Terminator 2: Judgment Day

Med Terminator 2: Judgment Day gjorde James Cameron det samme, han havde gjort to år tidligere med The Abyss (1989): Han hævede standarderne for visuelle effekter på film.

Samtidig skabte han en fænomenalt underholdende fortsættelse til sin egen The Terminator (1984), selvom Terminator 2 på mange måder er en langt mere banal film end sin forgænger.

Planlagt mindfuck

Men faktisk havde idéen, der ligger til grund for Terminator 2, allerede været antydet i The Terminator. Nemlig at firmaet Cyberdyne, der stod bag det verdensomspændende computernetværk SkyNet (og dermed de intelligente maskiner), kun kunne udvikle SkyNet ved hjælp af CPU’en fra den oprindelige Terminator.

Det var nemlig planen at afsløre i slutningen af The Terminator, at den fabrik, klimakset udspillede sig på, var intet mindre end Cyberdyne. Altså et lækkert lille mindfuck i tidsparadoks-genren.

Scenen kom ikke med i den endelige film, men idéen kom altså til at danne baggrund for fortsættelsen, som James Cameron selv skrev manus til sammen med William Wisher, der ukrediteret havde leveret noget dialog til den første film.

Hele to Terminators

Efter en ekstremt stemningsfuld sekvens, der finder sted i den postapokalyptiske fremtid, og hvor Linda Hamiltons voice over fortæller baggrunden for filmen, starter Terminator 2 akkurat som The Terminator: med ankomsten af to personer fra fremtiden.

Den første, der ankommer i en kugle af energi fra fremtiden, er ingen anden end vores alle sammens yndlingsøstriger, Arnie himself, og straks tænker man, at Fanden er løs i Laksegade.

Men her tager man fejl, for i modsætning til den første Terminator, er det ikke Arnie, der er skurken. Han er ganske vist en Terminator, men han er blevet omprogrammeret til at beskytte John Connor, der nu er en teenager, spillet af debutanten Edward Furlong. Men hvem er så skurken? Jo, det er en anden Terminator, og en langt farligere én af slagsen. Han – eller rettere den – ankommer kort efter i skikkelse af Robert Patrick.

Og så går den vilde jagt ellers! Begge Terminators er nu ude på at finde John Connor, der bor hos en plejefamilie, fordi Sarah Connor er blevet spærret inde på et sindssygehospital. Efter den første hæsblæsende jagt i et stormagasin og Los Angeles’ oversvømmelseskanaler, når filmen sit første klimaks, da John og Terminatoren (altså Arnie) befrier Sarah fra sindssygehospitalet.

Her kommer den oprindelige idé ind i billedet, for nu fostrer Sarah en plan om at myrde den Cyberdyne-forsker, der arbejder på CPU’en fra den oprindelige Terminator. Hvordan det hele spænder af, skal jeg ikke fortælle her.

En jagtfilm skruet op til 11

Terminator 2 er en jagtfilm, ligesom sin forgænger – bare skruet op til 11! Det er jagtsekvenserne, filmen lever på, mens stort set alt andet er tonet ned. Først jages John Connor af begge Terminators, så jages 101-modellen (Arnie) og Connor af den nye T1000. Derefter er Sarah, 101-modellen og John efter Cyberdyne-forskeren, mens T1000’eren er efter dem alle sammen.

Nåja, og så er politiet også på sporet – de har set et overvågningsfoto af 101’eren, og genkender ham straks som den cop killer, der begik massakren tilbage i 1984.

Cameron og Wisher har også skruet op for indsatsen, for den nye Terminator-model er langt farligere end Arnie-modellen. T1000-Terminatoren er en avanceret prototype i flydende metal, der kan antage en hvilken som helst form, så længe den har været i kontakt med det, den vil kopiere.

Det vil sige, at den uden problemer skifter skikkelse, og kan ligne hvem som helst. Den kan også lave sine ekstremiteter om til stikvåben, og i én af filmens bedste sekvenser, går den direkte igennem en tremmedør på sindssygehospitalet. Jo, det er en farlig maskine, vore hovedpersoner er oppe imod.

Med mindre man er død er Terminator 2 en film af den type, der stensikkert får seerens puls i vejret. Den er åndeløst spændende fra start til slut, og demonstrerer hvor usvigelig sikker en actioninstruktør, James Cameron er.

Handlingen er dybt banal, men det når man slet ikke at tænke over, for man rives fuldstændig med af den, og det eneste tidspunkt, man kan fjerne øjnene fra skærmen, er når man er faldet ned fra kanten af stolen og må kravle op igen.

Eye candy

Men det er ikke kun fordi, Terminator 2 er sublimt underholdende, at man ikke kan holde øjnene fra skærmen. Filmen er i den grad også eye candy.

Godt nok har Terminator 2 snart 25 år på bagen, hvilket gør, at T1000’erens morphingeffekter ikke er helt så imponerende, som de var dengang, men de holder stadig – og man husker stadig med ærefrygt tilbage på dengang, man så filmen første gang, og spekulerede på hvordan fanden, de havde fået det til at se så godt ud.

Men det er ikke kun effekterne, der ser godt ud – det gør hele filmen. James Cameron var naturligvis kommet langt siden The Terminator, og toeren er indspillet på et langt, langt højere budget. Det ses tydeligt på alle aspekter af filmen.

Alligevel er det effektsekvenserne, der klart imponerer mest. Fremtidssekvensen er allerede nævnt, og derudover præsenterer Cameron os også for én af de uhyggeligste atombombesprængninger på film, da Sarah har et mareridt om atombomberne, der ødelægger Los Angeles i 1997.

Fine skuespilpræstationer og lidt comic relief

Skuespillerne gør det også generelt godt – i det omfang, man kan tale om det i denne slags film. Arnold Schwarzenegger gentager sin rolle fra The Terminator, mens Linda Hamilton er blevet en pumpet actionkvinde i stil med Ripley fra Aliens (1986).

At caste Robert Patrick som T1000’eren var ret genialt og ligger tæt op ad Camerons oprindelige idé om at caste en helt almindeligt udseende fyr i rollen som Terminator. Som Nicolas Barbano skriver i sin anmeldelse af filmen i Politikens Filmårbog 1992 ligner Robert Patrick mest ”en smadder-rar gut med flyveører”, og det udnytter Cameron glimrende.

Patricks evne til at skifte fra smadder-rar gut til iskold dræber er stedvist ret uhyggelig, og det får endnu engang én til at spekulere på, hvordan den oprindelige The Terminator mon havde været, hvis det oprindelige valg af Lance Henriksen som Terminator var blevet virkelighed.

Den eneste der virkelig irriterer i filmen er Edward Furlong som John Connor – han er umanerligt irriterende, og Furlong har da heller ikke ligefrem haft nogen glorværdig karriere (om end han dog gør det hæderligt som Edward Nortons lillebror i American History X, 1998).

I andre roller ses bl.a. Jenette Goldstein som Connors plejemor, men Goldstein er nok bedre husket som den hårdtslående kvindelige space marine Vasquez i Aliens. Xander Berkeley (George Mason fra de første par sæsoner af 24) er Connors stedfar og Earl Boen gentager sin rolle som psykiateren Silberman fra den første Terminator.

I forlængelse af dette kan også nævnes, at Terminator 2 er en betydeligt mere humoristisk film, end The Terminator, hvor humor var en by i Rusland. Ikke dermed sagt, at Terminator 2 ikke tager sig selv seriøst, for det gør den, men vi får en lille smule comic relief undervejs.

Dr. Silberman lægger ryg til én del af det, men Arnies entré i filmen er næsten det bedste. Det er naturligvis den berømte scene, hvor han just ankommet fra fremtiden (og dermed splitterravende nøgen) går ind på en lurvet roadhouse, opsøger den mest badass biker, han kan finde, og proklamerer ”I need your clothes, your boots and your motorcycle”. Efter en kort slåskamp kommer Arnie ud af baren til tonerne af George Thorogoods ”Bad to the Bone”.

Mere laid back cool-humoristisk kan det ikke blive! Humoren er afdæmpet, men helt klart til stede. John Connors forsøg på at lære Terminatoren at være sej (”Hasta la vista, Baby” osv.) kunne man godt være foruden.

Føles som afslutning

Terminator 2 føles meget som en afslutning, selv om jeg ikke skal afsløre præcist hvorfor. Moralen er, at fremtiden ikke er fastlagt endnu, og at fremtiden er det, vi gør den til. Derfor var det på sin vis lidt irriterende, at der i 2003, hele 12 år efter toeren, kom en Terminator 3, og endnu mere irriterende blev det, da den viste sig at underminere hele moralen og konceptet med toeren. Men mere om det i anmeldelsen af Terminator 3: Rise of the Machines.

Hvis man kunne lide The Terminator er det stensikkert, at man vil kunne lide Terminator 2: Judgment Day. Det er nok smag og behag, hvilken af filmene, man kan lide bedst. Personligt holder jeg mest af den oprindelige film, fordi det er den mest originale af de to, fordi plottet er lidt mere udbygget og fordi pacingen er lidt mere afmålt.

Det forhindrer mig imidlertid ikke i stadig at være smaskforelsket i Terminator 2, som uden nogen form for tvivl er en langt flottere film. Terminator 2: Judgment Day er én af 1990’erne allerstørste actionfilm, og tillige én af Arnold Schwarzeneggers bedste actionfilm.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: 2’er, Cyborgs, Fortsættelse, Fremtiden, Kunstig Intelligens, Postapokalyptika, Tidsparadokser, Tidsrejser