Planet of the Apes

Uden at fornærme nogen kan jeg vist godt konstatere, at Danny Elfmans fine score var det absolut bedste, der kom ud af Tim Burtons helt unødvendige remake af Planet of the Apes.

Selv om man ikke bør gøre det, er det naturligvis helt umuligt ikke at sammenligne Elfmans score med Goldsmiths musik til den originale film fra 1968, og her kan der både konstateres en række forskelle og ligheder.

Blandt lighederne er bl.a. den generelt brutale lyd og anvendelsen af store mængder percussion. Blandt forskellene er én af de væsentligste, at der på Elfmans score faktisk er adskillige småmotiver med decideret genkendeligt tematisk materiale – noget der glimrede ved sit totale fravær på Goldsmiths mesterlige 1968-score.

Og det er forskellene, der dominerer. For selv om den generelt brutale lyd er fælles for de to scores, så opnår Elfman sin effekt på noget mere konventionel vis, end Goldsmith gjorde. Elfman tager ingen bizarre effekter eller usædvanlige instrumenter i brug, men anvender symfoniorkestret og rigelige mængder synthesizer.

I virkeligheden var det nok klogt af Elfman ikke at forsøge at gå Goldsmith alt for meget i bedene, for faktisk fungerer hans egen tilgang ganske glimrende, og så er lyden helt umiskendeligt Danny Elfmansk.

Masser af percussion

Albummet åbner med “Main Titles”, der også introducerer scorets hovedtema – et enkelt femtone-motiv, omgivet af rigelige mængder af både akustisk og synthesizet percussion. “Main Titles” sætter stemningen for albummet ganske glimrende, og er derudover stilistisk symptomatisk for scoret som helhed.

Særligt den store mængde percussion er noget, der karakteriserer albummet, og for nogle vil det være nok til at skræmme dem væk. Lad det være sagt med det samme: Lydniveauet i Planet of the Apes er højt!

Allerede i den umiddelbart efterfølgende “Ape Suite #1” introducerer Elfman to yderligere småtemaer eller motiver, hvoraf det ene har umiskendelige mindelser om bl.a. Sleepy Hollow (1999), men som i et overraskende blidt arrangement også giver mindelser om et langt ældre Elfman-score som Sommersby (1993).

Det er dog klart det actionprægede materiale, der dominerer, og ligesom på Goldsmiths score er det et cue med titlen “The Hunt” (nr. 4), der er ét af højdepunkterne – her med vild percussion og tordnende orkester, hvor særligt blæserne får kam til deres hår. Et yderligere højdepunkt kommer i “Escape From Ape City / The Legend” (nr. 7), der foruden noget effektivt actionmateriale indeholder en del fin suspensemusik. Actionmusikken afrundes af “The Battle Begins” (nr. 12), inden det mere afdæmpede materiale vender tilbage i “The Return” (nr. 13).

Elfmans moderne periode

Stilistisk ligger Planet of the Apes i Elfmans moderne periode, også eksemplificeret af hans Spider-Man-scores (2002 og 2004), der er karakteriseret af en mere minimalistisk tilgang til musikken end hans klassiske eventyrscores fra de sene 1980’ere og 1990’erne.

Det betyder ikke, at musikken er blevet mere enkel – om noget er Elfmans musik blevet betydeligt mere kompleks siden han i store træk opgav celesten og de ooh’ende kor fra f.eks. Edward Scissorhands (1990).

Det er ikke alle, der bryder sig om den retning, Elfmans musik har udviklet sig i, men at Elfman rent teknisk er blevet en langt mere helstøbt komponist inden for det sidste årti, kan ingen vist benægte. Personligt er jeg ikke begejstret for alt, hvad Elfman har produceret siden årtusindskiftet, men jeg er faktisk ret glad for Planet of the Apes.

Den ret kompromisløse tilgang, Elfman lægger for dagen i musikken, resulterer i et score med et drive som en traktor: Subtilt er det ikke, men det gør jobbet med ren brutalitet og råstyrke. De stedvist afdæmpede passager er velkomne, når de dukker op, men det er ikke dem, man husker bagefter.

Den manglende subtilitet må ikke fejltolkes for manglende struktur, for som tidligere nævnt er Elfmans moderne scores nøje tilrettelagt og faktisk ekstremt komplekse. Planet of the Apes er ingen undtagelse her, selv om lydstyrken måske kunne få nogle til at afskrive hele affæren som den rene organiserede larm. Det er måske heller ikke helt forkert, men kodeordet her er “organiseret”.

Fungerer glimrende som selvstændig lytteoplevelse

Som et kuriosum kan det nævnes, at de to “Ape Suites” på albummet faktisk ikke blev komponeret til filmen. De var et resultat af, at Sony skulle have albummet klargjort, så for at tilfredsstille pladeselskabet, komponerede Elfman de to suiter som en slags stilistiske udvidelser på musik, han allerede havde komponeret til filmen. At noget af musikken fra suiterne så faktisk endte med at blive brugt i filmen er en anden sag.

Det afsluttende Paul Oakenfold-remix, “Rule The Planet Remix” (nr. 15), kan man med ro i sjælen springe let og elegant hen over. Det er et ret rædsomt track med diverse citater fra filmen lagt ind over noget af musikken sammen med et enerverende beat.

Med mindre man er typen, der kun kan lide Elfmans old school-scores i stil med Beetle Juice (1988), Edward Scissorhands og The Nightmare Before Christmas (1993), kan jeg anbefale Planet of the Apes som et godt eksempel på Elfmans moderne stil, som rent faktisk fungerer glimrende, også som selvstændig lytteoplevelse. Det er måske ikke altid lige nemt for ørerne, men det er faktisk fin filmmusik!

Nummerliste:
1. Main Titles (3:50)
2. Ape Suite #1 (3:53)
3. Deep Space Launch (4:35)
4. The Hunt (4:58)
5. Branding the Herd (0:48)
6. The Dirty Deed (2:28)
7. Escape from Ape City / The Legend (5:58)
8. Ape Suite #2 (2:42)
9. Old Flames (2:10)
10. Thade Goes Ape (2:37)
11. Preparing for Battle (3:27)
12. The Battle Begins (5:17)
13. The Return (7:19)
14. Main Title Deconstruction (4:22)
15. Rule the Planet Remix (Remix by Paul Oakenfold) (4:03)

Total spilletid: 58:27

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015