The Terminator

The Terminator er én af de vigtigste science fiction-film, der kom ud i 1980’erne – hvis ikke den vigtigste. Ikke alene kickstartede den James Camerons instruktørkarriere, men filmen var også medvirkende til, at Arnold Schwarzenegger blev så stor en actionstjerne i 1980’erne, som han blev.

Begyndelsen på det hele

Godt nok var både Cameron og Schwarzenegger allerede i gang med at lave film, men den selvlærte art director, set designer, modelbygger og special effects-mand Cameron havde kun instrueret én film før The Terminator, nemlig Piranha II: The Spawning (1981), som han endda kun fik instruktørtjansen på, fordi filmens oprindelige instruktør forlod projektet.

Schwarzenegger havde medvirket i de to Conan-film før The Terminator, så han var semikendt, men det blev succesen The Terminator, der for alvor gjorde det østrigske muskelbundt til et navn.

Cameron fik angiveligt idéen til The Terminator mens han var i gang med at instruere Piranha II. Optagelserne skal have været lidt af et mareridt, og Cameron havde selv gentagne mareridt om et metalskelet, der kommer frem af nogle flammer. Det blev grobunden for manuskriptet til The Terminator, som Cameron skrev sammen med sin dengang kommende kone Gale Anne Hurd, som Cameron havde lært at kende, mens de begge arbejdede for Roger Corman.

Hurd stiftede i begyndelsen af 1980’erne sit eget produktionsselskab, Pacific Western, og Pacific Western producerede filmen sammen med Hemdale Film Corporation med Hurd som producent og Hemdales Derek Gibson og John Daly som executive producers.

En fascinerende tanke

Filmens øvrige produktionshistorie vil jeg ikke gå i nærmere detaljer med her – den kan man læse masser om rundt om på nettet eller høre nærmere om i ekstramaterialet på de efterhånden mange udgaver af filmen, der er udkommet. To ting er imidlertid værd at dvæle ved: Den ene er filmens casting. Den anden er sagsanlægget fra Harlan Ellison.

Med hensyn til castingen ved de fleste jo nok, at Arnie ikke oprindelig skulle have spillet Terminatoren, men i stedet have spillet Michael Biehns rolle – soldaten der bliver sendt efter Terminatoren tilbage i tiden for at stoppe den. Den skuespiller, James Cameron oprindelig havde i kikkerten som The Terminator var Lance Henriksen.

Den lader vi lige stå et øjeblik folkens, for jeg ved ikke med jer – men det kunne jeg sagtens forestille mig! I dag er det naturligvis svært ikke at se Arnold Schwarzenegger i rollen som dræber-cyborgen, og ret beset er det selvfølgelig lidt utaknemmeligt at klage, når filmen er og bliver en klassiker.

Men Camerons oprindelige idé om, at Terminatoren skulle være en langt mere gennemsnitligt udseende ”person”, der kunne passe ind i en menneskemængde uden at tiltrække sig for meget opmærksomhed, var faktisk rigtig god. Og Lance Henriksen kunne have været perfekt i den rolle med sit lidt fjerne blik og let creepy ansigt. Anyway, det blev jo ikke til noget: Arnie syntes Terminatoren kunne være sjovere at spille, Cameron var enig, og sådan blev det.

Sagsanlæg

Knap så sjovt var det sagsanlæg, Hemdale og Orion fik på nakken af science fiction-forfatterveteranen Harlan Ellison. Udelukkende baseret på Camerons italienske mareridt var The Terminator nemlig ikke, og flere af idéerne i The Terminator er helt åbenlyst løftet fra to episoder, Ellison i 1964 skrev til TV-serien The Outer Limits (1963-64).

I afsnittet Soldier bliver en soldat fra fremtiden ved et uheld sendt tilbage i tiden, hvor han bliver taget til fange af regeringen. En anden fremtidssoldat dukker op, hvorefter de to må afslutte den kamp, de var i gang med, da tidsforskydelsen indtraf.

I afsnittet Demon With A Glass Hand følger man manden Trent, der kun kan huske ti dage tilbage. Han er blevet sendt tilbage i tiden fra en fremtid, hvor Jorden er blevet invaderet af rumvæsner, og også nogle af rumvæsnerne er sendt tilbage i tid. Til sidst går det op for Trent, at han faktisk er en robot, og at han spiller en væsentlig rolle for menneskehedens overlevelse.

Også Philip K. Dick-novellen Second Variety (der i 1995 blev filmatiseret som Screamers) har idéer til fælles med The Terminator, men i modsætning til Ellison var Dick død, da The Terminator kom ud, så der kom intet sagsanlæg fra den side. Hemdale og Orion indgik forlig med Ellison, der efterfølgende er blevet krediteret med “Acknowledgment to the works of Harlan Ellison”.

Som så ofte før og siden står store film ofte på skuldrene af andre – et andet eksempel blandt klassikerne er Ridley Scotts Alien (1979), der medførte et søgsmål fra science fiction-forfatteren A.E. van Vogt, hvis roman The Voyage of the Space Beagle (1950) indeholder flere elementer, der minder kraftigt om præmissen i Alien.

Og nu, for de der ikke har den fjerneste anelse om, hvad fanden det er, jeg fabler om, kommer her et kort handlingsreferat.

Fremtiden

The Terminator starter med, at titlens Terminator ankommer til året 1984. Det er en cyborg – en kybernetisk organisme bestående af levende menneskeligt væv over et indre metalskelet. Med andre ord en slags robot, men i udgangspunktet helt menneskelignende (hvis det ikke lige var fordi, den bliver spillet af Arnold Schwarzenegger).

Terminatoren er sendt til 1984 fra en postapokalyptisk fremtid, hvor intelligente maskiner har overtaget planeten, og hvor en lille gruppe frihedskæmpere forsøger at stoppe dem.

I filmens fremtid er dette ved at lykkes på grund af frihedskæmpernes leder John Connor. Derfor har maskinerne sendt én af deres Terminators tilbage i tiden for at slå Connors mor, Sarah, ihjel, før Connor overhovedet bliver født.

Til alt held lykkes det for frihedskæmperne at sende en soldat efter Terminatoren. Det er hans mission at beskytte Sarah Connor, og dermed sikre menneskehedens fremtid.

Hele dette setup kender vi ikke, da filmen begynder – det bliver fortalt løbende, delvist som veludført ekspositorisk dialog, delvist som soldatens flashbacks til sin fortid i fremtiden. Soldaten, Kyle Reese, spilles i øvrigt af Michael Biehn, mens Sarah Connor spilles af Linda Hamilton (som Cameron giftede sig med, efter han var færdig med Gale Anne Hurd og Kathryn Bigelow).

Nutiden

Terminatoren ankommer til 1984, og som den systematiske maskine den er, begynder den ganske enkelt at udrydde alle Sarah Connors i Los Angeles. Det er politiet naturligvis ikke sene til at opdage, og det er den ene af vores hovedpersoner – altså Sarah selv – heldigvis heller ikke. Indledningsvist tror hun desværre bare, at det er Reese, der er morderen, da han følger efter Sarah.

Derfor kræver det naturligvis også en hel del, før Sarah endeligt tror på Reese og erkender, at han taler sandt. Både før og efter dette vendepunkt har filmen udviklet sig til en hæsblæsende jagtthriller, hvor den tilsyneladende ustoppelige Terminator kommer på sporet af Sarah, mister det igen, kommer på sporet igen osv.

Som sådan er The Terminator ikke andet end en serie af jagtsekvenser, men den er eminent pacet. Der er pauser de steder, hvor pauser er nødvendige, men til gengæld sætter Cameron også kul på igen, præcist der hvor det er nødvendigt for at holde publikum på kanten af deres sæder. Resultatet er en formidabelt underholdende film.

Tidsrejseaspektet er vigtigt i The Terminator, og særligt for hele filmens setup, men det spiller ingen aktiv rolle i selve handlingen. De eneste to tidsrejser, der sker i filmen, er da Terminatoren og Reese ankommer til 1984, og derudover er der ikke mere af den slags.

Til gengæld er der de tidligere nævnte flashbacks til den postapokalyptiske verden, og så er der naturligvis filmens klassiske paradoks – hvor det viser sig, at Kyle Reese er faderen til den mand, der har sendt ham tilbage i tiden. Det lyder forvirrende, men det er det i virkeligheden slet ikke – bl.a. fordi Cameron ikke går overdrevent meget i detaljer med tidsrejseaspektet.

Teknisk triumf

Teknisk set er The Terminator lidt af en triumf. Filmen har nu 31 år på bagen, og mange af effekterne (lavet af den nu afdøde effektguru Stan Winston og hans folk) er af samme grund en smule bedagede. Til gengæld har de al den charme, som mange moderne film er totalt blottet for.

Fremtidssekvenserne er imponerende udført og er et flot blend af modeller og live action. Terminatoren er, set med nutidens øjne, knap så troværdig, men filmen er så god, at man fuldstændig ser igennem fingrene med det. F.eks. i scenen, hvor Terminatorens ene øje er blevet smadret, og robotten piller øjet ud og afslører det røde elektroniske øje inde bagved.

Det er naturligvis lavet med et full size animatronics-hoved, modelleret over Arnies. Når man ser animatronics-hovedet er det meget tydeligt, at man ser en effekt, men det er som sagt helt ligegyldigt – historien bærer effekternes manglende troværdighed totalt.

Det samme gælder, da Terminatoren endelig viser sit sande jeg og træder ud af flammerne som et kromskelet fra Helvede. Når man ser hele robotten er den lavet som en stop motion-figur med de klassiske rykkende bevægelser, men når man kun ser robottens over- eller underkrop er det en full size-model, der er helt igennem troværdig.

Taget i betragtning hvor relativt lavt et budget, The Terminator havde (estimeret til ca. 6,4 millioner dollars), er det imponerende, hvor godt filmen ser ud.

Dyster vision

Men det er ikke bare fordi, filmen er godt lavet rent teknisk – alt fungerer bare i The Terminator. Historien, manuskriptet, pacingen, skuespillet, effekterne, musikken.

Taget hver for sig er der ingen af delene, der er perfekte som sådan, men det er lykkes for James Cameron og hans folk at få det hele til at gå perfekt i spænd. Det skyldes ikke mindst, Cameron helt klart havde en særlig vision for sin film, og det gennemsyrer filmen fra start til slut. Og det må have været en ret dyster vision, for det er værd at hæfte sig ved, at The Terminator faktisk er en temmelig dyster film.

Fremtidsscenerne er naturligvis særdeles dystre (og åh Gud, hvor man ønsker at producenterne af det jammerlige makværk Terminator: Salvation (2009) havde skævet til dem), men også 1984-miljøerne.

Det gælder alt lige fra Reeses ankomst til 1984 i en skummel gyde til den natklub, Sarah Connor skjuler sig på, og videre til det lurvede hotel, Terminatoren bruger som base. Helt generelt hersker der bare et mørke over The Terminator, som ikke kun skyldes, at hovedparten af filmen foregår om natten.

Det er selvfølgelig også dette mørke, der er med til at gøre The Terminator til en ekstremt stemningsmættet og atmosfærisk film – langt mere så end den ellers fremragende toer, Cameron selv instruerede i 1991.

Også skuespillerne tager sagerne alvorligt – både Linda Hamilton og Michael Biehn er indædt seriøse i deres roller, og Arnie gør det naturligvis perfekt som robot. Men der er også solide folk i de få biroller, filmen har – Lance Henriksen blev der f.eks. plads til som politidetektiv. Bemærk også Cameron-gengangeren Bill Paxton i en lille rolle som en punker, der er én af de første Terminatoren slår ihjel.

Moderne klassiker

Som sagt spiller alt sammen i The Terminator, og den blev da også fuldt fortjent et kæmpehit, da den kom ud, og lagde dermed grunden for Camerons og Arnies videre karrierer.

I 1991 fik The Terminator en fortsættelse, Terminator 2: Judgment Day, der er næsten lige så god som den første film, og siden har andre udvidet yderligere på Camerons univers.

Først med Terminator 3: Rise of the Machines i 2003, så tv-serien Terminator: The Sarah Connor Chronicles (2008-2009) så Terminator: Salvation (2009) og tidligere i år kom så Terminator Genisys.

De to første film bør man få set, hvis man ikke allerede har gjort det. Især den første. The Terminator er både en fremragende actionfilm en fremragende science fiction-film og ubetinget en moderne klassiker.

Anmeldt i nr. 121 | 13/11/2015

Stikord: Cyborgs, Fremtiden, Kunstig Intelligens, Postapokalyptika, Tidsparadokser, Tidsrejser