Deja Vu

Den 19. august 2012 mistede mainstream-Hollywood én af sine største visuelle begavelser, da Tony Scott begik selvmord. Tony Scott, lillebror til Ridley Scott, står bag flere af mine personlige favoritter. Og på mange områder mener jeg, at Tony Scott var en bedre filmskaber end storebror Ridley.

Eller sagt på en anden måde: Han havde et højere bundniveau. Nok ikke så ambitiøs som sin storebror, men med en nærmest elektrisk insisteren på at fortælle mainstreamfilm med et visuelt overskud og en opfindsomhed, som sjældent er set lige.

Lækkerier fra 90’erne

At man så godt kan føle en form for deja-vu, når man ser en Tony Scott-film, er for mig ment som noget positivt. I en auteursammenhæng er det tydeligt, når man står over for en Tony Scott film, hvor det svulstige formsprog ofte er det man husker, når rulleteksterne løber over skærmen.

Men han var også en mester i forhold til at instruere dialog, i at få sine skuespillere til at fremstå cool og i forhold til at skabe action og spænding. Se blot på film som The Last Boy Scout (1991), True Romance (1993), Crimson Tide (1995), Enemy of the State (1998), Spy Game (2001), Man on Fire (2004) og Unstoppable (2010). Der er smæk for skillingen. Og så har jeg slet ikke nævnt 80’er-klassikeren Top Gun (1986) og mange andre.

Når jeg ser på den perlerække af lækkerier, bliver jeg taget tilbage i tiden. På den gode måde. Deja Vu, der kom ud i 2006, hører ikke til blandt Tony Scotts bedste film. Men den er ganske fin, og det er dejligt, at der plads til en Tony Scott-film i denne måneds store tidsrejsetema.

Bombe i New Orleans

Filmen starter lige på og hårdt, klassisk Scott. Vi er i New Orleans. Filmen blev optaget efter orkanen Katarinas hærgen, og den delvist ødelagte by bruges fint i fortællingen.

Færgen “Sen. Alvin T. Stumpf” fragter flere hundrede soldater og deres familier over Mississippifloden. Stemningen er høj, og der klippes – igen klassisk Scott – lystigt, som var det en musikvideo. Og så kommer chokket. En bombe sprænger på færgen, og mere end 500 mennesker dør.

Special Agent Doug Carlin (Denzel Washington) bliver sat på sagen og undersøger gerningsstedet grundigt. Hvem har placeret bomben og hvorfor? Carlin er en dygtig efterforsker; i bedste CSI-stil finder han spor, som ingen andre kan se.

Snart kontaktes Carlin af en specialenhed anført af FBI Special Agent Paul Pryzwarra (en lettere kvabset men overbevisende Val Kilmer). De har nemlig en teknik, som måske kan hjælpe til at opklare sagen. Hvis du ikke har set filmen, så spring resten af handlingsreferatet over.

Spoiler alert!

Specialenheden har opfundet et program, ”Snow White”, som kan se tilbage i tiden! Forklaringen, med satellitter (der giver begrænset rækkevidde men maksimal mulighed for at lave spænding, når signalet er ved at forsvinde), ormehuller og alt muligt andet gejl vil jeg ikke komme nærmere ind på.

Men programmet gør, at de kan se “4 days, 6 hours, 3 minutes, 45 seconds, 14.5 nanoseconds” tilbage i tiden. Og man kan kun se det én gang, men fra flere forskellige vinkler og med lyd på! Tanken er så, at enheden, med hjælp fra Carlin, skal forsøge at finde frem til bombemanden ved at se tilbage i tiden. Så langt så godt.

Men så tager filmen en dejlig drejning. Carlin finder ud af, at man godt kan påvirke fortiden, at der kan sendes signaler og genstande tilbage i tiden, og så er vi i ægte tidsrejseland. Lækkert.

Og det ender naturligvis med, at Carlin sender sig selv tilbage i tiden i forsøget på at stoppe bombemanden og redde den kvinde, som Carlin er blevet lidt lun på ved at kigge tilbage i tiden – kvinden ejer den bil, som bombemanden brugte, og det er ved at holde tidsdimsen rettet mod hende, at de kommer på sporet af bombemanden.

Hvad der herefter følger er klassiske tidsrejseparadokser, hvor det måske viser sig, at Carlin måske allerede har været tilbage i tiden, og at han derfor bare gentager det, han allerede har gjort én gang. Good stuff!

Og så ellers ikke mere om handlingen her.

Spoiler alert slut!

Deja Vu er glimrende underholdning. Som altid er Denzel god (han er også med i fem af Tony Scotts film, så de har en god kemi), plottet er spændende og tidsrejsedelen udmærket.

Desværre lider filmen lidt under det kærlighedsplot, som desværre er presset ind over handlingen. Det burde man have skrottet og have fundet en anden motivation for at lade Carlin gøre, som han gør, men man har sikkert tænkt, at filmen ville trække et bredere publikum ind hvis man skjulte science fiction-delene under lidt kærlighedsfernis.

Og man må også sige, at det rent kommercielt virkede – budgettet på 75 millioner dollars blev omsat til 180 millioner ved billetlugerne.

Det er også lidt sjovt, at Jim Caviezel har en fremtrædende rolle – det havde han også i den fine tidsrejsefilm Frequency (2000), der har en del til fælles med Deja Vu. Caviezel er en spøjs størrelse, der veksler mellem fornemt skuespil og jammerligt skuespil. Deja Vu har fanget ham på en af hans bedre dage.

Svulstig stil

Stilen er svulstig og pågående, “Excessive Style” om man vil, hvor det overdrevne formsprog, både i billeder og klip, er en bærende faktor i sig selv. Det er klassisk Tony Scott. For nogle kritikere vil det være et minus, da de mener, det tager fokus væk fra fortællingen.

For mig bliver det et plus, netop også fordi Tony Scott aldrig udviste et behov for komplicerede fortællinger. Det er lige på og hårdt og det gør også at man aldrig keder sig.

Farverne er mættede, kameraturene vilde, og den legende tilgang til kameraet føles ægte. Det var Tony Scotts måde at fortælle film på. Det er en type film, jeg savner, og netop en type film, hvor det visuelle lir ikke er knyttet til CGI, men til en håndværksmæssig uovertruffen måde at lege med billeder på.

Heldigvis efterlod Tony Scott sig en stor bunke fremragende film, som vil vække glæde mange år frem. Så når en filmmand i 2155 rejser tilbage i tiden for at hente inspiration, kunne han meget vel lede efter Tony Scott og Deja Vu.

Stikord: Tidsrejser