Fantastic Voyage

Der er nogle scores, der er rigtig svære at anmelde. For mig, der ikke har nogen formel musikalsk træning ud over en smule klaverundervisning tilbage i folkeskoletiden, er det især de scores, der kun svært lader sig beskrive uden indgående musikalsk kendskab.

Sådan et score er Leonard Rosenmans musik til Fantastic Voyage (1966) et glimrende eksempel på, da vi her har at gøre med et score, der er næsten totalt blottet for tematisk materiale og som i sin opbygning og instrumentering skyr traditionelle harmonier og traditionel tonalitet.

Som sådan er Rosenmans score et godt eksempel på, hvor filmmusikken var på vej hen i 1960’erne: Hollywoods guldalder, der var domineret af filmmusik i den romantiske tradition, var ved at rinde ud, og i takt med det gamle studiesystem stod overfor sit endelige sammenbrud blæste der også rent kreativt nye vinde.

Det førte blandt mange andre ting til en dekonstruktion af traditionelle genrer, f.eks. den klassiske western, der var under angreb ikke bare af italienske opkomlinge som Sergio Leone, men også indefra – med Sam Peckinpahs brutale The Wild Bunch (1969) som et godt eksempel.

Samme vej gik det med kriminalfilmen, hvor traditionelle skurke- og helteroller blev opløst i gråtoner. Horrorgenren stod også overfor en revitalisering, der kom med The Exorcist i 1973, og science fiction-genren blev aldrig den samme igen efter Kubricks 2001: A Space Odyssey (1968).

Yngre komponister i kulissen

Også det traditionelle filmscore var under pres i 1960’erne; yngre komponister stod ivrige i kulissen og ventede på at indtage scenen med helt andre måder at angribe filmmusikken på.

Det førte i 1960’erne og 1970’erne til en række scores, der brød med traditionelle dyder til fordel for atonal og dissonant musik – eller som kiggede mere til moderne orkestermusik efter deres inspiration end til de romantliske komponister, der ellers havde leveret blåtrykket for det filmmusikalske formsprog.

Nogle instruktører valgte endda helt andre musikere end de traditionelle orkesterkomponister til at levere deres musik – Bob Dylan leverede musikken til Pat Garrett and Billy the Kid (1973), jazzmusikeren Don Ellis stod bag scoret til The French Connection (1971) og både Lalo Schifrin og Jerry Fielding, for blot at nævne et par markante navne fra perioden, havde også deres baggrund i jazzmusikken.

Nu skal det selvfølgelig ikke lyde som om, at 1960’erne og 1970’erne markerede et totalt stilskift, hverken indenfor film som helhed eller filmmusik specifikt. Mange af de etablerede komponister arbejdede fortsat, og mange af de unge løver komponerede også musik indenfor et mere klassisk formsprog. Men 1960’erne og 1970’erne var uden tvivl eksperimenternes årti.

Leonard Rosenman

Leonard Rosenman (1924-2008) debuterede i 1955 med musikken til East of Eden, og i 1966 var han et etableret navn i Hollywood.

Rosenman havde helt fra begyndelsen af sin karriere markeret sig som en anderledes stemme, der regelmæssigt gjorde brug af atonal musik og avantgardistiske teknikker, bl.a. i scoret til The Cobweb (1955), der siges at være det første større Hollywood-score, der var komponeret i tolvtoneteknik.

Selvom langt fra alle Rosenmans scores var avantgardistiske og atonale, var det en fast del af hans musikalske palette, og scoret til Fantastic Voyage er måske det score, der bedst demonstrerer dette aspekt af Rosenman.

Intens, atonal og utematisk

På nær et minimalt motiv på 9 toner er scoret til Fantastic Voyage aldeles utematisk, og det eneste, der binder scoret sammen er dette lille motiv samt scorets ekstremt homogene lyd. Hermed mener jeg, at scoret kompositorisk og hvad angår orkestrering er ekstremt ensartet fra start til slut – med undtagelse af den lydeffekt-dominerede ”Main Title Sound Effects Suite” (nr. 1).

Resten af scoret er ét langt organisk hele, der, selvom albummet er opsplittet i cues, flyder sammen og gør det stort set umuligt at genkende ét cue fra et andet. I hvert fald for de, der ikke er musikalsk trænede; har man en formel musikalsk uddannelse vil man måske være i stand til at gribe fat i nogle teknikaliteter, der vil kunne hjælpe med at sondre mellem cues.

Kun intensiteten af enkelte cues, f.eks. den noget mere intense ”Get the Laser” (nr. 12), gør, at de kommer til at stå frem for andre, men generelt er scoret også i forhold til den intensitet, der formidles, temmelig ensartet.

Hovedparten af musikken er nemlig i forvejen temmelig intens, og Rosenmans rent atonale tilgang, hvor han næsten fuldstændigt skyr traditionelle harmonier, gør Fantastic Voyage til et score af den type, der holder lytteren på kanten af stolesædet. Det er ikke musik, man kan slappe af til – og det er selvfølgelig heller ikke meningen!

I konstant bevægelse

Musikken til Fantastic Voyage er i konstant bevægelse – et øjeblik hører vi lave, rumlende strygere, det næste høje, flyvske blæsere; dramatiske flygelpassager på en bund af truende strygere og lave gutturale træblæsere.

Musikken lader ikke et øjeblik lytteren føle sig ”sikker” – her lurer trusler om hvert et hjørne. Alt sammen bundet sammen af den hyppige gentagelse af det lille 4+5-tone-motiv, der udgør scorets eneste genkendelige ”tematiske” materiale.

Som sådan formidler Fantastic Voyage på helt perfekt vis den konstante fare, som mandskabet på mikroubåden Proteus befinder sig i under deres rejse ind i menneskekroppen.

Disciplineret og omhyggelig udtænkt

Ud fra min beskrivelse af musikken kunne man få to indtryk: For det første, at musikken er uden mål og med og for det andet, at jeg ikke bryder mig synderligt meget om Fantastic Voyage-scoret. Begge dele er forkert.

Det er tydeligt, at Rosenmans score er omhyggeligt udtænkt og omsat fra tanke til handling. I modsætning til nogle scores, særligt indenfor horrorgenren, der opnår deres effekt primært ved at være en form for organiseret larm, er Fantastic Voyage-scoret særdeles disciplineret. Her er tale om meget nøje brug af de forskellige virkemidler, og selvom musikken er atonal, er den sjældent decideret larmende. Faktisk er den nærmere snigende.

Og faktisk er jeg ganske, ganske imponeret over Fantastic Voyage-scoret. Både på et rent teknisk plan, hvor jeg tydeligt kan høre, hvor meget tanke, der er gået i konstruktionen af scoret og på et æstetisk plan.

For til trods for scorets næsten totale atonalitet, er der også tale om et score, der er meget lyttevenligt. Selvfølgelig på betingelse af, at man har en svaghed for denne type af musik.

Et ganske fremragende score

Fantastic Voyage er på ingen måde et filmscore, der vil appellere til alle. De der foretrækker filmmusik, der er komponeret i det traditionelle Hollywood-formsprog, vil meget vel hade Fantastic Voyage af et godt hjerte. Men selvom man skulle reagere på denne måde, vil det være svært at benægte musikkens effektivitet som filmscore. Diskussionen vil så alene handle om, hvorvidt man mener, musikken kan stå på egne ben som filmmusikalbum.

Det mener jeg, den kan. På trods af – eller måske netop på grund af – scorets homogenitet udgør det for mig en glimrende lytteoplevelse, også som selvstændigt album. Ikke som casual listening eller som et score, man bagefter går rundt og nynner temaet fra. Men som et eksempel på, hvordan en dygtig komponist kan udnytte symfoniorkestret til at skabe lydbilleder og stemninger på en helt anden måde end komponister, der arbejder indenfor det traditionelle formsprog.

Som sådan er Fantastic Voyage-scoret også et fremragende eksempel på symfoniorkestrets spændvidde. Er man til atonal filmmusik er Fantastic Voyage et ganske fremragende score, som man bestemt bør have stående – og gerne ved siden af Goldsmiths Planet of the Apes (1968), der lige tager tingene et skridt videre, og som er endnu mere imponerende i sin kompromisløse modernitet.

Anmeldelsen er baseret på Film Score Monthlys udgivelse af scoret fra 1998, der markerede første gang Fantastic Voyage blev udgivet som album. FSM’s udgivelse, der som altid udkom i et begrænset oplag, har været udsolgt i årevis, men La-La Land Records genudgav scoret i 2014. Programmet er det samme som på FSM-udgivelsen, men scoret er blevet remastered, og La-La Lands udgivelse er stadig til at få fat i.

Nummerliste:
1. Main Title Sound Effects Suite (1:41)
2. The Proteus (5:56)
3. The Chart (5:30)
4. Pulmonary Artery (5:35)
5. Group Leaves (2:49)
6. Pleural Cavity (0:17)
7. Proteus Moving Through Sac (4:52)
8. Channel To Ear (2:40)
9. Cora Trapped (4:12)
10. Proteus In Inner Ear (0:44)
11. The Human Brain (1:52)
12.Get The Laser (7:20)
13. Optic Nerve / End Cast (3:36)

Total spiletid: 47:04

Anmeldt i nr. 113 | 13/03/2015