Men in Black II

Fem år efter megahittet Men in Black kom fortsættelsen, der havde store problemer med at leve op til sin forgænger. Med på projektet var Danny Elfman, der også havde leveret musik til den første film. Denne gang valgte Elfman en noget mere direkte tilgang til musikken, der således er bygget næsten totalt op omkring Men in Black-hovedtemaet.

Der er i alt 20 skæringer på albumudgivelsen med musik fra Men in Black II. Heraf er de 18 numre fra Danny Elfmans score, mens de to sidste numre er henholdsvis “I Will Survive” og ”Black Suits Comin’”.

Den første af disse fremføres af stemmeskuepilleren Tim Blaney i rollen som Frank the Pug – den irriterende lille talende hund (læs: rumvæsen), der er Will Smiths sidekick i filmen. Den anden er Will Smiths bidrag til Men in Black II. Og så er der vist sagt nok om disse to tracks – især “I Will Survive”, der måske nok er meget sjov, men også helt og aldeles rædsom.

Markant struktur og identitet

Rædsom er derimod ikke Danny Elfmans score, der er langt mere tilgængeligt end scoret til den første film. Ikke så meget fordi Elfman i udpræget grad har ændret sin tilgang i forhold til orkestrering – således indgår der fortsat masser af electronica og slagtøj, især i actionmusikken – men mere fordi scoret i langt højere grad er bygget op omkring det velkendte hovedtema fra den første film.

“I langt højere grad” er måske en underdrivelse. Måske er “næsten udelukkende” mere rammende, for med undtagelse af to ret korte fremførsler af det smukke tema for Tommy Lee Jones’ K, er Men in Black-hovedtemaet det eneste tema på scoret, og det dukker op i næsten alle scoretracks på albummet.

I nogle tilfælde nøjes Elfman med at antyde eller citere hovedtemaet, men i langt de fleste tracks er det det fuldt udviklede hovedtema, vi hører. Det kan man alt efter temperament anse som en væsentlig svaghed eller en væsentlig styrke ved scoret. Jeg hører til sidstnævnte, nok især fordi det giver scoret en markant struktur og identitet, som var næsten helt fraværende på albummet med musik fra den første Men in Black-film.

Elfman i legehumør

Når gentagelserne af hovedtemaet ikke går hen og bliver hverken enerverende eller kedelige, skyldes det Elfmans evne til at justere temaet på forskellige måder – tempo, instrumentering og toneleje – hvilket gør, at hovedtemaet aldrig kommer til at fremstå på helt samme måde to gange. Der er hele tiden små justeringer at lægge mærke til, og det gør albummet ret underholdende at lytte til.

Derudover har Elfman tydeligvis også været i legehumør. Det udmønter sig i to loungejazzudgaver af hovedtemaet i først “Worm Lounge #1 (Worms in Black)” (nr. 1) og “Worm Lounge #2” (nr. 17) – to helt igennem groovy versioner af hovedtemaet, komplet med orgel, horn, elbas, vokal m.m.

Som sagt dukker det smukke tema for K op et par gange – desværre ikke nok gange, for temaet fortjener virkelig mere eksponering. Til gengæld er fremførslen af temaet i slutningen af “The Light” (nr. 15) virkelig fantastisk – først præsenteres temaet i en symfonisk udgave, vi ikke har hørt tidligere, og derefter i den orkestrering, primært for akustisk guitar, vi også hørte på det første score.

Endelig er der et par små overraskelser undervejs, hvor Elfman går i en helt anden retning. Det bedste af disse cues er “Heart Thump” (nr. 7), der er et virkelig smukt lille cue, primært orkestreret for blæsere, og som markerer et totalt stilskift fra scorets ellers ret bastante in your face-attitude.

Business as usual – med enkelte forskelle

Men ellers er det som sådan business as usual. Actionmusikken er højlydt, uptempo og ganske kompleks – men på grund af forankringen i hovedtemaet bliver musikken aldrig så kaotisk som på det første Men in Black-score. Det er med til at gøre cues som “The Chase” (nr. 14) og “The Light” langt mere tilgængelige end nogle af de actioncues, vi fandt på det første album.

En enkelt forskel i ingredienserne på de to scores er, at Elfman på Men in Black II bruger kor i noget højere grad. Der er enkelte cues på det første score, hvor der optræder kor, men det er noget mere udpræget her, hvilket også er med til at give Men in Black II en mere genkendelig Danny Elfman-sound. Det er ikke fordi, vi får det klassiske Elfman la-la-kor, men hans brug af æteriske kvindestemmer er et velkendt og velkomment Elfman-varemærke.

Kan klart anbefales

Men in Black II-scoret er måske ikke synderligt originalt, men sammenlignet med det første score er det langt mere tilgængeligt og udgør en mere behagelig lytteoplevelse. Samtidig skinner humoren også i noget højere grad igennem her, end det gjorde på det første score, og det er også en meget velkommen forandring.

Hverken Men in Black eller Men in Black II vil komme til at overgå i historien som Danny Elfman-klassikere, men albummet med musik fra Men in Black II kan helt klart anbefales, og især til fans af komponisten.

Nummerliste:
1. Worm Lounge #1 (Worms in Black) (5:19)
2. Logo (0:23)
3. Titles (5:01)
4. Big Jeff (2:25)
5. Headquarters (1:52)
6. Chop-Chop (2:00)
7. Heart Thump (1:51)
8. Customs (0:51)
9. Hunting for K (1:41)
10. J Nabbed / K’s Back (2:20)
11. The Real Story (1:42)
12. Sleuthing (2:21)
13. The Defense Begins (2:47)
14. The Chase (3:22)
15. The Light (5:43)
16. The Finale (0:19)
17. Worm Lounge #2 (3:08)
18. Titles Revisited (2:57)
19. I Will Survive (performed by Tim Blaney as “Frank the Pug”) (3:02)
20. Black Suits Comin’ (Nod Ya Head) (performed by Will Smith introducing Tra-Nox) (4:20)

Total spilletid: 53:24 (heraf score: 46:02)

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015