Stardust

Jeg kan huske, at jeg var gennemført charmeret af Stardust, da jeg så den i biografen i 2007, og at jeg ved samme lejlighed bed mærke i scoret, som jeg også blev gennemført charmeret, og ikke så lidt imponeret, af.

Jeg er sådan set stadig charmeret af både film og score, men jeg blev måske lidt mindre imponeret over scoret, efter at jeg fik lejlighed til at nærlytte det. Ikke dermed være sagt, at musikken er dårlig, for det er den på ingen måde, men den er stærkt afledt af mere vægtige forbilleder og så lider scoret som helhed under, at de forskellige temaer kommer til at fremstå en smule anonyme.

Erstattede erstatningen

Scoret til Stardust er komponeret af briten Ilan Eshkeri, der indledte karrieren med musikken til science fiction-filmen Trinity fra 2001. I 2004 leverede han scoret til Matthew Vaughns gangsterfilm Layer Cake (med Daniel Craig i hovedrollen), og på den måde var det selvfølgelig ikke overraskende, at Eshkeri blev bedt om at levere musikken til Vaughns anden spillefilm, Stardust.

Kort tid efter, at det blev meddelt, at Eshkeri skulle stå for musikken, blev han imidlertid erstattet af John Ottman, der komponerede og indspillede et score blot for at få det afvist, hvorefter Eshkeri vendte tilbage som komponist.

Eshkeri leverede et fuldt symfonisk score, som rent stilistisk er alt, man kunne ønske sig til en fantasyfilm. Det er velkomponeret og smukt orkestreret symfonisk filmmusik med stedvis anvendelse af stort kor, der slår alle de rette stemninger an, og som tilmed har en håndfuld temaer og motiver. Scoret fungerer da også fremragende i kontekst af filmen, men som selvstændigt album bliver det tydeligt, at der også er nogle problemer.

Temaerne får ikke lov at skinne

Langt det største problem er, at de temaer, Eshkeri etablerede til filmen aldrig får lov til for alvor at skinne. Det er ikke fordi temaerne mangler eller er sjældent anvendt i scoret, men de får sjældent lov til at stå tydeligt frem. Til dels skyldes dette, at temaerne er forholdsvis enkle og ret underudviklede, hvilket betyder at de i høj grad drukner i resten af scoret, der er komponeret som ét stort episk lydtapet.

Sidstnævnte er ikke ensbetydende med, at temaer behøver drukne; tænk på John Debneys fantastiske score til Cutthroat Island (1995), der om noget er et balls-to-the-walls episk lydtapet, men hvor temaerne alligevel formår at træde tydeligt frem som klart artikulerede idéer. Det formår Eshkeri ikke at gøre i Stardust, og hovedproblemet er, at temaerne er for simple til, at man husker dem tydeligt.

De to klarest formulerede temaer på Stardust-scoret er Yvaines tema, et storladent, episk-æterisk tema, der første gang dukker op i ”Shooting Star” (nr. 4), og kærlighedstemaet, der er et særdeles smukt og blidt tema, der høres første gang i ”Tristan & Yvaine” (nr. 13).

Der er også et energisk, optimistisk og let humoristisk hovedtema, der første gang høres i ”Prologue (Through The Wall)” (nr. 1), et højdramatisk tema for den skurkagtige prins Septimus (”Septimus”, nr. 7) og et dystert motiv for de tre hekse (”Three Witches”, nr. 5) – for nu blot at nævne nogle af de forskellige temaer og motiver.

Fælles for dem alle er, at Eshkeri udfolder dem langt mindre end de i virkeligheden har fortjent, for alle de tematiske idéer er faktisk rigtig fine og med lidt mere arbejde kunne hver og én faktisk have været fantastiske temaer.

Antydningen af et mesterværk

Min generelle kritik af den manglende udvikling af de tematiske idéer skal naturligvis høres i kontekst af selve scoret, for det er ikke noget, der gør scoret dårligere – det betyder bare, at man konstant hører antydningen af et langt bedre score, ja formentlig et lille mesterværk, midt i den ellers i øvrigt rigtig fine musik.

Og der er rigtig meget fin musik på Stardust-scoret – fra det lavmælte og blide over det dystre og nærmest horroragtige til swashbuckling eventyrmusik og det decideret episke. Cues som ”Flying Vessel” (nr. 11), ”Lamia’s Lair” (nr. 16), ”Zombie Fight” (nr. 18), ”The Star Shines” (nr. 19) og ”Coronation” (nr. 20) er imponerende filmmusik uanset hvordan man vender og drejer det, og det bliver man nødt til at anerkende Eshkeri for.

Samtidig kan man tydeligt høre, at Eshkeri har haft det sjovt med at komponere musikken. Ikke bare fordi musikken er veloplagt og flot orkestreret, men også fordi Eshkeri har haft musikalsk overskud til at snige et par jokes ind hist og her. I et par cues lister han således antydninger ind af kendte temaer; f.eks. høres melodien fra den engelske vuggevise ”Twinkle Twinkle Little Star” ganske kort i ”Yvaine”, og på tilsvarende vis dukker melodien fra børnesangen ”Three Blind Mice” kortvarigt op i ”The Mouse”.

Endelig bør det nævnes, at den humoristisk overkogte scene, hvor Robert de Niros superbøssede Captain Shakespeare danser i drag er sat rent og skært til tonerne af Offenbachs ”Galop Infernal” fra Orpehus i Underverdenen (1858).

Tydelige inspirationskilder

Generelt er Stardust et score, der byder på en stor mængde særdeles velkomponeret og veloplagt symfonisk filmmusik. Men… For der er et lille yderligere men. Nemlig at Stardust er et score, hvor man i meget høj grad hører filmens temp track skinne igennem i det endelige score.

Tristan og Yvaines kærlighedstema er således meget tydeligt modelleret over Howard Shores Shire-musik fra The Lord of the Rings (2001-03), ligesom det dystre cue ”Three Witches” også tydeligt er afledt af Shores LOTR-musik, særligt de tidlige dele af Fellowship of the Ring (2001).

Andre steder hører man ekkoer af Patrick Doyles score til Harry Potter and the Goblet of Fire (2005), og James Horner har heller ikke levet forgæves. Langt tydeligst bliver inspirationen i det ellers virkelig imponerende cue ”Lamia’s Inn” (nr. 9), der efter ca. 3 minutter bliver til en meget let omskrivning af ”Vampire Hunters” fra Wojciech Kilars score til Bram Stoker’s Dracula (1992).

Her er inspirationen så tydelig, at det faktisk havde været på sin plads at kreditere Kilar – om ikke andet som inspirationskilde. Det sker dog ikke; i stedet krediteres Johann Sebastian Bach, da cuets første del er adapteret fra Bachs Das wohltemperierte Klavier (1722).

I sidste ende er ”Lamia’s Inn” dog et så imponerende cue – måske faktisk scorets allerbedste – at man raskvæk tilgiver Eshkeri.

Anbefales med visse reservationer

For fans af stor symfonisk filmmusik er der masser at komme efter på Stardust-scoret, og med hensyn til de mange ret tydelige inspirationskilder og de noget anonyme temaer kan man kun overveje, om Eshkeri måske har været presset for tid, da han skulle komponere musikken, efter at Ottmans score var blevet vraget.

Jeg nægter i hvert fald at tro på, at en mand, der er i stand til at komponere symfonisk filmmusik af en så generelt høj kvalitet ikke også skulle være i stand til at se ud over filmens temp track eller at han ikke skulle være i stand til at give sine egne temaer den ekstra gennemarbejdning, der havde løftet dem betydeligt.

Som situationen endte, er Stardust et score, det er meget nemt at anbefale, men som samtidig må anbefales med visse reservationer. Stardust er et score, der fungerer enormt godt i filmen, men som udgør en knap så tilfredsstillende lytteoplevelse som selvstændigt album.

Nummerliste:
1. Prologue (Through The Wall) (3:45)
2. Snowdrop (2:47)
3. Tristan (0:40)
4. Shooting Star (3:26)
5. Three Witches (2:42)
6. Yvaine (2:48)
7. Septimus (1:23)
8. Creating The Inn (1:59)
9. Lamia’s Inn (8:04)
10. Cap’n’ Shakespeare (1:27)
11. Flying Vessel (3:42)
12. Cap’n’s at the Helm (1:02)
13. Tristan & Yvaine (2:05)
14. Pirate Fight (2:04)
15. The Mouse (2:26)
16. Lamia’s Lair (3:58)
17. Lamia’s Doll (1:42)
18. Zombie Fight (1:09)
19. The Star Shines (3:22)
20. Coronation (2:32)
21. Epilogue (0:52)

Total spilletid: 53:55

Anmeldt i nr. 111 | 13/01/2015