Twelve Monkeys

Inden han lavede Twelve Monkeys i 1995, havde Terry Gilliam på sine film bl.a. brugt komponister som Michael Kamen og George Fenton – velkendte navne inden for filmmediet – og siden har han bl.a. arbejdet sammen med både Dario Marianelli og brødrene Mychael og Jeff Danna.

Præcis hvorfor det derfor blev den inden for film stort set ukendte Paul Buckmaster, der leverede scoret til Twelve Monkeys står derfor som lidt af et mysterium for mig, og særligt ærgerligt er det naturligvis, fordi det eneste mindeværdige ved Buckmasters score er komponeret af en helt anden – nemlig den legendariske argentinske tangokomponist og harmonikavirtuos Astor Piazolla (1921-1992).

Okay – inden jeg får eksperter på nakken, må jeg hellere lige sige, at jeg godt ved, at det ikke var harmonika, Piazolla spillede på, men faktisk bandonion, som har knapper på begge sider i stedet for et klaviatur på den ene side.

Buckmaster er selvfølgelig ingen hr. Hvem-som-helst. Som arrangør og dirigent er han en legende indenfor musikbranchen, der siden slutningen af 1960’erne har arbejdet sammen med et hav af kendte musikere og bands, herunder David Bowie, Leonard Cohen, Mick Jagger og Elton John.

Genistreg

Uanset hvem der fik idéen at bruge uddrag af Piazollas Suite Punta del Este (1982) i Twelve Monkeys, må vedkommende roses, for det er bestemt en genistreg.

Det bandonion-dominerede tema fra suitens ”Introduccion” er skævt og lettere vanvittigt, og dermed perfekt egnet til filmens temaer omkring sindssyge. Både i forbindelse med Coles ophold på sindssygehospitalet i filmens første del og i forbindelse med De 12 Abers Hær under ledelse af Brad Pitts helt vanvittige Jeffrey Goines.

Desværre kan resten af Paul Buckmastes score overhovedet ikke svinge sig op på samme niveau, og man kan ikke fortænke nogen i at glemme resten af underscoren og stort set kun huske uddragene fra Suite Punta del Este.

Anonymt

Det er ikke fordi Buckmasters score er frygtelig dårligt, men det er komponeret som udpræget underscore, og de få tilløb til temaer overdøves helt og aldeles af Piazollas geniale musik.

Rent tematisk er der næsten intet at komme efter i Buckmasters egen musik – der er en tilbagevendende melankolsk strygerpassage, der fungerer som et slags tema for Bruce Willis’ hovedperson Cole (høres f.eks. i ”Coles Fourth Dream”, nr. 14) – men ellers er der nærmest intet, der fungerer som ledemotiver.

I stedet får vi en række cues, der stemningsmæssigt spænder vidt – fra det triste og melankolske over suspense til direkte uhygge. Musikken er orkestreret for symfoniorkester – om end det lyder som et lille ét af slagsen – samt en del synthesizer, og den bedste måde at beskrive musikken på er vel med ordet ”funktionel”.

Hist og her disker Buckmaster op med enkelte ret fede passager, f.eks. suspense-underscoren i ”Fugitives / Fateful Love / Home Dentistry” (nr. 21) og ”Peters Does His Worst” (nr. 24). Det er imidlertid ikke noget, der for alvor rykker, og det ændrer på ingen måde ved helhedsindtrykket af scoret som udpræget anonymt.

Ringe produktion

Desværre lider albummet også voldsomt af en temmelig ringe produktion. Hermed mener jeg ikke lydkvaliteten, som er udmærket, men den måde musikken præsenteres på. Man kan næsten udlede det af nedenstående nummerliste, hvor de fleste numre består af flere titler adskilt ved skråstreger. Det betegner sådan set bare, at disse numre består af flere cues, som der ikke er gjort det mindste forsøg på at præsentere på en sammenhængende måde.

Når man således hører et nummer som ”Spider Research / ”Introduccion” (We Did It) / The Proposition” (nr. 4), hører man først et cue ved navn ”Spider Research”. Fuldt stop. Dernæst kommer ”Introduccion” (fra Piazollas Suite). Fuldt stop. Og til sidst et cue med titlen ”The Proposition”.

Det siger sig selv, at det skaber en særdeles opbrudt og ujævn lytteoplevelse, der ikke bliver bedre af, at et antal source-numre er langt ind imellem Buckmasters cues – heriblandt 1950’er-hittet ”Sleepwalk” (nr. 8), ”Blueberry Hill” (nr. 12) og Louis Armstrongs ”What A Wonderful World” (nr. 13).

Der er intet galt med nogle af disse numre, men jeg mener – som altid – at source-numre, i det omfang de i det hele taget hører til på albummet med original filmmusik, bør lægges i en samlet blok sidst på albummet.

Uinteressant

Alt i alt har jeg utrolig svært ved at få mig selv til at anbefale musikken fra Twelve Monkeys og vil i stedet opfordre til, at man køber Astor Piazollas Suite Punta del Este, og nyder hele Suiten i stedet for kun ”Introduccion”, som er det, der anvendes i musikken til Twelve Monkeys. Rædsomt er Buckmasters score som sagt ikke, men det bliver ved Gud heller aldrig synderligt interessant.

Nummerliste:
1. ”Introduccion” from Suite Punta del Este (12 Monkeys Theme) (0:53)
2. Cole’s First Dream / Volunteer Duty / Topside (3:11)
3. Silent Night (1:08)
4. Spider Research / ”Introduccion” (We Did It) / The Proposition (1:58)
5. Time Confusion / To the Mental Ward / Planet Ogo (1:52)
6. Wrong Number / Cole’s Second Dream / Dormitory Spider / “Introduccion” (Twin Moons Tango) (3:33)
7. Vivisection (Performed by Charles Olins) (1:18)
8. Sleepwalk (Performed by B.J. Cole) (2:22)
9. “Introduccion” (Escape to Nowhere) / Scanner Room / Capture and Sedation (3:32)
10. Cole’s Third Dream (0:21)
11. Interrogation / Time Capsule / Cole Kidnaps Railly (4:56)
12. Blueberry Hill (Performed by Fats Domino) (2:20)
13. What A Wonderful World (Performed by Louis Armstrong) (2:22)
14. Cole’s Fourth Dream (0:27)
15. Comanche (Performed by Link Wray and The Wraymen) (2:04)
16. Earth Died Screaming (Performed by Tom Waits) (3:36)
17. “Introduccion” (Quest for 12 Monkeys) (4:34)
18. Fateful Bullet / A Boot from the Trunk / Cole’s Longing (3:04)
19. Photo Search / Mission Brief (1:28)
20. Back in ’96 (2:06)
21. Fugitives / Fateful Love / Home Dentistry (3:22)
22. ”Introduccion” (12 Monkeys Theme Reprise) / Giraffes & Flamingos (1:04)
23. This Is My Dream / Cole’s Call / Louis & Jose (3:13)
24. Peters Does His Worst (3:52)
25. Dreamers Awake (3:36)

Total spilletid: 62:12

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015