Men in Black 3

Hele ti år skulle der gå mellem film nummer to og tre i Men in Black-serien, men det var endnu engang Barry Sonnenfeld, der stod bag løjerne, og for musikken stod også denne gang Danny Elfman.

Elfmans score til den første film i serien var en ret kaotisk og fragmenteret lytteoplevelse med mange forskellige idéer, særligt i actionmusikken, og en relativt svag tematisk tilstedeværelse. I sit score til toeren gik Elfman helt anderledes til værks og gjorde filmens hovedtema nærmest allestedsnærværende i musikken, hvilket skabte et score med et stærkt helhedspræg.

Scoret til treeren kan vel siges at være en blanding mellem de to tilgangsvinkler, men på en måde, der læner sig mest op ad det første score. For selv om Men in Black-hovedtemaet høres i de fleste cues, er det sjældent andet end antydninger eller delelementer af temaet, Elfman bruger.

Same procedure…

Scoret til Men in Black 3 er, som begge de foregående, orkestreret for en blanding af symfoniorkester, synthesizer og slagtøj af forskellig art. Dertil kommer elektrisk guitar på nogle cues og akustisk guitar på andre. Endelig anvendes hist og her en smule kor og en theremin (formentlig synthesizet) er der også blevet plads til.

Den elektriske guitar kommer især til udtryk i nogle rockede versioner af hovedtemaet, f.eks. det der høres i ”Men in Black 3 (Main Titles)” (nr. 1), mens den akustiske guitar anvendes i et par kærkomne fremførsler af K’s tema, bl.a. i ”Regrets” (nr. 5).

Tableaupræget

Hovedparten af Men in Black 3-scoret består af suspense- og actionmusik med enkelte mere stille øjeblikke undervejs. Som sådan minder scoret ganske meget om musikken fra den første film og i modsætning til den humorfyldte musik fra toeren, er der meget lidt i Men in Black 3-scoret, der afslører, at filmen er en komedie.

Suspensemusikken er ofte ganske dyster, og actionmusikken er højlydt og bombastisk, og selvom hovedtemaet som sagt høres i mange cues er det næsten altid kun som antydninger. Enten i form af den rytmiske strygerostinato eller den karakteristiske basgang.

Hovedparten af filmens cues består af udpræget underscore, og de fleste cues bevæger sig meget hurtigt i først den ene, så den anden retning. Det samme var tilfældet med scoret til den første Men in Black, hvor en musikalsk idé blev forfulgt kortvarigt, hvorefter en ny idé blev taget op.

Resultatet er det samme: Et score der hurtigt kommer til at fremstå tableaupræget og fragmentarisk og som, trods den hyppige brug af elementer fra hovedtemaet, aldrig kommer til at fremstå som et samlet hele, men som en serie af individuelle cues.

Dette er naturligvis filmmusikkens hele formål – at understøtte hver enkelt scene musikalsk – men mange komponister formår alligevel at give deres scores et helhedsindtryk, så man efter endt gennemlytning har fornemmelsen af at have hørt et score, der også på egen hånd fortæller en historie.

Dette indtryk har man på ingen måde, når man er færdig med at lytte til Men in Black 3. Her har man indtrykket af at have lyttet til en stribe cues som perler på en snor, alle eksekveret med teknisk ekvilibrisme og opfindsomhed, men uden at musikken har nogen samlende idé.

En lille høst af rigtig gode cues

Der er en håndfuld rigtig gode cues på Men in Black 3-scoret. Ikke overraskende er det især blandt actionmusikken al den stund, at action er det, der er mest af. Det korte, hektiske cue ”Time Jump” (nr. 10) er ganske formidabelt, og det lidt længere ”Forget Me Not” (nr. 12) – hvor der også indgår theremin – er også rigtig solidt.

Scorets centrale actioncue, det klimatiske ”The Mission Begins” (nr. 19), er heldigvis også rigtig godt, og det umiddelbart følgende cue ”Mission Accomplished” (nr. 20) repræsenterer et af de få stille momenter på scoret, bl.a. med et par rigtige fine fremførsler af K’s tema.

Samlet set er det imidlertid en relativt lille ”høst” ud af et score med en samlet spilletid på rundt regnet 54 minutter, og selvom resten af musikken ingenlunde er ringe, så er det også ret sjældent, man for alvor bliver imponeret.

Jeg ønsker ikke at få det til at lyde som om, Elfmans score er dårligt, for det er det ikke, men det virker samtidig som om, han ikke rigtig har haft sjælen med i projektet – igen lidt det samme indtryk, man fik af det første score.

Professionelt, effektivt – og mekanisk

Ingen af de tre Men in Black-scores repræsenterer Danny Elfmans højeste kvalitet, men af de tre er det nok treeren, der fremstår svagest, fordi det langt hen ad vejen mest fremstår som en gentagelse af tilgangen og virkemidlerne fra det første score uden nogen af de nye og sjove idéer, der gjorde musikken fra Men in Black II så underholdende.

Det hele er gennemført professionelt og effektivt men også temmelig mekanisk og uden at man på noget tidspunkt får fornemmelsen af, at Elfman har haft det sjovt med at skrive musikken.

Nummerliste:
1. Men in Black 3 (Main Titles) (5:54)
2. Spiky Bulba (2:18)
3. The Set-Up (3:36)
4. Headquarters (2:00)
5. Regret (3:03)
6. Wrong (1:02)
7. Not Funny (1:48)
8. Big Trouble (1:15)
9. Out On A Limb (2:00)
10. Time Jump (1:14)
11. Bad Fortune (1:14)
12. Forget Me Not (1:28)
13. Into the Past (1:37)
14. Griffin Steps Up (1:42)
15. True Story (0:41)
16. The Prize-Monocycles (3:56)
17. Boris Meets Boris (1:27)
18. Under the Bridge (5:52)
19. The Mission Begins (5:28)
20. Mission Accomplished (3:08)
21. A Close One (1:34)
22. Men in Black 3 – Main Titles Revisited (1:33)

Total spilletid: 53:50

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015