Terminator 3: Rise of the Machines

Adskillige ting havde forandret sig mellem Terminator 2: Judgment Day og Terminator 3: Rise of the Machines. James Cameron var ude af billedet, både på manuskript- og instruktørsiden, og komponisten Brad Fiedel havde trukket sig tilbage som komponist i slutningen af 1990’erne.

Til at skrive musikken hyrede instruktør Jonathan Mostow den dengang stadig relativt ukendte Marco Beltrami, hvilket betød, at Terminator 3 var den første af filmene, der fik et overvejende symfonisk score, dog stadig med solide mængder electronica tilsat.

Et gran salt

Når jeg siger, at Beltrami var relativt ukendt i 2003 skal det tages med et gran salt, for han var allerede da en erfaren komponist med over 20 spillefilm bag sig foruden et antal tv-film.

På Beltramis CV før Terminator 3 stod bl.a. film som Scream-trilogien (1996, 1997 og 2000), Mimic (1997), The Faculty (1998), Resident Evil (2002) og Blade II (2002). Med andre ord var Beltrami på ingen måde en uerfaren komponist, og da særligt ikke inden for genrefilm, men Terminator 3 var Beltramis første rigtigt store projekt.

Taget i betragtning hvor effektive nogle af hans tidligere scores havde været, kan det derfor overraske en del, at hans Terminator 3-score ikke er stærkere, end det er.

Musikken er umiskendeligt Beltrami, der er én af de relativt få yngre komponister i Hollywood, der har sin helt egen og nærmest øjeblikkeligt genkendelige stil, men det er langt fra den Beltrami i vigør, der kendetegner scores som Blade II eller de lidt senere scores til f.eks. Hellboy (2004), I, Robot (2004) og Underworld: Evolution (2006).

Det er umuligt at sige hvorfor, men når man hører albummet med musik fra Terminator 3, virker det som om, Beltrami har været uinspireret. Resultatet er et score, der gør alle de ting, et actionscore skal gøre, og har mange fede delelementer, men som bare aldrig for alvor rykker.

Sjælløs og mekanisk

Indledningsvist kan jeg starte med at konstatere, at Brad Fiedels Terminator-tema glimrer ved sit nærmest totale fravær. Vi får temaet at høre i “The Terminator” (nr. 19), der bruges over filmens rulletekster, men i selve scoret mangler det.

Om det er instruktørens eller Beltramis valg er uvist, men det minder meget om den tilgangsvinkel, Beltrami lagde for dagen tre år senere, da han blev hyret til at komponere musikken til genindspilningen af The Omen. Her droppede Beltrami helt Jerry Goldsmiths oprindelige hovedtema til fordel for sit helt eget score, og det kan der måske være en vis ræson i, da 2006-versionen af The Omen trods alt er en remake, der ikke på samme måde som en fortsættelse kræver musikalsk kontinuitet.

Men Terminator 3 er altså en fortsættelse, og på den baggrund virker det løjerligt, at Terminator-temaet nærmest ikke anvendes overhovedet. Men det er nu ikke det, der er det primære ankepunkt ved Beltramis score.

Problemet er, at musikken virker sjælløs og mekanisk. Det lyder måske meget fornuftigt, når vi nu har at gøre med en film, der handler om dræberrobotter fra fremtiden, men det er det ikke, for det er ikke på den måde, jeg karakteriserer musikken som sjælløs. Det lyder ganske enkelt et score, der føles som om det er komponeret uden ægte engagement.

Starter godt

Det starter ellers meget fint med den dystre “A Day in the Life” (nr. 1), der med det samme lader os vide, at det er Beltrami, vi har med at gøre. Klassiske Beltrami-harmonier og -akkorder samt fin anvendelse af kor. Vi får også introduceret scorets hovedtema (John Connors tema) samt Beltramis rytmiske teksturer.

Men så er det, at tingene går lidt galt. Selv om der er fuld knald på mange af scorets cues – rigtig mange af dem er rendyrket actionmusik – så er der meget få af dem, der bevæger sig ud af stedet.

“Hooked on Multiphonics” (nr. 2), “Blonde Behind The Wheel” (nr. 3), “TX’s Hot Tail” (nr. 7) og flere til har alle de klassiske Beltrami-ingredienser, i særlig grad opbygningen af rytmiske teksturer med strygere og blæsere. Men der sker bare ikke rigtig noget – der er ingen udvikling i de enkelte cues, der tilmed også i meget høj grad ligner hinanden.

Det er bestemt musik, der gør sit arbejde i filmen, men det har ingen identitet, og på nær måske John Connors tema er der intet i filmmusikken, filmens publikum vil huske bagefter.

John Connors tema høres flere steder, men får også sin egen fremførsel i “JC Theme” (nr. 4), indledningsvist udelukkende med strygere, senere kommer blæserne ind. Det er et ekstremt simpelt og repetitivt tema, baseret på en stigende række af små tertser med et strygermotiv i kontrapunkt, som gentages igen og igen uden den store udvikling.

Svært at blive klog på

Det siger desværre en hel del om scorets generelle kvalitet, der aldrig nogensinde hæver sig over at være solidt håndværk, der gør sit job i filmen, men som aldrig nogensinde bliver til det røvsparkende score, vi ved Beltrami kunne have præsteret.

Og det er dybt besynderligt, for Beltramis stil er så tydeligt repræsenteret på scoret, at man kan høre klare paralleller til et afsindigt godt cue som “Trunkin’” fra Beltramis tre år yngre score til Underworld: Evolution (i f.eks. “Hearse Rent A Car”, nr. 6) og lige så klare paralleller til hans langt bedre musik til den ét år yngre I, Robot (i f.eks. “Blonde Behind The Wheel”).

På flere måder virker Terminator 3 som en stiløvelse, der gødede jorden for flere langt mere formfuldendte scores, men det er i sig selv underligt, for Beltrami var ikke uøvet, og hans personlige stil var allerede etableret på dette tidspunkt.

Det følger deraf, at der bestemt er passager på Terminator 3-scoret, der rykker igennem, men de kommer som korte passager i længere cues, der som helhed ikke gør det. På den positive side må det dog siges, at Beltramis score aldrig bliver decideret kedeligt eller forfalder til den rene larm – den ofte særdeles aggressive actionmusik er tydeligvis sat sammen af en mand, der har styr på sit orkester og sine virkemidler.

Af samme grund er Terminator 3 et score, der er lidt svært at blive klog på. Det har så mange fine og velfungerende delelementer, at det gang på gang undrer, at helheden virker så uengageret – og især fordi opgaven med at komponere musik til Terminator 3 så klart var Beltramis til dato højst profilerede opgave.

Hvis man vil høre Beltrami for alvor rykke igennem kan det anbefales i stedet at anskaffe sig hans musik til Blade II, Hellboy, I, Robot eller Underworld: Evolution.

Solidt håndværk – ikke mere

Terminator 3: Rise of the Machines hæver sig aldrig over det solide håndværk, akkurat som den film, musikken er komponeret til, og det er ærgerligt, for det havde været fedt endeligt at få et Terminator-score, der ikke bare fungerede i filmen, men som samtidig virkelig sparkede røv som selvstændigt album.

HVOR MANGE STJENER ??? To eller tre? /JACOB

Nummerliste:
1. A Day In The Life (3:41)
2. Hooked On Multiphonics (1:47)
3. Blonde Behind The Wheel (2:07)
4. JC Theme (3:34)
5. Starting T1 (1:50)
6. Hearse Rent A Car (1:49)
7. TX’s Hot Tail (3:39)
8. Graveyard Shootout (1:31)
9. More Deep Thoughts (0:58)
10. Dual Terminator (0:51)
11. Kicked In The Can (2:03)
12. Magnetic Personality (4:35)
13. Termina-Tricks (2:12)
14. Flying Lessons (0:56)
15. What Do You Want On Your Tombstone? (1:19)
16. Terminator Tangle (3:21)
17. Radio (2:23)
18. T3 (3:17)
19. The Terminator (Composed by Brad Fiedel) (2:22)
20. Open To Me (performed by Dillon Dixon) (3:47)
21. I Told You (performed by Mia Julia) (3:12)

Total spilletid: 51:14

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015