Slaughterhouse-Five

Kurt Vonneguts Slaughterhouse-Five er en speciel tidsrejsefortælling. Ja faktisk kan man sige, at tidsrejseaspektet i romanen er helt underordnet i forhold til historien som sådan, for der er på ingen måde tale om en traditionel science fiction-roman.

Romanen, hvis fulde titel er Slaughterhouse-Five, or The Children’s Crusade: A Duty-Dance with Death, er en antikrigsroman, der tager udgangspunkt i forfatterens oplevelser under 2. Verdenskrig.

Helt specifikt er historien fokuseret omkring bombardementet af Dresden den 13. til 15. februar 1945, der ødelagde byen og dræbte tusindvis af civile. Vonnegut var som krigsfange i Dresden under bombardementet, og det er denne oplevelse, der førte ham til at skrive Slaughterhouse-Five, der udkom første gang i 1969.
De allieredes bombardement af Dresden er én af de meget omdiskuterede aktioner ved 2. Verdenskrig, hvilket selvfølgelig skyldes de store civile tab i kombination med operationens tvivlsomme militære retfærdiggørelse.

Som øjenvidne til begivenhederne og som medvirkende til at grave lig frem af ruinerne er det forståeligt, at Vonnegut følte et behov for at reagere. Slaughterhouse-Five er da også en meget markant reaktion, der både løfter en anklagende finger og på en stilfærdig facon udtrykker forfatterens raseri over, at noget sådant kunne finde sted.

Fakta eller fiktion?

Romanen starter med lidt af en genistreg, der er med til at opløse skellet mellem fakta og fiktion: Første kapitel kunne nemlig lige så vel være skrevet som en slags forord, for man er aldrig i tvivl om, at det er Vonnegut selv, der fortæller.

Han fortæller lidt om sit liv, men især om sit besøg hos en gammel soldaterven, som han foretog efter at have besluttet at skrive en roman om sine krigsoplevelser (læs: indeværende roman). Uden at være Vonnegut-ekspert er det svært at vurdere præcis, hvor virkeligheden slutter og fiktionen begynder i dette første kapitel. Det er meget muligt, at hele første kapitel er fuldstændig sandfærdig; pointen er, at man som læser ikke har den store chance for at vide det.

I kapitel to er det klart, at fiktionen begynder, men stadig har man fornemmelsen af, at det er Vonnegut selv, der er romanens fortæller, hvilket man da også får bekræftet senere. Men fordi første kapitel så effektivt såede tvivl om grænsen mellem fakta og fiktion, har man den samme fornemmelse i kapitel to og i resten af romanen.

Nogle ting er helt åbenlyst fiktive, hvilket turde fremgå af handlingsreferatet nedenfor, men når det gælder forfatterens krigsoplevelser har man den samme fornemmelse af usikkerhed, bl.a. fordi Vonnegut direkte griber ind og placerer sig selv i fiktionen. F.eks. ved at beskrive en begivenhed og derefter kommentere: “That was I. That was me. That was the author of this book.” (side 109 i den anmeldte udgave).

Resultatet af dette skaber et fascinerende narrativt rum, hvor man aldrig ved præcist, hvornår Vonnegut bruger sine egne oplevelser som basis for sin hovedpersons, og hvornår der er tale om et mere frit forhold til virkeligheden.

Løsrevet fra tiden og bortført af rumvæsner

Slaughterhouse-Five handler ikke om Vonnegut selv, selv om han tilsyneladende medvirker i romanen. Den egentlige hovedperson er en soldat ved navn Billy Pilgrim (et efternavn hvis symbolske betydning vel næppe kræver nogen nærmere uddybelse).

Billy Pilgrim er ingen helt almindelig soldat. For det første fordi han er lidt af en sølle krabat, som udelukkende skulle have været assistent for en feltpræst og slet ikke ende i en decideret kampsituation.

For det andet – og det er her, han virkelig er speciel – er Billy Pilgrim revet løs fra tidsstrømmen og er blevet bortført af rumvæsner fra planeten Tralfamadore! Sidstnævnte sker dog først efter hans oplevelser under krigen, men da romanen helt skyer et traditionelt lineært narrativ er det for så vidt ligegyldigt.

Det Vonnegut bruger tidsrejseaspektet til er, at Billy Pilgrim hopper fra sted til sted i sit liv. Der er med andre ord ikke tale om tidsrejse i ordets egentlige forstand, men nærmere at Billy Pilgrim lever og oplever sit liv i kronologisk uorden.

Narrativt betyder det, at Vonnegut kan hoppe fra sted til sted og meget effektivt kontrastere Billy Pilgrims oplevelser under krigen med hans trygge (og kedelige) liv i USA efter krigen. Dertil kommer enkelte scener på planeten Tralfamadore, hvor rumvæsnerne belærer Billy Pilgrim om tidens natur.

Kritiske røster

Det er i den forbindelse, at Vonnegut af nogle kritikere er blevet beskyldt for at være helt resigneret på menneskehedens vegne. Trafalmadorianerne belærer nemlig Billy Pilgrim om, at alt allerede er sket. De oplever ikke verden som lineær tid, men ser alle øjeblikke på én gang.

Deres råd til Billy Pilgrim er derfor, at han skal lære at koncentrere sig om de gode øjeblikke i livet og lukke de andre ude. Den frie vilje beskrives som en “mærkelig jordisk idé”.

Jeg mener ikke, at kritikken af Vonnegut er berettiget. For det første er det ikke Vonnegut, der siger, at tingene forholder sig sådan – og for det andet havde han næppe skrevet en bog som Slaughterhouse-Five, hvis han virkelig var resigneret. Modfalden og pessimistisk tror jeg på, at han var, da han skrev romanen, men hele romanen er optændt af retfærdig vrede på en måde, man næppe ville skrive, hvis man alligevel mente, det hele var ligegyldigt.

So it goes

Billy Pilgrims konkrete oplevelser under krigen, i USA og på Tralfamadore er der ikke den store grund til at gå nærmere ind i, for som sagt er det romanens opbygning og udformning, der gør den så slagkraftig. Men det er kun den ene del; den anden del er Vonneguts sprog.

Slaughterhouse-Five er skrevet i en tone, der bedst beskrives som finurlig. Den er tørt beskrivende, sorthumoristisk og besk – alt på én gang. Et godt eksempel er den lakoniske kommentar “So it goes”, der ledsager hver eneste omtale af død eller lemlæstelse i romanen, og således optræder 116 gange på romanens 186 sider!

Det er vel netop romanens tone, der har gjort Vonnegut til genstand for kritik for at være tilbagelænet, men så bogstaveligt skal man bestemt ikke læse den! Jo flere gange det lille mantra optræder og jo flere groteske situationer, man læser sig igennem, jo tydeligere bliver det, hvor meget Vonnegut hader krig. Effekten af Vonneguts sprog er måske nok komisk, men det er meget sort og bitter humor, han lægger for dagen.

Fordi Slaughterhouse-Five er skrevet, som den er, hører den til i kategorien af bøger, man enten falder pladask for eller hader af et godt hjerte. På trods af sine science fiction-elementer er det ikke en science fiction-roman, og på trods af sit tema er det bestemt ingen traditionel antikrigsroman i stil med James Jones’ The Thin Red Line (1962) eller Norman Mailers The Naked and the Dead (1948).

Tankevækkende

I sidste ende er det antikrigsaspektet, man tager med sig fra Slaughterhouse-Five, og i stil med mange andre af de antikrigsromaner, der tager udgangspunkt i 2. Verdenskrig, er det en roman, der minder læseren om, at selv om 2. Verdenskrig måske nok var en “retfærdig” krig, var det ikke en sort/hvid krig, hvor de allierede altid var de gode og tyskerne altid de onde.

Som sådan er Slaughterhouse-Five en særdeles tankevækkende roman, og én som jeg kun kan anbefale på det allervarmeste.

Titel: Slaughterhouse-Five, or The Children’s Crusade: A Duty-Dance with Death
Forfatter: Kurt Vonnegut, Jr.
Udgivet: 1969
Forlag: Dell Publishing
hvid