Jeg kan lige så godt indrømme det blankt: Raiders of the Lost Ark (dansk: Jagten på den forsvundne skat) er min absolutte yndlingsfilm. Jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har set den, eller for den sags skyld hvor mange gange mine forældres baghave pludselig tog sig ud som en skummel sydamerikansk jungle med skurkagtige indianere, dødsfælder og huler med guldskatte – naturligvis tilsat John Williams’ fabelagtige hovedtema.
Raiders pirrede i den grad min barnefantasi, også selv om jeg var så ung, da jeg så den første gang, at jeg holdt mig for øjnene under den berømte ansigtssmelte-scene. Det er næppe Indiana Jones’ skyld, at jeg er endt med at blive arkæolog, men havde det ikke været for Raiders of the Lost Ark var jeg næppe begyndt at lytte til filmmusik så tidligt, som jeg gjorde.
Bedre end Bond
Tilblivelsen af Indiana Jones er nærmest gået hen og blevet en myte i sig selv. Da Star Wars skulle have premiere i 1977 tog George Lucas til Hawaii for at komme væk – mestendels for at komme væk fra sin egen nervøsitet for, om filmen ville blive en succes. På Hawaii stødte Steven Spielberg til ham, og de to gamle venner diskuterede naturligvis film. På et tidspunkt skal Spielberg angiveligt have sagt til Lucas, at han altid godt havde kunnet tænke sig at instruere en James Bond-film, hvorefter Lucas ifølge historien skulle have svaret: “Jeg har en idé, der er meget bedre.” Så fortalte han Spielberg om sin drøm om at lave en gammeldags eventyrfilm, inspireret af seriefilmene fra 1940’erne og 50’erne. Hovedpersonen var en eventyrer ved navn Indiana Smith, der tog på eventyr i 1930’erne. Smith blev naturligvis til Jones, angiveligt på Spielbergs initiativ, men derudover var det Lucas’ grundlæggende idé, der fire år senere kom ud på det store lærred som Raiders of the Lost Ark.
Historien til filmen stod Lucas for sammen med Philip Kaufman, mens Lawrence Kasdan (der i mellemtiden også havde skrevet manus til Star Wars Episode V: The Empire Strikes Back fra 1980) stod for manuskriptet. Spielberg tog sig af instruktionen, mens Lucas producerede. Og Indiana Jones, ja han blev spillet af Harrison Ford.
Perfekt casting
Som mange imidlertid nok ved, så var det nær aldrig blevet Ford, der fik rollen. Da det skulle besluttes, hvem der skulle spille rollen som Indy, foreslog Spielberg oprindelig Ford, men Lucas var skeptisk. Han mente, at Jones-karakteren mindede lidt for meget om Fords rolle i Star Wars-filmene, den charmerende rumpirat Han Solo, og deri havde Lucas bestemt en pointe. Faktisk kom det så langt, at Tom Selleck faktisk havde sikret sig rollen, men heldigvis for os i dag, kunne Selleck ikke slippe ud af sine forpligtelser over for Magnum P.I.-serien, så det endte alligevel med, at Lucas lyttede til Spielberg og gav rollen til Ford. Det er næppe for meget at sige, at det var held i uheld! Indiana Jones er om nogen den karakter, Harrison Ford var født til at spille, og selv om Han Solo er en meget væsentlig rolle i Star Wars-filmene, så er det ikke den altdominerende hovedrolle som Indiana Jones er det.
For de mennesker, der har levet de sidste 27 år under en sten, må jeg hellere give et kort handlingsreferat.
Legendarisk anslag
Raiders of the Lost Ark starter i Sydamerikas jungle i 1936. En lille gruppe mænd baner sig vej gennem regnskoven på vej mod et ukendt mål. Inden de når så langt flygter deres indianske bærere og én af de andre prøver at skyde ekspeditionens leder ned bagfra. Lederen, endnu unavngivet, er en barskt udseende mand i 30’erne med fedora-hat, iført læderjakke og med en læderpisk ved hoften. Kun han og én af de andre når frem til deres destination: en skummel huleindgang.
I løbet af de næste 13 minutter udspiller én af filmhistoriens mest berømte og mest effektive anslag sig. Ekspeditionens leder og hans sidste følgesvend baner sig vej ind i indianertemplet, der er spækket med dødsfælder, finder den guldstatuette, der tydeligvis er deres mål og må flygte, da endnu en fælde får hele templet til at styrte sammen om ørerne på dem. Manden med hatten må overvinde endnu et forædderi, og da han først kommer ud i solskinnet igen venter der ham en ny overraskelse: hans nemesis, den rivaliserende skattejæger Belloq. Belloq tager guldstatuetten, og pudser en flok vilde indianere på “Dr. Jones” (som vi nu har fået at vide, at hovedpersonen hedder), som må flygte igennem junglen over hals og hoved for med nød og næppe at undslippe i en vandflyver, der har ventet på ham.
Og nej – dette er ikke hele filmen. Det er bare de første 13 minutter!
I god behold tilbage til USA møder vi Jones igen i en helt anden skikkelse: som bebrillet arkæologiprofessor på et universitet, hvor pigerne har et godt øje til ham. Her får han besøg af sin gamle ven, museumsmanden Marcus Brody, der har taget nogle folk med for at møde Indiana (nu har vi også fået Jones’ noget aparte fornavn at vide).
De besøgende viser sig at være fra USA’s militære efterretningstjeneste. De har opsnappet et hemmeligt nazi-telegram, som de ikke kan tyde, og nu har Brody bragt dem hen for at tale med Jones. Det viser sig, at nazisterne har gang i en udgravning i Egypten, hvor alt tyder på, at de har fundet ruinbyen Tanis.
Tanis er muligvis hvilestedet for den sagnomspundne Pagtens Ark, der omtales i Bibelen, og som var den rigt udsmykkede trækiste, hvori israelitterne opbevarede De Ti Bud. Hvis det er rigtigt står det ilde da Arken et mægtigt våben, og i hænderne på nazisterne kunne det ende grumme galt. Militærfolkene beder Jones om at påtage sig en mission: find Arken før nazisterne gør det.
Som sagt, så gjort, men før Jones kan drage til Egypten, må han et smut omkring Nepal. Hans gamle lærer, Abner Ravenwood, er i besiddelse af en vigtig kulturgenstand fra Tanis, som er nødvendig for at finde det præcise sted, hvor Arken måske befinder sig.
I Nepal finder Jones ud af, at Ravenwood er død, men hans datter, Marion Ravenwood er rigtig meget levende, hvilket Jones får at mærke på sin kæbe. Det skal lige nævnes, at Jones og Marion tidligere har haft et forhold, der ikke endte godt.
Efter at have reddet Marion ud af kløerne på den fæle nazist Toht, rejser de to sammen til Egypten, hvor de møder Indys gamle ven, egypteren Sallah, og begynder at finde ud af, hvordan de kan finde frem til Arken før nazisterne. Som en ubehagelig overraskelse finder Jones også ud af, at selvsamme Belloq, der berøvede Jones i Sydamerika, er blevet hyret af nazisterne til at stå for udgravningen i Tanis.
Actionklassikere
Mere af handlingen skal bestemt ikke afsløres her. Det eneste, jeg skal konstatere er, at herfra tager handlingen for alvor fart, og filmens totale spilletid på lige under 2 timer er ovre, før man får sig set om. Der er ganske enkelt ikke et eneste kedeligt øjeblik i Raiders of the Lost Ark, og filmen er udstyret med en gudsbenådet blanding af hæsblæsende action og mere eller mindre komiske indslag, der aldrig bliver lagkagekomiske, men i stedet har en lettere hårdkogt snert af kynisme over sig. En scene med en vildt sværdsvingende egypter, som Indy gør kort proces med, er gået over i historien, og er et fremragende eksempel på denne forholdsvis hårdkogte humor.
Andre store actionscener, der i dag har karakter af klassikere, er den lange lastbil-jagt, hvor Jones bl.a. trækkes bag en tysk lastbil i sin pisk, eller The Well of the Souls – det skumle kammer, hvor Pagtens Ark opbevares, og som er fyldt med tusindvis og atter tusindvis af slanger.
Den grundlæggende idé bag plottet er rigtig god, og Pagtens Ark er naturligvis en fremragende McGuffin: en af de mest sagnomspundne genstande i historien og tilmed med et religiøst-overnaturligt aspekt, der giver filmens atmosfære et spark i vejret. At have en religiøs eller på anden vis overnaturlig McGuffin blev også basis for de to efterfølgere, Indiana Jones and the Temple of Doom (1984), hvor det var hellige sten i Indien, der var grundlaget for historien, og Indiana Jones and the Last Crusade (1989), hvor det var intet mindre end den Hellige Gral, Jones er ude efter – endnu engang i konkurrence med de lede nazier. Den samme grundpræmis synes at gælde for Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull, der får premiere senere i denne måned.
Men endnu vigtigere, end at filmens McGuffin er god, er det, at Lawrence Kasdans manuskript fungerer så fremragende. Historien er godt skruet sammen, og selv om man naturligvis kan finde plothuller, hvis man vil (tysk udgravning i det engelske protektorat Egypten?), så spiller det ingen større rolle. Af en eventyrfilm at være, hænger tingene overordentligt godt sammen. Og så har Kasdan i øvrigt ramt det helt rigtige blandingsforhold mellem actiondelene og de mere komiske elementer.
Men et skidegodt manuskript er naturligvis intet uden gode skuespillere. Som jeg nævnte tidligere, så var det et held, at det endte med at blive Harrison Ford, der indtog rollen som Indiana Jones. Det vil uden tvivl være den rolle, Ford bliver huske for i eftertiden, og det med rette. Han bibringer figuren den helt rigtige karisma, og man tror faktisk på, at han både er i stand til at være civiliseret, bebrillet jakkesætprofessor og hårdkogt læderjakkeklædt og piskesvingende eventyrer. Karen Allen som Marion Ravenwood er en forfriskende selvstændig kvindelig hovedrolle, der ikke lader sig hundse rundt med af nogen (og da slet ikke Jones). Også birollerne indehaves af solide skuespillere. Især er John Rhys-Davies god i rollen som Indys egyptiske ven Sallah, og man er i sit stille sind glad for, at Spielbergs første idé til castingen ikke blev til noget: Spielberg ville have haft Danny DeVito til at spille Sallah!
Også skurkerollerne er effektivt opfyldt. Paul Freeman er både diabolsk og charmerende som Belloq (han er næsten helt sympatisk i scenen, hvor han forsøger at forføre Marion Ravenwood), og Ronald Lacey er forrygende karikeret som den svedende Gestapomand Toht (det tror dog Fanden, at han sveder, når han render rundt i den egyptiske ørken med lang sort læderfrakke!). Derudover må nævnes altid sympatiske Denholm Elliott i rollen som Indys gode ven Marcus Brody, og til sidst skal man lige lægge mærke til en ung Alfred Molina i rollen som én af Indys skurkagtige hjælpere i prologen.
Fri for CGI
En sidste kommentar herfra skal lige være, at Raiders of the Lost Ark, og i øvrigt de to hidtidige efterfølgere, er befriende fri for CGI; filmen er fra 1981 (og efterfølgerne fra henholdsvis 1984 og 1989), og det var naturligvis før, man begyndte at lave alle effekter med computere. Rygterne vil vide, at også Indiana Jones and the Kingdom of the Crystal Skull hviler mere på klassiske effekter, end på computergrafik, og det kan man kun håbe på passer. Raiders of the Lost Ark er i hvert fald en umanerligt velfungerende film, også rent effektmæssigt. Effektskuddene er lavet på gammeldags manér, og utrolige scenerier realiseret med gammeldags matte paintings. Det kan man se, men det mener jeg på den gode måde! Det har gjort, at Raiders of the Lost Ark er en film, der på ingen måder virker ældet.
Put endelig John Williams aldeles fremragende score i gryden, og så har man en klassiker, der er så formidabelt underholdende og charmerende, at den kan ses igen og igen og igen uden nogensinde at blive kedelig. Jeg elsker denne film, og hvis du ikke allerede har set den tusind gange, så er det bare med at få investeret i bokssættet med de tre første Indy-film og komme i omdrejninger! Det kan kun gå for langsomt!
Dansk titel: Jagten på den forsvundne skat
Andre titler: Indiana Jones and the Raiders of the Lost Ark, Indiana Jones og Jagten på den forsvundne skat
Instruktør: Steven Spielberg
Manuskript: Lawrence Kasdan efter historie af George Lucas og Philip Kaufman
Cast: Harrison Ford (Indiana Jones), Karen Allen (Marion Ravenwood), Paul Freeman (Dr. René Belloq), Ronald Lacey (Major Arnold Toht), John Rhys-Davies (Sallah), Denholm Elliott (Marcus Brody), Alfred Molina (Satipo), Wolf Kahler (Colonel Dietrich)
Producere: Frank Marshall (producer), Robert Watts (associate producer), Howard G. Kazanjian (executive producer), George Lucas (executive producer)
Foto: Douglas Slocombe
Klip: Michael Kahn
Musik: John Williams
Spilletid: 111 minutter
Aspect ratio: 2.35:1
Lyd: Dolby Digital 5.1.
Sprog: Engelsk
Undertekster: Engelsk, finsk, islandsk, italiensk, norsk, rumænsk, dansk
Produktionsland, år: USA, 1981
Produktionsselskaber: Lucasfilm, Paramount Pictures
Distributør (DVD): Paramount Home Entertainment (DK)
Udgave/region: Region 2
Denne anmeldelse er baseret på den udgave af Raiders of the Lost Ark, der indgår i bokssættet The Adventures of Indiana Jones. Dette sæt er nu udgået, men i maj 2008 udkommer Indiana Jones: The Adventure Collection, der også har alle filmene. Hvorvidt skiven med ekstramateriale også er med i den nye boks er pt. endnu uvist.
Anmeldt i nr. 31 | 13/05/2008
Stikord: Arkæologi, Indiana Jones, McGuffin, Naziskurke, Okkultisme, Pulp
