The Adventures of Tintin

The Adventures of Tintin er det første storstilede forsøg på at filmatisere den belgiske tegner Hergés legendariske serie af albums om den frygtløse reporter Tintin, hans hund Terry og trofaste ven Kaptajn Haddock.

Herhjemme – og i Europa generelt – kræver Tintin ingen større introduktion, men for det amerikanske publikum er Tintin i store træk ukendt, og det er nok også én af forklaringerne på, at det tog så mange år, før Hollywood ”opdagede” den belgiske snushane.

Forhistorien

Vi kan takke Steven Spielberg for, at der langt om længe kom en Hollywood-udgave af Tintin-historierne.

Ifølge rygterne blev Spielberg selv opmærksom på Hergés tegneserie omkring det tidspunkt, han lavede Raiders of the Lost Ark (1981), hvorefter han sikrede sig filmrettighederne. Men der skulle gå tredive år, inden Spielberg endelig fik lavet filmen.

I mellemtiden var der flere forsøg på at få projektet skudt i gang, bl.a. som live action-film, hvor Spielberg angiveligt forestillede sig Jack Nicholson som Kaptajn Haddock! Med tiden udløb rettighederne, der gik tilbage til Studios Hergé, men i 2002 sikrede Spielberg sig endnu engang rettighederne.

Herefter gik udviklingen slag i slag. Spielberg havde vekslet mellem tanken om at lave filmen som live action og som computeranimation. I midten af 00’erne havde Spielberg besluttet sig for at lave filmen som live action, men han kontaktede Peter Jackson for at høre, om Weta Digital mon kunne lave en computergenereret Terry.

Det var ved Jacksons mellemkomst, at Spielberg lod sig overbevise om at lave filmen som computeranimeret, men med brug af motion capture – hvad Jackson på dette tidspunkt havde rig erfaring med, bl.a. fra Lord of the Rings-filmene.

Resultatet blev håndslag på et samarbejde mellem Spielberg og Jackson om at lave ikke bare én Tintin-film, men (mindst) to, hvoraf Spielberg ville instruere den første og Jackson den næste.

Tre albums som forlæg

Det første udkast til et manuskript blev skrevet af Stephen Moffat med senere videreudvikling af Edgar Wright og Joe Cornish. Det blev til en historie, der blander elementer fra tre Hergé-albums: Krabben med de Gyldne Klosakse (1941), »Enhjørningen«s Hemmelighed (1943) og Rackham den Rødes Skat (1944).

I de bærende roller fik Jamie Bell tjansen som Tintin, mens Jacksons gamle motion capture-buddy Andy Serkis blev indforskrevet til at bringe Kaptajn Haddock til live. I andre roller finder vi Daniel Craig som skurken Sakharin (foruden i flashbacks Rackham den Røde) og Nick Frost og Simon Pegg som Dupont og Dupond.

Derudover gemmer der sig bag filmens biroller andre kendte skuespillere som birolleveteranen Toby Jones som lommetyven Frank Ranesen og Cary Elwes som skurkagtig pilot.

Kompromis med beskæringer

Jeg skal med det samme sige, at jeg generelt er godt underholdt af The Adventures of Tintin, men som livslang Tintin-fan er der selvfølgelig også ting ved filmen, jeg er mindre begejstret for – mest på manuskriptplan, men også i forhold til den tekniske udførsel.

Der er ingen tvivl om, at Stephen Moffat (senere også Edgar Wright og Joe Cornish) har stået over for noget af en udfordring i forhold til at skulle skrive den første film i det, der kunne tænkes at blive en løbende franchise.

For det første: Hvor skulle man starte og hvor skulle universet befinde sig henne i forhold til seriens bipersoner? Tintin møder ikke Kaptajn Haddock før det ottende album, Krabben med de Gyldne Klosakse, og en senere fast bestanddel af serien, Professor Tournesol, dukker ikke op før det ellevte album, Rackham den Rødes Skat.

Resultatet blev et kompromis, der måske nok fungerer, men som heller ikke er helt uproblematisk, når man ser filmen som Tintin-fan. Man valgte nemlig at bygge filmen op som en blanding af Krabben med de Gyldne Klosakse og »Enhjørningen«s Hemmelighed og med slutningen hentet fra Rackham den Rødes Skat.

Fra Krabben med de Gyldne Klosakse får man mødet mellem Tintin og Haddock foruden den marokkanske setting, mens man fra »Enhjørningen«s Hemmelighed har hentet historiens centrale plot, der centrerer sig om jagten på tre stykker pergament, der har været gemt i hver sin model af 1700-talsskibet Enhjørningen, og som fører til en sunken skat.

Men filmen skærer naturligt nok betydeligt fra i processen. Selve plottet fra Krabben med de Gyldne Klosakse (der handler om narkosmugling) er helt skåret væk, mens delelementer fra »Enhjørningen«s Hemmelighed også er skåret bort, heriblandt antikvitetshandlerne Fughl.

Endelig skipper man fuldkomment den eventyrlige skattejagt fra Rackham den Rødes Skat, der ellers tjener som introduktion til Professor Tournesol, og springer direkte til den histories afslutning, hvor Tintin og co. er tilbage på Møllenborg.

Omvendt digtes der noget videre i sekvensen i Bagghar, bl.a. filmens centrale actionsekvens, hvor Tintin, Haddock og Terry jager gennem Bagghars gader for at forhindre skurken Sakharin i at få fingre i alle tre pergamentstykker.

Underholder og frustrerer

Resultatet er en film, der er underholdende og som indeholder masser af velkendte øjeblikke fra Hergés albums, men som til gengæld også hyppigt frustrerer på grund af alt det, der er udeladt. På sin vis kan det undre, at man vælger at tage udgangspunkt i »Enhjørningen«s Hemmelighed og så beskærer historien så meget, som man gør.

Sammen med Rackham den Rødes Skat udgør »Enhjørningen«s Hemmelighed nemlig én af de absolut mest underholdende Tintin-historier overhovedet, og i sig selv kunne de to albums have dannet forlæg for en forrygende film, eventuelt én med en lidt længere spilletid end de ca. 105 minutter, som The Adventures of Tintin endte med at vare.

Måske havde det været bedre at starte et andet sted – eventuelt blot med Krabben med de Gyldne Klosakse, hvis man absolut ville vise Tintins møde med Kaptajn Haddock.

Sådan skulle det imidlertid ikke være, og når det endelig skal være, så tjener The Adventures of Tintin da også som en fin introduktion til Tintin og Kaptajn Haddock.

Teknisk fantastisk

Rent teknisk er filmen fantastisk. Motion capture-teknikken er skabt til en film af denne type, for den muliggør en kombination af naturalisme og tegneserie-overdrivelse, som hverken en live action eller rent animeret film, ville have gjort.

At nogle af karaktererne så ikke ser ud helt, som jeg havde forestillet mig dem, er en anden sag. F.eks. synes jeg, Dupont og Dupond er en anelse for flommede i ansigtet, mens Kaptajn Haddock har fået lidt for små, griseagtige øjne. Også Terry virker en lille smule oppustet.

I sidste ende er det dog relativt små ting, og helt generelt fungerer motion capture-teknikken og animationen fornemt.

At det så også har gjort det muligt for manuskriptforfatterne og Spielberg at lave en vildt overdrevet og dybt urealistisk (og faktisk ret u-Tintinsk) jagtsekvens gennem Bagghars gader, er nok bare et eksempel på, at computergrafikkens muligheder har bedst af at blive holdt i lidt strammere tøjler end tilfældet er her.

Lavet med kærlighed til forlæggene

Der skal imidlertid ikke herske nogen tvivl om, at The Adventures of Tintin generelt er lavet med stor kærlighed til forlæggene For de opmærksomme Tintin-fans er filmen spækket med fine detaljer, der imidlertid ikke virker distraherende for ikke-fans.

Således er den fine titelsekvens stopfyldt med referencer til Tintins mange eventyr, og også i løbet af filmen kommer der mange små referencer til andre historier. Derudover er det rigtig fint, at man har fundet plads til Hergé, der maler Tintins portræt på markedspladsen i starten af filmen.

Og selvfølgelig er der også nogle kendte bipersoner – Haddocks skurkagtige styrmand, Allan, dukker selvfølgelig op, og det samme gør den milanesiske nattergal, Bianca Castafiore, og ikke mindst butleren på Møllenborg, Nestor.

Ikke et brag af en film, men heller ikke dårlig

Oprindelig var det som nævnt tanken, at The Adventures of Tintin blot skulle være den første af mindst to film om Tintin. Men film nummer to – som skulle instrueres af Peter Jackson – lader vente på sig. Men Jackson blev jo også lige sidetracked af The Hobbit-filmene, som han oprindelig ikke havde tænkt sig at instruere.

Nu hvor Jackson endegyldigt har forladt Tolkiens univers, kan vi håbe, at han og Spielberg genopliver projektet, for som proof of concept fungerer The Adventures of Tintin glimrende. Det var måske ikke det brag af en Tintin-film, man som fan af tegneserien kunne have håbet på, men dårlig er den på ingen måde.

Anmeldt i nr. 125 | 13/03/2016

Stikord: Tintin