Star Trek: Nemesis

This is the way their run ends. This is the way their run ends. This is the way their run ends. Not with a bang but a whimper. Sådan kunne man, med en let omskrivning af slutningen på T.S. Eliots modernistiske mesterværk The Hollow Men, beskrive Star Trek: Nemesis.

Hvor det oprindelige Star Trek-cast sluttede af med et brag i den glimrende The Undiscovered Country (1991), er det en helt anden sag med Next Generation-holdet, der slutter deres run på filmserien med Nemesis, som er en ørkenvandring i middelmådighed.

Picard-klon

Det hele starter ellers lovende og på sin vis med visse ekkoer af netop The Undiscovered Country. Her er der blot ikke klingonerne, der er i centrum, men romulanerne, som Føderationen fortsat ikke står på god fod med.

I begyndelsen af filmen er vi vidner til, at en forræderisk romulansk senator tager resten af senatet af dage ved hjælp af et mystisk våben. Hun viser sig at være i ledtog med den remanske krigsherre Shinzon, der imidlertid ikke selv er remaner af race, men menneske.

Okay, time out… Romulanere, remanere? What the fuck? Ja, er man ikke Star Trek-fan giver alt dette jo ikke meget mening, men helt kort sagt: Romulus og Remus er i Star Trek-universet to naboplaneter med Romulus som den dominerende. Romulanerne anser remanerne som inferiøre væsner og har primært brugt dem som enten slavearbejdere eller krigere.

Nu er remanerne altså på krigsstien, men med mennesket Shinzon (der dog anser sig selv som remaner) i spidsen.

Shinzon og hans folk, der nu har overtaget det romulanske senat, får med list lokket Enterprise til Romulus under påskud af at ville forhandle fred mellem Romulus og Føderationen. Men vel ankommet går det op for Picard, at Shinzon er en klon af Picard selv.

The plot thickens, som man siger, og det kræver næppe en ph.d. i filmvidenskab at regne ud, at Shinzon og hans kumpaner ikke har rent mel i posen…

En opvisning i trætte klichéer

Som sagt starter Nemesis ganske lovende, og hvis manuskriptforfatterne havde holdt fast i idéen om et remansk oprør, der skulle føre til afspænding mellem romulanerne og Føderationen, kunne Nemesis være blevet til endnu en koldkrigshistorie i rummet i stil med The Undiscovered Country.

I stedet bliver Nemesis en opvisning i trætte klichéer og forudsigelig handling. Shinzon vil have fat i Picard for at bruge hans dna til at kurere sig selv, og så vil han i øvrigt også ødelægge Jorden med sit nye supervåben, så remanerne kan tage magten i universet.

Manglen på originalitet i historien skriger til himlen, og det er ærlig talt en underdrivelse at sige, at man keder sig bravt undervejs.

Der har været dårlige film tidligere i Star Trek-serien, men nogle af de andre dårlige film har trods alt enten haft en anderledes, ambitiøs historie – f.eks. The Final Frontier (1989) – eller i det mindste sjove idéer, som da Picard og Kirk mødes i Generations (1994). Nemesis er hverken anderledes eller ambitiøs, og den har en udpræget mangel på sjove idéer.

Pinlig

Dertil kommer, at castet efterhånden virker temmelig træt af det hele, og alderen begynder også at trykke, bl.a. hos Brent Spiner, hvis udødelige androide har fået en del rynker efterhånden, men også hos Jonathan Frakes, der bliver stadig mere kvabset.

Til trods for, at ingen vidste, at Nemesis skulle blive den sidste film for Next Generation-holdet, hænger der en tyk stemning af afskedsfest over Nemesis, der på én gang gør filmen vammelt nostalgisk og fælt selvbevidst. Værst er nok scenen i filmens indledning, hvor Riker og Troi langt om længe bliver gift – men der er flere irriterende scener undervejs.

Et nyt ansigt i Nemesis er Tom Hardy i rollen som Shinzon. Hardy, der på det tidspunkt blot havde tre credits under bæltet, er siden blevet en skuespiller af et vist format, men i Nemesis er han ude, hvor han ikke kan bunde. Det er imidlertid ikke så meget Hardys skyld, som det er manuskriptforfatterens og kostumedesignernes.

Manuskriptforfatteren, der utroligt nok er den ellers talentfulde John Logan (Gladiator, The Aviator, Skyfall), har givet Hardy en fortærsket skurkekliché at arbejde med, og kostumedesignerne har skruet ham ned i en stiv læderdragt, der ikke alene ser latterlig ud, men som også knirker konstant, så Hardy går rundt og lyder som en gammel læderjakke. Det er pinligt.

Pinlige er også remanerne, der ligner resultatet af et erotisk møde mellem en Predator og Skeletor fra Masters of the Universe. Faktisk er det visuelle design i Nemesis helt generelt pinligt, hvilket sådan set bare er i tråd med resten af filmen – fra historie til skuespil, instruktion og effekter.

En lille klynken af en film

I modsætning til, hvad mange ellers tror, var Nemesis ikke planlagt som Next Generation-holdets sidste film; allerede under produktionen af Nemesis var John Logan og Brent Spiner i gang med at arbejde på et nyt manus, der faktisk var tænkt som en afslutning.

Det blev dog aldrig til noget, da Nemesis ikke tjente synderligt godt ved billetlugerne, hvorfor cheferne hos Paramount besluttede sig for at lukke serien ned.

Derfor endte Nemesis med at blive Next Generation-holdets sidste film, og så meget desto mere ærgerligt er det, at Picard og co. ikke fik lov til at slutte af med manér. I stedet blev deres sidste film i de ikoniske roller, som de havde spillet gennem 15 år, en slap omgang. En lille klynken af en film, der må have efterladt alle fans af Next Generation-holdet – og af Star Trek generelt – med en dårlig smag i munden.

Noget er gået galt

Historien bag det her rod er skrevet af John Logan, Star Trek-veteranen Rick Berman og Brent Spiner, mens Logan er enekrediteret for manuskriptet. Et eller andet må være gået galt undervejs, for Berman havde været med på Star Trek-holdet i årevis, mens Logan som tidligere nævnt er langt mere talentfuld end manuskriptet til Nemesis antyder.

Måske så historien bare langt bedre ud på papiret end det færdige resultat kom til, og flere af castmedlemmerne har da også været ude med riven efter filmens instruktør Stuart Baird. Nemesis var da også kun Bairds tredje film (og i øvrigt hans hidtil sidste), men de to foregående var begge fine actionfilm, nemlig Executive Decision og U.S. Marshalls fra henholdsvis 1996 og 1998.

Eller måske har Baird, der i øvrigt er bedre kendt som klipper på en række virkelige store film (The Omen, Superman, Lethal Weapon, Die Hard 2 og Skyfall for at nævne nogle stykker) blot ikke følt sig til rette i science fiction-genren, hvem ved?

En “perfect storm” af dårligdomme

Under alle omstændigheder er Nemesis blevet en perfect storm af dårligdomme, der virkelig effektivt opsamler og udstiller alle de dårlige ting ved Star Trek-serien.

I Star Trek-sammenhæng skraber vi bunden her, ja faktisk må der være tale om den hidtil ringeste Star Trek-film overhovedet, og endda Jerry Goldsmith – der ellers var kendt for at kunne komponere fremragende musik til selv dårlige film – lader til at have mistet inspirationen. Og så står det skidt til!

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 10’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek