Da Stephen Kings første roman, Carrie, ramte hylderne i 1974 blev det startskuddet til en karriere, der med en fortærsket kliché bedst kan beskrives som meteorisk. Filmrettighederne blev hurtigt solgt, og allerede to år efter havde Brian de Palmas filmatisering premiere.
Inden da havde King nået at udgive sin anden roman, vampyrhistorien ‘Salem’s Lot (1975), og i 1977 udkom The Shining – Stephen King var på tre år blevet a force to be reckoned with på horrorscenen.
Allerede fra starten af sin karriere var King uhyre produktiv, og Kings ønske om at få sine bøger ud førte til, at han i en periode antog pseudonymet Richard Bachman.
Flere steder, bl.a. i forordet til antologien The Bachman Books (1985), har King redegjort for, hvordan pseudonymet var en nødløsning, da forlagsbranchens generelle holdning var, at en forfatter ikke burde udgive mere end én bog om året. Løsningen blev Richard Bachman.
Richard Bachman
Richard Bachman blev et omhyggeligt konstrueret pseudonym, komplet med opdigtet baggrund og forfatterfoto (fotoet var faktisk Kings agent Kirby McCauleys forsikringsmand!).
I perioden 1977-1984 udgav King fem romaner under Bachman-navnet, indtil en nysgerrig boghandler lugtede lunten og undersøgte sagen i Kongresbiblioteket i Washington D.C. Her stødte han på et dokument, hvor King stod som copyright-holderen til én af bøgerne.
Spillet var ude, og King droppede Bachman uden videre indvendinger. Thinner (1984) blev imidlertid ikke den sidste Bachman-bog; King har siden leget med pseudonymet og udgivet yderligere to bøger under navnet – The Regulators (1996) og Blaze (2007).
Derudover spiller pseudonymet som koncept (altså ikke Bachman) en væsentlig rolle i Kings roman The Dark Half fra 1989.
Getting It On
Her skal det handle om Rage, den første af Bachmans romaner. King påbegyndte Rage (under titlen Getting It On) i 1966, mens han gik i gymnasiet, og færdiggjorde den i 1971 efter at have fundet manuskriptet i en kasse.
Ifølge Kings forord i The Bachman Books (“Why I Was Bachman”) var det tæt ved, at Rage blev udgivet to år, før Carrie endte med at blive Kings debutroman. Det gik altså anderledes, men udgivet blev Rage til sidst.
Udgået fra forlaget efter Kings ønske
I dag ville en roman som Rage være tæt på utænkelig, i hvert fald som ren underholdningsroman og i hvert fald fra en amerikansk forfatter, der ikke ønsker at blive dømt smagløs og morbid. Romanens omdrejningspunkt er nemlig en gidselsituation og et skyderi på en skole; en situation, amerikanerne efterhånden kender lidt for godt.
Dette er samtidig grunden til, at King har ladet Rage udgå. Romanen blev nemlig koblet til fire skoleskyderier i USA mellem 1988 og 1997. Mindst én af disse koblinger er tvivlsom, men i to andre tilfælde viste gerningsmanden sig at være i besiddelse af romanen.
Efter den sidste af disse begivenheder besluttede King sig for, at Rage skulle have lov til at gå out of print. I forordet til Blaze skriver han om romanen “Now out of print, and a good thing”.
Man kan diskutere, hvorvidt det som sådan er en god ting, at King har tilladt Rage at udgå, for det kan under ingen omstændigheder være Kings ansvar, at en galning udfører en forfærdelig forbrydelse – uanset om vedkommende så har læst Rage eller ej.
Forbandede ungdom
Hvis man skal drage en litterær parallel, kan man pege på J.D. Salingers berømte The Catcher in the Rye (1951, dansk: Forbandede ungdom), der er én af de mest kontroversielle bøger i USA og én af de bøger, der oftest er blevet forbudt og censureret på amerikanske uddannelsesinstitutioner.
Det skyldes imidlertid romanens indhold af bandeord, sex, rygning, druk m.v. – ikke det faktum at Mark Chapman og John Hinckley begge var i besiddelse af bogen. Chapman, der i 1980 skød og dræbte John Lennon, var ligefrem besat af bogen og dens hovedperson Holden Caulfield.
Hinckley forsøgte at dræbe USA’s daværende præsident Ronald Reagan i 1981 og politiet fandt blandt andre bøger The Catcher in the Rye på Hinckleys hotelværelse.
Ingen af disse koblinger mellem Salingers roman og voldsmænd har ført til, at man har ladet The Catcher in the Rye udgå, men det må dog siges, at koblingen mellem Rage og de skyderier, romanen er blevet forbundet med, er noget mere utvetydige.
Ikke desto mindre er det efter min overbevisning problematisk, når man vil lægge ansvaret for forbryderiske handlinger over på medier – uanset om det er bøger, film eller computerspil. Det udvander det personlige ansvar og er begyndelsen på en potentielt farlig glidebane.
Det er umuligt at vide, om de skyderier, der er blevet forbundet med Rage ville have fundet sted, hvis bogen ikke havde været på markedet – men mit gæt er, at det ville de nok.
Under alle omstændigheder har King altså bedt forlaget om at lade Rage udgå, selvom dette selvfølgelig ikke betyder, at bogen er umulig at få fat på. I hvert fald havde jeg ingen problemer med at finde en billig paperbackudgave af den oprindelige version af The Bachman Books, hvor romanen indgår.
Dobbeltdrab og gidseltagning
Rage er – som alle de romaner, Bachman udgav mellem 1977 og 1984 – relativt kort. I førsteudgaven er den 211 sider lang og i The Bachman Books-antologien blot 131. Derudover har den det til fælles med de fleste af Bachman-bøgerne (med undtagelse af Thinner), at der ikke er tale om horror.
Romanen er skrevet i første person af Charlie Decker, der var elev på et gymnasium i en lille by i Maine, og handler om den dag, Charlie tog sin klasse som gidsler. Gidselsituationen starter med, at Charlie skyder sin matematiklærer, Mrs. Underwood, og derefter en anden lærer, der kommer til.
Herefter starter selve gidseltagningen, der udvikler sig i en uventet retning. Snarere end at frygte og hade Charlie, begynder resten af klassen – med undtagelse af den regelrette Ted Jones – at udvise en vis sympati for Charlie.
Dette fører blandt andet til, at flere af Charlies klassekammerater reagerer på Charlies fortællinger om sit liv med at fortælle deres egne personlige historier. Og i en slags kollektiv Stockholmsyndrom ender klassen med at rotte sig sammen mod Ted Jones, der – set udefra – er den eneste af eleverne, der reagerer “normalt.
Psykologiske klichéer
Igennem romanen får vi forskellige blik ind i Charlies historie; dels i form af ting, Charlie fortæller os læsere direkte, dels i form af ting, Charlie fortæller sine klassekammerater under gidseltagningen.
Herigennem forsøger King at tegne et psykologisk portræt af Charlie Decker, der skal give os en forståelse af, hvorfor Charlie er blevet så frustreret og opfyldt af raseri, at han ender som dobbeltmorder og gidseltager.
Det er imidlertid her, at problemerne med Rage begynder. For King kommer aldrig videre end klichéer som “min far bankede mig”, “jeg hørte mine forældre have sex” og videre i samme stil. Han tegner med andre ord et billede af en ung mand, der har haft en mindre end lykkelig barndom, men på ingen måde en ung mand, der er blevet decideret misbrugt.
Det giver problemer for romanen, for det betyder, at man som læser ikke rigtigt forstår, hvorfor Charlie Decker er blevet drevet til at gøre, som han gør. Tværtimod kommer Decker til at fremstå som én, der udlever sine frustrationer og sin vrede på omverdenen, og det gør ham selvfølgelig til en særdeles usympatisk størrelse.
Et lige så stort – hvis ikke større – problem præsenterer sig i den måde, Charlies klassekammerater reagerer på. Det står alt andet end klart, hvorfor de fleste af dem tager situationen med nærmest ophøjet ro, ligesom det på ingen måde kommer til at fremstå klart, hvorfor flere af dem vælge at blotte sig og fortælle deres egne historier.
Og endelig står det på absolut ingen måde klart, hvorfor klassekammeraterne ender med at rotte sig sammen mod Ted Jones, som måske ikke ligefrem er nogen mr. Nice Guy, men som på den anden side heller ikke fortjener den behandling, han får.
Hvad er ærindet?
Dermed bliver Rage en meget, meget spinkel konstruktion. Romanen er – man fristes til at sige selvfølgelig – fortalt med Kings vanlige sans for at fortælle historier, og kedelig er Rage aldrig. Men den bliver omvendt heller aldrig hverken vedkommende eller relevant.
Det centrale spørgsmål er selvfølgelig, hvad Kings ærinde egentlig har været med bogen? Det kan næppe have været at give en fyldestgørende forklaring på, hvorfor Charlie Decker gør, som han gør, for King er på ingen måde dårlig til at skrive psykologiske portrætter.
Hvis Kings motiv har været at fortælle os, at usikre, vrede unge mennesker er i stand til at gøre frygtelige ting, og at de er i stand til at overtale andre usikre unge mennesker – og hvem er ikke i det i gymnasiet – til at følge sig, bliver Rage pludselig til en noget mere interessant bog. Det gør den imidlertid ikke mindre problematisk.
For hvis det har været Kings budskab, formår han at iscenesætte og fremlægge det på en så subtil, sort og nærmest satirisk facon, at budskabet kommer til at fremstå uklart og mudret. Det virker også lidt mærkeligt, for hvis der er én ting, man næppe kan beskylde King for, er det at fremlægge sine budskaber subtilt og uklart.
Flere spørgsmål end svar
Rage efterlader i sidste ende læseren med to nagende spørgsmål: Hvorfor gjorde hovedpersonen det, han gjorde, og hvad har Kings ærinde egentlig været med bogen?
Set i lyset af emnets aktualitet gør det romanen til et frustrerende bekendtskab. Rage kunne have været en fin lille roman om det, der drev en ung mand til at begå en frygtelig forbrydelse, men den efterlader flere spørgsmål end svar.
Forfatter: Stephen King som Richard Bachman
Forlag: Signet Books
Udgivelsesår: 1977
Anmeldte udgave:
Romanen findes i antologien The Bachman Books
Forlag: New American Library (Plume)
Udgivelsesår: 1985
Sideantal: 131
Rage er aldrig udgivet på dansk.
Anmeldt i nr. 122 | 13/12/2015
