The Time Machine

Forestil jer følgende scenarie finde sted i begyndelsen af 2000’erne: Jerry Goldsmith, James Horner og Hans Zimmer sætter sig ned og komponerer et filmscore sammen. Det kan I ikke forestille jer? Så lyt til Klaus Badelts score til The Time Machine fra 2002.

For hvis der er én ting, man kan karakterisere The Time Machine som, så er det ”afledt” af førnævnte herrers arbejde. Når det så er sagt, må Badelt dog også have ros for at få det til at fungere!

Zimmer-elev

Klaus Badelts vej til Hollywood gik, som så mange andre yngre komponisters, gennem Hans Zimmer. I 1998 hentede Zimmer Badelt fra Tyskland og gjorde ham til én af sine utallige padawan learners. Siden da har Badelt arbejdet på et hav af scores for Zimmers Media Ventures-studie (senere Remote Control), ligesom han har fået gang i sin egen karriere.

Badelt har bl.a. arbejdet sammen med Zimmer på scores som Gladiator (2000), Hannibal (2001), The Pledge (2001) og mange andre, og han står som den primære krediterede for scoret til Pirates of the Caribbean: The Curse of the Black Pearl (2003), selvom det er alment kendt, at Zimmer komponerede alle temaerne.

I sin egen karriere har Badelt bl.a. leveret musikken til film som K-19: The Widowmaker (2002), Ned Kelly (2003) og Poseidon (2006), og ind imellem er hans scores blevet særdeles roste.

Det skyldes, at Badelt, hvis han vil, godt kan bryde ud af den nylonelastik, som Media Ventures-stilen udgør, og som igennem de sidste 20 år har holdt så mange af Zimmers elever fanget, med det ene generiske MV-afledte score efter det andet som resultat.

Der er en håndfuld af tidligere Zimmer-protegéer, der også har formået at bryde fri af MV-stilens snærende bånd, primært John Powell og Harry Gregson-Williams, men mange andre har haft betydeligt sværere ved det eller er måske ligefrem blevet bedt om ikke at forsøge – f.eks. alle, der har haft fornøjelsen af at arbejde for Michael Bay og/eller Jerry Bruckheimer, hvis film (der ofte er sammenfaldende) næsten udelukkende har musik af folk fra MV-fabrikken.

Jerry Goldsmith

The Time Machine er anderledes. Det var én af Badelts første scores på egen hånd, og derfor fik han mulighed for at gøre, som han ville. I hvert fald til en vis grad, for enten har han fået besked på at emulere stilen fra filmens temp track, eller også har han selv valgt at gøre det.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, hvilke komponisters materiale, filmens instruktør Simon Wells (i øvrigt H.G. Wells’ tipoldebarn) har brugt som filmens midlertidige score.

Til gengæld må man sige, at Badelt med stor succes har emuleret de komponister, hvis arbejde så tydeligt står frem i scoret – primært Jerry Goldsmith, subsidiært James Horner og Badelts egen læremester Zimmer med en knivspids John Barry smidt ind for god ordens skyld.

Og det er tydeligt fra første track på albummet, ”Professor Alexander Hartdegen”. Cuet begynder med en fin symfonisk homage til Jerry Goldsmiths hovedtema fra The Edge (1997), inden det går over i en voldsomt attraktiv gentagelse af det samme tema, denne gang blot for træblæsere – det er faktisk rigtig god filmmusik!

Det Goldsmith-afledte tema er hovedtemaet i The Time Machine, og Badelt bruger det på fin vis som scorets røde tråd. Det får en serie gentagelser i forskellige udgaver i løbet af scoret – den mest åbenlyse Goldsmith-pastiche kommer i ”I Don’t Belong Here” (nr. 6), der i hele sit arrangement genkalder sig ”Into the Wild”-cuet fra The Edge, komplet med den underliggende ostinato og det hele. Her har Badelt blot ”byttet om” på instrumenteringen, så Goldsmiths blæserostinato er blevet til en strygerostinato og den primære fremførsel af temaet sker af blæserne, i stedet for af strygerne.

Nej, Badelts tema er ikke en Xerox-kopi af Goldsmiths, men der hersker på ingen måde tvivl om temaets rette ophav – en ”inspired by”-credit til Goldsmith havde været fin nok et sted på CD’en.

James Horner og John Barry

Et sekundært og lige så skønt tema, denne gang fremført af flygel, gør sin entré i ”Wish Me Luck” (nr. 2), og her er det primært nogle af James Horners 1990’er-arbejder, vi skal kigge til, også selvom vi her er ovre i en mere generel stilinspiration.

Det ændrer ikke ved, at Badelts musik her fortsat er af høj kvalitet, og det er rart at høre, stilinspirationen til trods, at temaet ikke lægger sig så tæt op ad noget eksisterende, sådan som selve hovedtemaet gør.

Horner-inspirationen fortsætter i ”Emma” (nr. 3), der introducerer endnu et forrygende smukt tema, denne gang fremført af strygerne. Som sagt er det her virkelig filmmusik af høj kvalitet – fejende smukke temaer, velorkestrerede og glimrende fremført af orkestret.

”Emma”-temaet vender tilbage i ”Bleeker Street” (nr. 5), og her er der gudhjælpemig en smule sen John Barry over arrangementet med dets lange strygerflader, selvom hovedinspirationen endnu engang er James Horner – og ja, det er endnu engang forrygende musik!

Hans Zimmer

I ”Time Travel” (nr. 7) får vi det første virkelig skud af Hans Zimmer, da cuet udvikler sig til actionmusik lidt over et minut inde – her er vi på Badelts hjemmebane, komplet med synthesizede effekter og traditionel Media Ventures-efterbehandling af symfoniorkestret, så det kommer til at lyde betydelig mere fladt og syntetisk end i de tidligere cues.

Zimmer-indflydelsen har vi generelt primært i scorets actiondele, således også i ”Morlocks Attack” (nr. 11), der i passager er som snydt ud af næsen på Media Ventures-studiet og Zimmer.

Heldigvis gør Badelt det kloge og sørger for ind imellem at inkorporere hovedtemaet i musikken, så vi ikke mister fornemmelsen af samhørighed med resten af scoret. I øvrigt skal jeg da huske at fortælle, at det er et rigtig godt actioncue!

Zimmer-indflydelsen gør sig også gældende i de to fine ”etniske” cues ”Eloi” (nr. 8) og ”Stone Language” (nr. 10), der begge indeholder afrikansk inspireret chanting af den type, Zimmer gjorde brug af i bl.a. The Lion King (1994).

Intet udtryk for Badelts identitet som komponist

”Har Badelt i det hele taget bidraget med noget selv?” kan man være fristet til at spørge. Svaret blæser lidt i vinden, for hele vejen igennem The Time Machine sidder man og tænker ”Der har vi Goldsmith, der er Horner, Goldsmith igen, hov der er sørme lidt Barry, der var Zimmer…” og så videre.

Der hvor Badelt skal have credit er i at få de forskellige stilindflydelser til at spille sammen, for det gør de, og så skal han have ros for orkestreringen – eller nok nærmere: Han skal have ros for sit valg af orkestrator.

Orkestreringen er både i scorets første halvdel og hen imod slutningen virkelig med til at give The Time Machine kvalitet og pondus. Det er ikke mindblowing stuff, vi taler om, men ganske enkelt solid orkestrering for symfoniorkester (og stedvist kor), og det lyder skidegodt!

Og jo, så skal Badelt selvfølgelig have credit for de to af temaerne (”Wish Me Luck”- og ”Emma”-temaerne) – hovedtemaet er så inspireret af Goldsmith, at det er svært at give Badelt æren for det. Til gengæld er begge de andre temaer af så høj en kvalitet, at man på ingen måde er i tvivl om, at Badelt er en mand, der godt kan komponere fin, symfonisk filmmusik.

Men noget dybere udtryk for Badelts identitet som komponist må man lede længe efter i The Time Machine – den har han, frivilligt eller ej, fuldstændig underlagt sin inspiration fra Goldsmith, Horner og Zimmer.

Filmmusik af høj kvalitet

Hvad alt dette i sidste ende betyder, kommer helt an på den enkelte lytter: Hvis man kan se igennem fingre med, at The Time Machine er ekstremt uoriginalt og afledt af de komponister, hvis arbejde har udgjort filmens temp track, så vil man kunne værdsætte det som rigtig fin, symfonisk filmmusik.

Hvis man ikke kan lade være med at irriteres over de næsten konstante indflydelser fra Goldsmith, Horner, Zimmer og Barry, ja så må man hellere gå i en stor bue udenom.

Jeg synes på den ene side, det er ærgerligt, at Badelt ikke brugte The Time Machine som en mulighed for at markere sig noget stærkere som en ung up-and-coming komponist, men på den anden side, vurderet som filmmusik i bred forstand, er det meget svært for mig ikke at holde af The Time Machine, for der er unægtelig tale om symfonisk filmmusik af meget høj kvalitet.

Nummerliste:
1. Professor Alexander Hartdegen (3:26)
2. Wish Me Luck (1:25)
3. Emma (2:37)
4. The Time Machine (3:12)
5. Bleeker Street (2:28)
6. I Don’t Belong Here (3:49)
7. Time Travel (4:35)
8. Eloi (2:12)
9. Good Night (4:05)
10. Stone Language (4:54)
11. Morlocks Attack (4:23)
12. Where The Ghosts Are (1:37)
13. The Master (7:15)
14. ”What If?” (6:15)
15. Godspeed (5:20)

Total spilletid: 57:33

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015