Star Trek

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at én af mine yndlingsfilmkomponister er Michael Giacchino. Han er et godt eksempel på, at en yngre komponist sagtens kan operere inden for et filmmusikalsk formsprog, der tager udgangspunkt i gennemtænkt, symfonisk musik med kompliceret orkestrering og brug af adskillige temaer og motiver.

Det betyder ikke nødvendigvis, at jeg mener, alle Giacchinos scores er lige gode, men set i fugleperspektiv er Giacchinos musik et af de relativt få kvalitetsmæssige fyrtårne i en filmby, der i disse år domineres af stadigt mere simplistiske, generiske og identitetsløse actionscores.

Af Giacchinos spillefilmsscores er hans musik til Star Trek indtil videre én af mine absolutte favoritter.

Filmen er, som de fleste vil vide, en reboot af Star Trek-serien, hvor vi vender tilbage til karaktererne fra The Original Series og de første seks spillefilm (altså Kirk, Spock, Scotty m.fl.), men selvfølgelig med et nyt, ungt og kækt cast. Filmen, der er instrueret af J.J. Abrams, er en rendyrket fornøjelse, og det samme kan siges om Giacchinos score.

Intet Goldsmith-tema

Jeg kunne sagtens dedikere en større del af denne anmeldelse til at påpege diverse forskelle i den måde, Giacchino er gået til jobbet på, sammenlignet med de komponister, der leverede musik til de første ti film i serien – ikke mindst Jerry Goldsmith, der komponerede musikken til fem af dem.

Det vil jeg dog ikke bruge alt for meget tid på, for ligesom filmen repræsenterer en nulstilling af franchisen, er det selvfølgelig kun naturligt, at musikken langt hen ad vejen gør det samme.

Alligevel er der én ting, der undrer mig en del, og det er fraværet af Jerry Goldsmiths Star Trek-hovedtema til fordel for Alexander Courages oprindelige tv-tema.

Courages fanfare – indledningen på tv-temaet – har været det gennemgående træk ved stort set alle tidligere Star Trek-scores, men Goldsmiths tema har trods alt spillet en væsentlig rolle for de fem film, han leverede musikken til, og er i manges ører en central del af franchisens musikalske identitet.

Alligevel glimrer Goldsmiths tema ved sit totale fravær, og under rulleteksterne får vi adskillige gennemløb af Courage-temaet i sin fulde udstrækning. Et eller andet sted er det måske forståeligt nok, især i denne “første” film, da Goldsmiths hovedtema ikke blev etableret, før castet fra The Original Series tog springet til spillefilmene i 1979.

Alligevel kunne man have håbet på bare en antydning af Goldsmith-temaet som et led i, hvad der i mine øjne ville have været en logisk strategi: Antyd temaet i den første film og fold det ud i efterfølgeren. Det sker så i øvrigt heller ikke.

Hvorfor Giacchino på den måde går udenom Goldsmiths ikoniske hovedtema, kan man kun gisne om. Måske har Giacchino, Abrams eller andre været nervøse for, at publikum primært associerer Goldsmith-temaet med The Next Generation-tv-serien eller Next Generation-castet mere generelt? Eller måske er det bare et forsøg på – næsten – at gøre rent bord og undgå referencer til seriens musikalske arv?

Det er formentlig rigtigt nok, at mange associerer Goldsmith-temaet med Jean-Luc Picard og besætningen på Enterprise NCC-1701-D i tv-serien, men det er dog værd at huske, at Goldsmith oprindelig komponerede temaet til netop det crew, som også den rebootede filmserie handler om, nemlig Kirk, Spock og kompagni.

Hvorom alting er: Goldsmith-temaet er her ikke, og selvom scoret ikke som sådan lider under denne mangel er det efter min mening alligevel ærgerligt – da jeg så filmen i biografen havde jeg en klar forventning om, at temaet ville eksplodere ud gennem højttalerne under rulleteksterne og medføre almen begejstring i salen. I stedet fik vi Courages sjove, men også meget uddaterede, tv-tema.

Til Giacchinos forsvar må det dog siges, at hans brug af tv-temaet i det over ni minutter lange “End Credits” (nr. 15) faktisk lykkes ganske godt. For det første lyder tv-temaet faktisk fint, når det orkestreres for symfoniorkester og kor, og for det andet lader Giacchino en overgang sit eget hovedtema og Courages tema ligge i kontrapunkt, hvilket lyder forbløffende godt.

På med ja-hatten

Efter denne smule indledende brokkeri tager jeg nu ja-hatten på, for på nær savnet af Goldsmiths tema, er Star Trek-scoret en udelt fornøjelse fra start til slut – også selvom albummet er relativt kort og ikke nødvendigvis repræsenterer alle de bedste cues.

Efter at filmen var blevet et megahit udsendte Varèse Sarabande i 2010 en “Deluxe Edition” i 5000 eksemplarer med over dobbelt så meget musik som den her anmeldte version.

Deluxe-udgaven er nu udsolgt og handles til latterligt høje summer på Amazon, eBay og andre netsteder. Det er ærgerligt, men hertil skal så med det samme siges, at det oprindelige album i sig selv udgør en aldeles glimrende lytteoplevelse, der med sin relativt korte spilletid på lige knap 45 minutter ikke føles et sekund for langt.

Forrygende hovedtema

Giacchino har opbygget sit score omkring to-tre temaer, hvoraf det ene er absolut dominerende. Man kan vælge at se på temaet som filmens hovedtema (nok nærmere franchisens nye hovedtema), men set i sammenhæng med filmens karakterer, er der faktisk tale om Kirks tema.

Det dukker allerede op i den første skæring, “Star Trek”, men går igen i mange af albummets resterende cues. I “Star Trek” får vi temaet i en afdæmpet, afmålt version, og også “Hella Bar Talk” (nr. 4) giver en fin, kontemplativ udgave af temaet, men vi skal snart opleve det i en betydeligt mere energisk form, nemlig i koncertpræsentationen “Enterprising Young Men” (nr. 5), der præsenterer hovedtemaet i sin mest heroiske og ballsy udgave.

Det er forrygende, spændende og energisk filmmusik, og i “Enterprising Young Men” indgår i øvrigt også Spocks tema (se nedenfor), selvom Spocks tema her klart har bagsædepladsen i forhold til Kirks tema.

Det rigtig fine ved hovedtemaet er, at det er komponeret sådan, at Giacchino uden problemer kan bruge det i mange forskellige sammenhænge – afdæmpet, semitragisk, dramatisk og heroisk.

Flere filmmusikanmeldere har brugt ordet “simpelt” om hovedtemaet, hvilket er en karakteristik, jeg ikke helt forstår – i hvert fald ikke, hvis man med “simpelt” forstår “simplistisk” eller på anden vis associerer betegnelsen med noget negativt. Så skal man også kalde “Raiders March” fra Indiana Jones-filmene “simpel”.

Giacchinos Star Trek-tema er kun “simpelt” i den forstand, at der er tale om et ekstremt ørehængende, stærkt melodisk tema – måske ét af hans allerbedste – men sammenlignet med mange andre temaer fra nutidens sommerblockbusters er der absolut ikke tale om et simpelt tema. Det er fuldt udviklet og har sågar både et A-tema og et B-tema.

A-temaet på 17 toner er den primære frase, der f.eks. høres i “Enterprising Young Men” fra ca. 0:37-1:02, mens B-temaet (måske nærmere et motiv) er en kortere frase på 8 toner, der både høres sammen med A-temaet og bruges alene, og som har karakter af et actionmotiv. B-temaet høres i “Enterprising Young Men” fra ca. 1:10-1:28.

Faktisk kunne man dekonstruere hovedtemaet endnu mere, og i en helt nøje analyse af scoret ville det være nødvendigt. Flere steder bruger Giacchino f.eks. temaets indledende, energiske strygerostinato som et mere eller mindre selvstændigt motiv i musikken.

Som sagt bruges hovedtemaet meget i scoret – det optræder i én eller anden form i ti ud af albummets i alt 15 skæringer – men i modsætning til nogle anmeldere, mener jeg ikke, at det er noget problem. Det skyldes netop, at Giacchino er så god til at variere temaet, både stemningsmæssigt og i forhold til orkestreringen. Derudover skal det også lige påpeges, at hovedtemaet langt fra høres fuldt udviklet i alle de cues, det optræder i.

Nero og Spock

De to andre temaer, Giacchino komponerede til Star Trek er dels et tema for skurken Nero og hans romulanske medsammensvorne, dels et tema for Spock og vulcanerne. Nero-temaet er et ekstremt enkelt og brutalt tema (eller nærmere motiv) på fem noder, oftest fremført af blæsersektionen. Temaet dukker første gang op i “Nailin’ the Kelvin” (nr. 2) og derefter løbende igennem scoret.

Temaet for Spock er et forrygende smukt, tragisk afdæmpet tema, der fremføres på erhu – et kinesisk strengeinstrument – over langsomme strygere og flygel. Temaet høres bl.a. i “That New Car Smell” (nr. 13), der står som ét af albummets højdepunkter, og indgår som tidligere nævnt også i “Enterprising Young Men”, hvor det høres fra ca. 1:16-1:26.

Sidst men ikke mindst er det i forbindelse med temaer og motiver kun rimeligt at gøre opmærksom på, at adskillige af albummets øvrige cues også er bygget op omkring forskellige mindre temaer motiver, som Giacchino bruger som et strukturerende element.

Hvor mange af disse, der skal identificeres som egentlige ledemotiver, er nok i høj grad op til diskussion, men flere af dem dukker op i adskillige cues og kan dermed ikke afskrives som ledemotiver, selv om de ikke er så klart definerede som hovedtemaet, Spocks tema og Neros tema.

Under alle omstændigheder er scoret rigt på både temaer og motiver, der betyder, at hele scoret fremstår som stærkt tematisk forankret og helhedspræget.

På mange måder kan denne tilgang måske bedst sammenlignes med John Williams’ tre første Star Wars-scores (og andre af Williams’ scores fra samme periode), hvor de fleste cues indeholdt deres egne småmotiver.

Knald på!

Hvis vi lige skal kigge ud over temaerne og motiverne og give en overordnet karakteristik af scoret, så må det siges primært at være et actionscore – i hvert fald sådan som det er repræsenteret på det her anmeldte album. Som nævnt er der enkelte afdæmpede cues – f.eks. “Hella Bar Talk” og “That New Car Smell” – men langt de fleste af de resterende cues ligger inden for actiongenren. En markant undtagelse, som endnu ikke har været nævnt, er dog det hjerteskærende smukke “Labor of Love” (nr. 3), der i øvrigt også introducerer sit helt eget tema.

Men actionmusikken er ellers der, hvor det sker på Star Trek-scoret, og der er knald på! Det er der allerede fra “Nailin’ the Kelvin”, hvor symfoniorkesteret brager igennem fra første øjeblik. Det er bare det første af adskillige fremragende action- og suspensecues på albummet.

“Nero Sighted” (nr. 6), “Nice to Meld You” (nr. 7), “Run and Shoot Offense” (nr. 8) er mere af det samme – og det er ment på den positive måde! Det hele eksploderer dog i “Nero Death Experience” (nr. 10), hvor Giacchino supplerer symfoniorkestret med et 40 personer stort kor, og hvor musikken når nærmest operatiske proportioner!

Generelt er Star Trek bare endnu et glimrende eksempel på, hvor godt Giacchino har styr på sit symfoniorkester og sine virkemidler, hvilket også er én af grundene til, at det altid er en fornøjelse at høre et nyt Giacchino-score.

En værdig efterfølger

Til syvende og sidst er der ikke så meget andet at gøre end at anbefale Michael Giacchinos Star Trek-score på det varmeste! Skulle man have mulighed for at få fingre i det komplette score, er det helt klart det, man skal gå efter, for der er ingen tvivl om, at det giver et bedre indtryk af musikken, som den blev komponeret til filmen – på indeværende album er der f.eks. næsten ingen musik fra den midterste del af filmen.

Når det er sagt, så gør det ikke i sig selv det almindelige album dårligere, og den relativt korte spilletid er, om ikke andet, med til, at man ikke keder sig et eneste øjeblik. Giacchino er måske ingen Goldsmith, men for mig er der ingen tvivl om, at Star Trek-serien i Michael Giacchino har fundet en værdig efterfølger.

Nummerliste:
1. Star Trek (1:01)
2. Nailin’ the Kelvin (2:09)
3. Labor of Love (2:51)
4. Hella Bar Talk (1:56)
5. Enterprising Young Men (2:40)
6. Nero Sighted (3:23)
7. Nice to Meld You (3:14)
8. Run and Shoot Offense (2:05)
9. Does It Still McFly? (2:03)
10. Nero Death Experience (5:39)
11. Nero Fiddles, Narada Burns (2:34)
12. Back From Black (1:00)
13. That New Car Smell (4:46)
14. To Boldly Go (0:27)
15. End Credits (9:11)

Total spilletid: 44:59

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek