Hvis man ikke kan sige, at musikken fra Raiders of the Lost Ark er det bedste filmscore, der nogensinde er komponeret (for det er noget af en påstand), så kan jeg i hvert fald sige, at det uden nogen form for tvivl er mit personlige favoritscore nogensinde. På samme måde, som jeg kan sige, at filmen er min all-time yndlingsfilm.
Den første Indiana Jones-film, og ikke mindst John Williams’ score, var grunden til, at jeg overhovedet begyndte at interessere mig for filmmusik, men der skulle ikke desto mindre gå mange år, inden jeg endelig var i stand til at sætte CD’en med musikken i CD-afspilleren. Ja, faktisk var der ikke noget, der hed CD’er i Danmark, da jeg oprindelig fattede interesse for musikken!
Verdens mest genkendelige filmtema
Men det er ikke kun af nostalgiske årsager, at musikken fra Raiders of the Lost Ark ligger helt oppe i toppen på listen over filmscores for mit vedkommende. For uanset hvordan man vender og drejer det, så er Raiders-scoret helt igennem fabelagtigt. Først og fremmest er der næppe nogen tvivl om, at “The Raiders March” (nr. 1) er verdens mest berømte og genkendelige filmtema – endnu mere kendt og genkendeligt end Williams’ ellers også ekstremt berømte hovedtema fra Star Wars (1977) og “The Imperial March” fra efterfølgeren The Empire Strikes Back (1980). Det eneste tema, der efter min mening kan konkurrere med Indy-temaet, når det angår genkendelighedsfaktoren, er Monty Normans James Bond-tema.
Der er næppe den store grund til at sige det helt store om “The Raiders March”, bortset fra, at det er lidt sjovt, at temaet faktisk inkorporerer hele to temaer. Det skyldes, at Williams oprindelig komponerede to alternative hovedtemaer, som han bad Spielberg om at vælge imellem. Spielberg var imidlertid så begejstret for begge temaer, at han spurgte Williams, om han ikke kunne inkorporere begge temaer i hovedtemaet. Som sagt så gjort, og det, vi i dag kender som “The Raiders March” var født.
Den perfekte signatur
Indy-hovedtemaet er den perfekte signatur for Indiana Jones, og det siger sig selv, at temaet optræder mange steder på scoret, når Jones foretager sig noget heroisk (hvilket ikke er så sjældent). Mange steder er det dog kun bidder af temaet, der sniger sig ind (især de første fire toner af temaet, der fungerer som en slags Indiana Jones-fanfare), og det fuldt udviklede hovedtema må man faktisk vente med at få til filmens rulletekster, hvor temaet udfolder sig i al sin pragt. Dette indtryk får man dog ikke af DCC Compact Classics-udgaven af scoret, der ligger til grund for denne anmeldelse, da albummet her indledes med en koncertudgave af temaet. Hvis man vil have den stemningsmæssige forløsning til gode, efter at have hørt resten af scoret, må man bare springe det indledende nummer over.
Derudover kan man med en anelse af beklagelse måske konstatere, at der nok er rigtig mange mennesker, der kun tænker “The Raiders March”, når de tænker Indiana Jones. Når jeg siger, at det er med en anelse af beklagelse, så er det fordi hele scoret er så propfyldt med spektakulært musik inden for snart sagt enhver genre, at al musikken fortjener at være bedre kendt.
Fremragende atmosfæriske cues
Det anmeldte album fra DCC Compact Classics, der udkom i 1995 (og nu er udsolgt og dyrt at anskaffe sig) præsenterer ikke al musikken fra filmen, men det er tæt på. Og under alle omstændigheder er al den væsentligste musik med. Ikke overraskende ligger hovedparten af musikken inden for actiongenren, men derudover er der også noget fabelagtig atmosfærisk underscore, noget ærefrygtindgydende religiøst musik og et glimrende kærlighedstema – for nu bare at nævne nogle få af de forskellige genrer eller typer af musik, der udgør scoret. Decideret horrormusik sniger sig også ind hist og her.
De atmosfæriske cues er ikke bare gode – de er direkte glimrende! Her må især fremhæves det første egentlige cue, “Main Title: South America, 1936” (nr. 2) med sit besynderlige tema og fine, men afdæmpede, anvendelse af percussion, der giver musikken et let jungleagtigt præg. Det er skummelt, dystert og ekstremt atmosfærisk. Inden for lige præcis denne genre er det efter min mening noget af det bedste, Williams har begået! Genremæssigt forsætter han denne stil i “In the Idol’s Temple” (nr. 3), der nærmest også bevæger sig over i det decideret gyserprægede med fin anvendelse af strygere, der spiller pizzicato, og lave, rumlende blæsere.
Fantastisk action – og gammeltestamentelig stemning
Den høje kvalitet gælder naturligvis også for actionmusikken, som der er meget af. Her må især to cues fremhæves som særligt fremragende. Det ene er “The Basket Game” (nr. 8), der tilhører den mere letbenede del af actiongenren, men som ikke desto mindre fint formidler en hektisk, stresset stemning. Scorets absolutte milepæl, når det angår actionmusik, er imidlertid det over otte minutter lange cue “Desert Chase” (nr. 13), der er klassisk Williams. Ud over helt generelt at være kompliceret højoktan-actionmusik, så skal man især lægge mærke til den helt formidable måde, Williams øger tempoet, da det centrale, rytmiske actionmotiv dukker op i anden halvdel af nummeret. Her øges musikkens tempo langsomt op til klimakset, hvilket fungerer så godt, at det næsten er umuligt at beskrive! Absolut topklassemusik, og et langt cue, man kan høre igen og igen uden nogensinde at blive træt af det.
Foruden disse to virkeligt fornemme actionnumre, så er der også meget andet glimrende actionmusik. Også “Airplane Fight” (nr. 12) er et virkeligt godt cue, og sammen med det umiddelbart efterfølgende “Desert Chase”, udgør disse to numre et lille kvarters absolut hæsblæsende musik.
“The Maproom: Dawn” (nr. 9) er ét af scorets absolut fineste cues, der bygger op til en monumental religiøs stemning. Det starter fint og atmosfærisk i begyndelsen, men i takt med at Jones finder ud af, præcis hvor han skal grave efter The Well of the Souls (hvor Pagtens Ark opbevares), går musikken over i en religiøs modus, der fremmaner en gammeltestamentelig stemning af ærefrygt.
Temaer og motiver
Selv om Raiders of the Lost Ark bedst kendes for det centrale Indiana Jones-tema i form af “The Raiders March”, så er der adskillige andre temaer og motiver i musikken. Musikken er generelt meget melodisk, selv når der ikke er tale om deciderede temaer. Præcist som det var Williams’ vane især i de sene 1970’ere og op i løbet af 1980’erne, så er de fleste cues orienteret omkring én eller flere centrale idéer, konkret i form af motiver. Nogle af disse anvendes kun i et enkelt cue, mens andre optræder spredt på scoret.
Af deciderede temaer og tilbagevendende motiver, foruden “The Raiders March”, er der et flot kærlighedstema – eller egentlig er det temaet for den kvindelige hovedperson, Marion Ravenwood. Det figurerer som koncertversion i “Marion’s Theme” (nr. 14), men går naturligvis igen flere steder i løbet af scoret. Der er også et motiv for de skumle nazister, ligesom der er et tema for Pagtens Ark, som er filmens McGuffin. Det er bl.a. dette, der er det centrale tema eller motiv i “Map Room: Dawn”, og det anvendes også i en lidt anderledes udgave som temaet for Marions medaljon, som høres i det atmosfæriske “The Medallion” (nr. 6).
Fremtiden
Alt i alt er det helt umuligt for mig at anbefale Raiders of the Lost Ark nok! Det har alt det, et godt filmscore skal have, og mere til. Som sagt er DCC Compact Classics-udgaven, som denne anmeldelse er baseret på, udsolgt og dyr at anskaffe sig i dag, men rygter vil vide, at Concord Music Group, der i maj 2008 udgiver Williams’ score til Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, også har købt rettighederne til de tre første scores, og vil genudgive dem på et senere tidspunkt.
Det er dog kun rygter indtil videre, og der forlyder intet om, hvorvidt Concord i givet fald vil satse på at udgive de komplette scores og ikke bare de udgaver, der hidtil har været på markedet. Af disse er DCC Compact Classics-udgaven af Raiders of the Lost Ark det mest komplette, men selv dette album mangler noget. Albummene med musik fra Indiana Jones and the Temple of Doom og Indiana Jones and the Last Crusade er derimod særdeles mangelfulde, og i tilfælde af, at der kommer en genudgivelse kan man kun håbe på, at det bliver med al musikken.
Nummerliste:
1. The Raiders March (2:51)
2. Main Title: South America, 1936 (4:10)
3. In the Idol’s Temple (5:26)
4. Flight from Peru (2:20)
5. Journey to Nepal (2:11)
6. The Medallion (2:54)
7. To Cairo (1:30)
8. The Basket Game (5:03)
9. The Map Room: Dawn (3:52)
10. Reunion and The Dig Begins (4:11)
11. The Well of the Souls (5:28)
12. Airplane Fight (4:36)
13. Desert Chase (8:17)
14. Marion’s Theme (2:07)
15. The German Sub / To The Nazi Hideout (4:31)
16. Ark Trek (1:33)
17. The Miracle of the Ark (6:05)
18. The Warehouse (:56)
19. End Credits (5:21)
Total spilletid: 73:22
Komponeret af: John Williams
Dirigeret af: John Williams
Orkestrering: Herbert W. Spencer
Fremført af: The London Symphony Orchestra
Produceret af: John Williams
Udgivet: 1981 (denne udgave 1995)
Label: DCC Compact Classics – DZS-090
12/08: Rygterne om Concord Music Group talte sandt. I november 2008 udsendte selskabet Indiana Jones: The Soundtracks Collection, der indeholder alle fire Indy-scores, hvoraf Indiana Jones and the Temple of Doom og Indiana Jones and the Last Crusade er blevet udvidet betydeligt, om end de fortsat ikke er komplette.
Udgaven af Raiders of the Lost Ark, der indgår i boxsettet, er næsten identisk med den her anmeldte udgave, men dog med enkelte forskelle – heraf en utilgivelig tilbagevenden til den kortere og skamklippede LP-version af ”Desert Chase”.
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
