Af de tre første Indiana Jones-film er de fleste enige om, at det er nummer 1 og 3, der er de bedste, med Indiana Jones and the Temple of Doom (1984) på tredjepladsen. Det er noget, jeg længe har kæmpet for at forstå, for efter min mening fremstår Indiana Jones and the Last Crusade (1989) som en betydeligt svagere film, end Indiana Jones and the Temple of Doom – bl.a. på grund af den store mængde lagkagekomik, der er i den tredje film.
Stor mængde musik mangler
Længe foretrak jeg faktisk scoret til Indiana Jones and the Last Crusade frem for Temple of Doom, men også dette har ændret sig. Som jeg bemærker i anmeldelsen af musikken til Indiana Jones and the Last Crusade, er sidstnævnte et langt mere alvorligt score, end dem fra Raiders of the Lost Ark (1981) og Temple of Doom – og det på trods af de komiske elementer. Både Raiders og Temple of Doom har en langt mere eventyrlig kvalitet i musikken.
På ét område halter Indiana Jones and the Temple of Doom dog efter begge de andre scores, og det er i den mængde musik, der er præsenteret på albumudgivelsen (som i øvrigt i dag er ekstremt svær at få fat på). Til sammenligning kan det siges, at der på den udvidede udgivelse af musikken fra Raiders fra 1995 (også i dag svær at skaffe) findes 73 minutter (der mangler dog stadig noget), mens der på Indiana Jones and the Temple of Doom er omkring 40 minutter og på Last Crusade omkring 59 minutter. Kender man filmen godt, er det tydeligt, at der mangler meget musik på albummet fra Indiana Jones and the Temple of Doom, og det ærgrer man sig gul og blå over, når man har hørt CD’en til ende.
Albummet åbner med det sangnummer, Kate Capshaws rolle Willie Scott opfører i den restaurant hvor filmens prolog udspiller sig. “Anything Goes” (nr. 1) er et ganske underholdende nummer, og at det rent faktisk er Kate Capshaw selv, der synger, gør det ikke mindre sjovt. Nummeret – der oprindelig er skrevet af Cole Porter – tilføjer stemning til scoret, og da det er det allerførste musik man hører i filmen, er det kun på sin plads, at det også er kommet med på CD’en.
Masser af action og ond stemning
Efter den letbenede indledning haster albummet videre med noget af den actionmusik, der i høj grad præger udgivelsen. “Fast Streets of Shanghai” (nr. 2) er underlægningsmusikken til Jones’, Scotts og den lille kineserdreng Short Rounds flugt gennem Shanghais gader, skarpt forfulgt af skurken Lao Che og hans gorillaer. Fin, fin actionmusik af typisk høj klasse, og klart beslægtet med Williams’ originale Star Wars-scores. Mere af samme slags får vi i “Slalom On Mt. Humol” (nr. 6), “The Mine Car Chase” (nr. 10) og til en vis grad i “Bug Tunnel and Death Trap” (nr. 8), der ganske vist veksler mellem det mere actionprægede og stemningsfyldte. Alle disse tracks er skrevet i den meget tematisk orienterede actionstil, Williams praktiserede i sen-halvfjerdserne og firserne, og det er rendyrket fryd for dem, der elsker Williams’ komplekse actionmusik
Ren stemningsmusik får man i nummeret “The Temple of Doom” (nr. 7), der – som titlen antyder – er den musik, der akkompagnerer offerscenen, hvor en mand får revet sit hjerte ud. Dette nummer må betragtes som dette scores’ sidestykke til nummeret “The Map Room: Dawn” på scoret til Raiders of the Lost Ark. Ganske vist er de to ikke helt sammenlignelige, men det er begge numre, der skal fremmane en religiøs stemning. Hvor stemningen i nummeret fra Raiders of the Lost Ark fremmanede en stemning af ærefrygt, er stemningen, som nummeret på Indiana Jones and the Temple of Doom fremmaner, ren frygt.
Sammenlignet med det sofistikerede “The Map Room: Dawn” fra Raiders of the Lost Ark er “The Temple of Doom” ren primitivitet og blodtørst, hvilket uden tvivl også har været meningen. Nummeret tilføjer også scoret en del stemning, men det er efter min mening ærgerligt, at der i slutningen af nummeret er indlagt en art lydeffekt, der – sådan som jeg hører det – skulle modsvare skrigene fra det stakkels offer på filmen. Lydeffekten lyder mest som en slags guitar med overdrivepedalen trådt i bund, og det er en anelse irriterende.
Ikke ren ondskab
Men Indiana Jones and the Temple of Doom er ikke ren ondskab. Således er “Nocturnal Activities” (nr. 3) et sjovt nummer fra scenen, hvor Jones og Willie Scott ligger i hvert sit rum og fråder af irritation over hinanden. Nummeret går senere over i action, da Jones i filmen bliver angrebet af en skurk, men ellers er det et fint nummer i den mere letbenede ende. Derudover må det også fremhæves for at indeholde filmens fine kærlighedstema, der rammer en fin 1930’er-stemning ved sin let naive, meget romantiske natur. Nummeret byder i øvrigt på veloplagt spil af strygersektionen.
“Short Round’s Theme” (nr. 4) er på trods af titlen ikke en koncertudgave af temaet for Jones’ lille (og ret irriterende) følgesvend. Det er mere en slags “Journey to Pankot Palace”, idet musikken i dette nummer faktisk svarer ret godt (om ikke 100%) til den musik, der akkompagnerer Jones og hans venners rejse til det skumle Pankot Palace. Ellers er temaet for Jones’ følgesvend et ganske morsomt nummer, der også ret godt rammer en indisk stemning.
Fabelagtigt end credits-medley
Det bedste nummer på scoret til Indiana Jones and the Temple of Doom, sådan som det foreligger i dag, er “Slave Children’s Crusade” (nr. 9); et aggressivt, rytmisk nummer med masser af horn og percussion. Det er klart dette tema, der dominerer scoret, om end “The Raiders March” selvfølgelig også er temmelig fremherskende. Indy-hovedtemaet høres tydeligst i “Finale and End Credits” (nr. 11), hvor den fuldt udviklede march høres i et medley med en del af scorets øvrige temaer, men “Indy-fanfaren” (altså de fire første noder i temaet) høres mange steder på albummet, når Indy foretager sig heroriske ting. Én ting, man skal lægge særlig mærke til i end credits-medleyen er i øvrigt den måde, hvorpå “The Raiders March” går over i temaet fra “Slave Children’s Crusade” – det er fabelagtigt, og et godt eksempel på, at Williams er én af de helt store mestre til at komponere end credits-sekvenser (i modsætning til i dag, hvor de fleste end credits-medleys bare består af groft sammenklippede cues fra filmen).
Alt i alt er der lidt af hvert på scoret til Indiana Jones and the Temple of Doom. De rene actionnumre dominerer måske en anelse for meget, når man ved, hvor megen anden fed musik, der er i filmen, som ikke er kommet med på albummet. Især savner jeg en del af musikken fra begyndelsen af filmen, hvor mytologien omkring Shankara-stenene introduceres, og rejsemusikken måtte også gerne have været præsenteret i en mere udvidet version. Det er dog en meget lille anke mod et aldeles fremragende score, som jeg personligt er kommet til at foretrække frem for scoret til Indiana Jones and the Last Crusade.
Nummerliste:
1. Anything Goes (2:53)
2. Fast Streets of Shanghai (3:43)
3. Nocturnal Activities (5:57)
4. Short Round’s Theme (2:32)
5. Children in Chains (2:46)
6. Slalom on Mount Humol (2:26)
7. The Temple of Doom (3:00)
8. Bug Tunnel and Death Trap (3:32)
9. Slave Children’s Crusade (3:25)
10. The Mine Car Chase (3:43)
11. Finale and End Credits (6:19)
Total spilletid: 40:18
Dirigeret af: John Williams
Produceret af: John Williams & Bruce Botnick
Udgivet: 1984
Label: Polydor – POCP-2014
12/08: En udvidet version af scoret fra Indiana Jones and the Temple of Doom udkom i november 2008 som en del af box-settet Indiana Jones: The Soundtracks Collection. Selv om heller ikke denne udgave er komplet, indeholder den betydeligt mere musik, end den oprindelige udgivelse, og viser hvor stort et powerhouse af et score, Temple of Doom virkelig er.
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
