Star Trek: Nemesis

Star Trek: Nemesis var Next Generation-holdets fjerde film på otte år, og det blev også holdets svanesang. Det blev samtidig også Jerry Goldsmiths sidste film i serien; Goldsmith døde to år senere, i 2004.

Nemesis var Goldsmiths femte Star Trek-score og det tredje score, han leverede til serien i træk. Umiddelbart forud var gået de to forrygende scores til First Contact (1996) og Insurrection (1998), men desværre er Nemesis ikke helt på niveau med Goldsmiths tidligere indlæg i serien.

Eller rettere: Musikken er faktisk glimrende i filmen; det er som selvstændigt album, at Nemesis-scoret ikke helt så velfungerende.

Goldsmiths tilgang til Nemesis er på mange måder ellers den samme, som til de tidligere film. Scoret er overvejende symfonisk, men med anvendelse af en del synthesizer, særligt i suspense- og actionmusikken. Rent teknisk er der derfor intet, der har ændret sig.

Rent kompositorisk er Nemesis imidlertid en lidt anden sag. For hvor både First Contact og Insurrection langt hen ad vejen var domineret af actionmusik, er Nemesis domineret af suspensemusik og atmosfærisk underscore. Der er selvfølgelig også actionmusik, og når den dukker op er den glimrende, men Nemesis er som helhed betragtet et langt mere afdæmpet score.

Helt domineret af et enkelt tema

Tematisk er Nemesis helt domineret af det tema, Goldsmith komponerede for filmens skurk Shinzon. Det er et meget enkelt tema – nærmere et motiv – på syv toner, der stedvist udvides en lille smule, men som faktisk oftere anvendes i en forkortet udgave, hvor det kun er de to første toner, der høres.

Temaet, der første gang dukker op i anden del af “Remus” (CD 1, nr. 1), er sådan set effektivt nok, men det hører absolut ikke til blandt Goldsmiths bedste eller mest mindeværdige – dertil er det for simpelt og underudviklet. Dog må det siges, at Goldsmith formår at variere temaet ganske meget i løbet af scoret.

Det betyder, at Shinzon-temaet indgår uproblematisk i både suspense- og actioncues, ligesom det fungerer fint i en afdæmpet, følsom variant i “Odds and Ends” (CD 1, nr. 6).

Men i betragtning af, hvor ofte temaet høres, er det ærgerligt, at det ikke er stærkere, end det er. For Shinzon-temaet dominerer scoret på bekostning af stort set alle andre tematiske tiltag.

Temaerne fra Goldsmiths tidligere scores i serien glimrer generelt ved deres fravær. Star Trek-hovedtemaet høres nogle få gange, og det samme gør “Barrier”-temaet fra The Final Frontier, som også dukkede op i musikken til både First Contact og Insurrection. Endelig er der et par eksempler på et rytmisk ostinato-motiv, som vist ikke har været hørt siden Goldsmiths score til The Motion Picture (1979).

Det er imidlertid ganske få gange disse andre temaer dukker op, og de er på ingen måde med til at kendetegne scoret som helhed. Dermed er det Shinzon-temaet, der karakteriserer scoret, og det er det ganske enkelt ikke stærkt nok til.

Udynamisk album

At Shinzon-temaet dominerer i så høj grad, og at det samtidig ikke hører til blandt Goldsmiths stærkeste temaer er dog ikke det største problem ved Nemesis-scoret. Det primære problem er, at scoret i så høj grad består af atmosfærisk musik og suspense.

Eller rettere: Det lider albummet under; scoret gør sådan set ikke, for scoret fungerer fint i filmen. Som album giver Goldsmiths lavstemte tilgang til Nemesis dog problemer.

Når man lytter og vurderer albummet track for track, er der sådan set rigtig meget at komme efter, men helhedsindtrykket lider: Albummet kommer til at fremstå meget udynamisk, ja stedvist faktisk ret kedeligt.

Lidt af en ørkenvandring

Mange cues indeholder ganske fin atmosfærisk underscore og suspensemusik – bl.a. “Argo”, “Repairs” og “Perfect Timing / Allegiance” – og der er klassisk Goldsmith-action i bl.a. “The Mirror”, “The Scorpion”, “Attack Pattern” og “Final Flight”.

Men overordnet set er en stor del af scoret så tilbageholdende og lavstemt, at det komplette score – med en spilletid på 85 minutter – i passager føles som lidt af en ørkenvandring.

Denne tilgang til musikken var helt bevidst fra Goldsmiths side: Dels var Nemesis planlagt som Next Generation-holdets sidste film, dels har filmen i visse aspekter karakter af mørkt drama. Derfor er det disse mere dystre og triste aspekter af filmen, Goldsmith ønskede at understrege gennem sit score, og lykkedes fint for ham.

Hvorvidt det er den bedste tilgang til et filmisk univers som Star Trek mener jeg imidlertid, at der er god grund til at diskutere, bl.a. fordi Goldsmiths ekstremt tilbageholdende brug af Star Trek-temaet og andre af de tidligere etablerede temaer fra serien er med til at suge meget af Star Trek-ånden ud af musikken.

En skuffelse af de større

Som sagt er anmeldelsen her baseret på Varèse Sarabandes udgivelse af det komplette score, fordelt på to CD’er. Selve scoret udgør 32 af udgivelsens i alt 46 tracks, mens de resterende tracks er forskellige sourcenumre og alternative versioner af forskellige cues.

De 32 tracks med det komplette score løber over i alt ca. 85 minutter, og man vil kunne opnå en betydelig bedre lytteoplevelse, hvis man selv går ind og definerer en playliste, der reducerer spilletiden til omkring 45-50 minutter.

Mange af Goldsmiths tidligere scores har enten vundet ved – eller er i hvert fald ikke blevet ringere af – at blive udgivet i deres helhed. Men i tilfældet Nemesis gør man scoret en bjørnetjeneste ved at lytte til samtlige 32 cues. Som sagt er musikken ganske stærk både i filmen og hørt track for track, men som helhed er det komplette Nemesis-score en træg affære.

Det er lidt ærgerligt, at Nemesis skulle vise sig at blive Goldsmiths sidste Star Trek-score, for serien gav ved flere lejligheder Goldsmith lejlighed til at komponere forrygende scores, der sprudlede af energi, opfindsomhed og eventyrlyst.

Sammenlignet med de andre fire Goldsmith-scores i serien, er Nemesis desværre en skuffelse af de større.

Nummerliste:

CD 1:
1. Remus (2:02)
2. The Box (2:21)
3. My Right Arm (1:02)
4. Star Field / Positronic (2:00)
5. The Argo (1:19)
6. Odds And Ends (4:35)
7. Your Brother / Course Plotted (2:07)
8. Repairs (6:26)
9. The Knife (3:07)
10. Perfect Timing / Allegiance (2:19)
11. Secrets (1:28)
12. The Mine (1:27)
13. Ideals (2:14)
14. Options (0:58)
15. Bed Time / Transport (1:37)
16. Blood Test (1:25)
17. The Mirror (5:22)
18. The Scorpion (2:22)
19. His Plans / Data & B-4 (2:41)
20. Battle Stations (2:41)
21. Attack Pattern (2:22)
22. The Invitation / True Nature / Let’s Go To Work (4:37)
23. Lateral Run (3:51)
24. The Viceroy (0:21)

Total spilletid: 60:44

CD 2:
1. Engage (2:11)
2. Full Reverse (1:41)
3. Not Functional (2:55)
4. Final Flight (3:46)
5. Firing Sequence (0:56)
6. A New Friend (2:36)
7. That Song / An Honor (1:28)
8. A New Ending (8:36)

Source music:
9. Riker’s Strut #1 (1:02)
10. Riker’s Strut #2 (1:07)
11. Blue Skies (vocal by Brent Spiner) (3:16)
12. Blue Skies (instrumental) (2:39)

Additional music:
13. Secrets (alternate mix) (1:29)
14. The Mine (alternate) (1:31)
15. Options (alternate) (0:56)
16. Options (alternate mix) (0:56)
17. Data & B-4 (alternate) (1:38)
18. Battle Stations (alternate mix) (2:42)
19. Attack Pattern (alternate mix) (2:23)
20. True Nature (alternate mix) (1:32)
21. A New Ending (alternate) (6:10)
22. Director And Composer (2:36)

Total spilletid: 54:06

Samlet total spilletid: 114:50 (1t, 54m, 50s)

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek