Star Trek: Insurrection

To år efter den særdeles vellykkede First Contact rullede den niende Star Trek-film over lærrederne. Endnu engang var det Next Generation-holdets egen Jonathan Frakes, der sad i instruktørstolen, men denne gang var resultatet knap så vellykket.

Det er ellers ikke fordi, Insurrection skorter på vægtige temaer, der går direkte i rette med Spocks klassiske sentens “The needs of the many outweigh the needs of the few”. Men desværre får filmens manuskriptforfattere aldrig disse idéer bragt op på et højere niveau, og Insurrection ender derfor som en “traditionel” Star Trek-actionfilm.

Den er velproduceret, men også glat og overfladisk, og derfor glider den af på overfladen af det ellers interessante etiske dilemma, der er i centrum af filmens historie.

Sammensværgelse

Historien tager sin begyndelse, da Data (Brent Spiner) er udlånt til en overvågningsmission, hvor Starfleet sammen med de lurvede Son’a spionerer på det fredelige Ba’ku-folk på en planet i det uvejsomme “tornekrat”-område.

Tilsyneladende oplever Data en total nedsmeltning, for han vender sig pludselig imod sine egne og saboterer missionen. Efter at admiralen Dougherty har kontaktet Enterprise og udbedt sig Datas specifikationer, sætter Picard og resten af besætningen kursen mod den lille planet for at finde ud af, hvad der foregår.

Det lykkes dem at redde Data, og det tager ikke længe for Picard at regne ud, at der foregår noget særdeles ureglementeret på planeten. Inden længe optrevler Enterprises besætning en sammensværgelse, der har til formål at tvangsforflytte Ba’ku-folket for at kunne udnytte de særlige kræfter, der findes i planetens ringe.

Picard anser dette for en grov overtrædelse af Føderationens såkaldte Primærdirektiv, der understreger at Starfleet aldrig må blande sig i fremmede civilisationers udvikling, men admiral Dougherty oplyser Picard om, at planen er godkendt af Det Føderale Råd, der har fundet et hul i reglen.

Og her er det, at Insurrection kunne være blevet rigtig interessant.

“Dumbed down”

Ringene omkring Ba’ku-folkets planet udsender nemlig en særlig stråling, der virker helende og regenererende. Det betyder blandt andet, at Ba’ku-folket er nærmest udødelige. Son’a-folket har udviklet en teknologi, der tillader dem at opsamle denne energi, men processen vil gøre planeten ubeboelig.

Omvendt ønsker Føderationen at bruge energien og den viden, de kan opnå fra den, til at hjælpe milliarder af mennesker (og rumvæsner). Derfor har Føderationen slået pjalterne sammen med de skurkagtige Son’a om at tvangsforflytte Ba’ku-folket. Og dem er der kun 600 af på hele planeten.

Men hvor mange personer skal det egentlig gå ud over, før denne form for tvangsforflytning bliver forkert? I hvor høj grad havde salig Spock ret, da han sagde, at “The needs of the many outweigh the needs of the few”?

Det er denne stærke idé, der ligger til grund for handlingen i Insurrection, men desværre bliver idéen aldrig operationaliseret i filmen. I stedet for at udforske spørgsmålet, der til stadighed er aktuelt i dag, bliver det “dumbed down” på typisk Hollywood-manér, hvor ethvert tilløb til seriøse temaer opløses i banale dikotomier med en skurk og en helt.

Det siger sig selv, at vi tvangsfodres med den “rigtige” holdning, nemlig at Picard har ret i sin forargelse, og at planen er moralsk forkert, og herefter udspiller filmen sig som en velproduceret og moderat underholdende actionfilm, hvor Picard og resten af Enterprises besætning gør oprør mod Starfleet (titlens “Insurrection”) og forsøger at beskytte det åh så gode Ba’ku-folk mod de lede Son’a og Starfleet.

Åleglat og overfladisk

Det er ikke min agt her at fælde dom i spørgsmålet om, hvem der har ret – Picard eller Spock – og for en ordens skyld bør jeg også lige nævne, at Spocks klassiske sentens aldrig optræder i filmen. Men det irriterer mig, at en serie, der så ofte med succes har taget vægtige temaer op – både som filmserie og tv-serie – glider så let af på et så stort spørgsmål.

Havde manuskriptforfatterne bag Insurrection haft modet til at gå længere ind i spørgsmålet og rent faktisk gøre det til et reelt dilemma, hvor Picard og de andre kunne komme i tvivl om, hvad der var det rette at gøre – ja så kunne Insurrection være endt som én af de helt store Star Trek-film.

I stedet får vi som sagt en fermt iscenesat, velproduceret og underholdende, men også åleglat og krom-overfladisk actionfilm, der stiller sig tilfreds med at være langt dummere end den kunne have været.

Det er manuskriptforfatterens skyld, mere specifikt den ellers garvede Star Trek-veteran Michael Piller, der også havde udarbejdet historien i samarbejde med producer Rick Berman.

Klassiske klichéer

Insurrection er på ingen måde en dårlig film, men den forfalder hurtigt til klassiske Star Trek-klichéer: Mens en gruppe klarer ærterne på planeten, forbliver andre ombord på Enterprise, hvor de naturligvis også kommer under angreb og må klare sig gennem opfindsomhed og godt gammeldags mod.

Præcis den samme opskrift fungerede optimalt i First Contact, til dels fordi skurkene i First Contact var en tand mere skræmmende end de geriatriske Son’a og til dels fordi First Contact aldrig foregøglede publikum med prætentioner om at være en film med et budskab.

Det gør Insurrection, men lige så snart temaet er slået an, dræbes det igen, og så går den vilde skattejagt med eksplosioner, fasere (der ikke er “set to stun”) og udfoldelser af mands- og kvindemod, som kun Enterprises besætning er i stand til. Alt sammen fint nok, men alt sammen er set bedre før og det er skuffende banalt i lyset af de idéer, filmen diskede op med indledningsvist.

Oppustet udgave af tv-serien

Teknisk er Insurrection endnu en vellykket Star Trek-film, så på den led er der ikke rigtig nogen finger at sætte på filmen. Enkelte af CGI-effekterne er en smule tvivlsomme, men ellers fungerer både effekter og scenografi glimrende, og endnu engang leverede Jerry Goldsmith et fint score.

På skuespilfronten er det rart for en gangs skyld at se Enterprises førsteofficer Riker træde i karakter, da han må forblive ombord på Enterprise og tage rollen som kaptajn.

Til gengæld har vi på ingen måde brug for den akavede romance mellem Picard og én af Ba’ku-folkets kvinder – eller for den sags skyld høre lommefilosofiske overvejelse fra Data om, hvor gerne han ville have oplevet at være et barn.

Her bliver spillefilmen Insurrection rent kvalitativt til en oppustet udgave af tv-serien Next Generation, når tv-serien var værst med rædsom dialog og sentenser med Gajolæske-visdom.

Jævnt underholdende og unødvendigt banal

Insurrection er i sidste ende en jævnt underholdende, men også unødvendigt banal actionfilm, der er så meget mere frustrerende, fordi den introducerer et stort og væsentligt spørgsmål, som den derefter skynder sig at ignorere. Endnu et eksempel på en film med et kolossalt potentiale, der tabes eklatant på gulvet med jævn metervare som resultat.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 9’er, Fortsættelse, Rummet, Rumskibe, Star Trek