Planet of the Apes

Som filmmusikfan må man af og til bøje sig dybt i støvet og erkende, at man står over for et vaskeægte mesterværk. Når man lytter til Jerry Goldsmiths score til Planet of the Apes er det lige akkurat sådan en situation, man står i.

Goldsmiths avantgardistiske score er efter 42 år stadig lige så moderne, som da det blev komponeret, og det står stadig som et unikum i det enorme korpus af scores, der er komponeret til Hollywoodfilm inden for de seneste fem årtier.

Planet of the Apes markerede det andet samarbejde mellem instruktør Franklin J. Schaffner og Jerry Goldsmith, men lykkeligvis ikke det sidste, for i de følgende knap 20 år resulterede samarbejdet i en række nu klassiske Goldsmith-scores, bl.a. Patton (1970), Papillon (1973), Islands in the Stream (1977) – i øvrigt Goldsmiths egen favorit blandt sine scores – og The Boys from Brazil (1978).

Dette er en række imponerende titler, men ingen af de nævnte scores kommer i originalitet og mod op på siden af Planet of the Apes. Hverken før eller siden skulle Goldsmith komponere et så modernistisk og avantgardistisk score, og det er der heller ikke andre, der har gjort – i alle tilfælde ikke inden for samme formsprog.

Sammenlignet med Bartók og Stravinsky

Musikken til Planet of the Apes er helt og aldeles utematisk i ordets egentlige forstand. De tilbagevendende motiver, der er, tager form af korte serier af toner, hvoraf ingen kan kaldes deciderede temaer.

Musikken er derudover stærkt atonal og orkestreret med anvendelse af store mængder slagtøj foruden en række mildest talt utraditionelle instrumenter. Her kan bl.a. nævnes gedehorn, den brasilianske cuíca og diverse køkkenskåle af metal, der anvendes som slagtøj! Desuden fik Goldsmith nogle af blæserne til at vende deres mundstykker om for at skabe yderligere en bizar effekt.

Resultatet er et score, der ofte er blevet sammenlignet med Béla Bartók og Igor Stravinsky, men som alligevel er 100% Jerry Goldsmith. Hvis man kun er til den melodiske Goldsmith á la Papillon, Star Trek: The Motion Picture (1979) eller The 13th Warrior (1999) skal man gå i en stor bue uden om Planet of the Apes, men hvis man også er til Goldsmith-scores som Freud (1962), Capricorn One (1977) eller Alien (1979), bør man gå direkte ud og anskaffe sig Planet of the Apes!

Alternativ orkestrering

Ved sin totale mangel på traditionelle melodilinjer understreger Goldsmiths score til perfektion den fremmedgørelse, Charlton Hestons hovedperson oplever på Abernes Planet, og den kompositoriske stil samt instrumenteringen fremhæver tillige brutaliteten særdeles effektivt. I den forbindelse er scorets helt centrale cue uden tvivl “The Hunt” (nr. 7) – et intenst uptempo-cue, hvor Goldsmith både anvender gedehornets bizarre lyd og cuícaen med stor effekt.

Cuícaen er faktisk et instrument, der ofte forbindes med samba, men som i øvrigt også har fundet anvendelse i meget moderne pop- og rockmusik Der er tale om en slags tromme, der på trommeskindets inderside har monteret en pind.

Instrumentet spilles ved at gnide pinden med et vådt stykke klæde, mens man med tommelfingeren presser på trommeskindets overside. Selve lyden skabes idet pinden gnides med klædet, mens placeringen af tommelfingeren på trommeskindet styrer tonelejet.

På Planet of the Apes anvender Goldsmith instrumentet til at imitere lyden af abestemmer! Det virker forbløffende godt, og giver en særdeles bizar virkning, som man tydeligt kan høre i “The Hunt” og “No Escape” (nr. 10). Sidstnævnte er scorets andet højdepunkt – endnu et intenst actioncue, der i anden halvdel også byder på noget helt klassisk Goldsmith-suspense, hvor scoret for en kort stund lyder helt konventionelt.

Også andre dele af den alternative orkestrering anvendes med stor effekt, herunder de assorterede køkkenskåle af metal, der bl.a. finder anvendelse i “The Searchers” (nr. 4), hvor den skarpe, syngende metalliske lyd glider perfekt ind i lydbilledet. “The Searchers” er desuden et godt eksempel på Goldsmiths anvendelse af echoplex, som han selvfølgelig flere gange senere skulle bruge med succes – bl.a. de berømte trompeter i scoret til Patton og som en understregning af rummets uendelighed i Alien.

Milepæl

Med sin atonalitet, bizarre effekter og ofte ganske brutale lyd er Planet of the Apes ikke nogen let lytteoplevelse og et score, man bliver nødt til at sætte sig ned og nærlytte for at få noget ud af. Er man parat til at gøre dette, venter der imidlertid også en filmmusikalsk lytteoplevelse af de helt store.

Ja faktisk er det svært at beskrive ordentligt, hvor imponerende og effektivt et score, Planet of the Apes er. Det skal ganske enkelt høres. Heldigvis sørgede Varèse Sarabande i 1997 for, at Goldsmiths mesterværk kan høres i sin fulde udstrækning, hvilket var første gang, det lod sig gøre – tidligere udgivelser havde manglet centrale cues, bl.a. det helt eminente “The Hunt”.

På Varèses udgivelse – som stadig er til at købe for menneskepenge – får man tilligemed en 16 minutters suite fra Goldsmiths score til den tredje film i serien, Escape from the Planet of the Apes (1971). Her er der dog tale om musik i en helt anden genre, ligesom filmen er helt anderledes. Suiten er fin at have med, men vil man høre Escape from the Planet of the Apes, skal man anskaffe sig Varèses udgivelse af hele scoret, der udkom i 2009.

Musikken fra den første Planet of the Apes, som man får i sin fulde udstrækning på Varéses 1997-udgivelse, er et ubetinget mesterværk og en milepæl inden for den moderne filmmusik – ja bare inden for filmmusikken. Punktum.

Nummerliste:
1. Twentieth Century Fox Fanfare (Alfred Newman, 1953 Version) (0:15)
2. Main Title (2:13)
3. Crash Landing (6:39)
4. The Searchers (2:26)
5. The Search Continues (4:57)
6. The Clothes Snatchers (3:10)
7. The Hunt (5:10)
8. A New Mate (1:06)
9. The Revelation (3:23)
10. No Escape (5:40)
11. The Trial (1:45)
12. New Identity (2:26)
13. A Bid for Freedom (2:38)
14. The Forbidden Zone (3:24)
15. The Intruders (1:10)
16. The Cave (1:21)
17. The Revelation (Part II) (3:25)
18. Escape from the Planet of the Apes – Suite (16:27)

Total spilletid: 67:25

Anmeldt i nr. 109 | 13/11/2014