The Sixth Sense

I 1999 blev M. Night Shyamalans gyserdrama The Sixth Sense sæsonens overraskelse, da den efter Hollywoodstandarder lille film (budgettet lå på cirka 40 millioner dollars) blev en dundrende succes – det, der i fagsproget kaldes en sleeper.

Så stor en succes var The Sixth Sense, at filmen endte med at blive nomineret til hele seks Oscars, bl.a. bedste film, bedste instruktør og bedste manuskript, uden dog at vinde nogen af dem.

Filmen lancerede samtidig M. Night Shyamalans karriere (Shyamalan både skrev og instruerede The Sixth Sense) og banede vejen for flere og større film, hvoraf især de to umiddelbart følgende, Unbreakable (2000) og Signs (2002) er vellykkede.

I see dead people

I The Sixth Sense spiller Bruce Willis børnepsykologen Malcolm Crowe, der efter en traumatisk oplevelse, hvor en tidligere patient forsøger at slå ham ihjel, påtager sig en ny, svær sag.

Han skal forsøge at hjælpe den indelukkede 9-årige Cole (Haley Joel Osment), der har problemer i skolen og generelt er meget indadvendt og uden venner. Han bor hos sin mor, spillet af Toni Collette, der elsker sin søn og bekymrer sig meget om ham.

Crowe begynder at arbejde med Cole, men Crowe har besvær med at få drengen til at betro sig til ham. Efter en længere periode lykkes det dog endelig, og Cole afslører overfor Crowe, at han kan se spøgelser – eller som det lyder i det nu så berømte citat “I see dead people”.

Indledningsvist tror Crowe naturligvis ikke på Cole, men da han begynder at grave i én af sine ældre sager – den tidligere patient, der forsøgte at slå ham ihjel – finder Crowe ud af, at Cole taler sandt. Han kan virkelig se døde mennesker. Men hvad vil de? Og hvordan kan Crowe hjælpe den lille dreng?

Alt imens hans arbejder på sagen forværres Crowes forhold til sin kone; de taler ikke sammen længere, og Crowe begynder at mistænke hende for at have en affære…

Lige så meget drama som gyserfilm

The Sixth Sense er i på mange måder lige så meget et drama, som det er en gyserfilm. Der er en række uhyggelige scener undervejs, der planter filmen solidt i horrorland, og flere steder er stemningen ren horror.

Ikke desto mindre hviler en stor del af filmen på samspillet og dialogen mellem de to hovedpersoner, ligesom en del af spilletiden bruges på at vise Crowes ikke-eksisterende forhold til sin kone.

Især Haley Joel Osment er god i rollen som Cole – han er et sjældent eksempel på en barneskuespiller, der ikke bare kan spille skuespil, men som faktisk gør det fremragende. Bruce Willis er habil som Crowe, men jeg fornærmer næppe nogen ved at sige, at Willis aldrig har været den store dramatiske skuespiller.

Så er der noget mere gods at hente i Toni Collette som Coles mor; hun og Osment deler en række fine scener, hvoraf særligt den afsluttende er decideret rørende.

Mindfuck

The Sixth Sense tog røven på mange, da den havde premiere, for filmen introducerede også Shyamalans forkærlighed for plot twists af mindfuck-varianten. Det er bl.a. Shyamalans forkærlighed for dette greb, der efterhånden gjorde mange trætte af ham.

Der kommer nemlig et markant plot twist i slutningen af filmen, der tvinger seeren til at revurdere hele filmen. Præcis hvad dette plot twist er, skal jeg nok lade være med at afsløre her; de fleste kender det nok allerede, og mange af de, der ikke gør, vil nok regne det ud undervejs.

En stor del af The Sixth Senses gennemslagskraft skal faktisk findes i dette “What The Fuck?!”-øjeblik, og jeg vil tillade mig at påstå, at meget af filmens succes beror på lige præcis denne effekt. Det er i hvert fald noget, man husker The Sixth Sense for, om man så kan lide plot twistet eller ej.

Fra plot twist til plothul

Derudover er The Sixth Sense en ret lille, intim og relativt handlingsfattig film. Der sker ikke synderligt meget og de regulære horrorscener er relativt få og faktisk meget nedtonede. Meget af filmen går med snak, filmen vægter stemning over chok og en stor del af handlingen udspiller sig som sagt mere som et drama end som en horrorfilm.

Hovedparten af dette er faktisk positivt ment, og mange nyere horrorfilm kunne lære en del ved at lade sig inspirere af Shyamalans tilgang. Men det afsluttende plot twists wow-effekt har måske alligevel givet filmen en højere stjerne hos mange, end den egentlig fortjener.

Især ved gensyn – når man kender plot twistet – er filmen flere steder faretruende tæt på at falde fra hinanden. Her bliver plot twist til plothul, og filmen kommer til at fremstå svagere af den grund.

Ikke dårlig, ikke fremragende

The Sixth Sense er på ingen måde en dårlig film, men det er heller ikke en fremragende film. Lidt mere kød på handlingen og nogle flere af de fine og stemningsfulde horrorsekvenser, som Shyamalan er en mester til at komponere, ville have givet The Sixth Sense lidt mere vægt og i min bog gjort den til en bedre film.

Der skal dog ikke herske nogen tvivl om, at The Sixth Sense er en fin lille film, men jeg klør mig altid lidt i håret, når jeg genser filmen og tænker på, at den var nomineret til seks Oscarstatuetter.

Anmeldt i nr. 118 | 13/08/2015

Stikord: Spøgelser