Paura nella città dei morti viventi

I slutningen af 1970’erne og starten af 1980’erne var den legendariske italienske filminstruktør Lucio Fulci (1927-1996) på et kreativt højdepunkt: I 1979 kom Zombi 2 (Rædslernes grønne ø / Zombie Flesh Eaters) og i 1981 kom E tu vivrai nel terrore – L’aldilà (Rædslernes hotel / The Beyond).

Klemt inde mellem de to, i 1980, fik Fulci også lige tid til at lave Paura nella città dei morti viventi (Zombiernes by / City of the Living Dead).

Alle tre film har musik af den italienske komponist Fabio Frizzi (f. 1951), og her på Pulpen har vi tidligere anmeldt Frizzis fremragende score til E tu vivrai nel terrore – L’aldilá; et score som befinder sig i grænselandet mellem konventionel horrormusik og progrock.

Akkurat det samme kan siges om musikken til Paura nella città dei morti viventi, der også i andre henseender minder om scoret til L’aldilà – både i forhold til orkestrering og tematisk enkelhed.

Varieret orkestrering

Ligesom L’aldilà er Paura nella città dei morti viventi varieret hvad angår orkestrering: Nogle cues er komponeret for et mindre symfonisk ensemble og minder i formsprog om ”traditionel” filmmusik (hvis man kan tale om noget sådan); andre er komponeret for elguitar, elbas, trommer, synthesizer og ikke mindst mellotron.

I nogle cues blandes instrumenterne, men for det meste holdes de to typer instrumentering adskilt, og når de optræder i samme cue, er der ofte tale om fuldt stop mellem den ene og den anden del.

Mellotronen spiller også en stor rolle i scoret til L’aldilà, og en nærmere beskrivelse af denne særprægede blanding af keyboard og båndoptager kan I læse i anmeldelsen af L’aldilà-scoret. Mellotronen giver en helt speciel lyd lyd og sammen med den generelle progrock-æstetik er den med til at give Frizzis scores fra denne tid en unik stemning.

Mindelser om både Oldfield og Pink Floyd

Scoret til Paura nella città dei morti viventi veksler mellem forholdsvis traditionel horrormusik og så Frizzis helt særlige blanding af simple temaer og progrock. Scoret ikke helt så stærkt tematisk forankret som L’aldilà, men alligevel præsenteres vi for et par temaer, der – karakteristisk for Frizzi – er forbløffende effektive trods deres enkelhed.

De tre primære tematiske idéer høres i “Irrealtà di suoni” (nr. 3), “Apoteosi Del Mistero” (nr. 6) og “Paura E Liberazione” (nr. 9) – titlerne kan groft oversættes med “Uvirkelige lyde”, “Mysteriets klimaks” og “Frygt og Befrielse”.

Af de tre er “Irrealtà di suoni” det mest interessante cue – og det mest interessante tema. Cuet indleder med let Suspiria-agtige guitarer, der etablerer ét tema. I kontrapunkt til det første tema kommer så et andet, først fremført af flygel, senere fløjte – alt suppleret af funky elbas (med anvendelse af slapping) og trommer.

Temaet i “Irrelta di suoni” er, for nu at sige det mildt, aparte. Det er ikke ligefrem et af den slags temaer, man går rundt og nynner for sig selv, men til trods for det, er det afsindigt fængende og ganske, ganske creepy.

Med “Apoteosi del mistero” er vi ovre i en lidt anden stil, der i høj grad minder om det ét år yngre score til L’aldilà: Cuet indledes med en ganske dyster passage for mellotron og et (måske synthesizet) beat. Herefter forsvinder den dystre mellotron (beatet fortsætter) og erstattes af et ganske friskt og muntert synthesizerfremført tema, suppleret med trommer, som sådan set slet ikke lyder som om, det hører til i en horrorfilm. Det er også afsindigt fængende, og på én eller anden måde bare helt utroligt italiensk.

Den sidste klare tematiske idé, der kommer i “Paura e liberazione”, bringer os over i en helt anden boldgade – et ganske smukt og let sørgmodigt tema, præsenteret i en orkestrering med både flygel, strygere, elbas, guitar og fløjte. I både stil og orkestrering giver cuet stærke mindelser om den tidlige Mike Oldfield.

Men blandt progrockens ikoner er det er ikke kun Mike Oldfield, man hører antydninger af i musikken til Paura nella città dei morti viventi – i anden halvdel af “Occhi di brace” (bogstavelig talt “Øjne af ild”), nr. 4, suppleres skumle synthesizere af en Pink Floyd-agtig guitarsolo.

Hård kost for ørerne

Foruden de nævnte cues, er der også enkelte, der stikker ud – “Fatti misterosi” (“Mystiske hændelser”), nr. 2, er et atonalt, eksperimenterende cue, hvis første halvdel primært er skrevet for synthesizere. Herefter kommer guitarer, trommer og synthesizet kor ind og giver cuet en vis lighed med Goblins Suspiria-musik.

“Paura viventi” (“Levende frygt”), nr. 8, fortsætter i helt samme stil med skrigende elguitarer, trommer og anden percussion samt synthesizere, og både anden del af ”Fatti misteriosi” og ”Paura viventi” er ret hård kost at lytte til, fordi de stikker så meget ud fra resten af scoret.

Omvendt er første halvdel af “Occhi di brace” ganske konventionelt komponeret og orkestreret horrormusik – alene med det symfoniske ensemble og med fokus på strygerne.

Flere af albummets resterende cues er derudover repriser af temaer, der allerede er hørt – både “Verso l’alba” (“Imod daggry”), nr. 5, og “Suoni dissonanti” (“Dissonante lyde”), nr. 7, præsenterer således fremførsler af temaet fra “Irrealtà di suoni”, om end i let forskellige orkestreringer.

Driver af stemning

Akkurat som med musikken til L’aldilà, vil Fabio Frizzis musik til Paura nella città dei morti viventi ikke være filmmusik, der vil appellere til alle filmmusikfans. Så meget skal siges med det samme. Men jeg er helt vild med det!

Fra det lettere vanvittige og herligt creepy i “Irrealtà di suoni” og til det underligt muntre tema i “Apoteosi di mistero” – Paura nella città dei morti viventi driver af lige præcis den særlige skumle stemning, som fandtes i de italienske genrefilm fra denne tid og måske især Lucio Fulcis zombiemesterværker.

Paura nella città dei morti viventi er ikke helt så stærkt et score som f.eks. L’aldilà, der både er mere tematisk varieret og mere stilmæssigt helstøbt, men det er stadig et score, der har så meget sjæl og karakter, at jeg ikke kan andet end at elske det.

Flere udgaver

Denne anmeldelse af scoret er baseret på italienske Beat Records’ nu 20 år gamle udgivelse, hvor Frizzis musik til Paura nella città dei morti viventi ligger sammen med Giuliano Sorginis musik til Non si deve profanare il sonno dei morti (The Living Dead at Manchester Morgue). Scoret til Paura nella città dei morti viventi har på denne udgave en spilletid på blot ca. 28 minutter.

I 2014 udgav samme selskab en udvidet udgave af scoret, der øger spilletiden med rundt regnet 20 minutter, men det er vel at mærke inklusive en over 9 minutter lang suite, indspillet ved en koncert i London i 2013. De resterende omkring 11 minutter synes overvejende at bestå af forskellige variationer på de temaer, der allerede var repræsenteret på det oprindelige album.

Skal man anskaffe sig scoret i dag, er det selvfølgelig den udvidede udgave, man skal gå efter, men har man det gamle album, er der næppe nogen grund til at haste ud og investere i det nye.

Nummerliste:
1. Introduzione, paura, liberazione (4:13)
2. Fatti misteriosi (2:53)
3. Irrealtà di suoni (2:56)
4. Occhi di brace (3:18)
5. Verso l’alba (1:52)
6. Apoteosi del mistero (3:59)
7. Suoni dissonanti (2:56)
8. Paura vivente (1:28)
9. Paura e liberazione (2:39)
10. Tenebre viventi (2:18)

Total spilletid: 27:36