Deadpool

Pik, patter og pruttevittigheder. En antihelt, der sikkert bare ville udvikle sig til en almindelig superhelt i den skabelon, som Marvel har udviklet over de sidste 10 år. Og så den dér leg med at smadre den fjerde væg, som var hot tilbage i 1990’erne. Ja, mine forventninger til Deadpool var meget små.

Men, men, men. Mine damer og herrer, Deadpool er fantastisk underholdning. Et frisk pust og et spark i bollerne på den metaltrætte superheltebandit (og der sparkes også i bollerne i filmen).

Fra superskurk til antihelt

Deadpool (også kendt som Wade Winston Wilson) gjorde sin entre i tegneserieverdenen i 1991 – i første omgang som superskurk.

Karakteren blev skabt af forfatteren Fabian Nicieza og tegneren Rob Liefeld. Han tog skridtet fra superskurk til antihelt, ganske klassisk, og Deadpool er søbet ind i humor, vold og metabemærkningen. Sådan et rigtigt barn af 1990’erne hvor intertekstualitet var varmt brød.

Deadpool har haft en del at gøre med Spider-Man, så her er et eksempel på den klassiske leg med den fjerde væg, hvor Deadpool både kigger ud på læseren og kommer med denne bemærkning:

“Spidey! What up, baby boy? Haven’t seen you since Amazing Spiderman #611!”

Og her et andet eksempel fra tegneseriens verden, hvor der er en metaference til Apocalypse Now (1979):

“I love the smell of 372.844 pancakes in the morning. Smells like victory.”

Og sådan kunne man fortsætte. Kort sagt er et det sjov og spas tilsat en masse ultravold. Ikke på papiret en klassisk superhelt og måske netop derfor virker det så godt?

Flødebollen fungerer fremragende

Vi så en lidt anden udgave af Deadpool i den jammerlige (men meget underholdende) X-Men Origins: Wolverine fra 2009. Den lille genistreg er så at lade Ryan “Flødebolle” Reynolds gentage rollen som Wade/Deadpool i Deadpool-filmen.

Du tænker sikkert “Ja, fint nok, men plat”, men Reynolds fungerer fremragende som antihelt.

Hvis du, som jeg, ser filmen med danske oversættelser så bemærk, hvor gode de er, hvor kreativt teksteren var tvunget til at tænke. Er eksempelvis helt pjattet med, at Randers Festuge nævnes.

Men lad os da lige tage et helt kort på handlingen i Deadpool, før der går Mokaí i sagerne.

Wade Wilson, tidligere Special Forces roughneck, arbejder som lejesoldat i New York. På en bar møder han escortpigen Vanessa. De bliver kærester, sådan i George Michael “Careless Whisper”-stil. Så alt ser godt ud. Sex, humor og kærlighed. Men desværre rammes Wade af kræft og skal snart dø.

Så dukker en mystisk mand op med et tilbud, der er svært at sige nej til: Vil du kureres for kræft? Wade hopper på limpinden og kommer snart til at tage del i et modbydeligt eksperiment (hvor det gennem smerte gælder om at vække mutationsgener), der udføres af den onde, onde Ajax.

Sex og avokadoer

Wade bliver kureret, men hans krop kommer til at ligne ét stort ar. Eller som filmens comic sidekick så smukt siger det: “You look like an avocado had sex with an older avocado.”

Wade overlever men mister Vanessa, da han ikke har nosserne til at vise hende sit nye “jeg”. Så i forsøget på at finde frem til Ajax og få hævn, bliver Wade til Deadpool: En vittighedsaffyrende og dødbringende “superhelt”, som kan regenerere – også hvis han eksempelvis mister en hånd, hvilket han gør, og det kommer der en ret fed scene ud af.

Til handlingen kan man så også tilføje lidt sjov med X-Men og generelt med superheltefilmene og film mere overordnet. Der refereres til højre og venstre, der leges, og i det hele taget har man fornemmelsen af (og det er godt) at filmholdet har haft en stor fest, mens filmen blev lavet.

Ikke en indspist fest, men en fest vi alle inviteres til, en mainstreamfilm lavet med hjerte og attitude. Ægte meta-meta med meta på. Du er sikkert ved at brække dig ved tanken, men det er så veludført og virker perfekt i konteksten.

Filmen er, naturligvis, fortalt i en fragmenteret stil, hvor Deadpool bestemmer rækkefølgen af det, vi ser. Han er vores guide og fortæller. Og det kommer der meget spas ud af.

Fri og herlig leg – en fornøjelse fra start til slut

I det hele taget er Deadpool en stor fornøjelse fra start til slut. Næsten da. Der går lidt klassisk superhelteklimaks i maskinen, men det punkteres heldigvis, så man går ud ad af biografen med stort smil på læben.

For her har vi en film, der tager favntag med den svulstige konstruktion, som den moderne superheltefilm er blevet til. Deadpool er i sig selv en underholdende sag, men i den store kontekst fungerer den også som et åndehul, som et frirum, som fri leg i skolegården, som et tiltrængt afbræk væk fra “den store fortælling”.

Lidt den samme følelse sad jeg tilbage med efter at have set Guardians of the Galaxy (2014) og Ant-Man (2015). Og det fortæller jo en del om den fase, som superheltefilmene er gået ind i, når jeg som seer føler, at jeg har brug for åndehuller.

Alt i alt er Deadpool et herligt bekendtskab: Underholdende, voldsom og mest af alt sjov. Det er bestemt ikke dybt, og det er hurtigt glemt igen, men så længe musikken spiller, fungerer det som medicin for sjælen. Mere af den slags, tak! “Please don’t make the supersuit green. Or animated.”

Anmeldt i nr. 125 | 13/03/2016

Stikord: Film baseret på tegneserie