Timeline – rejsen til fortiden

Middelalder, science fiction, tidsrejser, røverhistorier, forlystelsesparker og solid spænding. Ja, vi savner Michael Crichton, der desværre døde i 2008 i en alder af kun 66 år. Timeline hører ikke til blandt hans bedste værker, men det er stadig en bog, der viser, hvor stort et talent Crichton havde som forfatter.

Løgn og bedrag i den gode histories tjeneste

Romanen indledes på klassisk Crichton-vis med en mindre artikel om kvanteteknologien (med fodnoter) med titlen “Naturvidenskab ved udgangen af århundredet”. Den danner naturligvis en ganske troværdig baggrund for de videnskabelige friheder, som Crichton tager sig sidenhen.

Dernæst følger et kort uddrag fra M.D. Backes fagbog The Hundred Years War in France fra 1996. Her i beskrives der en hændelse tilbage i 1357 om en uindtagelig borg – vel at mærke et uddrag af en bog af en forfatter, der IKKE findes i virkeligheden. Klassisk Crichton når han bedst og en dejlig måde at forsøge at gøre sin fiktion troværdig på.

Og så begynder romanen ellers. En syg mand dukker op i New Mexicos ørken. Manden, der viser sig at være fysikeren John Taub, dør kort efter på hospitalet. En MRI-scanning viser, at hans blodårer ikke sad “rigtigt” sammen. Det viser sig også, at Taub arbejdede for firmaet ITC – et firma, der ligger meget langt fra stedet, hvor Taub blev fundet.

Så flytter scenen til Frankrig, hvor professor Edward Johnston leder et hold af arkæologer og historikere, der er i gang med en udgravning – en udgravning der er støttet af firmaet ITC!
Professoren forsvinder, efter han har været til møde med ITC i USA, men hvor er han forsvundet hen? Naturligvis tilbage i tiden til 1357 og snart sendes der et team af sted efter ham – et team, hvor der både er soldater og arkæologer.

At gøre en løgn troværdig

Crichtons fascination ved at lade nutiden blandes med fortiden er ikke ny. Vi så det i filmen Westworld (1973) og i bogen Jurassic Park (1990).

Men i Timeline går han så og sige direkte til kilden. Om Crichtons videnskabelige forklaring på tidsrejser er realistisk, skal jeg ikke gøre mig klog på her. Og det er som sådan også ligegyldigt, da det virker troværdigt.

Troværdigheden er netop ét af Crichtons varemærker: De mest langt ude ting får han gjort ægte. Han var en mester i disciplinen at blande røverhistorier med fakta, og han har sikkert været den perfekte sidemand til en kedelig middag.

Crichton viser også med Timeline, hvor dygtig han var til at lave research, og flere passager fremstår videnskabelige. I sidste ende gør det, at man tror på, at middelalderen var, som Crichton skildrer den.

Førsteudgaven af 'Timeline', forlaget Fredrick 1999. — Førsteudgaven af ‘Timeline’, forlaget Fredrick 1999.

Der er, udover arkitektoniske og andre håndgribelige videnskabelige detaljer, små finesser, der gør middelalderen à la Crichton spiselig. For det første bruger Crichton sine, og læserens, sanser: Vi får beskrevet, hvorledes alle moderne lyde er væk, og vi kan mærke, hvordan der ikke lugter specielt godt! Enkelt og effektivt.

Desuden er der flere brutale passager, hvor man også ser paralleller til Crichtons egen Eaters of the Dead (1976), som også skildrer akademikernes møde med den blodige virkelighed. Hør blot her fra Timeline:

“De kiggede ind ad døråbningen. En kvinde lå på maven foran ildstedet og var blevet hakket til døde; en dreng på omkring de seks år stirrede op i luften med maven sprættet op.”

Den farlighed, der er i romanen, er desværre totalt fraværende i filmatiseringen. Men i romanen opnår Crichton den samme effekt som i Westworld: Det, der starter som en leg, bliver blodig alvor, både for læseren og romanens hovedpersoner.

Fremragende spænding

Som et klassisk spændingsgreb, der fungerer glimrende i Timeline, benytter Crichtons sig af en deadline: Efter vores hovedpersoner er kommet tilbage i tiden, bærer kapitlerne ikke navne, men tidskoder, der tæller ned. Når vi når 0, kan de ikke længere komme tilbage til deres egen tid. Simpelt som ind i helvede, men ikke desto mindre effektivt som bare fanden.

Alt i alt har Crichton tjek på sine dramaturgiske virkemidler. Ud over de førnævnte kneb benytter Crichton sig af at krydsklippe mellem handlingen i fortiden og i nutiden. Det giver en helt naturlig spænding, som foregår over tid, og Timeline er overordnet set glimrende og letlæst underholdning – og en rigtig fin tidsrejsefortælling af den klassiske skole.