True Detective – Season 1

Sumpene og de vilde skove i Louisiana er omgærdet af nok grusom mystik til, at man kan anvende dem som horror-location nærmest uden at anstrenge sig. Vampyr-tv-serien True Blood (2008-2014) udspiller sig her, meget af romanen Interview with the Vampire (1976) ligeså.

Virkelighedens kreolske tradition for overtro og voodoo giver fiktionen et skær af realisme. Og lad os ikke glemme at i Lovecrafts egen novelle The Call of Cthulhu (1928), bor den vanvittige kult, der prøver at vække guden af hans evige søvn, i sumpene omkring New Orleans.

Det er med andre ord velkendt territorium, True Detective udspiller sig på, og sjældent har sumpene virket mere frastødende. Serien er meget løseligt baseret på Robert W. Chambers’ novellesamling, The King in Yellow, der udkom i 1895, og som Lovecraft flere gange citerede i sine værker og åbenlyst lod sig inspirere af. Handlingen er omskrevet til et amerikansk cop drama og åbner med en mordgåde der skriger okkult animisme.

Dobbelt antihelt

Woody Harrelson og Matthew McConaughey danner et meget umage opdagerpar, og selv hvis historien havde været det rene bras, havde de to skuespilleres præstationer udlignet det.

Harrelson, der er kendt for desperado-roller fra Natural Born Killers (1994) til Zombieland (2009), giver den som selvhellig, midtvejskrisestrømer, Martin Hart, der har alt og vil have mere. Han ligner en helt til at starte med, men glansen bliver pillet af, lag for lag. Hvert lag gør mere ondt.

McConaugheys claim to fame er romantiske komedier, men han har spillet overbevisende som actionman i Reign of Fire (2002) og alskens andre ting. I True Detective frembringer han en af de mest mindeværdige nihilistiske røvhuller, jeg har set.

McConaugheys rolle, Rust Cohle, hader simpelthen det meste. Bag et tavst ydre gemmer der sig et monomanisk geni, for hvem følelser er svagheder og livet er en jammerdal – et bundløst hul, der skal fyldes med røg og sprut. Jeg bruger ordet noir i flæng, men Rust Cohle fortjener det. Han ville passe lige så godt ind på et storbybeskidt detektiv-kontor i et sort/hvidt mordmysterie, som han gør i Louisianas fæle udkant.

”I think human consciousness was a tragic misstep in evolution. We became too self aware. Nature created an aspect of nature separate from itself. We are creatures that should not exist, by natural law” – Rust Cohle

Bitre mandler i kinesiske æsker

Sæson 1 er opført som en tidsforskudt rammefortælling – igen et yndet Lovecraft-greb. Over halvdelen af handlingen er overstået og genfortælles af Cohle og Hart, under forhør, før den pludselig fortsætter. Jeg vil ikke gå i detaljer med selve opklaringen, af frygt for at spoile, men kan afsløre at vi har med konspirationsfilmens kinesisk æske-plot at gøre.

Mysteriet bliver større og større, forbrydelserne mere og mere forfærdelige. Hver æske gemmer en ny æske, og der er langt ned til den inderste, hvor sandheden ligger.

Hvad angår stemning – især den musikalske – er første sæson af True Detective også en klar vinder. Sumpene, de endeløse marker, de usle rønner hvor white trash-befolkningen henslæber deres ukultiverede tilværelse – det hele præsenteres med en kirurgisk sans for æstetik.

Faktisk er det eneste, der trækker serien ned, slutningen. Filmen og karaktererne knækker simpelthen, og det sidste afsnit kan ikke på nogen måde leve op til det kunstværk, de foregående syv episoder samlet set er. Der efterlades et væld af løse tråde, hvilket jeg personligt aldrig kan lide.

Slutningen virker forjaget og ugennemtænkt, som om det kom som en overraskelse for forfatterne, at serien måtte ende der. Da True Detective er en antologi-serie, i stil med American Horror Story (2011-), hvor hver sæson er en helt ny fortælling, kan det næppe være forklaringen, men ikke desto mindre forekommer det sådan. Jeg har faktisk ikke set så frustrerende en slutning siden The Sopranos (1999-2007)!

Jeg ville have givet True Detectives første sæson topkarakter, hvis det ikke havde været for slutningen. Alt andet er, af mangel på et bedre ord, sublimt og næsten umuligt at holde øjnene fra. Og det er en fornøjelse at se, at Lovecrafts mythos stadig lever.

Anmeldt i nr. 127 | 13/05/2016

Stikord: H.P. Lovecraft