The Final Countdown

5 minutters læsetid
The Final Countdown

The Final CountdownHvad ville der være sket, hvis den japanske flåde, på vej mod Pearl Harbor i december 1941, var blevet mødt af et topmoderne hangarskib fra 1980?

Dette spørgsmål, som kunne give anledning til en række spændende kontrafaktiske tankespind, er den grundlæggende præmis for The Final Countdown. Men selvom filmen stiller spørgsmålet, får vi aldrig noget svar…

Nimitz i 1941

Handlingen tager sin begyndelse, da det amerikanske hangarskib U.S.S. Nimitz skal på patrulje i Stillehavet. Med ombord skal civilisten Warren Lasky (Martin Sheen), der repræsenterer den hemmelighedsfulde industrimagnat Tideman, der har været med til at designe skibet. Laskys job er at observere rutiner ombord på skibet og i sin efterfølgende rapport foreslå alternative handlingsmåder.

Skibet stævner ud fra den amerikanske flådebase på Pearl Harbor under kommando af kaptajn Yelland (Kirk Douglas), men det skal blive alt andet end en rutinepatrulje. Nimitz ryger ind i en mærkelig storm, og da stormen er løjet af, kan de ikke længere få radiokontakt med hovedkvarteret. I stedet opfanger radiorummet udsendelser fra 1940’erne.

Lasky og Yelland (Martin Sheen og Kirk Douglas).
Lasky og Yelland (Martin Sheen og Kirk Douglas).

Kort tid efter observerer to patruljefly fra Nimitz to japanske Zero-fly – altså fly af den type, der blev anvendt af japanerne under 2. Verdenskrig – der angriber en civil lystyacht. De moderne jetfly får tilladelse til at skyde de to japanske fly ned, og tre overlevende fra yachten og én japansk pilot fiskes op af vandet.

Nu går det op for Lasky, kaptajn Yelland og andre fra hangarskibets ledelse – herunder jagerpiloten Richard Owens (James Farentino) – at Nimitz er blevet transporteret tilbage tiden, nærmere bestemt til den 6. december 1941; dagen før japanernes angreb på Pearl Harbour. Men hvad skal de gøre? Kaste Nimitz ind i kampen mod den japanske angrebsstyrke, eller lade historien udspille sig, sådan som den gjorde i den tid, Nimitz kom fra…?

Kultfilm for flyvemaskine-aficionados

Tidsstormen der opsluger Nimitz og sender skibet tilbage til 1941.
Tidsstormen der opsluger Nimitz og sender skibet tilbage til 1941.

I sidste ende er de store overvejelser om at gribe ind i historiens gang eller ej nytteløse, for selv om kaptajn Yelland beslutter sig for at angribe japanerne, med deraf følgende ændringer af historien, dukker tidsstormen op igen, inden Nimitz kan nå at gribe ind.

Inden da har vi dog nået at få både nogle lommefilosofiske overvejelser omkring tidsrejser (ikke mindst risikoen ved at ændre på historiens gang), en kærlighedshistorie og ikke mindst masser af billeder af U.S.S. Nimitz og de til skibet hørende jetfly.

Piloten Owens (James Farentino).
Piloten Owens (James Farentino).

Sidstnævnte er også én af grundene til, at The Final Countdown (der i Europa også fik den alternative engelske titel U.S.S. Nimitz: Lost in the Pacific og den deraf afledte danske titel U.S.S. Nimitz: Forsvundet i Stillehavet) er blevet lidt af en kultfilm for flyvemaskine-aficionados.

Filmen er simpelthen så stopfyldt med billeder af landende og lettende jetfly, at den kunne være en reklamefilm for den amerikanske flåde og det amerikanske luftvåben. Filmen blev da også støttet massivt af den amerikanske flåde, og rygtet vil vide, at filmplakaten blev hængt op på flådens hvervekontorer i forbindelse med premieren.

Drukner i militærlir

Nimitz' beslutsomme kaptajn.
Nimitz’ beslutsomme kaptajn.

Der er ingen tvivl om, at der er masser af flotte billeder for flyfantatikere i The Final Countdown, og filmen er berømt for at være den første nogensinde, der præsenterede en luftkamp mellem moderne jetfly og gamle propelmaskiner, men heri ligger også et af filmens store problemer: Tidsrejsehistorien, der udspiller sig som en slags omvendt udgave af The Philadelphia Experiment (1984), drukner ganske enkelt i militærlir.

Dertil kommer som sagt, at det i bund og grund fascinerende spørgsmål om, hvad der ville være sket, hvis et moderne hangarskib gik imod den japanske flåde, efterlades ubesvaret. Det er som om manuskriptforfatterne trak i land, da de opdagede, hvad det egentlig ville indebære at skulle besvare dette spørgsmål.

Den egentlige stjerne i 'The Final Countdown'.
Den egentlige stjerne i ‘The Final Countdown’.

Det ville nemlig have krævet massive slagscener med masser af skibe og ikke mindst med masser af propelfly og jetfly i kamp med hinanden. Idéen har ganske enkelt været finansielt, om ikke teknisk, umulig at realisere – i hvert fald på det budget, The Final Countdown er indspillet.

I dag ville det nok være en noget mere overkommelig opgave, men i 1980, hvor CGI stadig var en våd fremtidsdrøm, var sådanne store slagscener typisk forbeholdt seriøse historiske storfilm som Tora! Tora! Tora! (1970) eller Midway (1976).

Uforløst

En moderne jet jager en japansk Zero.
En moderne jet jager en japansk Zero.

Spørgsmålet er, om den grundlæggende præmis i The Final Countdown under nogen omstændigheder kunne være blevet en rigtig vellykket film uden det forløsende slag, der også ville lægge op til en udforskning af konsekvenserne. Under alle omstændigheder føles filmen noget uforløst netop fordi filmen ikke vil – eller kan – besvare spørgsmålet.

Vi får en lille tidsrejserelateret twist i slutningen, men ellers begrænser tidsrejseaspektet i The Final Countdown sig til ”Hvad nu hvis…?”-spørgsmålet og samtalerne mellem Yelland og Lasky.

Det skal lige siges, at et meget lignende spørgsmål – inklusive konsekvenserne – udforskes i romantrilogien Axis of Time (2004, 2005, 2007) af den australske forfatter John Birmingham, hvor en flåde fra 2021 ender i 1942 med massive ændringer af historien som følge.

Ganske underholdende

Et nervepirrende øjeblik ombord på Nimitz.
Et nervepirrende øjeblik ombord på Nimitz.

Til trods for, at The Final Countdown tager munden for fuld og ikke formår at levere svaret på sit grundlæggende spørgsmål, er den faktisk ganske underholdende, og filmen er da også befolket af ganske solide folk i de centrale roller – Kirk Douglas og Martin Sheen står i spidsen for løjerne, mens garvede Charles Durning dukker op i rollen som en senator, der bliver reddet fra lystyachten.

Tv-manden James Farentino er noget træmandsagtig som jagerpiloten Owens, mens kvinden, han forelsker sig i, spilles af Katharine Ross, der er langt bedre kendt som Robert Redfords kæreste i Butch Cassidy and the Sundance Kid (1969).

Det hele er effektivt men noget anonymt iscenesat af Don Taylor, som vi her på Planet Pulp tidligere er stødt på som instruktør af Damien: Omen II (1978), og som tidligere havde lavet tidsrejsefilmen Escape from the Planet of the Apes (1971).

Teknisk er The Final Countdown fint udført med flyvesekvenserne som de absolut centrale dele. De visuelle effekter under tidsstormene er noget bedagede, men alligevel sært fascinerende, og det hele er sat til tonerne af John Scotts udmærkede score, der har et ganske ørehængende hovedtema.

The Final Countdown er en lidt skævt udtænkt tidsrejsefilm, og som sådan er den også et væsentligt indlæg i genren, men man kommer ikke udenom, at plottet er uforløst, og at filmens kulisse, hangarskibet, stjæler mange af scenerne.

3 stjerner

Titel: The Final Countdown
Andre titler: U.S.S. Nimitz: Lost in the Pacific
Dansk titel: U.S.S. Nimitz: Forsvundet i Stillehavet
Instruktør: Don Taylor
Manuskript: David Ambrose, Gerry Davis, Thomas Hunter & Peter Powell
Cast: Kirk Douglas (Captain Matthew Yelland), Martin Sheen (Warren Lasky), Katharine Ross (Laurel Scott), James Farentino (Commander Richard Owens), Charles Durning (Senator Samuel Chapman)
Producere: Peter Douglas (producer), Richard R. St. Johns (executive producer)
Foto: Victor J. Kemper
Klip: Robert K. Lambert
Musik: John Scott
Spilletid: 98 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Stereo
Sprog: Engelsk
Undertekster: Dansk, svensk, norsk, finsk
Produktionsland, år: USA, 1980
Produktionsselskaber: The Bryna Company
Distributør (DVD): Scanbox
Udgave/region: 2

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Anden Verdenskrig, Tidsrejser

Mogens Høegsberg. Redaktør. Medstifter af Planet Pulp. Født 1976. Oprindelig fra Ringkøbing, fra 1996 til 2014 bosat i Århus, nu bosat i Silkeborg. Uddannet mag.art. og ph.d. i middelalderarkæologi. Ansat som arkæolog ved Moesgård Museum. Har siden barndommen været ivrig horrorfan; indledningsvist primært litteratur, senere også film. Dertil rollespiller, brætspiller og tegneseriefan. Film og filmmusik er Mogens’ to største passioner inden for [..]

Skriv et svar

Your email address will not be published.