Violenza in un carcere femminile

Kvindefængselsfilm er en etableret subgenre af exploitationgenren med sine egne genrekonventioner – heraf ikke mindst en pæn del nøgenhed og mere eller mindre grafiske lesbiske scener. Genren, der også går under den engelske betegnelse WIP – for Women In Prison – har gennem tiden kastet en pæn mængde film af sig, nogle bedre kendte end andre. Blandt de bedre kendte amerikanske eksemplarer er The Big Doll House (1971) med blandt andet Pam Grier på rollelisten, og Jonathan Demmes Caged Heat fra 1974.

Rædselsinstruktør

Alt dette kan man læse mere om i den fint informative lille booklet, der følger med Another World Entertainments udgivelse af den fransk-italienske coproduktion Violenza in un carcere femminile, der i Danmark er udkommet under titlen Emanuelle i Kvindefængslet. For naturligvis var kvindefængselsfilm ikke noget, amerikanerne havde patent på, og som vi så mange gange tidligere har set her på Planet Pulp, var den italienske filmindustri europæernes garant for slagkraftig exploitation op gennem 1970’erne og 1980’erne. Bruno Mattei, der har instrueret filmen, er vi da også tidligere stødt på som manden bag den rædselsfulde Rats – Notte di terrore (1984) og som ukrediteret medinstruktør på pornosplatteren Holocausto Porno (1981) og “so bad it’s good”-filmen Zombi 3 (1988).

Mattei, der døde i 2007, havde et hav af aliasser, og Violenza in un carcere femminile lavede han da også under navnet Vincent Dawn. Med sig bag kameraet havde han de to manuskriptforfattere Olivier Lefait og Ambrogio Molteni, og her kommer så Emanuelle Nera ind i billedet. De fleste har formentlig hørt om Emmanuelle-filmene – softpornserien, der startede med Emmanuelle i 1974, og som har fået et hav af efterfølgere (om end blot en håndfuld, der faktisk kom i biografen).

Emmanuelle og Emanuelle

Emmanuelle blev et stort hit, og det var den italienske filmindustri ikke sen til at lukrere på. Allerede i 1975 kom så Emanuelle Nera, på engelsk Black Emanuelle, med den indonesiske skuespillerinde Laura Gemser i hovedrollen. Bemærk i øvrigt, at italienernes Emanuelle staves med ét “m” for at undgå rettighedsproblemer med folkene bag den franske film. Bag manuskriptet til Emanuelle Nera stod netop Ambrogio Molteni, der altså også var medforfatter på Violenza in un carcere femminile. Selv om filmen ikke har Emanuelle-navnet i sin officielle italienske titel er Violenza in un carcere femminile nemlig endnu en Emanuelle-film, og vi finder naturligvis fortsat Laura Gemser i hovedrollen.

Violenza in un carcere femminile var Gemsers tolvte gang i rollen som den globetrottende journalist Emanuelle, og det var ikke småting, hun inden da var gået igennem. Blandt andet havde hun også krydset klinger med kannibaler i Emanuelle e gli ultimi cannibali (1977), hvor det var en anden af Italiens trashinstruktører, Joe D’Amato, der stod bag løjerne.

Papirstyndt plot

Denne gang går den frygtløse Emanuelle undercover i et kvindefængsel for at afsløre de grusomheder, der finder sted bag tremmerne. Ifølge den medfølgende booklet skulle handlingen foregå i Brasilien, men det fremgår nu ingen steder i selve filmen, og i øvrigt er det også helt ligegyldigt.

Det er det yderst tynde plot også, for der er ingen tvivl om, at historien i Violenza in un carcere femminile udelukkende har været et påskud for at sætte en række exploitationsekvenser sammen og tjene nogle hurtige lire. Men for nu lige at ridse handlingen løst op, ender Emanuelle i fængslet, hvor hun hurtigt finder ud af, at forholdene er horrible. I kvindeafdelingen ligger fangerne under for de sadistiske kvindelige fangevogtere, der bl.a. meget andet tvinger dem til lesbisk sex, og bruger hård fysisk afstraffelse samt straffearbejde til at holde fangerne i ave. Emanuelle finder dog en ven i den ældre medfange Pilar (Leila Ducci), og i fængslets læge Moran (Gabriele Tinti), der faktisk er én af de indsatte i fænglsets afdeling for mænd. Foruden Emanuelle selv er disse to, samt et par af de andre kvinder, de eneste sympatiske mennesker, for ellers er fængslet befolket af lutter ubehagelige personer.

Da stakkels Emanuelle har været så uforsigtig ikke at fortælle nogen om, at hun er gået undercover, må hun have et brev sendt ud af fængslet, så myndighederne og Amnesty International kan blive alarmeret. Naturligvis fatter de sadistiske fangevogtere – under ledelse af Lorraine De Selle, kendt fra bl.a. Cannibal ferox (1981) og La Casa sperduta nel parco (1980) – hurtigt mistanke til hende, godt hjulpet af én af de kvindelige indsatte, der fungerer som meddeler.

Nøgenhed, vold og rotter

Hvordan tingene spænder af vil jeg ikke fortælle her – ikke fordi det ville være nogen stor synd at afsløre det, men simpelthen fordi plottet spiller en så forsvindende lille rolle i Violenza in un carcere femminile.

Nej det, det handler om, er en blanding af nøgenhed og vold – rendyrket exploitation for den rendyrkede exploitations egen skyld. Desværre er disse elementer langt fra så fremtrædende, som man dermed kunne tro, og tilmed er de utroligt ubehjælpeligt udført, når de dukker op. Den eneste sekvens, der tangerer det decideret ubehagelige, er, da Emanuelle bliver smidt i en isolationscelle, der vrimler med rotter. Her har Gemser måttet lide den tort at have mængder af sorte rotter kravlende på sig, og det ser ikke rart ud.

For at krydre handlingen lidt, får vi også nogle glimt fra fængslets afdeling for mænd, hvor det er superbøssen Leander (Franco Caracciolo), der i centrum. I den væsentligste af disse scener mister Leander livet, da de andre mandlige fanger gruppevoldtager ham, efter at være blevet liret op af én af de kvindelige fanger, der laver en lille striptease for dem.

Kun for hardcorefans

Sådan forløber hovedparten af de 99 minutter, som Violenza in un carcere femminile varer. Først et godt stykke inde i anden halvdel af filmen begynder “plottet” at træde lidt mere frem, men alt for lidt, og for sent til at afhjælpe indtrykket af, at filmen blot består af en række exploitationscener som perler på en snor. Selv om den rendyrkede exploitationstemning, der eksisterer i filmen, forlener den med en vis grum og ubehagelig stemning – i øvrigt ikke helt ulig 70’ernes italienske nazisploitationfilm – er filmen for løst komponeret til at have den slagkraft, den kunne have haft. Desuden mærker man tydeligt, at Mattei ikke ligefrem er nogen mesterinstruktør, og klipningen (som Mattei også selv stod for), hjælper ikke med til at gøre filmen mere dynamisk. Skuespillet er generelt overskruet, og Mattei formår ikke at få de mange slåskampe til at se voldsomme nok ud.

Hele molevitten går ganske enkelt hen og bliver kedelig, og det kan selv en pæn mængde kvindelig nøgenhed ikke rette op på. Desværre må det her konstateres, at vi ser alt for lidt til Gemser selv, som ellers er filmens trækplaster i den henseende.

Violenza in un carcere femminile er endnu én af den slags film, der kun for alvor kan anbefales til hardcorefans – enten af WIP-genren eller af Gemsers Emanuelle Nera-film. De fleste andre vil formentlig kede sig bravt undervejs trods enkelte lyspunkter.

Violenza in un carcere femminile er venligst stillet til rådighed af Another World Entertainment.

Anmeldt i nr. 35 | 13/09/2008

Stikord: Fængsel, Italian Cinema, Lesbianisme, Softporn, Women In Prison