Warlock

I Boston i det Herrens år 1691 er en heksemester (Julian Sands) blevet taget til fange af heksejægeren Giles Redferne (Richard E. Grant). Han står til henrettelse, da en mystisk storm pludselig dukker op – og væk er heksemesteren!

Han er blevet transporteret gennem tiden til 1980’erne, men det lykkedes Redferne at komme med på turen. Det er heldigt, for det viser sig, at heksemesterens mission er at få fingre i en stor bog om magi – The Grand Grimoire – der er splittet op i tre dele.

Får heksemesteren samlet bogen, vil den afsløre Guds sande navn, og med den vil han kunne omgøre hele skabelsen.

Det kan vi naturligvis ikke have, så Redferne indleder en klapjagt på heksemesteren, assisteret af pigen Kassandra (Lori Singer), som heksemesteren har kastet en forbandelse på: Hun ældes 20 år om dagen, og vil blive ved med det, indtil hun kan få fat i den genstand, heksemesteren har taget fra hende.

Ujævn og underholdende

Warlock er en omgang ganske forrygende 1980’er-ramasjang, der måske nok har visse horrorelementer, men som i hele sin struktur bedst kan sammenlignes med årtiets utallige actionbaskere. De okkulte elementer og tidsrejse-halløjet er i den forbindelse underordnet, selvom de giver filmen kolorit.

Det er blandt andet sådan noget som de forskellige okkulte spilleregler, filmen opstiller og anvender. F.eks. at heksemesteren ikke kan tåle salt, at han kan bruge afkogt fedt fra et udøbt barn (!) til at blande sig en flyve-mikstur, at heksemesterens nærhed får mælk til at blive surt osv.

Heri ligger der en del stemningsfulde elementer, som manuskriptforfatteren David Twohy må have hentet mange af fra virkelighedens historiske forestillinger om hekse. Det giver hele molevitten en vis folkloristisk og mytologisk pondus, som gør, at filmen fremstår dybere end historien på overfladen antyder.

Hvad tidsrejse-aspektet angår er der naturligvis en del af de obligatoriske situationer, hvor Redferne overraskes over nutidens teknologi, og så er det gennemgående ret muntert at høre både Julian Sands og Richard E. Grant tale påtaget 1600-tals-engelsk.

Som mange af årtiets actionfilm tager filmen sig selv ganske seriøst, selvom der også er en del humoristiske øjeblikke, og historien balancerer konstant på en knivsæg mellem det alvorlige og det parodiske. Resultatet er ujævnt som bare fanden, men også overraskende underholdende.

Dårlige effekter og fine hovedrolleindehavere

Rent teknisk er Warlock egentlig ingen synderligt vellykket film set med nutidens øjne. En del af effekterne fremstår meget bedagede – bl.a. de to øjenæbler, heksemesteren stjæler fra en clairvoyant og ikke mindst flyve-effekten, da heksemesteren får brygget sig en flyve-mikstur.

Men effekternes og historiens knirken opvejes til fulde af både Julian Sands og Richard E. Grant. De to (over)spiller begge fremragende, og dertil kommer, at Warlock er én af de film, hvor ingen af de to hovedrolleindehavere stjæler billedet fra den anden. Det kunne ellers sagtens ske, for den imposante Sands oser af karisma, men det lykkes Richard E. Grant at skabe en ligeså underholdende figur.

Det betyder, at man er godt underholdt uanset hvem af de to, man følger i de enkelte scener. Den eneste belastning er Lori Singer som Redfernes ufrivillige sidekick. Hvor Sands’ og Grants overspil er perfekt skræddersyet til rollerne, er Singer bare irriterende.

Underholdningsværdien er i top

Noget mesterværk er Warlock på ingen måde, men har man lyst til at se det, der i bund og grund bare er en 1980’er-actionfilm med et twist, er Warlock slet intet dårligt bud. Underholdningsværdien er i hvert fald i top!

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 1600-tallet, Magi, Okkultisme, Sort Magi, Tidsrejser, Troldmænd