Star Trek

Da Star Trek: Nemesis (2002) fortjent blev lidt af et flop, besluttede cheferne hos Paramount sig for at lukke Star Trek-serien ned. Men selv i 2002 må Paramount-bosserne have vidst, at der kun var tale om en pause; Star Trek er et alt for værdifuld et brand til, at det kunne få lov til andet end at ligge brak nogle år.

Og ganske rigtigt, allerede i 2005 begyndte arbejdet så småt med at få en ny Star Trek-film op på lærrederne. Den daværende Paramount-chef Gail Berman bad Roberto Orci og Robert Kurtzman om at komme med idéer til den nye film, og de endte også med at skrive filmens manuskript.

Inden processen var kommet så langt, var J.J. Abrams imidlertid kommet ombord som producer (Orci og Kurtzman havde sammen med Abrams også skrevet manus til Mission: Impossible III, der havde premiere i 2006 med Abrams som instruktør), og også Damon Lindelof og Bryan Burk kom ombord som producere.

Nu havde Abrams efterhånden samlet hele sin vante bande omkring sig, og idéudviklingen tog for alvor fart. Man valgte at genoplive en gammel idé, som første gang var blevet fremsat af Gene Roddenberry helt tilbage i 1968, nemlig en prequel til The Original Series (1966-69).

Med andre ord skulle den nye film vende tilbage til de ikoniske karakterer fra den oprindelige serie og de første seks film, nemlig Kirk, Spock og resten af banden. Men i stedet for bare at lave en prequel til den oprindelige serie og de oprindelige film, valgte Orci, Kurtzman og co. at gøre en mere drastisk ting.

Nulstiller Star Trek-universet

Tidsrejser har været en fast ingrediens i Star Trek helt siden den oprindelige serie løb over skærmene i 1960’erne (bl.a. i den legendariske episode The City on the Edge of Forever fra anden sæson). Flere af filmene med den oprindelige besætning har også tidsrejser som centralt element, mest fremtrædende nok Star Trek IV: The Voyage Home (1986).

Tidsrejser optrådte også jævnligt i Star Trek: The Next Generation (1987-1994) og er også omdrejningspunktet i Next Generation-besætningens bedste film, Star Trek: First Contact (1996).

Set i det lys var det ikke ligefrem banebrydende, at Orci og Kurtzman valgte at gøre tidsrejser til et centralt element i den nye film. Men det, de valgte at bruge tidsrejsen til, rent plotmekanisk, var radikalt og genstand for en del furore blandt Trekkies.

Med tidsrejsen som værktøj valgte Orci og Kurtzman nemlig at skrive en film, der “nulstiller” Star Trek-universet og fører Kirk, Spock og alle de andre ind på en ny tidslinje. Dermed kunne fremtidige film ignorere alle de tidligere film og sende besætningen ud på præcis de eventyr, man havde lyst til.

Man rebootede med andre ord Star Trek-serien ved at skabe en alternativ tidslinje, som de nye Star Trek-film foregår i. Når man tænker lidt over det, er det faktisk ret smart af manuskriptforfatterne og idémændene, men det gjorde dem ikke mere populære blandt Trekkies, hvoraf mange mente, at det var en fornærmelse på den måde at “slette” det oprindelige casts mange eventyr.

I virkeligheden er det jo slet ikke så drastisk, for en vis Leonard Nimoys optræden i filmen viser jo med al ønskelig tydelighed, at alle “de gamle” eventyr stadig fandt sted, blot i et alternativt univers. Men nu bliver det lidt teknisk.

Meet the guys

Star Trek begynder in medias res, da Starfleet-skibet U.S.S. Kelvin pludselig kommer under angreb fra et enormt rumskib, der dukker op ud af en mærkelig rumstorm. Angriberne viser sig at være romulanere, og da Kelvins kaptajn tvinges over på det angribende skib for at forhandle, bliver den unge George Kirk forfremmet til kaptajn.

Kort efter giver den unge kaptajn sit liv for at redde skibets besætning, inklusive hans egen kone, der kort før Kirks død føder en søn – den fremtidige James Tiberius Kirk, vores hovedperson.

I et kort mellemstykke møder vi derefter både en ung, utilpasset Kirk på Jorden og en tilsvarende ung, men meget seriøs, Spock på Vulcan.

Herefter fast forwarder handlingen en del år, indtil vi møder Kirk igen – stadig utilpasset, men nu meget charmerende og selvsikker i skikkelse af Chris Pine. Han lader sig lokke til at søge ind i Starfleet af den sympatiske admiral Pike (Bruce Greenwood), og inden vi har set os om, er banden ved at blive samlet.

Charmerende og velvalgt cast

Og her har vi i virkeligheden den største styrke ved Star Trek (altså filmen) – castet. For ret beset er handlingen, som jeg kort skal vende tilbage til, hverken synderligt original eller interessant. Det er det enormt charmerende og velvalgte cast, der bærer filmen.

Chris Pine er i den grad velvalgt som Kirk. Han kanaliserer meget af William Shatners skråsikre charme, sådan at man sagtens kan mærke, at det er Kirk, vi har med at gøre, men samtidig formår Pine at gøre rollen til sin egen.

Pines primære med- og modspiller er Zachary Quinto som Spock, og også Quinto er velvalgt. I virkeligheden ligner Quinto vel ikke Leonard Nimoy synderligt meget, men Quintos lidt spidse ansigtsform kombineret med frisuren og de spidse ører gør meget, og man er parat til at acceptere, at han er en ung Spock.

Kemien mellem Pine og Quinto er glimrende, og ligesom Kirk og Spock var de ubestridte hovedpersoner i de gamle film, er de det også her.

Resten af castet gør det imidlertid også fint som Uhura (Zoe Saldana), Sulu (John Cho), Chekov (Anton Yelchin) og “Bones” McCoy (Karl Urban). Sjovest her er uden tvivl Karl Urban som den temperamentsfulde skibslæge, der i virkeligheden er bange for at flyve og kun har meldt sig til Starfleet, fordi hans kone lænsede ham økonomisk ved skilsmissen.

Det er først ret sent i filmen, at den sidste af de ikoniske roller finder vej til Enterprise i form af Simon Pegg, der spiller maskinmesteren Scotty. Så er holdet til gengæld også samlet, og dermed er Star Trek ikke bare en reboot af Star Trek-serien og heller ikke bare en prequel – det er en origin story.

Samspillet mellem gruppen er godt, og der er både fin dramatisk og komisk timing. På den måde er manuskriptet et toptunet stykke professionelt arbejde, om end man stedvist tænker, at der med fordel kunne være skruet en anelse ned for de humoristiske elementer. Og dog – for her i en første film er de netop med til at skabe kemi mellem figurerne og ryste holdet sammen.

Sorte huller, tidsrejser og hævn

Nå, men for lige kortvarigt at vende tilbage til plottet: Hele baduljen handler om, at fremtids-Spock (altså den “rigtige” Spock i skikkelse af Leonard Nimoy) har begået en frygtelig fejl, der fører til, at planeten Romulus bliver ødelagt af en supernova. Spock formår at stoppe supernovaens altødelæggende kræfter ved at skabe et sort hul, men for sent til at redde Romulus.

En overlevende romulaner ved navn Nero (Eric Bana) og besætningen på hans enorme skib vil have hævn, men Neros og Spocks rumskibe fanges af det sorte hul og sendes tilbage i tiden. Tidsportalen er lige præcis den mærkelige rumstorm, som U.S.S. Kelvin observerer ved filmens begyndelse, hvorefter Kelvin ødelægges af Neros skib.

Præcis hvad der yderligere sker, er der ingen grund til at referere her – det vigtige er, at Kirk og kompagni bliver involveret i kampen mod Nero, der er på et hævntogt, der vil føre til Jordens undergang, hvis han ikke bliver stoppet.

Undervejs møder Chris Pines Kirk Leonard Nimoys Spock og på den måde skabes koblingen mellem de to tidlinjer. Samtidig giver det baggrund for et par regulært rørende scener – men primært hvis man har set og holder af alle de gamle Star Trek-film.

Gør man det er det også generelt bare rørende at se Leonard Nimoy i rollen som Spock igen. Det var rørende i 2009, da filmen havde premiere, og i dag er det endnu mere rørende, vel vidende at Nimoy ikke længere er blandt os. Nimoy dukkede dog også kortvarigt op som Spock i fortsættelsen Star Trek Into Darkness (2013), så rollen i Star Trek var ikke hans sidste som Spock.

Teknisk fremragende

Rent teknisk er der naturligvis ikke en finger at sætte på Star Trek, og faktisk må både scenografer og effektfolk have ros.

Scenograferne har formået at gøre Enterprise til et mere “beboet” og “anvendt” miljø, end vi har set i nogen tidligere Star Trek-film. Vi er selvfølgelig langt fra det slidte, beskidte look i f.eks. Alien (1979), men vi har også bevæget os langt væk fra de underligt sterile og plastikagtige kulisser i de tidligere Star Trek-film og –serier.

Derudover er de visuelle effekter ganske enkelt fremragende, og filmen var da også nomineret til en Oscar for bedste effekter, men tabte til Avatar (2009).

Forbandet underholdende og flot

Star Trek er blevet kritiseret for ikke at være en “rigtig” Star Trek-film men “bare” en actionfilm i rummet. Det er en lidt fjollet kritik, for der er bestemt også flere af de tidligere Star Trek-film, der mest har været actionfilm i rummet.

Men det er da rigtigt, at filmens plot ikke handler om at rejse ud i rummet for at “eftersøge nye livsformer og nye civilisationer”. Men det ville måske også være et lige lovligt stort krav at stille til en film, der grundlæggende set fungerer som en origin story.

Star Trek formår måske ikke at følge seriens berømte fortale og “boldly go where no man has gone before”, for på de fleste måder betræder den velkendt territorium i både plot og struktur. Men som oprindelseshistorie og som actionfilm i rummet fungerer Star Trek fantastisk. Ja, selv som Star Trek-film synes jeg, den fungerer fint. (Men hvad ved jeg? Jeg er jo ikke Trekkie).

Jeg er svinegodt underholdt af Star Trek. Det var jeg, da jeg så den i biografen, og det har jeg været de 3-4 gange, jeg siden har set den på dvd. J.J. Abrams og kompagni har måske ikke skabt en decideret Star Trek-klassiker, men de har skabt en forbandet underholdende og flot film. Og det er nok for mig.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Reboot, Rummet, Rumskibe, Star Trek, Tidsrejser