Harry Potter and the Prisoner of Azkaban

The Prisoner of Azkaban er den tredje film i Harry Potter-serien og baseret på bogen af samme navn. Det er samtidig den bedste af alle Harry Potter-filmene, ligesom sit forlæg også er den bedste i bogserien.

Historien tager som sædvanligt sin begyndelse i sommerferien, som Harry tilbringer sammen med sin rædsomme familie. Ret hurtigt får sommerferien dog en ende, da Harry – efter med magi at have pustet Onkel Vernons søster Marge op som en ballon – forlader parcelhushelvedet og søger mod London, hvor han snart forenes med sine venner.

Men alt står ikke vel til… Harry finder ud af, at troldmanden Sirius Black er undsluppet fra det topsikrede troldmandsfængel Azkaban og at han er ude på at slå Harry ihjel. Det er med denne trussel hængende over hovedet, at Harry og vennerne drager mod Hogwarts for at tage hul på et nyt skoleår.

Hæsblæsende tidsrejseklimaks

Som om det ikke var slemt nok, har Ministeriet for Magi udstationeret de uhyggelige Dementorer – Azkabans fangevogtere – omkring Hogwarts for at holde øje med Sirius Black. Men Dementorerne er fæle væsner, der lige så gerne kaster sig over helt uskyldige som hærdede forbrydere, og med deres “kys” kan suge sjælen ud af deres ofre.

I løbet af skoleåret udvikler tingene sig naturligvis, og ikke alt er, sådan som Harry troede. Præcis hvad disse ting er, skal jeg ikke afsløre her – men flere personer, der bliver vigtige for de kommende film, introduceres her.

Mange andre ting er naturligvis helt ved det gamle – således bl.a. Draco Malfoys skurkagtige opførsel. Da Malfoy formår at få sin endnu mere skurkagtige far til at gennemtrumfe henrettelsen af et af Hagrids fabeldyr, iværksætter Harry, Ron og Hermione en spektakulær redningsaktion – med god assistance fra Dumbledore og en såkaldt “tidsvender”.

Filmens klimaks udspiller sig som et hæsblæsende tidsrejseeventyr, hvor de tre venner må kæmpe mod tiden for at nå at redde ikke bare hippogriffen Buckbeak, men også en ny ven, der ellers står overfor at modtage Dementorernes kys…

Nye vinde

The Prisoner of Azkaban havde premiere i 2004, to år efter den sidste film, Harry Potter and the Chamber of Secrets, og The Prisoner of Azkaban markerer på mange punkter et brud med de to tidligere film.

Først og fremmest var Richard Harris afgået ved døden i 2002, så producenterne måtte ud og finde en ny Albus Dumbledore. Valget faldt på Michael Gambon, der tilføjer rollen som Dumbledore noget mere kant, men som også mangler en del af den tålmodighed og venlighed, figuren havde i Richard Harris’ skikkelse. Gambon gør det bestemt ikke dårligt, men jeg vil altid tænke tilbage på Dumbledore med Richard Harris’ fortolkning i tankerne.

Også en anden post var blevet nybesat – denne gang bag kameraet – for Chris Columbus trak sig som instruktør efter Harry Potter and the Chamber of Secrets og nøjedes med en position som producer. Ny instruktør blev mexicanske Alfonso Cuarón, der på det tidspunkt var et relativt ubeskrevet blad i Hollywood.

Men valget af Cuarón viste sig at være godt, og mandens sans for at lave smukke billeder skinner igennem fra først til sidst.

For en tredje ændring relaterer sig nemlig til filmens design og æstetik. Sammenlignet med de to Chris Columbus-film er The Prisoner of Azkaban en helt anden og langt mere dyster størrelse.

Columbus’ varme, farvemættede biller er afløst af et langt mere blåligt tonet billedsprog, og samtidig har Hogwarts undergået en større forandring. Elementer på borgen, der ikke eksisterede i de to første film, er kommet til, og hele landskabet omkring Hogwarts er blevet mere råt, mere højlandsagtigt. Det giver Cuarón lejlighed til at lave billeder, der stedvist opnår stor skønhed.

Billedsprogmæssigt er The Prisoner of Azkaban en langt flottere film end sine to forgængere, og på flere måder er den også mere moden. Det passer på mange måder perfekt til bogen, som er den, hvor tingene begynder at blive alvorlige for Harry og hans venner, selvom der stadig er plads til de lettere stunder, som der bliver alt for få af i de efterfølgende film (og bøger).

Veloplagt tidsrejseelement

Når Harry Potter and the Prisoner of Azkaban for mig står som den bedste film i serien er det primært fordi, den er helstøbt. Manuskriptet er velfungerende og formår at afvikle det ganske komplicerede plot, så man kan følge med – noget de efterfølgende film har alvorlige problemer med.

Selv tidsrejseelementet, der kommer som en spøjs science fiction-vinkel i det Potterske fantasyunivers, integreres sømløst i handlingen, og på en måde, der aldrig bliver forvirrende. Faktisk er det tidsrejsedelen, der står som den stærkeste komponent i hele filmen – hjulpet på vej af god timing i både instruktion og klipning samt John Williams’ formidable score.

Her får vi mange af de klassiske tidsrejseklichéer serveret på et sølvfad: Harry, Ron og Hermione ser deres egne ”tidligere udgaver” og må undgå at blive set af sig selv, og begivenheder fra tidligere i filmen må pludselig ses i et helt nyt lys, da fortid og nutid mødes… Det er veloplagt, stærkt underholdende og enormt nervepirrende.

God balance mellem humor og alvor

The Prisoner of Azkaban er den Harry Potter-film, der formår at ramme den bedste balance mellem det humoristiske og det alvorlige. Hvor de to foregående film har været noget pussenussede og stedvist meget fjollede, er humor og alvor langt bedre afstemt her.

Som den første af Harry Potter-filmene, bliver The Prisoner of Azkaban, med introduktionen af de uhyggelige Dementorer (som visuelt er tydeligt inspireret af Ringånderne fra Lord of the Rings-filmene), decideret uhyggelig.

Alligevel glemmer hverken manuskriptforfatteren Steve Kloves eller Alfonso Cuarón de humoristiske elementer, og vigtigt af alt formår de at gøre filmens menneskelige relationer vedkommende. På den måde er The Prisoner of Azkaban også den første Harry Potter-film, der stedvist bliver decideret rørende.

The Prisoner of Azkaban formår med andre ord at gøre universet mere alvorligt, uden at filmen synker ned i den selvhøjtidelige alvor, der for alvor sætter ind i de efterfølgende film og berøver meget af universet – både i bøger og på film – en stor del af sin charme.

Træmanden Radcliffe

Skuespillerne gør det fint, og særligt Rupert Grint og Emma Watson begynder for alvor at stråle her. Daniel Radcliffe er fortsat den mest akavede af de tre hovedrolleindehavere, og han begynder her at afsløre sig som den træmand, han senere har vist sig at være.

Men som i stort set alle Harry Potter-filmene er det i det omgivende persongalleri, at de bedste roller og de bedste præstationer skal findes. Harry Potter-filmene er fortsat en veritabel who’s who af de bedste britiske skuespillere, og alle dem, vi kender fra de to foregående film, får her selskab af Gary Oldman (Sirius Black) og David Thewlis (”Defense Against the Dark Arts”-læreren Lupin), der begge leverer fine præstationer.

Faktisk hænger en stor del af filmens emotionelle styrke på Thewlis og Oldman, og heldigvis dukker begge skuespillere op i senere film i serien.

Mischief managed!

Det er i sagens natur meget svært kun at se én Harry Potter-film, men skulle man kun se én af dem, skulle det være Harry Potter and the Prisoner of Azkaban. Den er visuelt flot, den er underholdende, den er stedvist rørende, den er velspillet og både manuskript og instruktion rammer hovedet på sømmet.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 3’er, Fantasy, Filmatisering, Fortsættelse, Magi, Tidsrejser, Troldmænd