. Her er det imidlertid Beat Girl, det skal handle om.
John Barry og Adam Faith
Når man hører scoret til Beat Girl bliver det øjeblikkeligt klart, at det er John Barry fra The John Barry Seven, der står for musikken – ikke den senere og mere modne filmkomponist. Musikken er da også fremført af JB7, suppleret af et mindre symfonisk ensemble og til sammen kaldet The John Barry Orchestra.
Som sådan er Beat Girl-musikken et beat-score – solidt funderet i tidens tidlige rock ’n’ roll og med gode portioner jazz.
Samtidig er der også enkelte skæringer på scoret med vokal, leveret af henholdsvis Adam Faith og Shirley Anne Field.
Adam Faith var én af grundene til, at Barry fik tjansen med at komponere musikken til filmen. Faith (1940-2003) var én af Englands tidlige rock ’n’ roll-stjerner, og han havde et nært forhold til Barry.
Faith havde optrådt sammen med JB7 i Six-Five Special tilbage i ’58, og efter at Faiths debutalbum floppede i begyndelsen af 1958, var det Barry, der genoplivede Faiths karriere året efter ved at invitere ham til audition på programmet Drumbeat, hvor JB7 var fast inventar. Senere arrangerede og/eller skrev Barry musikken til flere af Faiths numre, herunder hittet ”Poor Me”.
I begyndelsen af 1960’erne forsøgte Faith, som så mange andre sangere, at slå igennem på film. Beat Girl var Faiths tredje optræden som skuespiller efter en tv-rolle og spillefilmsdebuten Never Let Go.
Beat Girl – der blev udsendt i USA under titlen Wild for Kicks – handler om sen-halvtredsernes vilde ungdom og har bl.a. også Christopher Lee og Oliver Reed på rollelisten. Manuskriptets originaltitel var i øvrigt Striptease Girl, hvilket nok ikke levner den store tvivl om, hvilken genre, vi er ovre i: en tidlig exploitationfilm, der skulle appellere til ungdommen.
Den anden vokalist, der optræder på albummet, er Shirley Anne Field (f. 1938), der gennem en menneskealder har været en produktiv skuespillerinde i både film og på tv. Blandt genrefans er Field måske bedst kendt for en mindre rolle i Michael Powells dengang kontroversielle Peeping Tom (1960), men ellers er hun ikke synderligt kendt herhjemme. Og som man i øvrigt bemærker på albummet, har hun ingen imponerende sangstemme.
Filmscore og bonus-skæringer
Beat Girl-albummet har gennem årene var udsendt i et hav af udgaver, i nogle tilfælde kombineret med andre Barry-kompositioner. Det er også tilfældet på den anmeldte udgave, der udkom på det britiske label él Records (med lille é).
Scoret fra Beat Girl er her kombineret med syv JB7-skæringer og indeholder desuden seks numre med skuespilleren og sangeren Gillian Hills, der havde den kvindelige hoved- og titelrolle i Beat Girl, samt endelig fem skæringer med Adam Faith, alle i Barrys arragement.
Hills debuterede i 1959 med en lille rolle i Roger Vadims Les liaisons dangereuses, men fik sit gennembrud i Beat Girl, hvilket førte til en stribe roller op gennem 60’erne og 70’erne, bl.a. i A Clockwork Orange (1971).
Sideløbende lancerede Hills en sangkarriere, hvor hun i 1960’erne indspillede en række popplader i den såkaldte yé-ye-stil (slå det op!). Det er seks sådanne skæringer, der også er inkluderet på el Records’ udgivelse af Beat Girl.
Fra nu af vil jeg dog koncentrere mig om Beat Girl-scoret og om de øvrige skæringer blot konstatere, at de syv med JB7 naturligvis er en fin bonus og et glimrende indblik i Barrys tidlige stil. Det samme er arrangementerne i de fem Faith-sange, der ellers er ret ordinære, mens Hills’ sange er charmerende tidstypiske og dermed også en fin lille bonus.
John Barry Seven-territorium
Som sagt befinder vi os med Beat Girl-scoret solidt i John Barry Seven-territorium, både hvad angår komposition og fremførsel. Det er beatmusik og jazz, og på den måde langt fra, hvad vi senere hører fra Barrys hånd.
Og så dog, for ligesom der i Barrys tidlige output sammen med JB7 er tydelige elementer, der peger fremad mod hans senere produktion, er det samme tilfældet her. De centrale cues – eller numre er måske et bedre ord her – er klart mere funderet i rock ’n’ rollens formsprog end noget, Barry senere begik, men stedvis hører man alligevel ting, som Barry bar med sig i sit videre virke som filmkomponist.
For det første kan man selvfølgelig pege på det måske mest karakteristiske træk ved Barry, nemlig hans sans for det gode tema, den gode melodi, og adskillige af de temaer, han komponerede til film og gennem 1960’erne og 1970’erne har da også en popmusikalsk sensibilitet, der gør dem til øjeblikkelige ørehængere, uden at de af den grund er popnumre.
Som én af meget få filmkomponister formåede Barry at bære nogle af populærmusikkens karaktertræk over i filmmusikken, og denne krydsning er blandt andet én af grundene til, at Barry etablerede sig som en så unik og idiosynkratisk stemme i filmmusikken op gennem 1960’erne og 1970’erne.
Elementer peger fremad
Andre elementer i Beat Girl peger også videre frem – en bestemt harmoni hist eller en særlig progression pist – og de to underliggende, ildevarslende, klavertoner i ”Car Chase / Night Chase” (nr. 12) er som taget ud af en Bond-film, mere specifikt minder de uhyre meget om indledningen på det i dag legendariske ”Capsule in Space”-cue fra You Only Live Twice (1967).
Derudover kan man pege på selve den kompositoriske stil, Barry lægger for dagen i Beat Girl. Selvom den som sagt er mere funderet i rockens formsprog end i de senere scores, Barry komponerede, så er kombinationen af steel guitar og jazzede arrangementer dog noget, der også kendetegner både James Bond-temaet og dele af Barrys tidlige Bond-scores.
Dermed er vi også ovre i instrumenteringen, og her er ét af de mest karakteristiske træk, som man genfinder i f.eks. James Bond-temaet, Vic Flicks karakteristiske guitar.
Hovedtemaet fra Beat Girl, der høres i ”Main Title – Beat Girl” (nr. 1) er afsindigt fængende, særligt takket være det grundlæggende guitar-riff, der fremføres af Flick. Det egentlige tema, en hård og “in your face” blæsersentens, ligger over Flicks guitar og er i passager sammenfaldende hermed.
“The Off Beat” (nr. 2) fortsætter i beatgenren med et swingende lille tema, mens “Lindon Home Rock” (nr. 4) er rendyrket tidlig beatmusik med både blæsersektion, guitarsolo, saxofonsolo og en tydelig Jerry Lee Lewis-inspireret klaversolo undervejs.
Beat og jazz
De fleste cues er funderet i beatmusikkens formsprog, men ofte smider Barry rigelige mængder blæsere – også som soloinstrumenter – ind i mikset og giver dermed scoret en jazzet kant. Som eksempel kan nævnes ikke bare blæserlinjen i hovedtemaet, men også “The Sharks” (nr. 6), hvor saxofonen indtager hovedrollen over et rytmisk fundament af klassisk beat.
I enkelte cues er vi sågar helt ovre i jazzens formsprog, f.eks. den særdeles swingende “Time Out” (nr. 5) og den langsomme “The Immediate Pleasure” (nr. 16), der med piano og trompet i centrum rent stemningsmæssigt ligger og simrer et sted mellem muzak og noir.
Også “Car Chase / Night Chase” er – over den underliggende ostinato og akkompagnerende trommer – helt domineret af blæsere i et ofte voldsomt, jazzet arrangement.
Kun et enkelt nummer kan sammenlignes med “traditionel” filmmusik i betydningen dramatisk underlægningsmusik, “The City 2000 A.D.” (nr. 8). Over en bund af ret dystre blæsere ligger her en stedvist jazzet fløjte, og hele Barrys tilgangsvinkel i dette cue peger meget klart frem mod et score som The Ipcress File, fem år senere (1965).
Atypisk score
At Beat Girl er et beat-/jazzscore må ikke forstås som om, der ikke er tilbagevendende temaer eller tematiske idéer i scoret, for det er der, selvom de slet ikke bruges så konsekvent som Barry senere skulle gøre i sine mere traditionelle scores.
Men hovedtemaet bruges flere gange, og “Car Chase / Night Chase” introducerer et tema, der anvendes igen i “Chicken” (nr. 13), mens begge disse temaer samt temaet fra “The City 2000 A.D.” alle flettes ind i de afsluttende to cues, “End Shot” og “Slaughter in Soho” (begge indeholdt i nr. 18).
Beat Girl har dog ikke været en type film, der har egnet sig til en typisk filmmusikalsk tilgang, og det afspejles selvfølgelig i musikken, der lystigt springer fra beat til jazz og fra muntre skæringer som “Lindon Home Rock” til dystre stemningsbilleder som “The City 2000 A.D.”.
Som sådan er Beat Girl et atypisk filmscore på flere måder – både i kraft af at være komponeret som et beat- og jazzscore og i kraft af de mange retninger musikken stikker i, både stilistisk og stemningsmæssigt.
Det betyder selvfølgelig også, at Beat Girl ikke nødvendigvis er et score, man skal styrte ud og anskaffe sig alene fordi navnet på coveret er John Barry. Kender man kun Barry fra hans senere scores – uanset om vi her taler om Bond-musikken eller Barrys senere, maleriske stil – er det langt fra sikkert, at Beat Girl vil falde i ens smag.
Men hvis man også holder af musikken fra Barrys år som leder af The John Barry Seven, er Beat Girl ikke bare et forrygende score, men også et vigtigt album i samlingen, der viser Barrys udvikling fra leder af et beatorkester til fuldtids filmkomponist.
Sangene
På falderebet skal jeg lige sige et par ord om de sange, der indgår i scoret – tre Adam Faith-skæringer og én skæring med vokal af Shirley Anne Field. Den første Faith-sang er “I Did What You Told Me” (nr. 3) med musik af Barry og tekst af Trevor Peacock.
Musikalsk fremstår “I Did What You Told Me” mest af alt som en blanding af en Elvis Presley-sang og klassisk Barry-stringbeat. Som sådan er sangen ganske fin, men Mike Stoller-inspirationen er meget tydelig, hvilket har den effekt, at man uvægerligt kommer til at sammenligne Faiths vokal med Elvis Presleys, og her kommer Faith i den grad til kort.
Den anden Faith-sang er “The Beat Girl Song” (nr. 7), hvor musikken er Barrys hovedtema fra filmen. Dermed er sangen, sammenlignet med “I Did What You Told Me”, helt sin egen, og kommer dermed til at fremstå stærkere. Teksten er igen af Trevor Peacock.
Den tredje Faith-sang er “Made You” (nr. 11). Her er der også i højere grad tale om Barrys egen kreation, selvom der igen er visse ekkoer af Mike Stoller. Sangen blev udsendt i en cover-version i USA (indsunget af Fabiano Forte under kunstnernavnet Fabian) og omgående forbudt, da “making someone” har en lummer bibetydning.
Det fangede BBC dog først noget senere, og Faiths version blev lystigt spillet i radioen, indtil nogen informerede den britiske statsradiofoni om, hvad sangen egentlig handler om, hvorefter også BBC nedlagde forbud mod sangen.
Den sidste sang, der indgår i scoret, er “It’s Legal” (nr. 15) med vokal af Shirley Anne Field og tekst af Hyam MacCoby. Her kunne musikken nærmest ikke være mere ren Barry-stringbeat af den næsten latterligt muntre variant. Det er fint nok, men de fleste Barry-fans vil nok kunne pege på mere spændende skæringer fra Barrys tid med JB7.
Som ved “Made You” er det mest interessante ved “It’s Legal” teksten, der må have fremstået ganske vovet i 1960. Hør f.eks. her:
Darling, hold me close to you
There ain’t a thing that they can do
It’s legal
It’s legal
Eller hvad med den her:
I won’t be wicked again
I’ll never be bad no more
Just think of the things that we can do
Without even breaking the law
Uha-da! Her er det nærmest umuligt ikke at trække på smilebåndene, selvom man samtidig skærer en smule ansigt af Shirley Anne Fields ærlig talt rædsomme sangstemme.
Beat Girl, bajere og brylcreme
Jeg gentager: Kender man kun John Barry fra hans filmmusikalske virke på Bond-filmene og videre op gennem 70’erne, 80’erne og 90’erne, bør man nok lige lytte til nogle lydklip, inden man render ud og investerer i Beat Girl-scoret.
Men er man allerede bekendt med – og fan af – den tidlige John Barry fra hans tid i The John Barry Seven, så er det bare med at få fat i Beat Girl, bajere og brylcreme!
Nummerliste:
1. Main Title: Beat Girl (1:50)
2. The Off Beat (1:35)
3. I Did What You Told Me (vocal: Adam Faith) (1:58)
4. Lindon Home Rock (2:01)
5. Time Out (2:54)
6. The Sharks (2:19)
7. The Beat Girl Song (vocal: Adam Faith) (1:41)
8. The City 2000 A.D. (2:26)
9. The Stripper (2:47)
10. The Cave / Beat Girl / Kids Stuff (2:36)
11. Made You (vocal: Adam Faith) (1:46)
12. Car Chase / Night Chase (2:39)
13. Chicken (1:22)
14. Blues for Beatniks (2:13)
15. It’s Legal (vocal: Shirley Anne Field) (1:47)
16. The Immediate Pleasure (3:39)
17. Blondie’s Strip (2:05)
18. End Shot / Slaughter in Soho / Main Title: Beat Girl (2:53)
Spilletid: 40:31
Komponeret af: John Barry
Fremført af: The John Barry Orchestra
Komponeret: 1960
Udgivet: 2011
Label: el Records
Anmeldte udgave indeholder foruden scoret til Beat Girl yderligere 17 skæringer med sangerinden Gillian Hills, sangeren Adam Faith og John Barry Seven. Albummets totale spilletid er omkring 79 minutter.
Anmeldt i nr. 130 | 13/08/2016
