Innerspace

Så skal der skrumpes, og der skal leges med science fiction-genren. Og samtidig skal der i klassisk Joe Dante-stil tilføjes en masse humor. Velkommen til kroppen, velkommen til Innerspace.

Dante, en stor instruktør

Joe Dante. Stor, men ikke helt så stor som de rigtig store. Anerkendt, men ikke anerkendt nok. Som jeg ser det har Dante lavet mange fremragende film; film der ofte bevæger sig rundt i samme fantastiske legeland som eksempelvis den yngre Steven Spielberg.

Der hvor magien og eventyret ofte starter i forstaden. Og der, hvor ægte Hollywoodmagi skabes; magi der ofte smager af barndommen og magi, der ofte smager af gys – måske er det netop også tilhørsforholdet til gyset, som Spielberg bevægede sig væk fra tidligt i karrieren, som har gjort, at Dante ikke er blevet så stor, som talentet ellers godt kan bære?

Med masser af humor og genrekærlighed instruerede Dante gyserne Piranha (1978) og The Howling (1981), før det det store kommercielle gennembrud kom med Gremlins i 1984 – en film med et budget på 11 millioner dollars og en indtjening på omkring 150 millioner dollars. Dante fulgte op med box office-floppet Explorers i 1985, og i 1987 ramte han så verden med den herlige Innerspace (med den fremragende danske titel Min mikromakker).

Da Dante forsvandt

Men før vi går videre med dagens emne, vil jeg lige gøre Dante færdig. I 1989 kom den fine forstadskomedie/gyser The Burbs, og året efter gik Dante så all in på gyserkomediegenren i Gremlins 2: The New Batch. Desværre blev den ikke den helt store kommercielle succes, selvom det er en ganske fremragende og morsom film.

Og man kan vel nærmest konstatere, at den blev starten på Dantes kommercielle nedtur. Samtidig kan man nok også godt sige, desværre, at det er Dantes sidste rigtig gode film. Bevares, en film som Small Soldiers fra 1998 er da ganske underholdende, men det er som om, at Dante aldrig rigtig kom ud af 80’erne. Så kan vi til gengæld huske tilbage på en håndfuld fremragende film, og Innerspace, som er dagens hovedret, hører også til blandt Dantes bedre film.

En hyldest til Fantastic Voyage

I sin essens er filmen én stor hyldest til Richard Fleichers skrumpeklassiker Fantastic Voyage fra 1966. Og det fungerer godt. At filmen så også er en stor rodebunke, der veksler mellem spændende science fiction og falden-på-røven-humor samt en masse absurde optrin, fortæller den tydelige historie om en spraglet, underholdende og ujævn film.

Dennis Quaid spiller Tuck Pendleton, en tidligere all american hero-pilot, som er begyndt at drikke for meget. Pendleton melder sig frivilligt til et absurd formindskningsprogram, hvor han i en mini udgave, skal sprøjtes ind i en kanin. Martin Short spiller den neurotiske Jack Putter, der arbejder i et supermarked.

Lige før Pendleton skal gøre sin entré i kaninen angribes laboratoriet, da en anden organisation vil stjæle skrumpeteknologien. Men heldigvis når en forsker at flygte med sprøjten, hvor mini-Pendleton sejler rundt i sin miniubåd. Og før de onde får krammet på forskeren, når han at sprøjte Pendleton ind i Putter. Og så går den vilde jagt ellers, hvor det viser sig, at Pendleton kan kommunikere med Potter ved at placere udstyr i øjet og øret på Putter.

Indre og ydre spænding og absurde optrin

Så vi har den indre spænding i kroppen og den ydre, hvor Putter jagtes af en absurd blanding af skurke. Det er spøjst og kulørt, men desværre tager det fokus lidt væk fra den spændende science fiction-del. Til filmens forsvar skal det siges, at Martin Short gør det ganske fremragende, og at de mange barokke optrin aldrig keder. Inde i ubåden er Quaid også ganske troværdig, og effekterne er fremragende.

Og så har filmen en meget rørende scene, som jeg ikke vil røbe her, men som udspiller sig, da Pendleton for en kort bemærkning kommer ind i sin ekskærestes krop – hun spilles for øvrigt med vanlig sødme af underskønne Meg Ryan.

Desuden har Jerry Goldsmith komponeret et fremragende score, der både formår at understøtte science fiction og humor, og på mange måder er det faktisk musikken, der er med til at holde filmen sammen. Et eksempel på hvor dygtig en komponist Goldsmith var og et eksempel på, hvor stor betydning et score kan have for en film.

Ujævn men meget underholdende

Filmen starter som sagt som en hyldest til Fantastic Voyage, hvor det er science fiction-elementerne, der er de bærende. Så udvikler den sig mere til en rendyrket komedie, men formår heldigvis at komme tilbage på sporet, da plottet skal forløses.

Innerspace er en hamrende ujævn film, men samtidig er det også en herlig film, der viser hvor meget kærlighed Dante har til filmmediet. Det er nøjagtig den samme leg og glæde, som vi så hos den yngre Spielberg, og det kan ærgre mig, at Dante mere eller mindre forsvandt efter slutningen af 80’erne. For hans filmmagi føles ægte, og den form for filmfortælling ser vi stort set ikke mere i dag.

Anmeldt i nr. 113 | 13/03/2015

Stikord: Formindskelse