Star Trek II: The Wrath of Khan

Jerry Goldsmiths score til Star Trek: The Motion Picture (1979) er ét af komponistens mest elskede, og mange har udråbt det til et mesterværk. Helt så godt mener jeg dog ikke, det er, og faktisk foretrækker jeg på næsten alle måder James Horners musik til fortsættelsen.

Den første Star Trek-film sprang budgettet og dertil kom, at den blev et flop blandt både kritikere og publikum. Med dette in mente kan det virke utroligt, at serien nogensinde blev ført videre, men det blev den altså – men med visse justeringer.

Blandt andet blev The Wrath of Khan produceret på et betydeligt mindre budget, hvilket bl.a. betød, at det ikke var muligt at hyre Jerry Goldsmith til at komponere musikken.

I stedet gik jobbet til James Horner, der på det tidspunkt blot var 28 år gammel. Horner havde komponeret filmmusik i nogle år på dette tidspunkt; bl.a. havde han leveret musikken til Roger Corman-produktionen Battle Beyond the Stars (1980). Det egentlige gennembrud havde Horner dog ikke haft endnu, men det kom med The Wrath of Khan.

Vi har her at gøre med en ung komponist, der virkelig spiller med musklerne og benytter lejligheden til at vise hele verden, hvad han egentlig kan. Det har resulteret i et flot og helstøbt score, der på mange måder også rent musikalsk udstak retningen for Horners symfoniske scores op gennem 1980’erne.

Ingen brug af Goldsmiths hovedtema

Horners score er næsten rent symfonisk, men det skal nævnes, at han faktisk også anvender Blaster Beam-instrumentet, som Goldsmith havde brugt på det første score foruden lidt yderligere synth.

Hvad Horner til gengæld ikke anvender, er Goldsmiths hovedtema fra The Motion Picture, som de fleste i dag ellers associerer med Star Trek. Sidstnævnte skyldes dog nok især, at temaet blev brugt som hovedtema for Next Generation-serien fra 1987 og frem, og temaet er også dukket op i mange af de senere film.

I The Wrath of Khan glimrer temaet ved sit fravær, hvilket skyldes at Horner blev bedt om at undlade at anvende det! Producenterne ønskede på så mange måder, de kunne, at distancere sig fra den første film, og det blev altså også udstrakt til musikken. Vi skulle ikke høre Goldsmiths hovedtema igen, før Goldsmith selv vendte tilbage til serien med musikken til The Final Frontier i 1989.

I stedet for Goldsmiths tema komponerede Horner sit eget hovedtema, der høres første gang i “Main Title” (nr. 1). Efter Alexander Courages fanfare (som også Goldsmith anvendte), dukker temaet op med det samme. Faktisk indeholder hovedtemaet to temaer: A-temaet er et stort, heroisk tema for Kirk (William Shatner), mens B-temaet er et lidt mere afdæmpet og nobelt tema for Enterprise.

Kirk- og Enterprise-temaerne løber igennem scoret som en rød tråd, og binder det sammen til en helhed. Det er dog ikke de eneste temaer, vi præsenteres for. Horner leverer også et mystisk fløjte- og panfløjtedomineret tema for Spock (“Spock”, nr. 7) og et simpelt og dystert motiv for skurken Khan, der første gang høres i slutningen af “Khan’s Pets” (nr. 3).

Også associeret med Khan er den baspuls, der høres igennem størstedelen af “Khan’s Pets” og som dukker op – med og uden selve Khan-motivet – flere gange i løbet af scoret.

Tagselvbord

Derudover er The Wrath of Khan et tagselvbord af fremragende cues, der både demonstrerer Horners evner til at komponere effektiv suspense, vild actionmusik og dissonant horrormusik. Sidstnævnte får vi bl.a. et eksempel på i det korte, urovækkende cue “Surprise on Ceti Alpha V” (nr. 2). Det er måske ikke nemt at lytte til, men det er ekstremt effektivt!

Langt lettere for ørerne er den fine suspensemusik, vi bliver præsenteret for i bl.a. “Khan’s Pets” (nr. 3) og “Brainwashed” (nr. 13). Hvis man synes, at man har hørt noget lignende andetsteds, tager man ikke fejl: Suspense- og actionmusikken i The Wrath of Khan er et stilistisk blåtryk for meget af Horners senere actionmusik.

Det gælder måske især for det score, han leverede til James Camerons Aliens (1986) og faktisk gælder det helt ned til anvendelsen af Goldsmiths berømte ekko-effekt (bl.a. “Khan’s Pets”), der ifølge CD’ens liner notes dog nærmere skulle være inspireret af Goldsmiths score til Patton (1970) end hans score til Alien (1979).

Apropos Alien-serien, så finder man på The Wrath of Khan faktisk et direkte blåtryk for ét af de mest berømte cues fra Horners score til Aliens, “Bishop’s Countdown”. Hør bare det fremragende cue “Kirk’s Explosive Reply” (nr. 11).

Imponerende actionmusik

Blandt de bedste og mest imponerende cues på The Wrath of Khan er actionmusikken. “Surprise Attack” (nr. 10) og “Battle in the Mutara Nebula” (nr. 17) er helt og aldeles fremragende – særligt det over otte minutter lange “Battle in the Mutara Nebula”-cue.

Her bruger Horner intelligent de to meget forskellige temaer/motiver for Kirk og Khan til at skabe orden i actionscenernes kaos og lader de to temaer jagte hinanden. Og læg i øvrigt igen mærke til Aliens-forlæggene i “Surprise Attack”.

Også det imponerende “Genesis Countdown” (nr. 19) bør nævnes, særligt på grund af den hjerteskærende, afsindigt dramatiske og dybt smukke afslutning – som sagt har vi at gøre med en ung komponist, der virkelig spiller med musklerne!

Der er to cues, der falder lidt uden for på The Wrath of Khan. Det ene er “Genesis Project” (nr. 9), der ikke er komponeret af Horner, men af Craig Huxley; manden der opfandt Blaster Beam-instrumentet.

Musikken til denne sekvens i filmen, som er rent computergenereret, er rent elektronisk og komponeret for diverse synthesizere og Blaster Beam. Specielt kønt er det ikke efter min mening, men what the hell..

Det andet cue, der falder lidt uden for er “Amazing Grace” (nr. 21), der indledes af sourcemusik. Det er en sækkepibeudgave af “Amazing Grace” (i filmen fremført af Scotty), der så glider over i en symfonisk udgave af hymnen, arrangeret af Horner. Efter sigende var Horner slet ikke vild med at skulle anvende hymnen, men som enhver filmkomponist gjorde han selvfølgelig, som han fik besked på.

Filmmusikmesterværk

I sidste ende kan de to lidt aparte cues ikke ændre ved helhedsindtrykket af The Wrath of Khan som et vaskeægte filmmusikmesterværk og ét af James Horners fineste scores nogensinde.

Det er både interessant som et fantastisk score i sig selv og som et eksempel på, hvor tidligt mange af Horners stilistiske træk faktisk var på plads. Jeg har ikke hørt nogle af hans endnu tidligere scores, men altså: Fire år inde i karrieren var mange af hans senere så velkendte træk på plads.

Denne anmeldelse er baseret på den komplette udgivelse af scoret, udsendt af Film Score Monthly i 2009. Skiven er omkring 30 minutter længere end den oprindelige udgivelse, hvoraf lidt over 7 minutter dog består af en alternativ udgave af det forrygende “Epilogue/End Title” (nr. 22 og 23).

Det betyder stadig, at skiven indeholder over 20 minutter musik, der aldrig tidligere er udgivet – og tak for det! For i dette tilfælde er der tale om et score af en kvalitet, der kan tåle en udgivelse på over 70 minutter. Alene det siger noget om musikkens kvalitet.

Er du James Horner-fan, Star Trek-fan eller bare filmmusikfan i al almindelighed er det bare med at få bestilt scoret hjem – der er ingen undskyldning. Mesterværk, mine damer og herrer!

Nummerliste:
1. Main Title (3:08)
2. Surprise on Ceti Alpha V (0:47)
3. Khan’s Pets (4:20)
4. The Eels of Ceti Alpha V/Kirk in Space Shuttle (3:54)
5. Enterprise Clears Moorings (3:35)
6. Chekov Lies (0:43)
7. Spock (1:13)
8. Kirk Takes Command/He Tasks Me (2:08)
9. Genesis Project (3:18)*
10. Surprise Attack (5:09)
11. Kirk’s Explosive Reply (4:03)
12. Inside Regula I (1:38)
13. Brainwashed (1:26)
14. Captain Terrell’s Death (2:01)
15. Buried Alive (0:59)
16. The Genesis Cave (1:11)
17. Battle in the Mutara Nebula (8:10)
18. Enterprise Attacks Reliant (1:31)
19. Genesis Countdown (6:36)
20. Spock (Dies) (1:55)
21. Amazing Grace (1:28)
22. Epilogue/End Title (8:47)
23. Epilogue (original version)/End Title (7:30)

Total spilletid: 75:30

* Komponeret og fremført af Craig Huxley

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Star Trek