Jagten på den forsvundne skat er naturligvis den danske titel på den første Indiana Jones-film Raiders of the Lost Ark (1981), og her har vi at gøre med tegneserieversionen af filmen, der første gang udkom i Marvels serie af ”Super Specials” i 1981, og senere samme år blev genoptrykt i tre regulære tegneseriehæfter. Denne anmeldelse er baseret på den danske oversættelse af Super Special-udgaven, altså en regulær albumudgave, omtrent i A4-format.
Forholdsvis tro adaptering
Albummets manuskript, der naturligvis er baseret på filmmanuskriptet af Lawrence Kasdan, blev skrevet af tegneserietegneren og -forfatteren Walt Simonson (f. 1946), der stadig er aktiv i branchen, og tegnet af John Buscema og Klaus Janson. Buscema (1927-2002) vil være velkendt af alle Marvel-fans, og tegnede i løbet af sin karriere næsten alle Marvel-figurer, der kan kravle eller gå. Janson (f. 1952) er bedst kendt som farvelægger, men har også fungeret som tegner. Præcis hvad hans funktion har været på tegneserieudgaven af Raiders of the Lost Ark er imidlertid ikke angivet i albummet.
Handlingen behøves der vel ikke at siges specielt meget om. Den følger filmmanuskriptets handling forholdsvis tro, om end enkelte sekvenser er kortet en del ned, hvilket berøver tegneserieversionen en del af filmens actionmættede stemning.
Indianere og nazister
I historiens prolog møder vi Indiana Jones i Perus regnskov i 1936. Han er på jagt efter Chachapyoan-indianernes tempel, eller rettere den guldstatuette, der findes inde i templet, men inden han når så langt, må han kæmpe med forræderiske peruvianske førere og adskillige dødsfælder i templet. Da Indy endelig slipper ud af templet, løber han ind i sin gamle nemesis, den franske arkæolog Belloq, der stjæler statuetten fra Indy og forsøger at få de indfødte til at slå ham ihjel. Indy klarer dog skærene, og vender helskindet hjem til USA, men dog uden statuetten.
Og så begynder historiens egentlige handling. På det universitet, hvor han arbejder i det daglige, opsøges Indy af sin gamle ven Marcus Brody, der har taget et par gæster med: to amerikanske efterretningsfolk, der gerne vil spørge Indy til råds. Efterretningstjenesten har opsnappet et tysk telegram, som de ikke forstår indholdet af. De ved dog så meget, som at det angår en arkæologisk udgravning i Egypten, og at nazisterne er på jagt efter religiøse genstande – Hitler er besat af okkultisme.
Jones indser, at nazisterne har opdaget den sagnomspundne egyptiske by Tanis, der måske er det sidste hvilested for Pagtens Ark, den kiste hvori israelitterne opbevarede De Ti Bud. Og det er dårlige nyheder, for hvis Bibelen taler sandt, rummer Arken en enorm kraft, som vil kunne gøre nazisterne uovervindelige. Efterretningsfolkene hyrer Indy til at få fingre i Arken, før nazisterne.
Inden turen går til Egypten må Jones dog et smut til Nepal. Han skal nemlig bruge en bestemt genstand, der oprindelig stammer fra Tanis, og som hans gamle lærer og mentor, Abner Ravenwood, tidligere har fundet. I Nepal finder Indy ud af, at Abner er død, men hans datter, Marion, som Indy tidligere har haft et forhold til, lever i bedste velgående og ligger inde med den medaljon, Indy skal bruge.
Den skumle Gestapomand Toht er dog også kommet til Nepal i samme ærinde, og Jones må redde Marion fra nazisternes kløer, før han og Marion sammen kan sætte kursen mod Egypten. Her får de hjælp af Indys gamle ven, den egyptiske arkæolog Sallah, men til gengæld venter en ubehagelig overraskelse: nazisterne har hyret Belloq til at lede deres udgravning.
Og så ikke et ord mere om handlingen. Hvis du ikke kender den i forvejen, vil jeg kraftigt anbefale dig at se filmen, før du eventuelt anskaffer dig tegneserieudgaven.
Forståelige, men ærgerlige, udeladelser
Som sagt følger albummet filmens handling nogenlunde trofast. Der er ikke ændret noget væsentligt i plottet, om end enkelte sekvenser er kortet kraftigt ned og nogle få nye er kommet til. Primært er det actionsekvenserne, der er kortet ned. Det gælder f.eks. den berømte “basket chase” i Cairo, hvor Marion bortføres af nazisterne, slåskampen med den store skaldede tysker ved flyet senere i historien og også den legendariske lastbil-jagt. Filmens nok mest berømte stunt, hvor Indy bliver trukket efter en tysk lastbil, mens han hænger fast i sin pisk, er således ikke medtaget i tegneserieversionen. En anden sekvens, der er skåret helt ud, er scenen, hvor Indy og Belloq taler sammen på en bar i Cairo, og hvor man får Belloqs personlige motiver til at finde Arken at vide.
Disse udeladelser er til en vis grad forståelige, da det har handlet om at holde albummet på en overkommelig længde, men man ærgrer sig alligevel lidt over det, da det jo i høj grad er den perfekte vægtning af dialogscener og actionsekvenser, der er med til at gøre filmen til det brag, den er. Denne samme vægtning kunne uden tvivl have gjort tegneserien en betydelig bedre læseoplevelse. Man har lidt den samme fornemmelse omkring tegneserien, som man har, når man læser en forkortet udgave af en roman: kernen er intakt, men alt det lækre fyld er skåret væk.
Til gengæld er der kommet en ny sekvens til, der forklarer, hvordan Indy klarer turen til den tyske ubådsbase henimod slutningen af historien. I filmen efterlades dette punkt ret uklart, da Jones jo hægter sig fast på ydersiden af en ubåd, men i tegneserien forklares det, hvordan undervandsbåden aldrig dykker under periskopdybde og at Indy således kan binde sig fast til periskopet med sin pisk. Meget fin lille detalje at få med.
Tidstypiske tegninger
John Buscemas tegninger er ikke noget at råbe udpræget højt hurra over. Stregen er naturalistisk, men forholdsvis løs, og – med få undtagelser – uden nogen nævneværdig grad af detaljering. Tegningerne fungerer, men det er også nogenlunde det, der er at sige. Hvad farvelægningen angår, så må man nok bare konstatere, at man tydeligt ser, hvornår albummet er blevet til – her skal man virkelig tænke “de tidlige 1980’ere” og regne med en alt andet end naturalistisk tilgang. Rent kunstnerisk er der altså bestemt ikke tale om noget hovedværk, men decideret ræderlig kan man heller ikke sige, at albummet er. Det er blot et udtryk for sin tid.
Kombinationen af den noget “light”-prægede udgave af filmens historie og de gennemgående middelmådige tegninger gør til syvende og sidst dog, at Jagten på den forsvundne skat ikke har den store værdi for andre end inkarnerede Indiana Jones-fans eller dem, der – som jeg – læste albummet som barn, og dermed tillægger det en betydelig nostalgisk værdi.
Med andre ord går man ikke glip af det helt store, hvis man springer tegneserieudgaven af Raiders of the Lost Ark.
Originaltitel: Raiders of the Lost Ark
Forfatter: Walt Simonson, baseret på filmmanuskriptet af Lawrence Kasdan
Tegner: John Buscema & Klaus Janson
Albumlængde: 63 sider
Udkom oprindeligt som album i 1981 på forlaget Marvel som nr. 18 i deres serie af Super Specials, og derefter som tre hæfter fra september til november i 1981.
Udkom som album i Danmark i 1981 på forlaget Interpresse.
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Naziskurke, Okkultisme, Pulp, Tegneserie efter film
