Uncharted 3: Drake’s Deception

For tre dage siden udkom det fjerde og formentlig sidste spil i Uncharted-serien, A Thief’s End – i hvert fald bliver A Thief’s End det sidste spil i serien, som Naughty Dog-studiet udvikler.

Anmeldelsen af A Thief’s End får vente lidt endnu, for her skal det handle om det tredje spil i serien, Drake’s Deception, der udkom tilbage i 2011.

Som det også var tilfældet med de to første spil i serien, Drake’s Fortune (2007) og Among Thieves (2009), udkom Drake’s Deception udelukkende til Sonys PlayStation 3-konsol.

Drake’s Deception lægger sig både hvad angår fortælleform og gameplay direkte i kølvandet på de to første spil i serien. Med andre ord kan man forvente en stærkt cinematisk spiloplevelse, der kombinerer 3D-platform-action med rigelige mængder ildkampe og en vis portion puzzles, alt sammen set i tredje persons perspektiv.

Lad det være sagt med det samme: Uncharted 3 er et meget, meget godt spil, men der er også enkelte dråber malurt at dryppe i bægret, for i forhold til det fænomenalt gode Among Thieves, har Drake’s Deception visse mislyde.

Sandets Atlantis

I lighed med det første spil i serien tager handlingen i Drake’s Deception udgangspunkt i Sir Francis Drakes opdagelsesrejser. Til de der ikke kender spilserien skal det lige siges, at spillets hovedperson Nathan Drake er – eller påstår at være – en direkte efterkommer af Francis Drake, der ellers menes aldrig at have fået børn.

Denne gang centrerer handlingen sig om en hemmelig rejse, Drake foretog for Elizabeth I af England, og som førte ham til den sagnomspundne by Irem – Sandets Atlantis – i Rub’ al Khali-ørkenen på den arabiske halvø.

Nathan Drake og hans gamle ven og partner Victor “Sully” Sullivan er i denne ombæring oppe imod et mystisk og oldgammelt hemmeligt selskab under ledelse af den iskolde Katherine Marlowe.

Gradvist går det op for Drake og Sully, at Francis Drake havde en meget god grund til at holde sin rejse til Irem hemmelig, og at Sandets Atlantis gemmer på en dyster hemmelighed, som Marlowe under ingen omstændigheder må få fingrene i.

Spillet fører Drake og Sully fra hemmelige tunneler under London til en middelalderborg i Frankrig og videre til en korsfarerborg i Syrien, inden turen går til Yemen. Her slutter Drakes ekskone Elena Fisher sig til gruppen, og de tre må udforske den unavngivne yemenitiske by.

Drake tages til fange af Marlowe og ender i kløerne på en arabisk pirat, hvilket fører til en ret spektakulær sekvens på en skibskirkegård og videre til et nedslidt tidligere krydstogtskib, der nu fungerer som piraternes moderskib.

Herefter går turen videre ud i ørkenen via et spektakulært flystyrt og efter at have bekæmpet Marlowes tropper i en forladt ørkenby, går der for en kort stund ren Lawrence of Arabia i spillet, da Drake og en gruppe nyvundne allierede fra hesteryg må angribe Marlowes konvoj.

Til sidst finder Drake og Sully vej til Irem blot for at opdage, at Marlowe har slået dem. Spørgsmålet er nu, om de to venner kan forpurre Marlowes planer og undgå at en oldgammel ondskab slippes løs…

Cinematisk

Hvis du synes, ovenstående lyder filmisk, så har du så ganske ret. Drake’s Deception er lige så cinematisk opbygget som de to foregående spil i serien, og jeg mener ikke bare i form af vellavede cutscenes.

Som sine forgængere er Drake’s Deception skrevet og designet som en interaktiv film, og det ses lige fra starten. Første kapitel slutter f.eks. med en stor cliffhanger, hvorefter spillet går over i en spilbar flashbacksekvens, der ikke alene fortæller historien om, hvordan Drake og Sullivan mødte hinanden, men også indgår i hovedplottet.

Stedvist kan man dog godt føle, at designerne har prioriteret det cinematiske feel højere end gameplayet, for der er visse sekvenser, der virker som om, de udelukkende eksisterer for at vise, hvor dygtige historiefortællere, udviklerne er.

Et eksempel på dette er, da Drake kommer ombord på Marlowes forsyningsfly – det sker i øvrigt via hjulbrønden i en højoktan-actionsekvens – hvorefter der følger en meget kort kamp, inden flyet styrter ned i ørkenen.

Her forspildes en chance for at lade Nathan Drake lege Harrison Ford i Air Force One, men i stedet for at bruge flyet som en egentlig bane i spillet, bruges det stort set kun som et mellemspil for at få Drake videre ud i Rub’ al Khali-ørkenen.

Rent plotmekanisk fungerer det selvfølgelig helt efter hensigten, men man kan ikke lade være med at føle, at det cinematiske her tager overhånd til fordel for spillet. Men okay, det er en mindre anke mod spillet.

Ubalance i spillets elementer

Lidt mere problematisk – og grunden til at Drake’s Deception ikke kommer helt op på siden af Among Thieves – er vægtningen af de elementer, spillet består af.

Som nævnt indledningsvist er Drake’s Deception designet på samme måde som sine forgængere, det vil sige som 3D-platformspil og skydespil kombineret med lidt puzzle-løsning.

Platformelementet er bærende for Uncharted-spillene og er det også her: Drake klatrer og hopper lige så meget, som han altid har gjort, og denne del af spillet fejler ingenting.

Det er i vægtningen af ildkampe og puzzles, at spillet ikke helt føles afbalanceret. I både Drake’s Fortune og Among Thieves kunne man af og til vånde sig over mængden af fjender, der skal nedkæmpes, men i Drake’s Deception er det nogle gange nærmest latterligt.

Bølge efter bølge af fjender skal overvindes, og når man endelig tror, man har klaret sidste bølge, kommer der lige én mere. Og så måske lige én mere. Problemet er ikke, at spillet er for svært, for det er det sådan set ikke. Til sidst bliver det bare lidt ensformigt at pløkke kanonføde ned.

Puzzleelementet forsvinder

Et andet problem er, at designerne omtrent halvvejs igennem spillet synes at have glemt puzzleelementet. Efter kapitlet i Yemen er det meget sparsomt hvad der er af puzzles. Det betyder, at de tre primære elementer, spillet egentlig består af, reduceres til to. Effekten er, at ildkampene kommer til at virke endnu mere dominerende.

Enkelte af de puzzles, der er i spillets første halvdel, er i øvrigt ret svære sammenlignet med de to første spil. Det er ikke nødvendigvis nogen dårlig ting, men man skal være forberedt på, at puzzledelen ikke er en ren walk in the park, som de har været tidligere.

Det vil der uden tvivl være nogle, der finder frustrerende, fordi det kan tage tempoet fuldstændig ud af spillet i stedet for kun at sænke det. Værre er det dog, at gåderne nærmest helt forsvinder efter Yemen-kapitlet.

De mindre vellykkede aspekter opvejes

Heldigvis opvejes de mindre vellykkede aspekter af Drake’s Deception i meget høj grad af mange andre ting.

De enkelte lokaliteter og baner er både veldesignede og enormt flotte, og man imponeres igen og igen over en pludselig udsigt, f.eks. ud over byen i Yemen, eller et særligt velkomponeret billede, f.eks. Drake foran vraget af det brændende transportfly i Rub’ al Khali-ørkenen eller udsynet over den enorme skibskirkegård.

Banedesignet er ekstremt vigtigt, da det er her, man finder en stor del af kompensationen for de mange ildkampe. Der er stor variation i de enkelte baner, og derfor er hvert nyt kapitel altid underholdende og udfordrende.

Rent teknisk er der naturligvis intet at udsætte på Drake’s Deception. Grafikken er generelt imponerende, og det samme er lydsiden. Også musikken, der for tredje gang er komponeret af Greg Edmonson, er fremragende.

Voice actingen er også med til at sætte en fed streg under spillets kvalitet. Særlig fokus er der selvfølgelig på Nolan North i rollen som Nathan Drake, og North er lige så veloplagt i denne ombæring, som han var i de to første spil.

Richard McGonagle er fortsat solid som Victor Sullivan, og faktisk får McGonagle lidt mere at arbejde med i Drake’s Fortune, fordi vi her får løftet en flig af Sullys forhistorie. Derudover er Graham McTavish (kendt fra bl.a. de tre The Hobbit-film) sjov i rollen som Drake og Sullys britiske kammerat Charlie Cutter.

Jo, der er skam nok at være imponeret over ved Drake’s Deception, og der skal absolut ikke herske nogen tvivl om, at når det handler om cinematiske konsolspil, er Naughty Dog-studiet stadig den største hund i baggården. Det var i øvrigt også Naughty Dog, der stod bag mesterværket The Last of Us (2013), som er den bedste zombiefilm, jeg nogensinde har spillet.

Underholdende, velfortalt og flot

Uncharted 3: Drake’s Deception er ikke så helstøbt som sin umiddelbare forgænger, primært altså fordi balancen mellem spillets forskellige elementer er tippet klart til fordel for ildkampene.

Alligevel er Drake’s Deception et formidabelt underholdende, umanerligt velfortalt og forbandet flot spil. Det er måske ikke helt så godt som Uncharted 2: Among Thieves, men det er ret tæt på.

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016