The Martian

Efter 33 års pause fra science fiction-genren efter mesterværket Alien (1979) vendte Ridley Scott endelig tilbage til rummet med sin Alien-prequel Prometheus (2012), og nu lader det til, at Scott slet ikke kan få nok af rumfilm.

I skrivende stund er hans fortsættelse til Prometheus – Alien: Covenant – under optagelse, og ifølge Scott selv er Alien: Covenant blot den første film i en planlagt trilogi, der fører begivenhederne frem til den oprindelige Alien!

Og i mellemtiden fik Scott så også lige tid til at lave The Martian, der dog er i en helt anden boldgade end Alien-universet. Her befinder vi os i den hårde ende af science fiction-genren med historien om astronauten Mark Watney, der ved en fejl efterlades på Mars.

Only in America…

Historien bag The Martian er af den type, man næsten kun kender fra Amerika. Filmen er baseret på en storsælgende roman af forfatteren Andy Weir, men da Weir påbegyndte bogen, var der ikke meget, der tydede på, at den skulle blive en bestseller – endsige ende på det store lærred.

På grund af dårlige erfaringer med at indsende manuskripter til litterære agenter, besluttede Weir sig for at udgive The Martian gratis på sin egen hjemmeside – et kapitel af gangen. Efter opfordring af sine læsere, udgav han derefter romanen som ebog på Amazon til den nette sum af 99 cents.

Herefter tog begivenhederne fart, og inden længe var The Martian én af Amazons bedst sælgende science fiction-titler. Og så kom forlagene ellers til som de gribbe, de nu engang er. Til sidst solgte Weir rettighederne til forlaget Crown for 100000 dollars. Bogen udkom på tryk i 2014.

Inden da havde 20th Century Fox dog allerede købt filmrettighederne, og Drew Goddard blev hyret til at skrive et manuskript og instruere. Goddard endte dog med at takke nej til instruktørtjansen, der i stedet endte med at gå til Ridley Scott.

Matt Damon, der allerede havde udtrykt interesse for hovedrollen, mens Goddard var tilknyttet som instruktør, blev ombord, og i 2015 kom så filmen.

Strandet på Mars

The Martian tager sin begyndelse under Mars-missionen Ares III. Årstallet afsløres aldrig i filmen – og det gør det i øvrigt heller ikke i bogen – men der er tale om en relativt nær fremtid, hvilket ses af de scener, der foregår på Jorden.

En pludselig opstået og meget voldsom storm tvinger astronauterne til afbryde missionen før tid, og i det voldsomme vejr rammes astronauten Mark Watney (Matt Damon) af en løsrevet antenne. De øvrige astronauter tror, han er død, og forlader planeten.

Men Watney er naturligvis ikke død, og da han vågner, er han helt alene på Mars. Nu må han finde en måde at overleve på, indtil han kan blive reddet – og det i sig selv kræver, at han finder en måde at kontakte Jorden på, for kommunikationsudstyret blev ødelagt i stormen.

Videnskaben til hjælp

Efter at filmens præmis er blevet etableret i filmens indledning, følger vi dels Watney i hans bestræbelser på at finde en måde at overleve på, dels NASA, der ved et tilfælde opdager, at Watney er i live endnu inden Watney selv finder en måde at kontakte dem på.

Watneys kamp for overlevelse er rent plotmæssigt forankret omkring plausible løsninger på en umulig situation. F.eks. er der ikke mad nok til, at Watney kan overleve de fire år, han forventer, der går, inden den næste Mars-mission ankommer.

Heldigvis er Watney botaniker, og han når derfor frem til en løsning på problemer: Han indretter en del af missionens habitat til væksthus og planter sin egen lille kartoffelmark med udgangspunkt i nogle kartofler, der var medbragt på missionen. Jorden, han anlægger sin mark i, er en blanding af næringsløs Mars-jord og astronauternes afføring, men Watney må også løse problemet med mangel på vand.

Løbende gennem filmen opstår der situationer, som Watney må løse, og det foregår alt sammen med udgangspunktet i seriøs videnskab. “I’m gonna have to science the shit out of this!” som han siger på et tidspunkt.

Og nu vi er ved “siger” – hvem taler Watney egentlig til, når han er helt alene på Mars? Jo, han optager heldigvis en masse videoer, hvor man løbende følger hans fremskridt. Dermed bliver Watney sit eget græske kor, der løbende kommenterer på, hvad han foretager sig.

Rigeligt med comic relief

På Jorden følger vi NASA’s bestræbelser på at redde Watney. Det starter i øjeblikket, hvor en tekniker tilfældigvis opdager, at Watney stadig er i live. Nu er gode råd dyre, for hvordan skal rumfartsorganisationen – der netop har gennemført en massivt pressedækket begravelse af Watney – forklare, at astronauten stadig er i live og at man har efterladt ham på Mars?

De Jord-baserede scener byder på et varieret cast af solide skuespillere. Chiwetel Ejiofor spiller rollen som Mars-programmets leder, Vincent Kapoor, mens Jeff Daniels er NASA’s direktør Teddy Sanders. I rollen som Mars-missionernes flight director finder vi Sean Bean, hvilket giver anledning til ét af filmens bedste grin.

For hvis der er én ting, The Martian ikke er, så er det humorforladt. Filmen er ingen komedie, men der er rigeligt med comic relief undervejs, både på Mars og på Jorden. På Mars brokker Watney sig f.eks. ofte og højlydt over, at den eneste musik, han har, er kaptajn Lewis’ disco, og på Jorden er der adskillige sjove scener.

Spændingskurven knækker

Her er vi nok også ved filmens eneste reelle svaghed. Der er en lethed over filmen, der ikke går helt
uproblematisk i spænd med filmens ekstremt nervepirrende præmis. Det gælder både for scenerne på Mars og scenerne på Jorden, men det er nok Mars-scenerne, der bedst udstiller problematikken.

Hele filmen igennem tager Watney overraskende let på tingene, selvom han er i en situation, der med største sandsynlighed ender med, at han dør. Og taget i betragtning, at han er mutters alene og i lang tid også ude af kontakt med Jorden, er Watneys mentale tilstand overraskende solid hele vejen igennem.

Effekten er, at filmens spændingskurve aldrig når sit fulde potentiale; stemningen er simpelthen for let til, at man tvivler på Watneys skæbne. Sammenligner man The Martian med en anden ”shit hits the fan in space”-film som Apollo 13 (1995) er det påfaldende, at The Martian aldrig bliver lige så spændende som Apollo 13 på trods af, at man i Apollo 13 kendte historiens udfald på forhånd.

Solid science fiction

Det betyder ikke, at der ikke er nervepirrende sekvenser undervejs, men man tvivler aldrig for alvor på historiens udfald, og det er ærgerligt.

Heldigvis er der mange andre ting, der gør, at underholdningsværdien er høj, og man keder sig ikke et øjeblik i løbet af The Martian. Teknisk er filmen desuden glimrende, og det er også rart for en gangs skyld at se en hård science fiction-film, der – med visse undtagelser – tager videnskaben seriøst uden at blive tør og kedelig.

The Martian er en solid science fiction-film, der ikke helt svinger sig op til at blive decideret glimrende. Men underholdt, det er man hele vejen igennem.

Anmeldt i nr. 128 | 13/06/2016

Stikord: Filmatisering, Mars, Rummet