Spectre

OBS! Denne anmeldelse indeholder spoilers!

Forbryderorganisationen SPECTRE og dens leder Ernst Stavro Blofeld blev først gang introduceret i Thunderball (1961), Ian Flemings ottende James Bond-roman. Men der opstod snart problemer mellem Fleming og manuskriptforfatteren Kevin McClory, for Thunderball var baseret på et filmmanus, som Fleming havde skrevet sammen med McClory foruden flere andre.

Det førte til en retssag, hvor McClory i 1963 vandt filmrettighederne til Thunderball, SPECTRE og Blofeld, mens Fleming beholdt de litterære rettigheder til bogen, organisationen og dens leder.

Producenterne af Bond-filmene sikrede sig dog rettighederne til også herefter at bruge SPECTRE og Blofeld; det blev en tiårig periode fra produktionen af Thunderball i 1965 og frem til 1975. Derefter gik rettighederne tilbage til McClory, og vi har intet set til Blofeld i den officielle serie af Bond-film siden Diamonds Are Forever fra 1971.

Godt nok tog Bond livet af en skaldet, rullestolsbundet skurk i prologen til For Your Eyes Only (1981), men skurkens navn nævnes aldrig, og vi ser ham aldrig forfra. At det var Blofeld, er der ingen tvivl om, men rettighedsproblemerne gjorde, at han ikke kunne identificeres som sådan.

Først i 2013 lykkedes det Eon Productions at købe rettighederne til Thunderball, SPECTRE og Blofeld, og det bringer os frem til Spectre.

Forbandet flot

Spectre er film nr. 24 i rækken af Bond-film, produceret af Eon Productions – altså den filmrække, de fleste betragter som den officielle Bond-serie. Hvis man også medregner 1967-filmatiseringen af Casino Royale (med bl.a. David Niven) og Kevin McClorys Thunderball-remake Never Say Never Again fra 1983, er Spectre film nr. 26. Og hvis man tillige medregner tv-udgaven af Casino Royale fra 1954, er vi helt oppe på nr. 27.

For fjerde gang er det Daniel Craig, der spiller Bond, og lad os så lige få aflivet et rygte, man har kunnet læse overalt i dagspressen: Spectre er ikke Craigs sidste Bond-film – i hvert fald ikke ifølge hans nuværende kontrakt. Uanset hvor meget Craig har antydet, at han gerne vil væk fra Bond-rollen, har han kontrakt på endnu én film.

Når det er sagt, så ville Spectre bestemt ikke være nogen dårlig måde for Craig at afslutte sin Bond-karriere på, men Spectre ser på nuværende tidspunkt ud til at være så stort et guldæg for Eon Productions og MGM/Sony, at han måske kan få svært ved at slippe ud af sin kontrakt.

Det lykkedes producenterne Barbara Broccoli og Michael G. Wilson at lokke Sam Mendes til at tage endnu en tørn i instruktørstolen efter den fænomenalt succesfulde og kritikerroste Skyfall (2012), og det har ført til en Bond-film, der ikke bare plotmæssigt men også rent æstetisk er den direkte arvtager og fortsættelse til Skyfall. Med andre ord: Filmen er forbandet flot!

Et spøgelse fra fortiden

Spectre åbner med Bond i Mexico City under Dia de Muertos (De dødes dag), en mexicansk helligdag. Her møder vi først en Bond i benrad-jakkesæt og kraniemaske, men der går dog ikke længe, før han smider kostumet og vi kender ham igen. Bond er på jagt efter en mand ved navn Sciarra, og ved slutningen af den actionmættede prolog har Bond da også fået sin mand.

Problemet er blot, at likvideringen af Sciarra ikke var en officiel opgave, så da han er vel tilbage i London, bliver Bond suspenderet af M (Ralph Fiennes). M er i forvejen en presset mand, for den nye gulddreng indenfor efterretningsvæsnet, Max Denbigh (Andrew Scott), har til hensigt at nedlægge 00-afdelingen så snart et spritnyt overvågningsprogram går i luften.

Bond er imidlertid helt og aldeles ligeglad. For Mexico-missionen var nemlig den tidligere M’s (Judy Dench) sidste mission til ham – tag livet af Sciarra “og gå ikke glip af begravelsen”. Så Bond tager til Sciarras begravelse i Rom, hvorefter tingene pludselig tager fart.

Det viser sig, at Sciarra var medlem af en hemmelig kriminel organisation ved navn Spectre, og at lederen af Spectre er en gammel bekendt af Bond, som Bond troede for længst var død. The dead are alive lyder den sentens, der med hvid skrift på sort baggrund åbner filmen, og det er sandt på flere måder i Spectre.

Her bliver filmens titel også et ordspil – titlen refererer selvfølgelig til forbryderorganisationen af samme navn, men “Spectre” udtales på samme måder som “Specter”, der betyder spøgelse eller genfærd og som på engelsk særligt anvendes i forbindelse med frasen “et spøgelse fra fortiden”.

Et vendepunkt

Og lad os så lige få noget andet ud i lyset – og her er det, at en mulig spoiler sniger sig ind i anmeldelsen. For lederen af Spectre er selvfølgelig ingen ringere end Ernst Stavro Blofeld. I meget af filmen omtales han som Franz Oberhauser, men på et tidspunkt afslører han overfor Bond, at Oberhauser-navnet er død og begravet; nu er han Ernst Stavro Blofeld.

Og hvorfor er det så en spoiler? Jo, folkene bag Spectre har af én eller anden grund valgt at spille kostbare omkring skurkens sande identitet – så kostbare at Christoph Waltz, der spiller rollen, direkte adspurgt har benægtet at han spillede Blofeld.

Men helt ærligt – så stor en overraskelse var det vel heller ikke? Og hvis Mendes og co. havde ønsket at holde det hemmeligt, hvorfor så frigive publicity-fotos af Waltz iført Blofelds klassiske Mao-skjorte?

Hvorom alting er: Spectre er tilbage, og det samme er Blofeld. Med andre ord har vi at gøre med en Bond-film, der på denne måde rækker tilbage i Bond-historien, og som på mange måder markerer, at den reboot af serien, der indledtes med Casino Royale i 2006, er nået et vendepunkt – the end of the beginning, om man vil.

Nu synes der at være lagt op til, at fremtidige film kan bryde fri af den meget seriøse tone, som Craigs film hidtil har lagt for dagen, og måske bevæge sig i retning af en mere “klassisk” Bond med lidt mere glimt i øjet.

Stil- og stemningsskift

Men faktisk er Spectre allerede selv godt på vej med at markere et stil- og stemningsskift, for rent tonalt er Spectre en mere løssluppen og letbenet film end de foregående tre. Ikke i den forstand, at Daniel Craig spytter one-liners ud i stride strømme, men der er skruet en tand op for humoren i forhold til både Casino Royale, Quantum of Solace (2008) og Skyfall.

Derudover får Craig også lov til at vise en mere charmerende og menneskelig side af Bond end han har gjort tidligere, og det klæder både figuren og Craig.

Tendensen mod en mere klassisk Bond begyndte allerede i Skyfall, der foruden en ny M også introducerede både Miss Moneypenny og Q, der begge havde været fraværende i de to første af Craigs Bond-film. Vi så også Bond køre den ikoniske Aston Martin DB5, og Skyfall var på adskillige måder “bare” en hyldest til og en genfødsel af den “gamle” Bond – op til et vist punkt.

Referencer til tidligere film

Det er denne tendens, Spectre fortsætter, og det gør den på virkelig fin vis. Således er Spectre fyldt med både visuelle og verbale cues, der rækker tilbage i Bond-historien. For det første forsøger Spectre at slå en knude på Craigs første fire Bond-film ved at afsløre, at det var Spectre og Blofeld, der stod bag Quantum-organisationen fra Casino Royale og Quantum of Solace og bag Raoul Silva, skurken fra Skyfall.

For det andet er der rundt omkring i Spectre en række subtile referencer til en lang række tidligere Bond-film. For nu bare at tage nogle få eksempler: Oberhauser/Blofeld har sit hovedkvarter i et krater – ikke et vulkankrater som i You Only Live Twice (1967), men nedslagskrateret fra en meteorit. Men et krater ikke desto mindre.

Derudover har vi en brutal slåskamp ombord på et tog – et gammeldags tog, vel at mærke – der er en klar reference til slåskampen mellem Bond i Connerys skikkelse og skurken Red Grant (Robert Shaw) i From Russia With Love (1963).

Blofelds henchman Mr. Hinx (Dave Bautista) er med sin fysik en klar reference til klassiske Bond-skurke som Oddjob (Harald Sakata i Goldfinger, 1963) og Tee Hee (Julius Harris i Live and Let Die, 1973). Han fungerer også som en reference til den ikoniske Bond-skurk Jaws (Richard Kiel i bl.a. The Spy Who Loved Me, 1977). Hvor Jaws havde sine metaltænder, har Mr. Hinx metal på tommelfingerspidserne, som han i en ganske modbydelig scene bruger til at presse øjnene ud på en modstander.

Og endelig kan nævnes den klinik i de østrigske alper, hvor filmens kvindelige hovedperson Madeleine Swann (Léa Seydoux) arbejder. Klinikkens beliggenhed på toppen af et bjerg kan ikke ses som andet end en direkte reference til Piz Gloria, Blofelds hovedkvarter i On Her Majesty’s Secret Service (1969).

Stedvist er der også i dialogen nogle nik til tidligere Bond-film, som f.eks. den udveksling mellem Bond og Blofeld, der indgik i filmens sidste trailer. Her spørger Blofeld “Why did you come?”. Bond svarer “I came here to kill you”, hvortil Blofeld siger “And I thought you came here to die.”

Selvom dialogen langt fra er den samme, lugter det lidt af den klassiske udveksling mellem Bond og Goldfinger – “Do you expect me to talk?”, “No, Mr Bond, I expect you to die.”

Og på den måde kunne man blive ved en rum tid endnu. Der er massevis af den slags cues strøet med løs hånd ud over filmen, dog primært visuelle. Det virkeligt fine ved dem er, at de indlejres subtilt og uforstyrrende i filmen. De tiltrækker sig ikke opmærksomhed på en selvfed “se hvor cool vi er”-facon. Er man Bond-fan lægger man mærke til dem; for alle andre glider de ind som en naturlig del af filmens univers.

En af de flotteste Bond-film nogensinde

Rent teknisk er Spectre en fantastisk film, og her tænker jeg ikke kun på effekterne, som er aldeles glimrende, eller den tekniske udførsel og klipning af komplicerede actionscener som f.eks. den lange biljagt, der finder sted i Rom, eller den slåskamp i en helikopter, der finder sted i prologen i Mexico City.

Jeg tænker også rent visuelt. Sammen med Skyfall er der ingen tvivl om, at Spectre er én af de flotteste Bond-film nogensinde. Man kan mene hvad man vil om Sam Mendes, men lave billeder, det kan han – og de er i øvrigt smukt fotograferet af Hoyte van Hoytema, der også var fotograf på bl.a. Interstellar (2014).

Nu vi er ved de mere tekniske sider af filmen, bliver jeg nødt til også at nævne titelsekvensen, der muligvis er den flotteste titelsekvens i en Bond-film nogensinde. Den er designet af Daniel Kleinman, der har lavet titelsekvenserne til alle Bond-film siden GoldenEye (1995) med undtagelse af Quantum of Solace.

På de tre øvrige film med Craig i rollen har Kleinmans titelsekvenser været i absolut topklasse, men Spectre er måske det hidtidige højdepunkt. Det siger ikke så lidt, at Kleinmans titelsekvens kan få Sam Smiths ellers jammerlige Bond-sang, “Writing’s on the Wall”, til at virke helt hæderlig.

For ambitiøs

Men er alt så fryd og gammen og lægger direkte op til 6 stjerner og et stempel som Bond-klassiker? Nej, ikke helt. For uanset alle de positive elementer ved Spectre – og de er da heldigvis i overtal – så er der også nogle negative aspekter, heraf ét ret markant.

For det første er Spectre en ambitiøs film, også for ambitiøs. Ikke alene prøver den som sagt at slå en nydelig knude på Daniel Craigs Bond-film ved at afsløre, at det i virkeligheden har været Blofeld og Spectre, der har stået bag Quantum-organisationen og Raoul Silva. Den vil også etablere Blofeld som skurk og vise os, hvordan han fik sit vansirende ar.

På den måde forsøger Spectre også være en slags “Blofeld Origin Story”. Selvfølgelig ikke i den forstand, at vi får hele Blofelds historie, men vi får dog et indblik i det, der drev ham ud i kriminalitet, og begivenhederne i Spectre er lidt firkantet sagt det, der gør Oberhauser til Blofeld.

Det smukke ved Blofelds optræden i de tidlige Bond-film er den måde, der bygges en mystik op omkring ham. Han nævnes og optræder uset i From Russia With Love og Thunderball, men det er først i You Only Live Twice, at Bond endelig kommer ansigt til ansigt med ham.

Spectre vil det hele; indledningsvist har den Blofeld i skyggerne à la Thunderball, men mystikken er kortvarig, for snart har vi ansigt på manden. Senere har vi Blofelds storhedsvanvid foldet ud i sin helhed (med hovedkvarter i et krater!), og endelig skal vi også se, hvordan han går fra normalt udseende til vansiret.

Spectre forsøger ganske enkelt at proppe lidt for meget ind i én film. Det har konsekvenser, dels for filmens handlingsfremdrift og pacing, som er voldsom, dels for spilletiden, der ligger på hele 148 minutter – den længste Bond-film nogensinde.

Hæsblæsende pacing

Mit andet kritikpunkt er på netop pacingen, som er hæsblæsende i næsten samfulde 148 minutter. Der er meget få stille, karakterdrevne scener i filmen, og når de endelig er der, er de korte. Så går den vilde jagt igen, uanset om der er tale om en actionsekvens eller bare om, at Bond igen er på farten – fra Mexico til London til Rom til Østrig til Nordafrika og tilbage til London.

Spectre kunne i den grad have nydt godt af en mere afmålt pacing med flere stille, karakterdrevne scener på bekostning af nogle af actionscenerne – eller i hvert fald på bekostning af længden af nogle af actionscenerne. Særligt den meget lange biljagt i Rom kommer hurtigt til at virke mere som opvisning end som helhjertet actionsekvens.

De karakterdrevne scener, der trods alt er i filmen, hører også til blandt filmens stærkeste, så det er jo ikke fordi, Spectre bare er en “dum” actionfilm uden substans i skuespil eller manus.

Uheldig casting

Mit tredje kritikpunkt er også det væsentligste og mest alvorlige, og her taler vi om castingen af rollen som Blofeld. I rollen finder vi østrigske Christoph Waltz, som inden for de senere år er blevet lidt af en darling i engelsksprogede film.

Og Waltz har da også leveret fine præstationer, bl.a. som den charmerende og urbane, men også psykopatiske og opportunistiske SS-oberst Hans Landa i Quentin Tarantinos Inglourious Basterds (2009) og som den tilsvarende urbane, men noget mere venligtsindede, dusørjæger King Schultz i samme Tarantinos Django Unchained (2012).

Selvom jeg ikke vidste det med 100 % sikkerhed, da jeg gik ind i biografen, var jeg næsten helt overbevist om, at Franz Oberhauser ville vise sig at være Ernst Stavro Blofeld, og jeg frygtede på forhånd, at Waltz ville spille ham præcis, som han havde spillet Hans Landa i Inglourious Basterds.

Deri fik jeg da også ret. Som Blofeld leverer Waltz en næsten identisk præstation, blot med den forskel at Waltz synes at spille Blofeld med en distance, der får ham til at virke næsten uinteresseret i rollen. Det resulterer i en Blofeld, der fremstår grå og farveløs – blot endnu én i rækken af Bond-skurke, snarere end Bond-skurken over dem alle.

Det er voldsomt ærgerligt, ikke bare for Spectre men også for de kommende Bond-film, hvor Blofeld kan gå hen og dukke op. I hvert fald må man håbe, at Waltz fremover – såfremt producerne ikke vælger at recaste rollen – finder en lidt mere kulørt take på rollen. Blofeld må gerne være en larger than life-skurk, der vandrer på grænsen til det parodiske.

Scenerne mellem Bond og Blofeld er imidlertid også blandt filmens svageste på manuskriptplanet, så Waltz har heller ikke haft et voldsomt interessant materiale at arbejde med. Her må man sige, at manuskriptforfatterne har tabt et stort potentiale på gulvet, for Bond og Blofelds fortid burde have givet lejlighed til nogle virkeligt fine scener mellem de to.

I den version af Blofelds forhistorie, vi får præsenteret i Spectre, har Bond og Blofeld nemlig været stedbrødre som børn, men da de to endelig mødes, har man slet ikke fornemmelsen af, at de to har mødt hinanden tidligere. I spillet mellem Craig og Waltz fremstår Bond og Blofeld som to vildt fremmede, der mødes første gang.

Hvorvidt dette – foruden filmens oppustede ambitionsniveau og vanvittige pacing – har noget at gøre med de ret offentlige manuskriptproblemer, filmen havde, er ikke til at vide, men man kan have sin mistanke.

En værdig efterfølger til Skyfall

Til gengæld siger det en hel del om filmens overordnede niveau, at Spectre på trods af de forskellige problemer, jeg mener der er, stadig er en temmelig fremragende film. Den er underholdende, morsom og spændende omend sjældent overraskende eller nyskabende.

Til gengæld er den lavet med stor kærlighed til Bond-universet og endnu engang må jeg fremhæve filmens visuelle side og overordnede æstetik samt de mange små nik til tidligere Bond-film.

Spectre er ikke en helt så helstøbt film som Skyfall, men mindre kan også gøre det, og i sidste ende kommer Spectre til at fremstå som en værdig efterfølger til Skyfall og som en fin begyndelse på en ny æra i Bond-serien; en æra der favner klassiske Bond-dyder med en moderne vinkel.

Om det så bliver med Daniel Craig i en femte film, eller om den næste Bond-film bliver med en ny mand i hovedrollen, vil de kommende par år vise.

Anmeldt uden for nummer | 06/11/2015

Stikord: James Bond